Livgarde-pop, SKAM-fest, Bruno Mars, Amin Jensen, brasilianske bedstemødre, svenske countrypiger, Khalid vs. Interpol, hvepsestik, Stormzy, nærige frikadeller, torsdagskriser, #metoo, Kate Bush-covers, lækre ministre… og alt muligt andet. Her er, hvad der ramte os på festivalens andendag.
09.04, Snab: Hmm! Morgenmad må vente. Der skal arbejdes.
10.56, Nykjær: Når man er på Roskilde, kan man godt spise karryret til morgenmad.
11.35, Fez: Dagens første musik er Turbulens, der laver lydprøve. Det bliver en lang dag.
11.50, Snab: Hrmpf! Morgenmad må vente. Der skal musikquizzes.
12.25, Fez: Den Kgl. Livgardes Musikkorps spiller til musikquiz. ’Despacito’ har aldrig lydt bedre.
12.31, Anders: Turbolens med Bo Rune Madsen (ex-Mew) og en masse unger overvinder langsomt formiddagspublikummet på Pavilion med deres skrøbelige, charmerende børnerock.
12.35, Danni: Bo Madsen fortæller, hvor meget han har lært af børnene i Turbolens og sin kat Sally. Det giver sin egen krøllede mening. Turbolens er famlende, fantasifuldt og uskyldsrent.
12.40, Anders: Bo fra Turbolens fortæller om sin kat – og sætter så gang i et nyt nummer, der er helt forrygende melodisk og fængende. En ren Håkan Hellström-ballade. På dansk og med børnekor.
12.43, Danni: “Jeg snører lige mit snørebånd.” Bo Madsen leverer en sjælden linje fra scenekanten.
12.51, Danni: Børnekoret rammer ‘Rastløse bevægelser’, så tårerne står ud af øjnene på publikum. Festivalhøjdepunkt. En hyggelig formiddagskoncert blev pludselig virkelig mindeværdig.
12.52, Anders: Turbolens spiller den smukke ‘Rastløse bevægelser’ – det bedste danske nummer i 2017. Jeg måtte fælde en tåre, og det samme gjorde min søn på 17 år. Hvad er det med den sang?!
13.09, Danni: En kvalm stank af afføring ligger i passagen mellem Pavilion og Apollo. Men det lysner: Den norske rapper Cenzinando står på scenen i orange gevandter, bakket op af fire strygere, blæser, piano i mørkeblåt og – som Eminem i går – en hypeman. 90 procent af publikum er nordmænd.
13.18, Danni: Cezinando er en herlig lemmedasker med affekteret gestik og ukontrolleret dans. Et ocean af følelser flyder frit rundt i ham og hans emotionelle sange om at finde sig til rette. Helt forståeligt, at han er et fyrtårn for SKAM-generationen.
13.20, Fez: Hvis norske Cezinando havde været dansker, var hans pop max blevet booket til Warm-Up #Skameffekten
13.41, Danni: Av, for helvede. En hveps stikker mig i nakken! Er jeg allergisk? Pas. Det må de kommende timer vise.
13.52, Danni: Norsk sing-along til sangen med den fine titel ’Håper du har plass’. Den enkeltes usikkerhed løftet til euforisk fælleskab. Jeg er vild med det.
13.58, Snab: Argh! Morgenmad må vente. Der skal høres Weather Station.
13.59, Danni: Cezinando er egentlig gået af, men kommer lige løbende ind en ekstra gang og tager en æresrunde med et kæmpe smil. Tydeligt overrumplet af modtagelsen og ude af stand til at kontrollere sin glæde.
14.04, Danni: Haha, nu kommer Cezinando igen. Hopper ned foran scenen. Flere hundrede nordmænd stormer hen for at hilse på. Om en måned lukker han Øya Festival i Oslo. Det kommer til å bli gal.
14.01: Danni: Hvepsestiks-update: Jeg trækker stadig vejret normalt, og det svier kun en smule.
