#RF19: Snapshots, strøtanker og eurekamomenter – lørdag

   


Texansk syrerock til de blødkogte æg, tårefyldt fællessang med Noel Gallagher, Fez og producerlegenderne, The Cure og campingstole, Janelle Monae-funk og folkeflugt, en bogstaveligt talt stor oplevelse på Apollo, tatar-panik og teenagetøser, der udelukkende tager på festival for at høre Scarlet Pleasure, og ikke mindst alt det andet:

Lørdag på Roskilde har alle dage været garant for ømme fødder og fantastiske oplevelser.  Sådan her oplevede vi den:

 

09.11, McGuire: Vågner i min ven Anders’ telt i Get A Tent. Jeg er muligvis for gammel til det her. Men hey, Anders er en varm, blød ske, og det er koldt udenfor …

09.15, Snab: De fleste anmeldere er selvfølgelig glade for Robyn-koncerten. Undtagelsen er BT, der giver to stjerner. #modigt

09.37, McGuire: Hvis Roskilde Festival var Tour de France, ville lørdag morgen være Alpe d’Huez, og den her lunkne Royal Classic ville være mit epo …

10.11, McGuire: Hørt i køen til bruservognen i Get A Tent Central: “Jeg købte udelukkende billet til Roskilde for Scarlet Pleasure, så jeg skrider stensikkert hjem efter koncerten”. Jeg tænker, at du godt kunne have hørt “Om et lejrbål”-sangen i det danske festivallandskab for mindre, end hvad en Roskilde-billet koster.

Tilsæt selv tømmermænd og rungende texansk syrerock.

10.34, Snab: Er modvilligt nødt til at blive hjemme fra sidstedagen. Tjekker dmi.dk og håber på konstant sileregn i Roskilde. #hæhæ

11.07, McGuire: Jeg ser en ældre mand i en Mott The Hoople t-shirt og en Arsenal-kasket. “Alting var bare bedre i gamle dage”, fortalt i ét festivaloutfit. Jeg må dog ikke tage billede af ham. Can’t blame him.

11.55, McGuire: Læser anmeldelser i Orange Press. Nogen har fundet kassen med sexrelaterede rubrikker

Sex sælger!

12.15, McGuire: Spiser morgenmad hos Meyers. Alt er gråt, og DJ’ens forsøg på at spille lidt loungehygge ind i elendigheden falder en anelse til jorden, trods gode intentioner. Hvis Roskilde Festival var et afsnit af Stranger Things, ville denne morgenmadskø være The Upside Down.

12.21, McGuire: Køber to æg til 35 kroner stykket hos Meyers. Det samme gør min sidemand – men hans er rå. Altså fuldstændigt ukogte. Men hvis Claus Meyer siger, at hans 35-kroners-æg skal være rå, jamen så er det jo sådan, det må være. Det er Bølle-Meyeren om igen. Den forstod vi heller ikke de første par år.

12.30, Fez: Tilbage i regnsæt. Hvorfor gør vi det her? Fordi albanske Saz’iso synger sørgmodige balkansange på Pavillon – og fordi deres lydmand er Joe Boyd! Legende, der producerede Nick Drake, Fairport Convention, Pink Floyd, REM oma. Respekt uddeles.

Joe Boyd, morgenfrisk producerlegende

12.31, Danni: Virkeligheden prikker hul på Roskilde-boblen, og jeg må til bisættelse af god ven. Vender tilbage til Flohio.

12.37, Snab: Mail fra Skanderborg Festival. ”I aften genopføres den allerførste Smukfest på Bøgescenen, skal du med?” Nej.

12.45, Fez: Køber klima-aflad i Hjaltes veteranbod. Wrap med hummus. Jeg består efterhånden af 50 pct. kikærter og 50 pct. kaffe. 

12.50, Køster: På vej mod Roskilde Station med Regionaltoget. Konduktøren siger over anlægget, at vi skal huske vores ting. Og at han håber, at vejret bliver bedre. Og at vi kommer til at “høre noget rigtig fed musik”. Sødt.

12.52, Fez: Katrine Ring dj’er funky vinyler under Master Fatman-maleri ved Avalon. Mere respekt uddeles. 

13.01, McGuire: Khruangbin går på scenen på Avalon. På plade er de uden tvivl virkelig fede, men ingen i køen til Meyers synes at udtrykke nogen større lyst til/behov for musik, der lyder som et ordløst skænderi i Crosby/Stills/Nash/Young-tourbussen.

