#RF19: Snapshots, strøtanker og eurekamomenter – fredag

   


Store sange, sproglig hopla og tøj. En masse tøj. Og mange forskellige opfattelser af Wu-Tang, Underworld, Vampire Weekend, Robyn og flere andre fra dagens Roskilde-kakofoni. Sådan gik det ned fredag:

 

11.08, McGuire: Står bag to mænd i Food Court, der taler om den syv meter lange limbostang, de lavede af shotsrør til Jorge Ben Jor-koncerten.

12.06, McGuire: Køen i Beer Barn ved Arena bevæger sig notorisk langsomt. Man glemmer lidt, at der bag de flotte skilte og fimsede IPA’er stadig gemmer sig en håndboldklub ude fra Svogerslev.

Sproglig hoplala.

12.34, Danni: Watch out. Jeg kan allerede mærke, at jeg er i sprogligt hopla i dag.

12.55, Nykjær: Sidder øverst i dobbeltdækker-regionaltoget mod Roskilde og ser for første gang henover afskærmningen ved Trekroner Station. RUC er jo blevet omringet af by! I min tid klappede man små gedekid, når man gik fra stationen ned mod fakulteterne om morgenen. Shit, jeg er gammel!

Watch out! Tungt tøj.

13.00, Danni: Fez drejer rapt bilen ind på en parkeringsplads. “Jeg elsker gode koncerter på Roskilde. Men at finde en god parkeringsplads; det er mit shit. I må ikke fortælle til nogen, hvor den er!”

13.19, Danni: Menneskeeksplosion på pladsen. Fredag er den store dag, og mange blev hjemme i går. Jada trækker nok festivalens hidtil største Avalon-crowd. Umuligt at komme i nærheden af noget. Videre mod Pavilion.

13.34, Danni: Ville gerne være sådan en festivaltype, der prøver den eksotiske mad og finder det allermest klimavenlige. Men ‘kortest-kø’-kriteriet vinder altid. Hamrer en gennemsnitlig fish’n’chips ned ved Pavilion.

13.35, Fez: Er der mange, der vil høre dansk r’n’b på Avalon? Jada!

13.52, Nykjær: Rammer Avalon for at nå det sidste af Jada. Her er fuldstændig proppet, og det kræver ikke mere end et par minutter at se, at Danmark er ved at få en soulsangerinde af internationalt format. Hele teltet synger med på den fine ‘Keep Cool’. Et af de her karriereløftende øjeblikke, kun Roskilde leverer.

13.53, Danni: Når man først er begyndt at synge “Johnny Marr” på ‘Penny Lane’-melodien er det svært at stoppe igen. “Johnny Marr there is a barber showing photographs …”

13.58, McGuire: De ironiske jakkesæt har taget overhånd i år.

14.02, Danni: Ser et af Danmark sødeste bands, Lowly, med en af Danmarks sødeste sangskrivere, Jonas Petersen. Vi har det hvidt og følsomt.

14.02, Køster: Samler Anders K op i København og træder på VW-speederen. Solen brager ned mellem de spredte skyer, og det går op for mig, at jeg har glemt mine solbriller hjemme på køkkenbordet. Klassisk Roskilde rookie mistake, argh!

14.05, Anders: Er på vej tilbage til festivalen. I solskin. Er iført t-shirt, men har pakket både en let og varm jakke, gummistøvler og shorts. Fremtidens klima-tossede festival er her!

14.07, Nykjær: Jada lukker, hvad der ligner et sandt triumftog af en koncert med ‘Lonely’. Hele teltet kan den. Det er virkelig værd at holde øje med hendes karriere det næste års tid.

14.21, Danni: Lowlys ene frontkvinde Soffie Viemose er som en løvinde i et bur på scenen. Synger graciøst, men uroen ulmer i hende. Hopper lidt på stedet. Går lidt frem og tilbage. Perfekt match til bandets uroligt drømmen sange.

14.30, Fez: Inna Da Yard er det obligatoriske oldschool-reggaeband, der spiller for et småt befolket Arena. Opdager senere, at en af sangerne var Cedric Myton fra The Congos. Legendekikser.

14.41, Danni: Vil egentlig gerne over til Aldous Harding, men det er umuligt at forlade Lowly. Sangene glider ind og ud af hinanden og finder spændende veje. Det er til at forstå, at de er indielegenden og Cocteau Twins-manden Simon Raymondes darlings.

