Snart står vi der igen. Snart siger vi de samme ting, vi sagde sidste år. Og året før det. Men som stadig rummer sandheder. Om dengang et band var federe, fordi de spillede på en mindre scene. Om udfordringerne med at holde sig kørende til den dér sene must-see-koncert. Om at høre noget på trods. Om at finde det rigtige sted at danse branderten ud. Om at tude lidt og forelske sig lidt.
Vi har samlet 13 arketypiske Roskilde-bemærkninger og anbefalet lige præcis den koncert, de passer til.
“Jeg skal i hvert fald ikke se Dylan”
Rolling Blackouts Coastal Fever, onsdag kl. 20.15, Pavilion
Der er altid et vist trodsigt statement i at droppe det store, samlende veterannavn på Orange. I år bliver jeg en af de kontrære tosser, der dropper fællesbønnen til His Bobness for i stedet at rådyrke Melbourne-kvintetten Rolling Blackouts Coastal Fever, der spiller en gang melodisk guitarrock, ikke ulig The Strokes, og så har de festivalens mest indie-hipster-klingende bandnavn. (Anders K.)
“Rocken er åbenbart død, men …”
Fontaines D.C., onsdag kl. 22.00, Pavilion
“… rocken lever stadig og har det egentlig ok.” Der er bare ikke ret mange kids, der hører rock. Og derfor spiller disse fem fremragende irere deres hurtige og lyrisk velsmagende rock på lille Pavilion i stedet for Arena. Og det gode ved lige netop det er, at man meget lettere spotter en masse velkendte ansigter i teltet. (snab)
“De spiller på Northside næste år”
Christine And The Queens, onsdag kl. 00:30, Arena.
Den franske dame med de stramme popsange behøver næppe den store introduktion, men bare husk at det her kan blive et af årets helt store øjeblikke: Det rette navn, der træder frem på Roskilde Festival på det helt rigtige tidspunkt – hvilket formentlig betyder at Northside-publikummet får glæde af hende i 2020. (Køster)
“Nøj, hvor er hun dejlig”
Stella Donnelly, torsdag kl. 12.45, Gloria
Måske lidt upassende at udnævne en sangerinde, der bl.a. er bannerfører for #MeToo, som årets scene-crush på Roskilde. Men det er svært ikke at blive en smule svimmel af hendes charmerende australske dialekt og sødmefulde diktion. Vel vidende, at Stella nok skal vække alle dagdrømmende midaldrende mænd, når hun stemmer i den bryske ’Old Man’ med opsangen: ”This is not ‘93 / You lost your spot on the team, you’re out of line”. (Anders K.)
“Nej, jeg har bare fået støv i øjnene …”
Julien Baker, torsdag, 18.00, Pavilion
Kønt er det sjældent, men ak, salvelsesfulde fryd, hvor tudekoncerten dog letter. Julien Baker kan meget vel blive ophavskvinde til årets store tåreperser. Hun er kristen, hun er queer, og hun skriver og synger derefter: Hymniske sange om selvhad og accept. (Danni)
“Det føles trygt, at hun er her igen”
Neneh Cherry, torsdag 19:00, Avalon
Gamle favoritter som Damon Albarn, PJ Harvey og Malk de Koijn har det med at dukke op fra tid til anden i forskellige sammenhænge og skabe kontinuitet på en festival, der har evig forandring som sit adelsmærke. Denne gang er det Neneh Cherrys tur til at fortælle os lidt om, hvad hun har gået og lavet siden 1995. (Køster)
“De er bare så phony …”
Vampire Weekend, fredag kl. 19.30, Orange
Det dér sagde jeg engang. De var så øretæveindbydende kløgtige, rige møgunger der gik på uni i New York og spillede malplaceret township jive. Men jeg kan ikke forsvare det længere efter to ret fantastiske albums. Vampire Weekend skal ses. Men jeg kommer stadig til at krumme tæer fra tid til anden, for er det slet ikke irriterende, så er det heller ikke dem. (Smølle)
“De var bedre på Avalon”
Jungle, fredag kl. 16:00, Arena
Åh, for en magisk love-in der på Avalon tilbage i 2015, da Tom McFarland, Josh Lloyd-Watson og deres blue eyed soul løftede et småstenet publikum til ren groove-ekstase, Time And Time Again. Kan de gøre det igen denne gang på Arena, med deres seneste og glimrende album ’For Ever’ som ekstra ammunition? Vi håber – ellers vil vi altid have Avalon. (Køster)
“Mon han spiller noget af det gamle?”
Johnny Marr, fredag kl. 21.00, Arena
The Smiths-guitaristens eget materiale lægger umiddelbart op til en traurig koncert med en puls to taktslag over Barnaby … MEN; mandens 2019-sætliste er en festforestilling fuld af indiehits fra fortiden: ’This Charming Man’, og ’Bigmouth Strikes Again’ fra Smiths-æraen, ‘Getting Away With It’ fra årene med Electronic – ja, sågar et cover af Depeche Modes ekstatiske ‘I Feel You’, bliver der plads til, inden Manchester-legenden slutter af med ’There’s a Light That Never Goes Out’. Så er den fredag aften li’som skudt i gang! (Anders K.)
“Hvis jeg bliver fuld nok …”
Underworld, fredag kl. 23.30, Arena
“Behøver jeg virkelig bruge kostbar festivaltid på at se dem her igen??” Ja, hvis festen nu alligevel har vundet over trangen til at se nyere artister, så er Underworld et stensikkert valg. På vejen mod hegnet kan man række armene i vejret til technoklassikere som ’Rez/Cowgirl’, ’Dark & Long’ og ’Born Slippy’. (snab)
“Jeg bli’r nødt til at holde mig vågen”
Sons of Kemet, fredag kl. 00.15, Pavilion
Robyns fællesfest begynder først klokken 01.00. Klassisk festivaludfordring for dem med trætte ben, tunge øjenlåg og/eller ringe evne til at dosere alkoholindtag. “Det skal løbes væk,” som enhver lilleputtræner vil sige, og Sons of Kemet skal nok holde dig i gang med jazzet coolness, caribisk krop og postkolonial ild. (Danni)
”Der bliver aldrig en stjerne som Bowie igen”
Janelle Monáe, lørdag kl. 19.00, Orange
Altså en der genre-hopper uden besvær, lader sig inspirere af alt, strør brillante sange rundt, har en fascination af sci-fi, og er androgyn og visuelt fantastisk og bare urimelig sexet for alle køn? Jo, det bliver der, det er der allerede, og hun spiller ved Darupvej lige om lidt. (Smølle)
“Hende dér ta’r den hele vejen til Orange”
Lizzo, lørdag kl. 20.30, Apollo
Put den her i banken og cash ind, når Lizzo står på festivalens største scene om en håndfuld år: “Det så og sagde jeg jo allerede i ’19.” For rapperen/sangeren/tweerkeren/tværfløjtespilleren m.m. virker med sine kraftfulde, kropslige sange og over the top sceneshow kun et par hits fra at blive allemandseje. (Danni)