13.13, Snab: Frygter lidt for bloggens søndags-reportage. ALLE tager nemlig hjem fra Roskilde Festival, beretter Ekstra Bladet.

ALLE! I hvert fald mange. Eller nogen.

13.20, Fez: Khruangbin kører psykedelisk slowmotion-exotica med et knastørt beat af Roots-skolen. Texas-trioen vinder Årets Look med henholdsvis lædersæt, poncho og en kropsnær dragt med dyreprint. Hendrix møder Meters på en thai-restaurant. 

13.30, Køster: Khruangbin, en trio fra Texas, er muligvis festivalens bedst udseende band. Guitaristen og bassisten har samme frisure: Langt garn med pandehår. Han (guitaristen) i læderjakke og læderbukser. Hun (bassisten) i tight suit, halvt sneleopard, halvt tiger. Bagved sidder trommeslageren, en stor sort fyr, og groover igennem i noget, der ligner en poncho.

13.35, Køster: Tarantino må lave nogle flere film. Khruangbin er nødt til at være med i minimum to af dem.

13.37, McGuire: Få ting i denne verden føles bedre end at tømmermænds-slumre lidt i larmen og lydene fra Roskilde Festival!

13.40, Snab: Kommer i tanke om, at jeg har glemt at være glad for, at der har været betydeligt færre campingstole på pladsen i år. TAK TAK TAK!!! The kids are alright! Doh! Jeg har også glemt at rose graffitivæggene og kunstområdet. Det er jo voldsomt fedt! Og lyden, for pokker. Generelt var lyden bare god. Og det er jo ikke en nem opgave at lave god lyd.

13.41, Snab: Til gengæld har køerne til øl og toiletter virket længere i år, og der har været færre pissoirer. Især til højre for Grøn er der en afsindig mangel på pissoirer.

Formiddagsfest med Khruangbin

13.48, Køster: Khruangbin gør noget temmelig uncool cool: De spiller på flasker.

13.50, Køster: Første gang på Roskilde, jeg har set en grøn telefon blive stillet frem på scenen. Nu tager bassisten den og siger, vi skal trykke et, hvis vi ønsker … et eller andet, som jeg ikke helt kan høre, hvad er. Men jeg er temmelig sikker på, at jeg gerne vil trykke et.

13.50, Fez: Blaxploitation-funken er cool og svedig hos Khruangbin. Peaker med ‘Maria Tambien’ tilsat Duane Eddy og ‘Apache’ á la Michael Viners Incredible Bongo Band. De vinder mange nye venner, der kan glæde sig til at finde albummet ‘Con Todo El Mundo’.

13.55, Køster: Khruangbins instrumentale epos slutter med disco, breakbeats og spaghettiwestern-temaer – og med at citere ’Apache’ og ’Misirlou’. Skøn start på dagen.

14.01, McGuire: Møder bekendt ved Central Park. Han spørger, om jeg “skal med ned og høre en talk med hende der freebleederen, der løb et marathon med menstruation?”. Nej tak.

14.10, Fez: Halm er det nye flis.

Mere halm!

14.28, Anders: En veninde med dyb Roskilde-indsigt skriver ”Kom til Nakhane!” Men jeg er lige hjemme at vende, så jeg kan ikke reagere på opfordringen – og jeg tænker desuden, at Nakhane nok er en eller lokal sportsforenings udskænkningssted for naturvin. Det viser sig senere, at jeg tog fejl og gik glip af en af årets koncerter! 

14.40, Nykjær: “Arj, her lugter bare af drengeværelse på efterskolen”, lyder det fra ung pige, da vi bliver lukket ind i festival-særtoget fra Roskilde Station. Hvis drengeværelserne på hendes efterskole lugter lidt af gnu, har hun helt ret.

14.46, Snab: Går på politiken.dk for at læse Roskilde-artikler. Jazzfestivalen er i gang, kan jeg se. Men læs lige Lea Wind-Friis’ reportager fra to Roskilde-lejre med piger og drenge. Det er fremragende. Velskrevet og rørende. At tage på festival er en dannelsesrejse. The Kids are alright.

Party like it’s 2007.

