#RF19: Snapshots, strøtanker og eurekamomenter – torsdag

   


Det var dagen, da én farmand introducerede sønnerne til Roskilde Festival, en anden satte feriebørnene af i Aarhus, og en tredje fik en Travis Scott-rapport fra sønnike midt om natten.

Andre forelskede sig i en australier eller gik glip af den samme. Nogen kunne lide Robert Plant, nogen var ikke vilde med Neneh Cherry. De fleste gik bare tidligt hjem/ned/under/i læ for regnen, og derfor ser torsdags-rapporten således ud:

 

08.23, Snab: For dumt. Forrykt. Narrefisse. Treo havde også en god førstedag.

10.03, McGuire: Torsdag starter godt med nyheden om, at Super Frankie Lampard vender tilbage til Chelsea som cheftræner! Overvejer kort at blive hjemme og se samtlige 211 af Franks mål på repeat.

10.25, Fez: Læser i EB, at det er Roskildes skyld, at Bob Dylan var dårlig. “Det føltes, som om Gud var på besøg i en børnehave, da Dylan indtog Orange”. Mon det så også er Roskildes skyld, at Rosalia var god? Og går de mange gråhårede mænd i pitten virkelig i børnehave?

10.44, Nykjær: Stiger af toget på festivalens trinbræt og går gennem camping-området, hvor morgenfesterne er i gang. “Der går ti år af mit liv i aften”, rapper nogen over et dakkedak-beat fra et lydsystem et sted inde mellem teltene. Dyrkelsen af egen selvdestruktion er et eviggyldigt tema i ungdomskulturen.

11.10. Snab: Hæhæhæ. Pyha, jeg nåede det lige.
”Toget er cirka 20 minutter forsinket,” lyder det metallisk.
Jamen?? Jeg har jo en aftale med Stella Donnelly!?

11.23, Danni: Skimmer anmeldelser. Ekstra Bladets chef-troll på musikområdet sammenligner i ramme alvor Dylan med Gud. Stakkels Bob. Hvem behøver fjender, når man har venner til at skrive en over i et utilnærmeligt og selvhøjtideligt hjørne. Det er bare sange, for helvede. Gode sange, javist. Men stadig bare sange.

12.21, Nykjær: Spotter fyr i en Union Berlin-trøje. Har endnu ikke set nogen St. Pauli-trøjer. Fodboldens hipsterbalance er under forskydning.

12.30, Køster: På vej mod Roskilde i folkevognen med den 9-årige og den 11-årige, der begge står foran deres festivaldebut. Frygter, at de forlanger at blive kørt hjem til deres PS4 efter halvanden time i Darup i den lovede slagregn.

12.45, Fez: Slagregn, men jeg finder en ikke-ulovlig parkeringsplads. Skal nok spise klimavenligt.

12.48, Anders: Kommer for sent til Stella Donnely, og der er kø uden for Gloria-teltet. Trækker iskoldt anmelderkortet for at komme ind. Og det virker overraskende nok. Det er vist 14-15 år siden, det sidst er sket.

12.49, Nykjær: Stella Donnelly er knuselskelig på Gloria. Hun præsenterer alle sine fine sange med humor og anekdoter, bl.a. ‘You Owe Me’ om chefen på en bar, hun en gang arbejdede på. Den refererer undervejs til en flad australsk billigøl, og hun spørger publikum, hvad den dårlige billigøl i Danmark er. Og er overrasket, da hun får svar. “When I asked the same question in Belgium, I thought I was going to die”. Et af svarene, hun fik, var i øvrigt Slots, så det fletter hun da lige ind i sangen. Det her er en singer/songwriter-koncert af den allermest veloplagte slags.

13.04, Køster: Ankommet på pladsen med drengene, der allerede beklager sig over, at det gør ondt forskellige steder. Vil introducere dem for Dixie Burgeren, men da vi når til Big A’s Diner, må jeg kapitulere: Fugleungerne skal mades NU.

13.10, Fez: Barselona hylder Danmarks største poet (deres ord) og spiller Peter Sommers ‘Elskede at drømme, drømmer om at elske’. Sangeren deler Sommers frie forhold til tonearter og Liam Gallagher-positur med hænderne på ryggen. Han crowdsurfer under ‘Fra Wien til Rom’.