Bedre i virkeligheden end på klimakarmakontoen.

14.45, Nykjær: Burgermåltid fra Kristinedal Outpost. Oksekød, godt saltede fries og chokolade-milkshake. Perfekt lige nu, men boner nok helt ud i mørkerødt på Fez’s klimaregnskab.

14.55, Fez: Sidder i græsset uden for Avalon og hører Aldous Hardings lydprøve. Sol og kiwi-smerte. Det kan ikke gå galt.

14.57, Danni: Bifaldet ruller ind over Lowly, hvis anden frontkvinde, Nanna Schannong, smiler så bredt, at det næsten når fra den ene side af scenen til den anden. Pavilion har en særlig evne til at skabe de her øjeblikke, hvor det lille band føler sig elsket.

15.01, Nykjær: Kommer forbi Sushi x Kobe på Apollo. Norsk Post-SKAM-fest på amfetamin. Her er mange nordmænd, der kan teksterne til duoens amok-rap. Det er lige til russebussen og virkelig sjovt. Dum rap er bare bedre på norsk.

15.10, McGuire: Lowly har fået den mest taknemmelige tjans, der overhovedet findes på Roskilde: “Det er fredag, og solen skinner på Pavillion”-koncerten.

15.12, Danni: Pladsen foran Pavilion på sådan en dag … Jeg bliver rørstrømsk og siger, at jeg vil have spredt min aske ud her. Min ven replicerer: “Jeg vil begraves ved Gutter Island-baren.”

Rørstrømskhed.

Festivalens bedst klædte?

15.25, Nykjær: Festivalens bedst klædte mand spottet ved Apollo.

15.27, Danni: Køber mig et lille glas Riesling, så er jeg klar til kreacool parmiddagsmusik med Aldous Harding.

15.34, Anders: Ankommer til Avalon. I tvivl om, hvorvidt den newzealandske muse-melankoliker Aldous Harding reelt er gået på, for der er meget stille. Det er hun.

15.42, Danni: Rødklædte Aldous Harding bevæger sig affekteret og demonstrativt langsomt, mens hun betragter publikum med opspilede øjne under sit sorte hår. Som en stumfilmskuespiller med ét mimisk træk på repertoiret. Om det er persona eller ej, er underordnet. Det er grænseløst irriterende.

15.45, Fez: T-shirts med sloganer som Support Your Local Planet og Make Love Not CO2 er de nye metaltrøjer.

15.45, Nykjær: Området omkring Arena er helt proppet, 20 minutter før Jungle går på. Skulle de virkelig have være booket til Orange i stedet?

15.55, Danni: Aldous Hardings elegant arrangerede singer/songwriter er bedre at høre siddende på græsset, hvor man er fri for at se på hendes kokketteri.

16.00, Fez: Klassisk festivalbesked fra Køster: “Står ti m. inde i teltet fra Che Guevara-flag”.

Welcome to Jungle.

16.05 Anders: Welcome to Jungle! Soul-kollektivet fra London sætter gang i ‘Heavy, California’ og Arena koger, danser og smider armene i vejret. Publikum har ventet rigtig længe på sådan en diskofest. Og på solen.

16.07, Nykjær: “Roskilde, last time we were here, we had one of the best shows of our lives”, siger Jungle fra scenen. Og lader til, at de godt selv ved, der er noget at leve op til.

16.07, Snab: Kæmpe idiot kaster øl i hovedet på kvinde, der får nok af hans skubberi og skubber tilbage. Aggression til Jungle?? Det giver overhovedet ingen mening. Det er sol, dans og ’Heavy California’, dude.

16.12, Anders: “Det er sådan her, Alphabeat burde lyde, hvis de havde talent”, hvæser min sidemand om Jungle.

16.13, Nykjær: Fyrene i Jungle ligner nogen, man ville have hadet, hvis man gik i gymnasieklasse med dem. Flere af dem ser ud, som om de kunne være trådt lige ind i Zapp Zapp. Men douchy looks aside, så storswinger det i Arena.

Jamen, aflyste han ikke?

16.17, Snab: Har sjældent hørt folk klappe så dårligt i takt. Og de får endda det hele foræret. Der er et beat og en mand på scenen, der viser, hvor der skal klappes. Måske er de forvirrede af groovet, solskinnet og de virkelig mange mennesker rundt om Grøn.