14.20, Fez: The Weather Station lyder på skift som Emmylou Harris, Joni Mitchell og Sharleen Spiteri. Folky chillout for os, der holder gennemsnitsalderen oppe. Hvis folk ville klappe i, ville det være federe.
14.20, Danni: Trasker fra Tamara Lindeman aka Weather Station og hendes skudsikre folk. Jeg har virkelig forsøgt mange gange med hende … hun er bare lidt som klassekammeraten, der kan pensum til fingerspidserne, men ikke er i stand til at give sin egen tolkning af stoffet.
14.21, Anders: Det er køligt og overskyet, så jeg søger sjælevarme hos The Weather Station på Pavilion. Kompetent og lidt halvkedelig folkrock fra Toronto med musiker og skuespiller Tamara Hope på stærk vokal.
14.26, Anders: Gennemsnitsalderen til The Weather Station må være over 40 år – og alle har mindst én Joni Mitchell-plade derhjemme.
14.45, Anders: Kommer forbi en issælger med en t-shirt fra min gamle fodboldklub. Og ja, Brøndby-legenden Ruben Bagger er fra selvsamme klub. Samme årgang, højere hylde.
14.57, Snab: Ahhhh, morgenmad! Dixie Burger – jeg har savnet dig.
15.32, Nykjær: Det er de utroligste omveje, man kan sende popmusik ud på. Tune-Yards krøller alle formularer sammen og får alligevel kogt nogle groovy sager sammen. Helt rigtigt til at komme i gang med dagen.
15.14, Anders: Black Star kæmper med festivalsløvsind på Arena. Deres 100 % båndede lydspor (et nummer blev decideret fadet som outtro …) formår dog ikke at skyde festen i gang.
15.16, Danni: Skøn stammedans med Tune-Yards, der tvinger groovende og sprælske popperler ud af loops og vokalsamples. Hovedkvinde Merrill Garbus er et kæmpesmil.
15.32, Danni: Torsdagskrisen er ved at være en ny tradition. Træthed halvvejs på andendagen, fordi der allerede er meget at bearbejde og mere end to dage endnu. Kaffe og bænk ved Avalon.
15.42, Nykjær: Nu er Tune-Yards nærmest gået i rave-modus. Dét ville jeg have nydt mere om fem timer.
15.54, Smølle: Prøver at lokke flokken til Yasmine Hamdan med løfter om at “hun er virkelig lækker”. Indgangen ved Avalon stinker af kanel overalt. Damn you, Claus Meyer. Det er der jo ingen, der kan modstå.
16.00, Snab: First Aid Kits band på scenen i uniform! De er allerede foran på point. Og Klara og Johanna på scenen i boots og zebrastribet. 2-0 er den farligste føring. ’Rebel Heart’ sætter ikke den føring over styr.
16.06, Fez: The Bad Seeds skal virkelig mande sig op i morgen, hvis de skal slå First Aid Kits musikere i stilfuld herremode og fuldskæg
16.06, Nykjær: First Aid Kit … ja, hvad skal man sige, det lyder jo bare dejligt.
16.09, Smølle: Yasmine Hamdans guitarist er en fantastisk Phil Lynott-lookalike. Overbevisende afro og et prægtigt moustache!
16.31, Snab: Efter Klaras passionerede #MeToo-tale skal vi tilbage til normaltilstand, forklarer Johanna. ”From being angry to being sad.” Trist er en dejlig (og normal) sindstilstand i country/folk. Og First Aid Kit leverer dygtigt og charmerende. Og det er faktisk lidt rørende, at der står måske 25.000 mennesker og hører deres triste, smukke sange på støvede Orange.
16.33, Smølle: Skiftede til First Aid Kit. Klara Söderberg leverer rant om mænd der skal stramme op. Det er vredt og intenst og fra hjertet, og det er fedt.