Spids og sjov.

13.12, Nykjær: “This song is about spending Christmas Day with racists”. Stella Donnelly er lige så spids, som hun er sjov.

13.15, Snab: Står sur i regnen uden for Stella Donnelly-fyldte Gloria og kan kun høre Barselona fra Avalon.

13.19, Snab: Sidder glad uden for Gloria i tørvejr med flæskestegssandwich fra den røde bus til morgenmad. Humøret svinger som vejret.

13.21, Danni: Leder desperat efter mine gummistøvler på loftet. De har gjort tro tjeneste siden R.E.M.’s skybrudskoncert på Midtfyns i 2003.

13.25, Fez: Barselona-duoen er så unge, at de næppe kan huske 00’erne. Har gang i en god popting forstærket med stryger og Peter Stenbæk på slagtøj – manden bag Aquas visuelle identitet!

13.30, Køster: Bøllemeyer er simpelthen blevet til hip hop-Meyer 😐

13.35, Snab: Folk er fornuftigt klædt og gør ikke det store postyr ud af lidt regn og blæst. Førstedagen er altid underlig. For kort, for hektisk. På andendagen falder tempoet, og folk finder ind i rytmen. Der er mere tid til bare at drysse rundt. Det er rart. Jeg har købt en bøllehat.

13.38, Anders: Australske Stella Donnelly leverer en perlerække af popsange i et fyldt Gloria-telt, mens køen vokser uden for. Hun synger om #MeToo, grumme barchefer og sin tirsdags-vibrator. Og hun gør det med smil, overskud og den mest glasklare stemme, du vil opleve på denne festival. Stella Donnelly går en stor fremtid i møde. Den politiske indie-Kylie!

13.40, Fez: Det sjove ved Barselona er, at de også har en smooth side. Havde de større budget, trak det op til en yachtrock-plade.

13.41, Nykjær: Stella Donnelly forlader os med fællessang til Cyndi Laupers ‘Time After Time’. Det her har været en god times udestilleret kvalitetstid.

13.42, Anders: Stella Donnelly samler bandet på forcen og tvinger dem ud i en fin sing-along udgave af Cindy Laupers ’Time after Time’ #roskildemoment

13.44, Danni: Gummistøvler fundet! Under et par skøjter. Hvorfor fanden har vi skøjter? Nå, af sted; kan vist lige nå Sharon Van Etten.

13.45, Køster: Slæber drengene med ned til Barselona og lokker med, at det er en af deres venners storesøsters yndlingsband. Fremme ved teltdugen bliver de to ungersvende dog hurtigt lettere flakkende i blikket, og de er ikke videre imponerede over omkvædet ”Vi er her ikke for evigt / Men vi er her lidt endnu”. ”Han sang det 25 gange i træk, far”, stønner den 11-årige.

14.01, Køster: På trods af led, ansigtsprikkende regn er humøret i ungdomslejren steget gevaldigt efter to burgere med fritter. Vi daffer ned og kigger på noget graffiti, men drengene takker velopdragent nej til at spraye selv, da de bliver hevet med ind i noget workshop.

14.03, McGuire: Afleverer feriebørn på havnen i Aarhus. Skal med færgen tilbage, men de automatiske porte ved landgangen virker ikke. Folk er sure, børn græder, familiefædre skælder ud, mødre stresser. På den måde minder det lidt om køen til Dixie Burger.

14.07, Anders: Skynder mig efter Donnelly ned til den allersidste del af danske Barselona på Avalon. De ser ud til at have teltet helt oppe at køre i en poprus, da strømmen pludselig går under hittet ‘Bankende hjerte’ … Coitus interruptus!

14.10, Fez: Det pisser ned. Jeg føler inuittens vrede. Nanook på Pavillon.

14.27, Snab: Nanook spiller højt. Det er fint. Flere grønlandske flag på Pavilion-scenen – scenen for subgenren rockmusik. Som der i gamle dage var Deeday-scenen til den elektroniske musik og Ballroom-scenen til world-musikken. Det er det bedste grønlandske rockband, jeg nogensinde har hørt.

