#RF19: Snapshots, strøtanker og eurekamomenter – onsdag

   


Vi lagde fra land i strid blæst. Men det holdt tørt, da gamle Bob og alle de yngre opkomlinge satte det hele i gang for alvor. Og dermed blev flokken sluppet løs til endnu et år på en plads, hvor alt som altid var lidt som det altid har været … og lidt anderledes:

11.39, Snab: På vej i toget mod nummer (sølle) 25. Bliver et øjeblik forvirret, da jeg kigger i programmet. Glæder mig til at se de nye sceneplaceringer, tror jeg. Glæder mig i hvert fald til at gå rundt med en kold festivaløl i en armbåndshånd. Festivaløl og omklædningsrumsøl er jo verdens bedste øl. Sammen med nonsensøl.

12.51, Snab: På nærmest magisk vis dukker Niels op mellem hangarer, træer og ikke mindst parkeringspladser, da jeg krydser Musicon-området – som satme er blevet fedt efterhånden. Hvis jeg var halvt så gammel som nu, ville jeg melde mig til Roskilde Festival Højeskole. Nå, det er tid til at inspicere de nye sceneplaceringer, campingområdet og finde en Dixie Burger.

“You weren’t there, maaan!”

13.59, Fez: Helikoptere over Camping Øst. “This is the end”.

14.10, Fez. Camp Nam i Dream City er indrettet i armylook. Folk i camouflage spiller ølbowling. Ho ho ho Chi Minh.

14.17, Snab: Spotter rutineret, at den kortere kø til Dixie Burger kun har ét kasseapparat åbent, mens den lange har to åbne kasser. Ha, det bliver en god festival! Niels siger et eller andet om bæredygtig mad, men jeg hører ikke rigtig efter. Hov! Dixie Burgeren er blevet mindre. Det er vel også en slags bæredygtighed. Snakker henført med Niels om Louisiana Burgeren, der jo var stor som et rumskib og smagte, som hvis Helena Christensen var mad.

14.30, Fez: Mange tags med ‘Dead Men Don’t Rape”. Markant slogan, der også et titlen på en sang med 7 Year Bitch.

14.45, Fez: Jeg er et miljøsvin og kører i bil til Roskilde. Har derfor indgået en klimakontrakt med mig selv og skal spise så bæredygtigt som muligt. Lægger ud med vegansk suppe fra Delleboden. Retten med det femte mindste klimaaftryk på festivalen. Varm, nærende og fuld af kikærter.

15.03, Snab: Den højeste musik, jeg nogensinde har hørt fra Orange! Lydprøve med Robyns ’Dancing on My Own’, alt overstyrer, som om de har skruet alle knapper op på 11. Kan I ikke sætte noget Donald Fagen på, spørger Niels tørt.

Tomme scener buldrer mest

15.48, Danni: Til åbningsreception i Mediebyen. Æder øko-chips med eddike og ramsløg og drikker ingefærdrik. Blogbrødrene Fez og Elsnab arbejder på at sikre sig akkrediteringer til 2020 ved jovialt at nikke og sige ”Ja, mm. Det lyder spændende,” når festivalens chefer beretter årets nye tiltag.

16.10, Fez: Joiner en reception med festivalen. De tror, det bliver godt. Bagefter kildesorterer jeg mit affald.

RF19, sortere end nogensinde

16.57, Køster: Rammer bagsceneområdet fra Maglegårdsvej, lige som portene ind til pladsen skal til at åbne. Møder en allerede rosé-fuld pladeselskabsmand. Alt er som det skal være.

17.01, Køster: Vandrer ind på pladsen, netop som en purung fyr kommer spurtende mod pitten, råbende: “Bob Dylan!”. Gad vide om han ved, hvad der reelt venter ham.