14.47, McGuire: Kan mærke, at det er en af de eftermiddage, hvor musikken ikke rigtigt bider på. Beslutter mig for at slentre rundt på pladsen med et par gode venner. Kigger på mennesker og billigt andensorterings-tøj fra diverse af modebranchens restlagre. Savner lidt dengang i start-00’erne, da jeg altid kom hjem fra Roskilde Festival med en hawaiiskjorte, en band-tshirt og en ny bong.

14.52, Nykjær: Der kommer ‘You’re the One that I Want’ fra ‘Grease’ ud af højttalerne i toget. Var slet ikke klar over, at de kunne spille musik. Jeg når et sekund at blive nervøs for, om jeg er røget på toget til Skanderborg.

14.55, McGuire: Der er faktisk forbløffende få band-t-shirts på Roskilde i år. Og dem, der er der, sidder typisk på midaldrende mandlige Roger Waters-fans.

15.09, McGuire: Nu kommer regnen. Det er 2007 om igen! I hvert fald i otte minutter.

15.15, Køster: Lusker ind til Nakhane i mørket på Gloria og bliver blæst bagover: Her står en queer, sort mand i netundertrøje og skaber øjeblikkeligt fængende emancipatorisk artsoulpop for alle køn.

15.20, Fez: “Der er ikke nok queer sange i gospel, før jeg skrev denne her”. Nakhane forvandler Gloria til en svedig klub/kirke. Stærke sange, smuk stemme. Store følelser.

15.22, Anders: Har haft en halv dag hjemme – fået sovet, spist, ryddet lidt op, læst koncertanmeldelser, set første Tour-etape. Henad eftermiddagen kunne jeg så småt kunne mærke The Roskilde Blues snige sig ind på mig … MEN, så er det jo bare afsted til endnu en dag på Dyrskuepladsen. Genial måde at forhåndstackle den klassiske post-festival depression!

15.25, Køster: Nakhane er virkelig en af den slags ting, Roskilde kan. Jeg anede intet om ham, da jeg stod op i morges. Og her står han: en vild performer med gode sange. Og så er han sjov. Og danser fedt.

15.26, Nykjær: Nåede vel at være på pladsen i fem minutter, inden en gevaldig byge valgte at lade sit vand ud over mig. Finder tørvejr i Avalon, hvor Dzambo Agusevi Orchestra fra Makedonien understreger, hvorfor Balkan må have verdens sjoveste bryllupsfester. En balstyrisk blæser-kanonade, man får lyst til at kampdrikke slivovitz og danse uterligt med brudepigerne til.

15.30, Køster: Nu spiller Nakhane søreme Adamskis ’Killer’: ”So you want to be free / Live your life the way you wanna be”. Sjældent har en coverversion da været mere velvalgt! Jeg tænker, at han er The Queer Seal. Fez siger, at han er The Black Rufus Wainwright. Jeg ved bare, at jeg glæder mig til at høre ham igen.

15.32, McGuire: Forestil dig, at du møder manden i dit liv. Sød, smuk, dygtig, flink, godt knald, hele pakken. Alt er godt, lige indtil du finder ud af, at han er typen, der tager et Pikachu-kostume på, når han er til Roskilde Festival. Kunne du leve med det? Du må kun svare ja eller nej.

15.41, Nykjær: En opfordring til FC Københavns ledelse, mens sommerens transfervindue stadig er åbent. Køb en mand mere til midterforsvaret og Dzambo Agusevi Orchestra til Nedre C-tribunen.

16.18, Køster: Må sunde mig lidt oven på den kajerasler, Nakhane var. Mødte Marianne Ifversen, en af festivalens tidligere hovedmusikansvarlige gennem mange år, på vej ud. Hun siger, at hun tror, det er den bedste koncert, hun nogensinde har hørt på Roskilde.

16.20, McGuire: Albertslund-rapperen Fouli får et godt kvarter i fred på Apollo, før Whores begynder at overdøve ham på Pavillion 100 meter derfra. Rap-metal på en helt ny måde. Det er vist blevet en udfordring med de to sceners indbyrdes kamp, men mon ikke den er løst næste år?

16.25, Fez: Dobbelt-tester vegan- og veggie-burgere hos Cocks & Cows. Har dermed fuldendt mit klimaløfte og spist de fem retter på festivalen med laveste CO2-aftryk. ‘Kevin Veegan’ med rødbedebøf er okay og reddes af frisk peberrod.

16.25, Køster: To piger på omkring 20 sidder bag mig på pladsen. De brokker sig over, at festivalerne i Danmark er så ”luksus og pisse kapitalistiske”: ”Det kostede 250 kr. for en sixpack på Northside! Nu stopper det!”