Greenland rocks!

14.28, Snab: Det kunne være sjovt, hvis der var forskellige scener for grønlandsk rock. Den groovy rock fra Discobugten, norsk electronica-inspireret rock fra Søndre Strømfjord, den virkelig brutale sælfangerrock, den listige trawlerrock, speedmetal fra Sukkertoppen. Roskilde Festival er virkelig stedet til de dybe tanker.

14.36, Køster: Nu vil den 9-årige meget gerne male graffiti alligevel. Vi haster tilbage til workshoppen og får at vide, at der er lukket for i dag. Lidt far-sweettalk giver dog alligevel drengene en ti minutters introduktion til livet som kunstkriminelle. Den ene laver et ansigt med en smøg, den anden en radioaktiv pik. Enten er mit forsøg på opdragelse gået helt forkert, eller også er det gået helt som det skulle.

Børneopdragelse gone wrong?

14.45. Danni: Traver i raskt tempo mod Avalon. Synes allerede gummistøvlerne gnaver.

14.50, Fez: Auroras æteriske nordlyspop har det svært på den åbne Apollo-scene. Årets ’der findes ikke dårligt vejr, kun forkerte klæ’r’-koncert. #norge

15.03, Snab: Aurora er egentlig ret alfesej, men hun gør sgu ikke rigtig noget ved mig, selvom hun er fra Bergen. Drøner videre til Sharon Van Etten i sorte læderbukser på Avalon lige i rette tid til ’Comeback Kid’.

15.08, Nykjær: Den unge Patti Smith har intet på Sharon Van Etten, når det gælder at kunne bære et par læderbukser.

15.15, Danni: Sharon Van Etten synger med en forankret, dyb nerve, hendes yngre kvinder-med-guitar-mentees på festivalen stadig søger. Og så er der saft, kraft og detalje i bandets synthrock.

15.16, Fez: Fyren foran mig er i gang med at spise et helt bundt bladselleri. Uden Bloody Mary.

Sharon Van Etten er dygtig til læderbuks.

15.33, Anders: Sharon Van Etten har både et intenst udtryk, stærke sange og læderbukser. Men lige nu på Avalon vinder hun og bandet vist ikke nye fans. De leverer varen med professionel distance og en attitude, der veksler mellem at signalere koncentration og kedsomhed.

15.35, Snab: Jeg sværger! Jeg så en ”Oxford Handball”-trøje, men puf, så var den væk, før jeg nåede at fotodokumentere. Det vil givetvis hjemsøge mig resten af festivalen.

15.40, Danni: Blogbroder Nykjær vrider sig i smerte over ikke at kunne knække, hvad det er for et nummer, Van Etten spiller cover af. Jeg fortæller overlegent, at det er Sinead O’Connors ’Black Boys on Mopeds’. (Men nævner ikke, at jeg kun ved det, fordi hun lavede samme cover i Koncerthuset i foråret).

15.42, Snab: ”I used to be free / I used to be seventeen”. ’Seventeen’ er virkelig en dejlig sang og let at føle på en festival. Sharon van Etten skriger igennem og er generelt pissesej – alligevel har jeg lidt svært ved at mærke musikken, der bliver lidt anonym, lidt uskarp, lidt uforløst. Gentager joken med at skulle skynde mig om og stå i kø til pitten til Jorge Ben.

15.46, Danni: ’Seventeen’ er skriget fra den voksne kvinde til den 17-årige – og 2019’s bedste sang. Van Etten går på knæ foran kidsene på forreste række, stirrer enkelte i øjnene, peger på dem og synger: ”You’ll crumble it up just to see / Afraid that you’ll be just like me”. Lidt længere bagude står mødre og fædre og tuder.

15.49, Snab: Jeg kan godt lide den nye Avalon-plads. Men billedet af Master Fatman … It just freaks me out, man!

Master Fatman skuler til Avalon-scenen. Jorge Ben er den anden vej, Morten.

15.51, Køster: Vi går ned i Vans-butikken og køber et par nedsatte ternede sko til den 11-årige. Den yngre får en Ghostbusters-T-shirt. Nu begynder det her festivalkoncept for alvor at æde sig ind på dem.