17.04: McGuire, Orange. Nogen har placeret køen til Dylan oven i køen til Cardi B. Der er nogle kids, der får sig en slem overraskelse om et par timer. Om ikke andet, så når de finder ud af, at liveversionen af ‘Like A Rolling Stone’ slet ikke lyder, som den gør på pladen …

“Hvad er det for en hat, hun har på?”

17.16, Køster. Vandrer en ekstra lang tur på pladsen, fordi Anders K’s crew har givet mig forkerte retningsanvisninger. Har svært ved at tørre smilet af fjæset og går rundt og ligner en idiot.

17.19, Danni: Jeg bemærker, at det vil være en vild kombination at have pit-armbånd til både Bob D og Cardi B. Ung fyr stikker straks armen frem. ”Selvfølgelig skal jeg se dem begge to. The kids are allright.

Access All Ages

17.30, Fez: Apollo – ny placering og nu med fliser, en potentiel rave-arena.  Farveblind indvier den åbne scene med farveløs raverock.

17.30, Nykjær: Ankomst til Roskilde Station. Ung pige jonglerer synkront med to dankortautomater i køen til shuttlebussen mod indgang East. Roskildes orangeklædte frivillige er som altid velforberedte.

17.31, Snab: Vi må ikke sige det, men det sker alligevel: Farveblind har eddermame hørt deres The Prodigy-numre.

17.41, Køster: Årets første koncert er med popsangskriveren Maggie Rogers. Snakker lidt med Søren, der er forsanger i bandet Yellowbellies: “I 15 år på Vesterbro er jeg blevet hatet på for at kunne lide sådan noget 80’er-noget”, siger han: “Og nu er det her igen”.

17.43, Nykjær: På Roskilde for 28. gang, og de første skridt ind på festivalpladsen giver mig stadig det samme forventningsfulde sug.

17.44, Køster: Maggie Rogers’ lidt kønsløse sange er hverken krystalklar pop eller rigtig ambitiøs sangskrivning. Vi daffer videre.

17.50, Danni: Hundredevis af mænd går rundt ved Arena med våde øjne og desperate blikke. Jeg kommer til den skrækindjagende erkendelse: Der er ikke stillet herre-pissoirs op ved festivalens næststørste scene.

18.02, Danni: Curt Smith har vist samme tandbleger som Firmino. Epileptikere burde ha’ været advaret om kraftigt lys under koncerten.

18.03, Snab: Der er mange indtryk på en Roskilde Festival. Derfor skal man også have små øjeblikke, der skiller sig ud. Det gør gåsehuden, da Tears For Fears sætter i gang med ’Everybody Wants to Rule the World’.

18.10, Nykjær: Første kendis-spotting: Tommy Ahlers, iklædt det smil man nok kun kan have, når ens skuldre er blevet lettet for ministeransvar.

18.13, Danni: Banke-banke-på. Hvem er det? Zoey. Zoey hvem? ”Zoooey, the seeds of loooove.”

18.16, Anders: Tears for Fears’ lydmand har fået skruet knapperne nogenlunde på plads efter en lydmæssigt uskøn åbning med ’Everybody Wants To Rule The World’. ‘Sowing the Seeds of Love’ leveres med hele sit melodiske schwung og Beatles’ke overskud.

18.16, Fez: ‘Pale Shelter’! Og kritikerne kaldte synthpop for en døgnflue? Stol ikke på kritikere.

18.17, Anders: Min sidemand er ikke lige så begejstret for ‘Sowing the Seeds of Love’: “Alle sange med flere end fem stykker er sgu tabt på mig!”

18.18, Køster: Er smuttet til mine gamle BRAVO-helte Tears For Fears, der på Arena lægger hårdt ud med sange som ‘Everybody Wants To Rule The World’ og den forførende Beatles-øvelse ‘Sowing The Seeds Of Love’. Anders K ser ud som han har guflet en sovseske ecstasy-piller med top.

18.25, Danni: Går ubesværet op på forreste række til Silvana Imam. Her er cornrows og Adidas. Masser af Adidas.