Nej.

16.27, McGuire: Set til Bikstok koncerten (se foto). Får I også lidt dårlig samvittighed over alle de grimme ting, vi sagde om de almindelige campingstole, nu? #nextstopLedreborgSlotskoncerter

16.30, Fez: “Er I der, Roskilde?” Ja, hvad tror I selv, Scarlet Pleasure? Er der nogensinde blevet svaret nej til det spørgsmål?

16.32, Anders: Runder Scarlet Pleasure på Arena. Der er rigtig mange mennesker, og de spiller stramt og fængende. Men mangler det band ikke stadig nogle rigtig stærke sange?

16.53. Anders: Nu lyder det, som om Scarlet Pleasure synger ”Silberbauer, Silberbauer” … Men hvorfor skulle de dog synge om en tidligere midtbaneslider fra AaB med en tvivlsom landsholdskarriere?

17.05, Nykjær: Foran årets muligvis mindste crowd begynder tyske Zeitkratzer deres dekonstruktion af helt tidlig Kraftwerk på blæsere, strygere og trommer. Der er pauker på scenen, violinisten er i guldaftenkjole, og der er noget Weimars sidste dage over det. Musik, som bare mangler nogle uhyggelige filmscener at være lydspor til. Årets avantgarde-kryds er hermed sat.

Atonal-amok med Zeitkratzer

17.05, Fez: Første glimt af valdhorn og basklarinet i år. Zeitkratzer lægger an til den tunge tyske kunstmusik i et Avalon-telt med god plads til at danse frit. Den står på minimalistiske udgaver af sange fra de tidlige, udknaldede Kraftwerk-plader. Altså dem før ‘Autobahn’, den popfrækkert.

17.06, McGuire: Leder forgæves efter Kødbyens Mad & Marked-tataren. Spiste ikke andet i 2016, da den lå inde i Food Courten. Nu er den ingen steder at finde. Giv mig min tatar tilbage!

17.20, Køster: Orkesteravantgarde på Avalon med Zeitkratzer! Ti mand (eller deromkring) atonal-amok for et meget beskedent publikum. Fez er glad. Anders K. er rasende og udvandrer. Jeg selv står og digger dissonansen, indtil Flohio kalder ovre på Apollo.

17.22, Fez: Skru’ lige ned, Bikstok, vi er nogle, der prøver at høre minimalisme på Avalon. 

17.35, Danni: Står af på trinbrættet. Folk på vej ind krydser folk på vej ud. En flok jubler omkring en Soundboks, der spiller Totos ‘Africa’, mens en fyr tager armbøjninger. Sidste dag er altid sådan en smuk blanding af stille resignation og de sidste energiudledninger.

17.36, McGuire: Hører lidt Bikstok. Det svinger ret godt, hele Orange er med. Bassisten spiller på bas uden hoved. Toto ville være stolte.

Prog-bas til Bikstok

17.45, Danni: Pladsen føles øde sammenlignet med fredag. Og dejligt fri for fredagsforbandelsen: Selskaber, der vil komprimere en hel festival på én dag og vælter rundt som polterabender. 

17.48, Fez: ‘Ruckzuck’ groover næsten. Sublim, tidlig krautklassiker fra ‘Kraftwerk’-albummet. Zeitkratzer lukker derefter et sæt med obskure, atonale, tidlige Kraftwerk-numre ved at fortolke et stykke af de japanske noise-legender Merzbow. Folk flygter. Roskilde Classic.

18.02, Danni: Mest uhiphoppede forsinkelsesforklaring: Flohio sidder ifølge en venlig annoncør fast i trafikken, men vil være her “any minute.”

18.19, Køster: Flohio kommer på scenen med et kvarters forsinkelse. ”I skal LYTTE til, hvad jeg rapper”, siger hun. Men hendes cockney gør dog den øvelse temmelig kompliceret.

18.23, Danni: Flohio hopper adræt rundt på ét ben, rapper med britisk bid og insisterer på gode vibes. Det får hun skabt foran Apollo. Men hendes tracks sidder ret løst. Med frygt for at lyde som en irriterende pladeselskabsmand: Jeg savner hooks.

18.27, Anders: Flohio på Apollo giver den ekstra gas som kompensation for forsinkelsen. Sammen med sin ADHD-speedede dj får hun en halvgammel rockist til at nikke med nakken. God energi!