Jorge Ben. Ikke-blind legende på Orange.

16.01, Snab: Står helt oppe foran, da fodboldelskeren Jorge Ben kommer på scenen med et Danmark-tørklæde om nakken. Prøver desperat at gennemskue, om det er en blå fodboldtrøje, han har indenunder. Men den er langt fra favoritklubben Flamengos AC Milan-farver.

16.05, Køster: Hører lidt Jorge Ben Jor med ungerne på sikker afstand. Igen er indstillingen: Interesseret, men uimponeret. ”Er han blind, far?”, spørger den 11-årige: ”Altså, han har jo solbriller på hele tiden”.

16.10, Fez: Så er Jazzfestivalen i gang! Jorge Ben! Brasilien! Bedetæppet bliver vådt foran Orange. Han bærer rød/hvidt fodboldhalstørklæde og udnævner sig til ”black viking”.

16.15, Køster: Det burde jo være løgn, men den velkendte spejderbod ’Frikadiller’ er blevet ændret til ’FrikadEller’. Og det hedder ikke længere ”Get your diller here”, men ”Get yout d’ller here”…? Jeg forklarer miseren til den 11-årige, der fnyser af bornertheden.

Ingen diller i år.

16.30, Danni: Bedste sendetids yndlingstrommeslager Claes Antonsen hænger ud i mediebyens pizzabod iført et interessant miks mellem at være forberedt på regn og overhovedet ikke at være det: Lange grønne gummistøvler … og kridhvide jeans. Nogle meter derfra krammer Kristian Leth og Anders Breinholt. Tid til at komme tilbage til virkeligheden.

Debutanter på Roskilde. Børneopdragelse done right?

16.30, Køster: Nu skal vi ned på Apollo og høre Joey Purp fra Chicago. Håber på, at lidt hip hop vil gøre det for knægtene. Igen er de dog ikke ligefrem ved at dø over, at Joey sender sin dj i forvejen for at hype crowden op med noget Schoolboy Q og Chance The Rapper (som Joey vist nok kender).

16.35, Fez: ‘Mais Que Nada’ går i fødderne. Kæmpe banger. Hvil i fred, Master Fatman.

16.36, Danni: Spontane dansefester på festivalens gangstier, da Jorge Ben Jors ’Mais Que Nada!’ lyder i det fjerne fra Orange. Alle tuner lige ind på en sang i fælleserindringen og synger lyde uden at kende ordene ”ååååååh, aaiaaa.”

Jorge Ben heeellt tæt på.

16.38, Snab: Jorge Ben er en legende, det er musikhistorie – direkte fra kilden selv. Derfor skal han spille på en stor scene som Orange. Det er niveaumæssigt lidt op og ned, men et sublimt forspil fører over i ’Mais Que Nada’, og så forløser det hele sig. Tårer presser på, der er jubel, sang, dans hos de mange unge her oppe foran, så tæt på Orange Scene, som jeg ikke stået, siden anmeldere kunne stå i graven eller i siden af scenen. Det er disse øjeblikke af storhed, man skal huske til dødslejet.

16.45, Fez: Rio bringer funken. Jorge Ben synger om kollegaer som Tim Maia. Så begynder soloerne.

16.45, Køster: Så kom Joey på scenen, og han er okay, lyder dommen. Kan mærke, at festivalviben er ved at bide sig fast i gutterne. De danser.

16.48, Anders: Jorge Ben Jor på Orange leverer en Roskilde-klassiker: Varmblodig verdensmusik i heldagsregn.

16.48, Danni: Jorge Ben Jor synger ”Funky! Funky!”. Det er dagens mindst funky øjeblik.

17.01, Anders: Parquet Courts indleder på Avalon med et tørt “Happy 4th of July” – og en feedbacket udgave af ‘Star Spangled Banner’, der ville få Hendrix til at spise (flere) svampe.

17.07, Anders: Parquet Courts ligner nogle vrede medicinstuderende. De spiller no-nonsense melodisk punkrock med speed og finesse, og forsanger Andrew Savage lyder, som om han råber op fra ulæselige recepter.