18.31, Køster: Tears For Fears spiller sært nok Radioheads ‘Creep’ i en ekstremt tro version. Fint lille Roskilde-moment.

18.32, McGuire: Tears For Fears har gudhjælpemig lige spillet Radioheads “Creep”. Det høster koncertens indtil videre største bifald. Og jeg som ellers troede, at Avril Lavigne koncerten i 2004 er det mest påtaget ungdommelige, der nogensinde var sket på den scene

18.40, Danni: Silvana får sin real-life-kæreste Beatrice på scenen – sidstnævnte i sort lakkorset og lilla tyl. Kæresteparret er bannerførere for unge, der søger deres identitet, så der jubles behørigt.

18.42, Anders: ‘Mad World’ er stadig et blændende popnummer – men nok mere skabt til nattetimerne på en lokalradio anno 1984 end en festivalscene i 2019.

18.55, Danni: Silvana og Beatrices duetter er intime og charmerende, men de er også lidt som at være vidne til et ordinært ungt par, der kissemisser på kollegieværelset. Meget ved den her koncert er simpelthen for småt.

19.02, Køster: Tears For Fears har ikke længere helt mojoen til at spille et udpræget studietrack som ‘Bad Man’s Song’. Men ok – vi husker den blærede original.

19.15, Snab: Det er snyd. Tears For Fears spiller med grooves, kan stadig synge, kan spille og har arrangementer. Det er ambitiøs popmusik, man sjældent hører på en ungdomsfestival i dag. Javel, det går lidt op og ned og lyder unægtelig som 80’er-musik, men det er rart. Sjov cover-sektion med ’Creep’ og den der Gary Jules-sang … ’Shout’ giver igen gåsehud. Det er muligvis det omkvæd i verden, der er sværest ikke at synge med på. Men hvorfor også forsøge at lade være?

Sporkslig afvikling

19.45, Fez: Hipstergryden fra Dås’n  – kikærter og kidneybønner som bund. Varm, rigelig og mange plusser i klimaregnskabet. Jeg kildesorter affaldet. Dåse for sig, spork for sig.

Here’s Johnny!

19.57, Anders: Festivalens bedst klædte onsdagsgæst: Johnny René Larsen!

19.59, Snab: Hvis vi nu alle sammen skriver otte tweets om, hvor dårligt Jpegmafia er, kan det være, vi når rundt om det hele.

20.07, Køster: Får lige de sidste beats af JPEGMafia på Apollo med. Det er noget indie hip hop fra Baltimore.  Men mest af alt er det en stenet rapper, der har siddet lidt for længe i sit soveværelse og snedkereret halvsløje beats. Som medblogger Nykjær siger: “Bundniveauet i den genre er uhyggeligt lavt”.

20.10, Fez: Førstedagsfeber på pladsen. Folk OVERALT. Glæder mig til det hele sætter sig.

20.10, McGuire: Er det Highway 61?

20.11, McGuire: Det lyder sgu ikke som Highway 61

20.12, McGuire: Hov, vent lige lidt. Nu synger han noget om Highway 61!

20.13, McGuire: Dylan spiller Highway 61!!!

20.18, Danni: Hyggelige sommeraftenvibes til Bob, der uhøjtideligt flår i sine sange bag et sort flygel. Det virker bedst, når han boogier igennem.

“Mere os!”

20.18, Snab: Rolling Blackouts står med fingrene i vejret. Klassisk ”mere mig”. Publikum reagerer ved også at stå med fingeren i vejret. De fem unge australiere på scenen smiler. Det smitter. Tre guitarer i front. Det her kan kun blive godt.

20.43, Snab: Efter fire Go-Betweens på speed-sange sætter Rolling Blackouts tempoet ned på den nye ’Read My Mind’, som gynger rart. På den anden nye single, ’In the Capital’, flyder guitarerne roligt ind og ud mellem hinanden. Det er svært for dem at spille en dårlig sang.