18.32, Køster: Der er vist ikke de store sange i Flohios grimebeats og staccato-rap, men fin energi. Hun og hendes dj flyver rundt på scenen som to løbske hoppebolde. Ikke siden Busta Rhymes og Spliff Star har jeg set noget lignende.

18.49, Køster: Det lykkes Flohio at brænde det hele meget godt af på Apollo. Hendes accent er så tyk, at jeg ikke helt fatter, hvad det er, hun vil have os til at råbe med på. Jeg tror, det er ”Denmark!”, men det lyder som ”Ten more!”

Noel Gallagher – musik for modne mænd

18.50, Danni: “Skal jeg holde den for dig?” Det er altså et risikabelt spørgsmål at stille til en fremmed i pissoiret ved Orange Scene. Han mente øllen.

18.55, McGuire: Ser mænd i Liverpool-trøjer valfarte mod Noel Gallagher på Arena. De får sig en grim overraskelse, når de ser det store City-flag, han har taget med sig på scenen.

19.04, Køster: Skal have tiden til at gå inden Lizzo. Køber en spaghetti og går ned forbi Sofiane Saidi og Mazalda på Pavilion. De er fra Algeriet og spiller raï. En Roskilde-klassiker: Lille band slutter koncert for entusiastisk publikum, kommer et øjeblik senere selv ud og pakker deres gear sammen.

19.16, Nykjær: Janelle Monae går på scenen til først temaet fra ‘Rumrejsen år 2001’ og så en talestump fra Martin Luther King. Dobbelt-op på storladen intro.

19.17, Anders: “This one is for the ladies”, siger Noel Gallagher på Arena – med mindre charme i stemmen end en Skoda Octavia, der ikke gik gennem syn – inden bandet sætter gang i ’She Taught Me To Fly’.

19.18, Danni: Monae-åbneren ‘Crazy Classic Life’ viser den svage side af hendes seneste album: Momentvis pubertær lyrik. “I just wanna party hard / Sex in the swimming pool I / I don’t need a lot of cash / I just wanna break the rules”. *cringe*

19.19, Danni: Roskilde-classic: Janelle Monae råber “Copenhaaaaagen”.

19.22, McGuire: Kameramanden fanger en ung grædende pige på storskærmen til Noel Gallagher. Hun er nok bare ked af det over, at han ikke spiller noget fra Be Here Now?

19.23, Danni: Nå, nu råber Janelle “Roskildeeeee”.

19.24, Nykjær: Janelle Monaes kostume-designer har været på strandhugst i indretningsmoden for danske teenage-værelser i 80’erne.

Janelle Monae

19.33, McGuire: Noel spiller ‘Little by Little’. Et af de numre, der slår fast, at han nu engang VAR den bedste sanger i Oasis.

19.34, Anders: Hver gang Noel Gallagher slår an på sin akustiske guitar, går der et sus gennem publikum, der venter desperat på en Oasis-sang med fællessang-appel. Nu får vi så ’Little by Little’, og den er faktisk bedre, end jeg husker den.

19.38, Fez: Janelle Monaes øjne er årsagen til, at storskærmen blev opfundet. 

19.41, Nykjær: Er Janelle Monae det tænkende menneskes Beyoncé? Diskutér.

19.42, Danni: Monae holder en lille tale om minder; den er … well … Siger hun ”life is like a box of chocolates” i næste sætning, bliver ingen overrasket.

19.47, Fez: Janelle Monae savner også Prince. 

19.48, McGuire: Savner dog lidt Liam på “ÅwraitfoockersheresfookinWonderwall”-introen til ‘Wonderwall’.

20.02, McGuire: Noel synger ‘Don’t Look Back in Anger’ i en akustisk udgave. Med hele Arena på kor. Jeg havde vitterligt aldrig troet, at jeg skulle sige det her, men lige nu kæmper han med Johnny Marr og Underworld om at have givet årets bedste Roskilde koncert. En påmindelse om, at der også var et liv før country.

20.03, Anders: ‘Dont Look Back in Anger’ – jamen, for pokker …! Nu skal man virkelig aktivere sit kulturradikale over-jeg for ikke at flå mobilen frem og filme et helt telt, der skråler med på ”And soooo Sally can wait / she knows it’s too late / as we’re walking on by”.

20.03, Anders: Fuck det, jeg filmer! Med rystende hænder, for det fungerer altså, det her nummer.