17.17, Danni: Tuller ned til Parquet Courts. Hører lidt i kanten af teltet. Tænker ”Tjatjoh. Jeg hørte dem på jo på Loppen for seks år siden.” Stadig en okay skæg blanding af Velvet Underground og Strokes.

Debutanter på festival.

17.18, Snab: Bevæger mig lidt rundt i regnen. Der er ikke mange på Orange-pladsen, men folk er glade og danser overalt. Synes, jeg lurer en fodboldreference hist og her hos Jorge Ben, der kører hits mod slutningen. Fællesdans i regnvejr – mere festivalagtigt bliver det vist ikke.

17.21, Køster: Drengene har fået nok af Joey Purps middelinteressante performance, og vi lunter tilbage til det sidste af Jorge Ben Jor, hvor vi nu får plads helt oppe foran. Hans afsluttende, Rod Stewart-refererende jamsession får fjedrene i debutanternes knæ aktiveret. ”De der brasilianere spillede virkelig godt, far”, siger den 11-årige bagefter. Den 9-årige insisterer på, at vi skal høre Jorge Ben på vej hjem i bilen. Så lad gå da.

17.24, Fez: Endelig kommer fodboldsambaen: ‘Ponta de Lanca Africano’ og ’Filho Maravilha’ toppet op med ’Taj Mahal’. Det holdt hårdt. Jeg var ved at drukne i lækkerjazz.

17.31, Danni: Tak for vejledningen, kakaomælk. Men jeg tror, jeg gør det i omvendt rækkefølge.

17.41, Anders: Lead-guitaristen i Parquet Courts er noget af det vildeste, jeg har set i år på Roskilde. Stram denimjakke og langt grydehår a la Dee Dee Ramone. Og da han griber mikrofonen, lyder han FULDSTÆNDIG som David Byrne. Den kvintessentielle New York-rock’n’roller.

17.50, Danni: Der står kun en guitar og en kildevand på scenen, inden Julien Baker går på. Det her bliver intimt.

17.55, Fez: Aktivisten Saffiyah Khan fra Birmingham fortæller i House of Chroma-domen om den situation i 2017, hvor hun konfronterede English Defence League under en demo, et foto af situationen gik viralt, og hun havnede på den seneste Specials-plade! Sej dame i Dr. Martens og Fred Perry.

Saffiyah Khan fortæller om at gå viralt og havne på en sang med The Specials.

18.01, Køster: På børnenes ordre spiser vi spaghetti bolognese fra Himmelev Volleyballklub. Det har jeg ikke gjort siden … 1996, tror jeg. Den er helt overraskende god, velsaltet, med grøntsager, timian, hvidløg og masser af peber.

18.01, McGuire: Nogen spiller Sash! for fulde drøn i Get A Tent Central. Forestil dig at bruge en formue på et fint orange telt, for blot at finde ud af, at du har camperet foran Pigen & Trompeten i Jomfru Ane Gade anno 1998.

18.03, Danni: Apollo er blevet den dér fucking underbo, der hører lort og ikke gider skrue ned. Julien Baker broderer hymniske sange, men der ligger en basmuskel fra naboscenen og pumper. Skandale. Og klart et punkt til festivalens evaluering.

18.14, McGuire: Hørt ved Avalon: “Jeg har altid været en højre-pit-type. Folk er bare rarere i højre-pitten”.

18.41, Danni: Hun er underligt ubekvem på scenen. Samtidig har hun autoritet, når hun krænger sit hjerte ud i lange, smertende toner. Trods de umulige forhold får Julien Baker suget folk ind.

Festivalens mest bæredygtige mad.

18.45, Fez: Klimakontrakten peaker. Finder den bod på festivalen med det mindste klimafodaftryk: Gaza Grill serverer falafel-rulle med rigeligt rødløg og tahin. Klimapåvirkningen er skiltet på alle madboder i år. Imponerende. Hos Tatar er skalaen alarmerende rød.

18.50, McGuire: Spot Bar ved Orange Scene har en vild Medieby-vibe kørende. Folk i bøllehatte, og discount-Kate Moss-uniformer left, right and center. Remee er her også. Your move, Mediebyen, your move …

19.00, Fez: Neneh Cherry åbner med ‘Man Child’ – The missing link mellem Bristols postpunk, reggae og triphop. En godbid, inden hun kaster sig ind i det seneste album ’Broken Politics’.