20.45, Fez: Rigmanden Lars Seier spottet til Bob Dylan. The times they really are a-changin’. (Han er btw stor Bryan Ferry-fan, der er stor Dylan-fan).

20.46, Nykjær: Efter en lidt hakkende start har Rolling Blackouts Coastal Fever virkelig fået maskinen i gang i Pavilion-teltet. Deres arketypiske indierock et sted mellem The Go-Betweens, The Strokes og tidlig R.E.M. sidder lige i skabet, og det samme gør det ualmindeligt smittende omkvæd til ‘Talking Straight’. Den her koncert cykler bare derudad.

20.48, Danni: ”Det er mit kneppetempo!” råber min ven, mens Bobs ’Early Roman Kings’ pumper drøjt og tøvende. De øvrige fædre og farfædre slår blikkene ned.

20.54, Anders: Rolling Blackouts Coastal Fever fra Melbourne viser, hvordan man spiller collegerock anno 1986. Tre guitarer, bas og trommer – og et konstant angreb på forkanten af beatet. Eviggyldigt.

20.57, Snab: ’Talking Straight’ er eddermame en god rocksang! Publikum i Pavilion er med dem hele vejen. Synger, smiler, danser, gynger, hopper. Pavilion er et dejligt sted lige nu.

Langt navn, skarpe sange

21.07, Køster: Man skal altid følge i hælene på Elsnab på festivalens førstedag. Den strategi har tidligere kastet oplevelser som I’m With Her og Disclosure af sig, og den betyder, at vi nu står til Rolling Blackout Coastal Fever fra Australien. Bandet dyrker det store, stramme, hvide indierockgroove og er ærlig talt eminent gode.

21.14, Anders: De tre guitarister i Rolling Blackouts Coastal Fever skiftes til at køre vokalen fra spids. Lidt som et cykelhold i en tempokørsel, der skiftes til at tage føringer for at holde farten.

R.B.C.F. fra siden

21.25, Fez: Avalons nye placering skaber en hule midt i festivalen. Et underlag af græs i stedet for sten og støv er en lise. Billedet af Bølle-Meyer trækker selvfølgelig ned.

21.27, Danni: Potente udgaver af ’Like a Rolling Stone’, ’Love Sick’ og ’Gotta Serve Somebody.’ Men også en del tomgang hos Bob. Koncerten fader uden retning og klimaks.

21:30, Køster: Går en tur over pladsen i retning mod Rosalia på Avalon, og fanger et glimt af Bob Dylan på Oranges venstre højttalerskærm. Det er hans sidste nummer, og han står op og iagttager publikum. Der er ingen hørbar klappen eller jublen, da sangen og koncerten er slut. Oranges lysfolk forsøger sig med det sædvanlige trick med at lyse publikum op, formentlig for at fremtvinge en reaktion. Zero resultat.

21.39, Nykjær: Spanske Rosalia er iklædt hofteholder og rød læderfrakke og sender latinsk forførelse helt ud i Avalons fjerneste hjørner. Hendes opdatering af hjemlandets flamenco-tradition er fra begyndelsen lige til at blive opslugt af.

21.40, Danni: Er endt i idiothjørnet til Rosalía. Til den ene side en flok, der fråder popcorn. Til den anden en fyr, der vil imponere sin ledsager med den geomusikalske analyse: ”Jeg havde forventet, at vi skulle danse mere samba.”

21.45, Køster: Rosalia har Avalon i sin hule, kastagnet-klaprende hånd med sine Neptunes-inspirerede flamenco-beats og stramt hvidklædte danserindehær.

AKS-mosfære

21.47, Nykjær: Rosalia fortæller, at hun er beæret over at spille på samme festival som Bob Dylan, der er hendes idol. Den havde man ikke lige set komme.

21.56: Nykjær: Traditionel flamenco og tidens tungt huggende stortromme klæder hinanden forbavsende godt. Rosalias koncert er ren opvisning i rå rytmik, stilfuld sensualitet og tilbageholdt temperament. Utroligt, at en så underspillet musik kan skabe så meget energi. Avalon spiser af hendes hånd.