20.09, Anders: Noel Gallagher siger, at vi har tid til en til – og sætter blæserne i gang med de første strofer af Marseillaisen, der indleder Beatles-hymnen ’All You Need Is Love’. En lille musikhistorietime for min ældste datter, der simpelthen begynder at græde …!

20.12, Danni: Monae slipper kontrol, bryder ud af sin persona, og det klæder hende. Nu hiver hun tre publikummer på scenen for at danse med til ‘I Got the Juice.’ Teenage-fan Tea stortuder overvældet, men har mega-meget the juice.

20.19, Danni: Janelle Monae inkluderer “people with disabilities” i sin lille tale om at kæmpe for forskellige gruppers rettigheder Det rammer sgu et sted, når man har en datter med handicap.

20.32, Fez: Det gør ikke noget, at underholdningen er underholdende. Janelle Monae kører for tredje gang festivalen i sænk med soul, show og sanglege. Mic drop.

20.32, Anders: Den frodige Lizzo spiller fuldstændig skamløst op for publikum foran Apollo med sin båndmusik, sin kraftfulde stemme, den store, bløde krop og tonsvis af charme. Noget af et sceneskift fra Gallaghers nordengelske musiktime i den anden ende af pladsen.

20.33, Danni: Janelle Monae slutter en overskudskoncert ved at køre next level “sid ned, hop op”. Hun går selv ud og sætter sig ned blandt publikum, traller og får alle til at følge hende.

20.37, Danni: Lizzo samler mange ved Apollo. Jeg sniger mig bag containerne i højre side af Apollo og zigzagger ind til højre. Og får fremragende plads. Jeg føler, jeg spiller festivalspillet med samme rutinerede overblik, som Morten Olsen spillede VM i 1986.

20.41, Køster: Er til Lizzo. Musikken er vel so-so, til gengæld er den fyldige dame nok festivalens sjoveste frontman/woman. Får os til at synge til hendes dj: ”Go dj! Go dj! I want a three-way / With my dj”.

20.45, Køster: Lizzos dansere hedder The Big Girls, og de er altså ikke af typen, man ønsker at møde i en armlægningskonkurrence eller en mørk gyde.

Lizzo – stor nok til Orange (no pun intended)

20.47, Nykjær: Er røget omkring Apollo, hvor Lizzo fester igennem med et ualmindelig veloplagt publikum. Det er som at være på en virkelig sjov queer-klub i New York. Lizzo synger som en fuldblods funkdiva, bander som en havneprostitueret og kommanderer bramfrit rundt med publikum. En entertainer af Guds nåde. Sangene er også gode.

20.52, Danni: Vildt øjeblik. Først sætter Lizzo sig op på en barstol og siger selvironisk: ”I feel like a spinning top.” Så siger hun henkastet ”say my name”, og som det naturligste i verden bryder hundredevis ud i at synge Destiny’s Child. ”Say my name, say my name / You’re acting kinda shady / ain’t calling me baby.” Intet andet festivalpublikum i Danmark kan det her.

20.51, Anders: Lizzo skruer sin enorme bagdel (”my big black ass”) ned over en stakkels barstol: ”Now, that’s a magic trick for you right there!”. Jeg er fan! Fra barstolen synger Lizzo soulballaden ’Jerome’ om en fyr, der har svigtet hende, og som hun har et regnskab at gøre op med. Godt man ikke er Jerome!

20.53, Nykjær: Lizzo står for dagens bedste soulomkvæd: “Jerome, get your ass home”. Ok, man skulle muligvis have været der.

20.54, Køster: Først var det Tyrone, der fik klar besked i Erykah Badus sang. Nu er det Jerome, der bliver annihileret af Lizzo: ”Jerome / Take your ass home / Come back when you’re grown”. Stakkels Jerome.

20.55, Fez: Lizzo fortsætter ‘elsk-dig-selv-som-du-er’-bølgen med rap, fjol og funk. Rå, grov, ufærdig og mere gøgl end i Janelles tighte show.

20.59, McGuire: Min kone er kommet på Roskilde for at høre The Cure. Har dog glemt en ekstra trøje i bilen, så nu er hun på tilbudsjagt. Indtil videre har jeg siddet foran Second Female og ventet i længere tid, end Cardi B nåede at spille på Orange.

Shopkilde.