16.35, Fez: Svensker-fakta. Søstrene Söderbergs far, Benkt, spillede på Roskilde i 1984 som guitarist i Lolita Pop. I dag er han roadie for dyrenes First Aid Kit.
16.37, Anders: When Saints Go Machine på Arena: Tre skoleborde med elektronik på en næsten mørklagt scene og en forsanger i t-shirt med Peter AG-manerer. Ikke helt nok.
16.38, Danni: Modigt, men vellykket ’Running up That Hill’-cover fra First Aid Kit, hvis koncert er 100 procent eftermiddagshygge. Sidste år hørte jeg også ’Running Up That Hill på RF. Lorde gik på til den. Sunde forbilleder the kids har nu om dage.
16.38, Smølle: Har ikke hørt ‘Running Up That Hill’ på Roskilde siden … well, Lorde gik på scenen med den i fjor. Så to dage. Dybest set. Får mig til at tænke på, hvor utroligt det ville være at se Kate Bush her.
16.48, Nykjær: First Aid Kits ‘Fireworks’ må kandidere til at være 2018’s bedste sang.
16.49, Smølle: ‘Emmylou’. Græder som pisket. IGEN. For x’te gang. Bastards. Jeg savner min kæreste.
17.05, Danni: Et skilt med Amin Jensens kontrafej stikker pludselig op. Det ser ustyrligt morsomt ud og er et godt bud på et fast supplement til Alien og Ko (der i øvrigt knalder lystigt lige ved siden af).
17.07, Snab: ’Silver Lining’ er stadig en smuk, smuk sang. Andet og sidste ekstranummer. Shit, de tårer skal tørres væk med en øl.
17.30, Fez: Fuck dance, let’s art. Ben Frost har sluppet subbas og de tungeste synthklange løs på Avalon. Det er fysisk krævende at absorbere lyden. Og så er vi slet ikke nået til at forstå, hvad der foregår.
17.31, Danni: Støder på gymnasieveninde i Mediebyen. Hun taler med Tommy Ahlers og griner, da han går: ”Han er jo landets lækreste minister. Jeg kom til at rose ham for hans indsats over for Danske Bank, men det er jo Jarlov.” ”Tror du, Jarlov er her?” ”Næppe, for Mascha Vang er her. Det er hendes turf.”
17.34, Smølle: Min hjernes halvdele kan ikke kapere, at Oxburger er flyttet over i den anden ende af pladsen. Det er svært nok bare at gå uden den slags udfordringer. At finde rundt i Roskildes villaveje i en 80-hestes brandert, midt om natten: Endnu sværere. Men det er en anden historie.
18.02, Smølle: Chelsea Wolfe ligner Vincent fra The IT Crowd. Goth med klasse. Havde nok igen været mere passende ved midnatstid.
18.10, Danni: Kæmpekø til Superorganism foran Gloria. 20 minutter inden koncerten! Der bliver vist ingen kollektiv-indie til mig i år.
18.13, Smølle: Jeg ved ikke, om det er uheldigt eller tilsigtet, men Chelsea Wolfe får mig til at tænke på Kiss i 70’erne, makeup-mæssigt. ?
18.18, Anders: Atlanta-rapperen 6lack har allerede skabt mere fest, end Black Star formåede tidligere på dagen på Arena. En live-trommeslager, en vokal dj og keyboards bag Ricardo Valentine gør forskellen, mens solen viser sig for første gang i dag.
18.25, Fez: Superorganism trækker vanvidskø fra Gloria og flere hundrede meter væk.
18.31, Anders: Nu går der lidt vel mange hiphop-ballader i den for 6lack på Apollo. Lidt ærgerligt, for Valentine er ikke nogen Frank Ocean.
18.54, Smølle: Ikke for at være grov, men Chelsea Wolfes musik er den slags, folk peger på, når de erklærer rockmusik for en døende kommunikationsform.