16.20, Anders: Jungle sætter gang i den smækre ’Beat 54 (It’s All Good Now)’. Og det er virkelig ’all good’ – men også alt for lavt, hvis den gode soulfood for alvor skal nå helt ned i maven.

16.21, Køster: Bader mig i Jungles eftermiddagsgrooves på Arena. Det er dejligt, men scenen er liiige stor nok til dem og deres tantra-beats. De VAR bedre på Avalon.

16.22, Nykjær: Jungle spiller ’Beat 54’, og det er det perfekte solskinsgroove lige nu. Alt er love i Arena.

16.27, Anders: Jungle spiller ikke kun for lavt, men også lidt for pænt, henholdt og programmeret. Der står mennesker halvvejs ned til Orange, og de er klar til at feste. Det her Roskilde, ikke en strandbar på Ibiza.

Sindssvagt!

16.30, Danni: Tjekker telefon i skyggen og ser, at Jenny Rossander aka Lydmor er den første, som har kommenteret på Lowlys Facebook-billede fra deres netop overståede koncert. Jenny er fandeme en god kollega.

16.37, McGuire: Er til musikquiz i ROFH. Ender med en 3.plads.

16.55, Anders: Endelig et tungt beat og lidt vildskab fra Jungle, der fyrer op under ’Time’. Og nu strobelys, ja tak!

16.55, Nykjær: De sidste 20 minutter har været lidt hyggedovne, men nu trækker Jungle den op igen. ‘Busy Earnin’ er det måske bedste 1980’er-britfunk-nummer lavet i dette årtusinde, og det genstarter festen.

“Come on”.

17.01, Danni: Unge fyrer op i piben til Spiritualized.

17.10, Danni: Nu virker røgen, og de unge fyre tager på rumrejse arm i arm.

17.21, Danni: Claus Hempler nikker anerkendende med til Spiritualized og synger smilende med på ’Soul on Fire’: “I wanna take you higher.”

17.34, Danni: Spiritualizeds Jason Pierce har skrevet to sange. Den ene er syrehymnen, der bygger op mod frelsen. Den anden er fræseren, der kører i samme gear fra start til slut. Det er begge to gode sange. Men nu har jeg hørt dem nok for i dag. Videre til klimadeprimeret pop med Weyes Blood.

17.45, Fez: Endagsbilletterne kan ses. Onsdag Dylan-mænd, torsdag Travis Scott-gutter, fredag Robyn-personer.

17.45, Snab: Spiritualized er rockmusik, der halvdelen af tiden også fungerer som comedown for ravere. I dag fungerer det ikke rigtig for mig. Bruger uforholdsmæssigt meget tid på at fundere over den åbne sceneopstilling. Intet midtpunkt, Jason Pierce sidder helt ude til højre i den spirituelle side. Måske bare, fordi han så bedre kan kontrollere hele holdet.

Frontmand Jason Pierce holder sig til en stol ude til højre.

17:57, McGuire: Hørt i pit-køen til Vampire Weekend: “Hvad fanden er det egentlig, vi står i kø til?”

18.01, Danni: Åh, den søde Karen Carpenter-sound til Weyes Blood.

18.02, Anders: Har krydset pladsen i et klassisk ridt fra Arena til Pavilion. Ankommer netop, som Weyes Blood åbner med ’A Lot’s Gonna Change’, hvor Natalie Mering mere end nogensinde lyder som Karen Carpenter på en stærk ballade med en solid bund. Det begynder godt!

18.10, Køster: Går mod Weyes Blood, men løber ind i en flok fra gymnasietiden, der hygger i solen uden for Pavilion. Når ikke længere.

Weyes Blood – lige-ved-og-næsten-kæreste-look-a-like. Og æterisk.

18.20, Anders: Weyes Blood aka Natalie Mering ligner min lige-ved-og-næsten-kæreste fra gymnasietiden. Mørk og æterisk, men også ret distanceret og svær at hive et smil ud af.

18.30, Anders: Weyes Blood lagde umanerlig hårdt ud med en håndfuld af sine bedste sange. Nu betaler hun – og publikum – prisen med et sæt ballader, der flader mere ud, end godt er.

18.38, Snab: Pulled duck burger er gennemsnitligt fin, og vi har fundet nogle unge piger, der spiller det famøse Roskilde-kortspil. Det findes i virkeligheden.