21.06, Danni: Hm. Lizzo sætter gang i ’Seven Nation Army’-lålå. Den har jeg ellers ikke hørt i år.

21.11, Nykjær: Lizzo og publikum er få skridt fra at have sex med hinanden. Så tyk af kærlighed er luften over Apollo.

21.14, McGuire: Hører lidt af Lizzo på lang afstand fra løjerne. Hun vælter hele Apollo. Kan godt høre, at det her uden tvivl nok er årets koncert på Roskilde, men kroppen og hovedet er ved at klippe armbåndet.

21.19, Danni: “I’m just one bitch, but you guys can change the world.” Lizzo er del af en tendens i poppen, hvor det er blevet lidt mere yt at fremhæve egen succes og diamantringe og lidt mere in at favne og fremhæve den kollektive protest. Et klart skifte sammenlignet med de foregående årtier.

21.20, Nykjær: Hvis nogen kan forklare mig, hvorfor Lizzos ‘Juice’ ikke er dette års ‘Uptown Funk’, så er jeg lutter øren.

21.22, Køster: Så flår Lizzo sin gimmick-tværfløjte frem som afslutning på en sjov koncert, det mest af alt var netop sjov. Og tak for det!

21.26, Danni: Hun har twerket, joket og sunget sig ind i alles hjerter. Nu trumfer Lizzo ved at hive tværfløjten frem. Alle profetier om, at hun ville få en mindeværdig debut holdt stik.

22.01, McGuire: Burde jeg rejse mig op fra familiebilens bagsæde og gå ned og høre The Cure? Robert Smiths mor er jo trods alt en nær ven af familien. Men jeg er træt, kold og mæt. Det har sgu været en god festival. På sin helt egen umiskendelige og til tider kaotiske Roskilde-facon.

22.03, Køster: Hænger fast i festivalen med neglene, da jeg lige tjekker begyndelsen af Alma på Apollo. Hun er en finsk popsangerinde, ”den nye Sigrid”, siger min sidemand. Finnerne er godt repræsenteret blandt publikum, og selv om jeg føler mig hjemme blandt lyse lokker og tunge pander – jeg har selv finske aner – klarer jeg kun to sange. Finnerne går amok. Jeg går hjem.

22.05, Danni: Er gået til feministisk hardcore med Petrol Girls på Pavilion. Forsanger Ren Aldridge kører en fed kombi af sort hoodie og pailletnederdel. Hun skriger sig gennem første nummer. Og så kommer der et høfligt britisk ”hello” bagefter. Godt nummer, fin humoristisk sans.

McGuires afdøde tantes venindes søn

22.21, Nykjær: Af et post-hardcore-punkband at være spiller Petrol Girls rytmisk ganske kompleks musik. Det er egentlig meget fedt, men forsangeren indkapsler alt, hvad der er irriterende ved politisk rock, selv når man er enig. Mellem hvert eneste nummer får vi en moralprædiken om et eller andet, og man kan gudhjælpemig også hente en pamflet i deres merchandisebod om deres politiske holdninger. Ferchrissakes. Tid til at gå mod Orange for at få en pitplads til The Cure.

22.22, Danni: Okay, der er meget politik hos Petrol Girls. Og jeg har ikke noget imod politik. Jeg har heller ikke noget imod, at man gentager pointer, jeg i min voksne avislæsende verden har hørt utallige gange – der kan stå en femtenårig og høre det første gang; det er dem, der er vigtige. Men Ren Aldridge siger, at man kan få en pamflet med deres politiske idéer efter koncerten. Jeg anede det ikke, men min grænse går ved pamfletter. Og måske er det pamfletgrænsen, al politisk koncertprædiken fremover skal måles efter.

22.32, Nykjær: Krediterer mig selv for en lille ernæringsmæssig genistreg på dette tidspunkt: irish coffee. Varme og spiritus på én gang. Måske den faktor, der kan bære blogbroder Danni og mig igennem hele The Cure-koncerten.

23.03, Anders: The Cure åbner med den bidske ‘Shake Dog Shake’. En stærk sang fra et ringe album. Og den lyder faktisk bedre live end på plade. Nu er midnatsmessen i gang.

23.15, Fez: Behagelig måde at se The Cure. I sofaen, via P6 Beat. Ville dog gerne kunne spole frem til hitsene.