19.00, McGuire: Neneh Cherry har taget familien med igen. Da hun spillede på Vanguard Festival for fem år siden var det Eagle-Eye, der heppede. I dag er det Christian Jon. Musiker, DR-vejrvært, Obama look-a-like, you name it. Og jeg kan ikke engang få konen til at se mine old-boys kampe.

19.06, Anders: Neneh Cherry indtager Avalon til det tunge beat af ’Manchild’. Aaahhh, alle de bange bekymringer for, om den 55-årige halvsvensker nu ville komme til Roskilde med et eller andet genfødt jazz-projekt blev skyllet væk af blide hiphop-rytmer anno 1989.

19.10, Køster: Har fået tyranniseret børnene med til Neneh Cherry. Den yngste har sat sig ned på græsset i protest og forlanger at spille Brawl Stars på min telefon. Den 11-årige vugger høfligt med til ’Manchild’. Men legen stopper her, vi triller hjemad, mens alle endnu er glade. ”Jeg glæder mig, til det er mig, der skal herud og ligge i telt”, siger de begge på vej mod udgangen. Er sgu alvorligt bange for, at jeg om fem år bliver en af de curlingforældre, der bruger en halv lørdag på at køre mine børn til Dyrskuepladsen med pavillontelt, køleskab og dåsemakrel. Og gudskelov for det.

19.19, Køster: På vej ud gennem bagsceneområdet spotter vi Remée i regntøj stå og sludre med en eller anden. Det var det sidste søm i kisten – drengene er klar igen næste år!

19.25, Fez: Benhård sound. At blive skældt ud af Neneh Cherry over tung bas. Har den fetich et navn?

19.28, Nykjær: Neneh Cherry tømmer montren for 90’er-rytmik – drum’n’bass, trip-hop, dubbede breakbeats. Det er nostalgisk og hyggeligt og lidt rodet.

19.37, Danni: Kommer til Neneh Cherry, hvor lyden er hård og diskant. Rygtet siger, at det var værre først i koncerten. Det drøftes seriøst, at lydmanden muligvis er faldet død om.

19.39, Nykjær: Neneh Cherry spiller ‘7 Seconds’, og Avalon vågner lidt af hyggedøsen.

19.42, Danni: 90’er-klassikeren ’7 Seconds’ giver lidt fællessang, men sangen traver sløvt af sted. Lige før var der et ravenummer. Jeg forstår ikke den her koncert.

19.49, McGuire: 40 procent af Neneh Cherry svinger virkelig godt. De sidste 60 procent lyder som det musik, FBI brugte på at jage David Koresh ud af Waco.

19.52, Anders: Neneh Cherry spiller alle tænkelige 90’er-grooves fra triphop til drum’n’bass. Og det lyder godt. Men hun formår ikke at gribe publikum, der ikke rigtig reagerer på hendes opfordringer til at danse og feste.

19.52, Danni: Neneh vrøvler løs på scenen. Siger ”talk to me” til publikum. Ingen ved, hvad hun vil have, vi skal sige. Hun rambler igen, indtil hun ender med ”Fuck this shit. Let’s dance.”

19.53, McGuire: Neneh Cherry har taget et calypso-band med. Og hele tre mænd på rytmeæg. Det begynder at minde lidt om underholdningen til Hjørring by Night.

Smukke Avalon.

20.00, Fez: Avalon-teltet har fået en ny placering, men har heldigvis beholdt sin udsmykning.

20.02, Anders: En dekonstrueret version af ‘Buffalo Stance’ laver en blid mavelanding i crowden. Ærgerligt. Neneh Cherry kunne have væltet teltet, men endte i en rodet forestilling.

20.03, Danni: I sidste nummer vil to af Cherrys bandmedlemmer ha’ os til at klappe i takt. Det siger alt om koncerten, at den ene klapper med hænderne over hovedet i ottendedelstakt, mens den anden gør det i fjerdedelstakt.

20.13, Danni: Passerer Gloria i håb om at komme ind til Tirzahs lo-fi-poo. Men kø. Frygter, det bliver året, hvor jeg slet ikke ser noget på denne fornemme lille scene.