18.39, Danni: Sætter mig ud i græsset. Weyes Bloods stedsegrønne ballader skønt selskab, men der går lidt ’har du hørt den ene, har du hørt dem alle’ i det. Fuck, nu spiller hun cover af ‘God Only Knows.’ Stormer ind igen.

19.19, Nykjær: Det er SÅ vigtigt, at det ikke regner til Vampire Weekend. Måske den mest vejrafhængige koncert på hele festivalen.

19.30, Fez: Vampire Weekend går på Orange til lyden af komponisten Michael Nymans ‘Chasing Sheep Is Best Left to Sheppards’ fra Peter Greenaway-filmen ’Tegnerens Kontrakt’ – et tema, som Pet Shop Boys har genbrugt i ’Love Is a Bourgeois Construct’. Intellektuel popfest coming up.

Uniformen er vigtig. Også, selvom den åbenbart ikke falder i alles smag.

19.33, McGuire: Forsangeren fra Vampire Weekend er iført orange skjorte og noget, der minder om Birkenstock-sandaler. Den ironiske distance til påklædning på Orange har også taget overhånd …

Fodboldspiller-garn.

19.39, Nykjær: Ikke sært at Marcelo har haft en halvfesen sæson for Real Madrid. Han moonlighter åbenbart som guitarist i Vampire Weekend.

19.46, Danni: Ingen i Orange Scenes historie har nogensinde fortjent buksevand så meget som velpudrede Ezra Koenig lige nu. Sådan en overklassedengse, som shopper lidt rundt i musikhistorien og undervejs bliver gift med Rashida Jones. Havde han ikke skrevet så gode sange, så …

19.48, Snab: Vampire Weekend er lidt som at se Monty Pythons Confuse a cat-sketch. De spiller alt fra Bach til New Wave of British Heavy Metal. De spiller ALLE sange i hele vejen. Om lidt spiller de garanteret ’Danse i måneskin’.

19.59, Nykjær: Når man står i pitten, har man fornemmelsen af, at Vampire Weekend nok ikke når helt ud til Orange Scenes bageste rækker. Der er rytmisk ekvilibrisme og melodiske narrestreger en masse, og Paul Simon i ‘Graceland’-fasen havde nikket anerkendende. Men alligevel mangler der et eller andet.

20.00, Fez: Ezra Koenig er den første sanger siden Paul Weller i ’85, der med stil bærer shorts på Orange. #preppy

20.00, Køster: Fatter på ingen måde attraktionen ved Vampire Weekends Paul Simon-indie og begiver mig ned mod Apollo, hvor der er fin hyggeravestemning. I programmet står der Nicola Cruz, men synes ikke rigtigt, jeg han høre Andesbjergene i den funky housemusik fra dj’en på podiet.

20.10, Danni: En del af Vampire Weekends sødme og elegance går tabt i den oppumpede stadion-lyd på Orange. Der er øjeblikke, hvor tanken om at stå og se et solidt jysk MGK-funkband spøger.

20.15, Snab: Vi spiller Treo bingo. Får Vampire Weekend en ”Bizart!” eller måske en ”Absurd”? Niels vinder med ”Chok: God koncert på Orange”. På andre festivaler ville der have stået 40 mennesker i et telt til en af årets sange, ’Harmony Hall’, på Orange er de mange mennesker åbne for alle de herligt finurlige og musiknørdede input, der kommer fra scenen.

Alt er godt! Men send flere penge.

20.17, Anders: Møder en gammel ven, der lige er landet fra Nairobi, og som sværger til metalrock og guldøl. Han harcelerer over, at man ikke længere kan købe Guld Tuborg på pladsen. Og han har sgu en pointe!

20.18, Danni: “Jeg forstår det ikke,” siger min makker under ’Harmony Hall’. ”De stjæler guitaren fra afrikanerne og klaveret fra Cut’N’Move …” Det er generelt en retningsløs koncert, som er okay, men netop lidt svær at forstå.

20.21, Nykjær: Når man har en af 2019’s allerbedste sange på repertoiret, skal den sgu lægge publikum ned. Men ‘Harmony Hall’ kommer aldrig helt op i flyvehøjde. Jeg har meget stor forhåndssympati for Vampire Weekend, men deres koncert sætter sig mere i hovedet end i kroppen.