The Cure fra sofaen. Så falder man heller ikke over folks campingstole

23.17, Danni: Langt mere nerve og nødvendighed hos The Cure sammenlignet med den dødsyge 2012-koncert. Ekstatisk er det selvfølgelig ikke, men der er et tilpas hyggeniveau for voksne mennesker med ømme fødder.

23.25, Anders: Efter ’Lovesong’ begynder uroen hurtigt at brede sig på pladsen, og Cure-fans’ne tysser på de småsnakkende grupper.

23.30, Nykjær: The Cure spiller ‘Pictures of You’, og tusindvis af barometerbreve fra P4 i P1 materialiserer sig i luften over Orange Scene.

23.40, Anders: Under ’High’ sætter en flaskesamlende roma sin store plastpose med pantglas fra sig, hiver sin mobil frem, rækker den frem mod scenen i det fjerne – og begynder at sende live på Facebook. Velkommen til Roskilde Festival anno 2019!

23.43, Danni: Robert Smith spiller fløjte. To gange fløjte på en dag. Først Lizzo, nu Robert. Det er mere fløjte end flere årganges Roskilde Festival lagt sammen.

0.00, Danni: Nå, jeg holdt en time, nu er det måske ved at være tak i år. Hov, nu kommer ‘Inbetween Days’; den ta’r vi med.

0.06, Danni: ’Inbetween Days’ glider over i ’Just Like Heaven’. Det tog mig forbi syregrænsen. Nu kan jeg måske holde hjem.

0.21, Nykjær: Den formidable ‘A Forest’ sendes afsted med mindre mystik, men mere tyngde end på den snart 40 år gamle albumversion. Det er ikke noget dårligt bytte i Oranges stadionformat.

0.40, Nykjær: The Cure spiller ‘One Hundred Years’, åbningsnummeret fra det begsorte ‘Pornography’-album, der åbner med linjen “It doesn’t matter if we all die”. Svært at tro, at det er samme band, der nogle år senere skulle få handelsskolepiger til at synge med på ‘Friday I’m in Love’. Spændvidden kan ingen tage fra Robert Smith.

0.51, Danni: ”And now a pop encore to close your festival,” siger Smith med slet skjult ironisk distance. Come on, mand. Ej det nu bare. I er også et popband, og vi kan godt li’ pop. 

Klodernes Kamp-stemning

1.13, Nykjær: Det er en klart bedre The Cure-koncert i aften, end sidste gang bandet gæstede Roskilde. Koncerten dengang, i 2012, var lidt lang i spyttet, og der er helt anderledes drev i spillet i aften. Men irriterende, at Robert Smith annoncerer “pop encores” til sidst og japper sange som “Why Can’t I Be You” og “Friday I’m in Love” af, som om han næsten skammer sig over dem. Men en veloplagt ‘Boys Don’t Cry’ sætter et fint punktum.

1.17, Danni: Robert Smith går fra scenen med et kejtet smil. I en alder af 60 er han fortsat den generte teenager inde på værelset, vi alle sammen har været – og nok stadig er. Det var en udmærket outsiderseance på Orange.

2.17, Danni: Venter i kødranden ved trinbrættet. En vagt råber i megafon: “Er der en til stede, som hedder Lennox til efternavn?” 20 mennesker kigger sig straks omkring og råber “Annie, hvor er du?!” Kæmpe hjerte til Roskilde-publikummet, altså.

2.30, Nykjær: Der er noget særligt ved Roskildes allersidste timer. Tilbage er kun den hårde kerne, som klemmer det sidste ud af festivalen i en blanding af festhunger og ren trods. Fordi man ved, at på den anden side af nattesøvnen venter 360 dage i den ikke-orange verden, før festen kan starte igen. Jeg blandede mig med mængden foran Apollo og dansede til DJ Kozes elegante, langsomt forskydende deephouse-sæt en halv times tid, men nu er der ikke mere kaffe på kanden. De sidste kræfter bliver brugt på at slæbe kroppen mod stationen og toget mod København. Tak for i år, Roskilde. Der er næppe nogen andre festivaler i verden helt som dig, og det er en gave, at du er vores. Vi ses til næste år.

Tak for i hår, Roskilde! Kh Bloggen

 

Og her er reportagerne fra de første tre dage:

#RF19: Snapshots, strøtanker og eurekamomenter – fredag

#RF19: Snapshots, strøtanker og eurekamomenter – torsdag

#RF19: Snapshots, strøtanker og eurekamomenter – onsdag

 

Kommentér indlægget