Køen til pitten til Plant.

20.42, McGuire: Køen til Robert Plant-pitten på Arena går hele vejen ud på Camping East. Hundredvis af voksne mænd, der står på række og fryser. Der må være godt tomt i landets Silvan’er lige nu.

20.58, Danni: ”Foran venstre stolpe” er allerede blevet et stamsted på det nye Avalon. Fortæl det ikke til andre.

21.07, Danni: Fatoumata Diawara siger, at hun vil fortælle sin ’African tale’, og at den handler mere om skønhed end om sult og nød. Med hvid kjole, rød guitar og gravid topmave ligner hun allerede en omvandrende fortælling.

21.08, Anders: Efter en skarp Link Wray-agtig guitarintro, går Robert Plant direkte over i ‘When the Levee Breaks’ med så meget bund og power, at jeg næsten kan mærke min udmattede mobiltelefon blive opladet nede i lommen.

21.23, Anders: Efter forrygende start med tre Led Zeppelin-klassikere blandt de første fire numre, går Plant & band lidt for meget i spirituel rundgang med et Joan Baez-cover og noget, der minder om syret zydeco og rockinficeret åndemaneri.

21.25, Danni: Talking Heads nappede den afrobeatede funk fra Afrika, nu hiver Fatoumata Diawara den tilbage og tager noget af Talking Heads’ poprockede krop i pant. Avalon koger.

Åhh, Fatoumata. Hey!

21.34, Danni: Fatoumata Diawara takker Fela og Nina Simone og spiller et cover af ’Sinnerman’. Hun får de lange træk og det ekstatiske øjeblik til at smelte sammen.

21.38, McGuire: “Man skal godt nok gå igennem meget for at få lov at høre ’Ramble On’”. Citat Anders K.

“Tre æbler høje”.

21.48, Anders: Når man lige har været i Aarhus og opleve stakkels Phil Collins med stok og skammel, så er det livsbekræftende at blive væltet bagover af den to år ældre Robert Plant med musikalsk potens, en super vital vokal, langt krøllet hippiehår og løse mandebryster under blusen!

I pytten til Plant.

21.49, McGuire: “This song is about the Elizabethan Times!”. Citat Robert P.

22.05, Danni: Vi har klappet og sunget med. Også Kristian Leth. Nu kører Fatoumata Diawara “sid-ned-hop-op”-finten sidst i koncerten. ”I would jump myself, but cannot because of the baby,” siger hun. Hele teltet eksploderer. Hun headbanger med sine fletninger. Historiefortæller og hellraiser. Muligvis festivalens bedste koncert.

22.08, McGuire: Robert Plant synger røven ud af ’Ramble On’. Den sang er 50 år gammel, men lyder dugfrisk. Your move, Cardi B., your move …

22.09, Anders: Robert Plant lukker sættet med en overbevisende ’Ramble On’, mens +50-årige mænd rundt omkring os henholdsvis danser i bundløse vandpytter og spyr opkast i ren eufori.

22.26, Danni: Står på toppen af motorvejsbroen og hører MØ i det fjerne. Der går rygter om, at hun hiver Jada på scenen. Det trækker. Men de gamle fødder gør nas.

0.01, Danni: Pis. Gummistøvlerne har slidt huden af mine lilletæer, (småtæer?). Skal plastres op til i morgen.

Ham fra Shame knækker alle crowdsurfingregler.

2.45, Fez: Blogsøn Gustav melder om god energi til Travis Scott på Orange. “Dedikeret til sine fans, rigtig god til at få publikum med. Det eneste problem var, at han også har nogle featuring sange, hvor han kun spiller sin egen del, hvilket ødelagde flowet lidt. Travis’ signatur er også at bruge playback og så råbe ind over, så der er to sangspor, hvilket gjorde det svært at synge ind over. Men ellers megagodt og fedt lysshow”.

Nattesnøfteri. Amy Taylor er overlegen i front for Amyl & the Sniffers.

 

Og sådan gik det ned onsdag:

#RF19: Snapshots, strøtanker og eurekamomenter – onsdag

 

 

 

 

 

Kommentér indlægget