20.45, Fez: Årets sang (‘Harmony Hall’), årets sandaler, årets koncert. Timing, sange, humor. Men hvem har afskaffet ekstranumre?

Dyreprint er stort i år!

21.02, Køster: Har lige årets ”jeg er blevet væk fra de andre”-moment, Traver lidt rundt på må og få i den nedadgående sol og venter på at mødes med et par venner inden Wu-Tang.

21.05, Anders: Johnny Marr sætter gang i åbningsriffet til ’Bigmouth Strikes Again’. Hvordan har vi gjort os fortjent til så meget rockperfektion?!

21.05, Danni: Godt med 35+’ere i pitten til Marr, der gi’r sit eget swagger til ‘Bigmouth Strikes Again.’ I hans mund en cool rockanthem, som han inkarnerer ved stadig at kunne bære et par skinny jeans bedre end noget indie kid.

21.06, Snab: Man ved, man er en hvid, midaldrende mand, når det er guitarlyden på ’Bigmouth Strikes Again’, man går helt i bro over.

Endnu et af disse ustoppelige mennesker!

21.08, McGuire: Johnny Marr synger ‘Bigmouth Strikes Again’. Det føles underligt. Som Preben Kristensen, der fortæller alle Thomas Ejes vittigheder til et Linje 3-show.

The Smiths 1984? Nej!

21.20, Fez: Johnny Marr fanger groovet i ‘How Soon Is Now’, og det klør ganske let i det sår, som The Smiths fremkaldte i Roskildehjertet ved at aflyse i 1984.

21.25, Anders: Mere nostalgi med ‘How Soon Is Now’. Og vi savner slet ikke Morrissey, der er gået total bonkers & brexit.

21.30, Fez: “This is a disco song from Manchester, England”. Johnny Marr taler mit sprog og spiller Electronics ‘Getting Away With It’. Virkelig god sang, desværre i en virkelig slap udgave. Protestudvandrer.

21.31, Anders: Johnny Marr skal droppe de Electronic-numre i sit sæt. De mavelander i rockarrangementerne.

21.47, Danni: Marr spiller Electronics ’Get the Message’, der falder lidt igennem. Den minder om de her letvægtsorkestre fra britpop-æraen. Dodgy eller sådan. Det er godt nok længe siden, jeg har tænkt på Dodgy.

Åh, der var du/I/jer, whatever. Tak!

21.47, Nykjær: At spotte Alien & Ko er en af de bokse, der bare skal krydses af. Men det må være første gang, at det først er sket på tredjedagen.

Uniformen er vigtig!

21.48, Snab: Man ved, man er i godt selskab, når man står bag folk klædt i Pearl Jam, Slayer, Misfits, Gogol Bordello og The Cure. Anders flasher sin Neneh Cherry-tshirt. Alt er godt. Nej, næsten alt er godt. Johnny Marrs Electronic-sange holder sgu ikke rigtig i dag.

21.53, McGuire: Folk klapper på et og tre til ’There Is a Light That Never Goes Out’. På den måde er grænsen mellem engelsk 80’er-tristesse og Lars Lilholt jo egentlig hårfin.

21.59, Danni: Johnny Marr kører fra sit eget Franz Ferdinand’ske solohit ’Easy Money’ til cover af Depeche Modes ’I Feel You’. Johnny kender sin crowd, og der godt gang i publikums stive, hvide ben.

22.02, Danni: Stor kollektiv forløsning til ’There Is a Light That Never Goes Out’. Johnny Marr bærer nonchalant The Smiths-arven videre, mens en anden fra det band forsøger at lægge en stor dampende lort oven på den.

22.04, Snab: Verdens bedste omkvæd. Nogensinde. ”And if a double decker bus crashes into us / To die by your side is such a heavenly way to die”. Johnny Marr spiller mange gode sange.

Godt på klimakarmakontoen. Påstås også at være godt i virkeligheden.

22.05, Fez: Maxer helt ud på klimakontoen med mexi/veggie-burgeren fra Det Sunde Køkken. Kæmpe succes. Sprød bolle, selleribøf og Nordic Coleslaw. Godt krydret. Bedste måltid foreløbig i år.

22.06, Anders: ’There’s a Light That Never Goes Out’! Et helt koncerttelt katapulteres tilbage til ungdomsværelset og P4 på P1. Omkring mig står mænd og kvinder i 50’erne og græder!