22.07, Danni: Søren Huss spottet til Rosalía. Han går nok hjem og justerer sin egen koreografi bagefter.

22.08, Snab: Man mærker det med det samme. Her er noget på spil. Fontaines D.C. fra Dublin åbner med poesi og en rastløst vandrende frontmand med en hånd i lommen og både skjorte og sweater proppet ned i bukserne. En smule vanvid har aldrig gjort noget skidt for rockmusik. ’Hurricane Laughter’ åbner.

Fontaines Darup City

22.37, Snab: Folk står virkelig tæt på Pavilion, og nu går det for alvor løs med moshpit til ’Boys in the Better Land’ efter ’Too Real’. Spotter endelig ’Alien og ko’. Fontaines D.C. slutter virkelig stærkt af.

23.24, Snab: Farvel, Cardi B. Det her er desværre virkelig uinteressant.

23.33, Danni: Tidligere hørte man 100 procent Orange Scene i Mediehørmeren. Nu er det 55 procent Avalon, 45 procent Orange. Når Cardi B og trashmetallerne Power Trip spiller samtidig er det … aparte.

23.34, Nykjær: Cardi B har åbnet sin egen stripklub på Orange Scene, samme sted hvor Silvana Imam stod få timer tidligere. Der ligger en klumme gemt dér et eller andet sted. Men er den til Politiken eller til Berlingske?

23.44, Anders: Det er længe siden, at diskussionen om autenticitet i popmusik har været relevant. Men alligevel, Cardi B stiller op på Orange med et udvidet diskoteksshow – pailletter og båndmusik, dj/rapper og dansere… Og hun leverer årets hidtil største fest på Roskilde.

Ja, der stod ‘pailletter’.

0.17, Køster: I pitten til Christine & the Queens på Arena. On y va!

0.31, Danni: Christine & the Queens og danserne kører stilen fra den rå storbymusical ’Rent’. Nedtonede farver, opsmøgede ærmer og hårde bevægelser. Fedt fra første minut.

0.38, Anders: Christine & the Queens indtager Arena med en stram, opdateret 80’er-disko iscenesat med androgyne dansere – som en minimalistisk queer-udgave af West Side Story. Og det fungerer.

0.38, Nykjær: “It’s disco time”, proklamerer Héloïse Letissier i front for Christine & the Queens, der spiller den sublime ‘Girlfriend’ allerede som andet nummer. Det er som at lande i en musikvideo fra 1985 – lige fra dansernes koreografi over Letissiers Sheena Easton-frisure til den stramme hvide funkpop-lyd. Og det er allerede helt forrygende.

0.51, Køster: Christines kække gender bender-pop fungerer fint nok, men hendes West Side Story-agtige playacting med den medbragte dansetrup får mig til at længes efter dynerne. Godnat fra en herlig førstedag!

Chris går Rent ind

1.00, Nykjær: Letissier giver Arena en coaching-session om at frigøre sig fra normer og forventninger. Og sætter trumf på med den vidunderlige ‘Tilted’. Arena koger over af kærlighed. Det her er virkelig, virkelig godt!

1.04, Danni: Roskilde-publikummet har vist sig fra sin fineste side flere gange i dag. Først sitrede alt under Rosalía. Nu bærer de en oprigtigt benovet Christine & the Queens frem.

1.29, Danni: Festivalhøjdepunkt: Christine får alle i Arena til at synge Bowies ’Heroes.’ Tårerne står ud af øjnene på den tætbyggede ca. 50-årige mand ved min side.

1.30, Nykjær: Christine & the Queens-koncerten bliver ved med at give. Letissier får hele teltet til at synge David Bowies ‘Heroes’ acapella. Et af de her særlige Roskilde-øjeblikke, hvor afstanden mellem scene og publikum synes at forsvinde.

Kommentér indlægget