22.21, Snab: Wu-Tang indleder med at ødelægge ’Gravel Pit’. Ærgerligt.

22.35, Nykjær: Wu-Tang Clan laver fest, men viser også det problem, hiphop ofte støder ind i live. Selv et ellers raffineret nummer som ‘C.R.E.A.M.’ falder ned i den grød af “mænd råber over et beat”, de fleste hiphop-numre drukner i på en scene. Hvor godt forlægget ellers i øvrigt måtte være.

22.45, Køster: Wu-Tang er lige så kaotisk, som man kunne have forestillet sig. Et rod af rappere, der vælter frem og tilbage på scenen, en halvsløj dj, RZA der får en fødseldagskage båret ind og råber og skriger om alt muligt, en masse hits, synge med-rutiner og et dj-potpourri af klassikere af Nirvana, Eurythmics og den slags. Som at være til en rablende fest på et kollegium i Staten Island i 1993. Jeg elsker det fuldstændig.

22.54, Anders: BREAKING: Pasta Bolognesen fra Himmelev Volleyball Klub er bedre end meget, meget længe. Krydret og reelt smagfuld med rigeligt kød og endda lidt crunchy grøntsager. Pladsens bedste value for money!

23.11, McGuire: Wu-Tang Clan snakker sig gennem en “koncert” på Orange. Men blæret nok at åbne med ’Gravel Pit’.

23.17, Snab: Roskilde Festival fredag aften er en byfest. Kaos, druk, kys, larm, vandringer, nonsens, Det er bare at lade sig indfange af kakofonien.

23.25, Anders: Undskyld mit danske, men Wu-Tang Clan er noget værre gøglet rod at vælte ind i!

23.38, Anders: OK, så nu skal vi fejre RZA’s fødselsdag, og der bliver en fest ud af det. Men solidt og sammenhængende, det er det sgu ikke.

23.48, Danni: Underworlds Karl Hyde kører en danserutine, der kunne være ‘stewardesse på speed’. Den består primært af igen og igen hurtigt at pege mod nødudgangene.

00.01, Snab: Hvad Underworld bruger en halv time til at bygge op og rive ned, ville være overstået på 15 sekunder på MagicBox. De oser med andre ord af kvalitet.

00.11, Danni: Lydprøve på tubaen inden Sons of Kemet XL på Pavilion. Der bliver blæst støv ud af ørerne på de ventende.

They bang them drums, them Sons of Kemet.

00.15, Nykjær: Sons Of Kemet træder ind på Pavilion. De har fire trommesæt på scenen. For mindre kan da ikke gøre det. Jazz!

00.20, Køster: Trasker over mod Underworld, men stopper op i god afstand fra teltet. Får flashback fra ca. 20 andre festivaler, hvor jeg har stået og taget mig sammen til at gå ind i et natligt oplyst telt, der siger gung-gung-gung med afsindig lydstyrke. Dropper det denne gang og sætter snuden op efter en god Robyn-fest på Orange.

00.20, Snab: ’Rez/Cowgirl’ er muligvis det bedste technonummer nogensinde. Og det er stadig eminent. Hvis man ikke kan plukke æbler til det nummer, må man have et slemt tilfælde af frugtallergi. Det er svært at blive andet end glad over de ældre ravere på scenen, og de lidt yngre, der har en fest i et efterhånden godt proppet Arena-telt. Shit, det er 25 år siden, de stod her med Björk.

Klart.

00.24, Anders: Smutter ned for at se lidt af Underworld på afstand. Der er tunge technobeats og et telt fuldt med et manisk, hvidt lysshow. Det ligner lidt en fest, jeg var til i 1998. Dengang syntes jeg heller ikke, det var fedt.

00.24, Danni: Når der står ”XL” i programmet efter Sons of Kemet er det – viser det sig – fordi de ikke spiller med de sædvanlige to, men fire trommeslagere. Det giver en bred rytmemur, som bandleder og saxofonist Shabaka Hutchings kan spille bold på.

00.31, McGuire: Underworld spiller ’Born Slippy’. Sidste gang de spillede den på Arena, var i minutterne efter ulykken i 2000. Dengang hørte jeg den i en tilstand af chok, forvirring og udmattelse. Det er 19 år siden, en anden tid, et andet liv. Men selvom tiden nok aldrig helt vil hele det sår, var det, som om der blev sat et lille punktum i aften. I hvert fald for mig.

00.46, Snab: “It’s been a long time since we danced together. Do you wanna dance with me?” spurgte Karl Hyde inden sangen. Hvorefter alle gik fuldstændig bonkers til ’Born Slippy’. Og nu får de en fortjent og enorm hyldest fra publikum. For en glimrende koncert – trods to tekniske fuckups – men også for lang og tro tjeneste, føles det. Et smukt og respektfuldt øjeblik. Roskilde-publikummet, altså …

00.49, Danni: Stammedans på Pavilion. En flok gymnasieelever har lavet en cirkel og skiftes til at gå amok i midten. Iført overalls over bar mave pisker Hutchings sit orkester fremad.

01.00, Danni: Selv her klokken Robyn holder Sons of Kemet på folk. De arbejder sig ind i ekstasen. Perfekt natteseance i det lille telt.

01.01, McGuire: Jeg hørte Robyn hjemme på Birgittes værelse i 95, før det blev smart.

Robin aka Robyn.

01.03, Anders: Robyn indtager scenen uden et smil, mens hun langsomt og henholdt bygger ’Send to Robin Immediately’ (ja, Robin) op. Publikum er allerede ekstatiske. Det ligner et forspil til en heftig nat!

01.07, Anders: ”Come get your honey” – phew, Robyn er æggende! Hendes iskolde positur under intronummeret eksploderer i sensuelle moves i natkjolen.

01.20, Køster: Der er ikke rigtig mere benzin på motoren, og jeg lader Robyns sært kønsløse, stort anlagte synthesizer-fest være Robyns sært kønsløse, stort anlagte synthesizer-fest. Håber, det blev sjovt senere.

01.22, Nykjær: Med nattehimlen som tag forvandler Robyn Orange til en natklub i størrelse XL. Uden bravado eller billige tricks, men med en stram og dyb housepuls, der binder brillante sange som ‘Honey’ og ‘Be Mine’ sammen.

01.33, McGuire: Robyn-folket venter utålmodigt på et hit, der muligvis ikke har tænkt sig at komme. (Foto Robyn)

01.48, Snab: “Because it’s in the music”, synger Robyn. Ja! Det er musik. Den musik, vi har/havde sammen. Og vi er også med til den kødelige, frigørende del på ’Love Is Free’ og de andre pumpende housenumre. Ser en masse smil og dans og kun enkelte stivnede ansigter omkring mig.

01.50, Nykjær: Robyn tager et kvarters tid, hvor hun får afløb for sit indre clubkid med indslag af acid house og opdateret newyorker-disco. Det rykker fedt, men man står alligevel lidt og venter utålmodigt på, at hun ruller flere bangers ud.

01.53, McGuire: Næsten en time skulle der gå, før der går fællessang i den på Orange. Et ret modigt træk.

01.56, Nykjær: Så kom ‘Dancing on My Own’. Dette årtusindes måske allerbedste popsang. Fællessangen må kunne høres helt inde på Roskilde Torv. Gåsehud.

02.00, Snab: ’Dancing on My Own’, en lykkelig Robyn og et ekstatisk Roskilde-publikum. Tårer og gåsehud. Åh, den slags øjeblikke.

02.22, Snab: Hvor var det smukt at se så mange mennesker til popfest på Orange. Mange fik nok flere housebeats og nye sange, end de kunne ønske, og det var da heller ikke den samme magiske Robyn-oplevelse fra den første gang – men det var overbevisende. Og ganske enkelt bare godt.

02.35, Nykjær: Med en dronnings værdighed trækker Robyn sig tilbage efter en optræden, der var stilsikkerheden selv. Hendes katalog af følsomt dirrende, voksne pophits er ulasteligt, og de blev leveret i et elegant komponeret flow indrammet af housemusikkens repetitioner. De helt store eksplosioner udeblev dog i en koncert, der til tider virkede lidt klemt i sine egne stramtsiddende klæder. Mere noget man betragtede imponeret end selv dansede ekstatisk til. Men sikke sange og sikken performance. En påmindelse om, hvad popmusik kan.

 

Og sådan forløb onsdag og torsdag:

#RF19: Snapshots, strøtanker og eurekamomenter – onsdag

#RF19: Snapshots, strøtanker og eurekamomenter – torsdag

 

Kommentér indlægget