19.00, Fez: “Let’s do all the stupid shit that young kids do”. Det unge soulhåb Khalid ved, hvad Roskilde handler om, og Arena er mere end pakket. The power of Spotify.
19.01, Danni: Hårdt segmenteret festival lige nu. Interpol på Orange, Khalid på Arena. Det er generationernes, farvernes og genrernes kamp i ét.
19.11, Nykjær: Interpols trommeslager ligner en mand, jeg trygt ville lægge min privatøkonomi i hænderne på.
19.11, Smølle: Stor fan af Nelson Cans dresscode. Inviterede venner i sort. Trioen selv i funklende hvidt.
19.12, Danni: Spørgsmålet løber gennem pitten til Interpol: Er forsanger Paul Banks stadig kæreste med Helena Christensen? Det er han vist.
19.14, Snab: Kom uheldigvis forbi Chelsea Wolfe (forstår det ikke!) og er nu vågnet til Interpol. ’The Heinrich Manouver’ er stadig en stor rocksang. ”How are things on the west coast?”, spørger du måske. Jo tak, det går rigtig fint med Interpol.
19.15, Anders: Der er halvtomt til Interpol på Orange. The kids gider ikke stram indierock fredag eftermiddag. Og slet ikke med en halvgammel frontmand, der ligner noget fra ‘Nørderne vender tilbage’.
19.16, Anders: Newyorkerne spiller ellers upåklageligt tight og guitargroovy. Elsnab og jeg bryder alle dogmer og sætter os simpelthen ned på den gule, støvede undskyldning for en græsplæne. Da jeg vover at lægge mig helt ned, trækker Snab hårdt kontra!
19.18, Smølle: Jeg føler mig af naturlige grunde som en idiot ved af sige det, men Nelson Cans sange minder mig om The Slits. Og nej, ikke fordi det skulle være noget så flot, at kvinder kan spille rock. Men for den måde de åbner rum i musikken, lader bassen bære melodien, og giver plads til stemmen over alt.
19.23, Snab: Ok, der er en grund til, at jeg holdt enormt meget af Interpol for de her 10-15 år siden. Det er jo pissegodt. ’Obstacle 1’ viser noget af det, jeg faldt for. Især, at det er uforudsigeligt. Der sker mange ting, som ikke følger skabelonen for et ordinært rocknummer. Og man kan høre, hvor de kommer fra. De kommer fra Mørke.
19.24, Fez: Khalids fans er overalt. Området er tæt af dans og sang. Han er en sød ung fyr med en matchende stemme. Dejligt med ny soulpop. Han bliver god, når han opdager sin krop.
19.30, Snab: Anders tog skridtet fuldt ud og lagde sig helt ned på græsset til Interpol. Jeg holdt mig til ’Liggende Med Vægten På Den Ene Albue’. Havde virkelig ikke forventet noget af Interpol, men trods fejl kan jeg lide det.
19.31, Nykjær: Interpol deler ud af de knivskarpe, kridhvide rockfigurer, de kan skære ud i søvne. Det lyder præcis, som det skal, men de coole newyorkere skal høres i mørke, ikke på en soloplyst Orange scene kl. syv om aftenen. Det letter ikke rigtigt.
19.34, Danni: Solen og en alt for stor og åben scene opløser Interpols koncentrerede mørke. Det løfter sig aldrig.
19.35, Smølle: Alle Nelson Cans ekstramusikere og kor er gået midt i det hele. Kun de tre er tilbage. Det er trods alt usædvanligt. Lønner festivalen kun for fem-seks numre?
19.40, Anders: Sulten (første aftensmad) trækker os i retning af Food Court. Elsnab og jeg drømmer om store, friturestegte frikadeller med kartoffelsalat direkte fra bøtten. Det nærmeste, vi kan finde, er en servering med tre små frikadelle-gnallinger oven på en kartoffelkompot med løg (ingen mayo) og syltede rødløg på toppen. Elsnab sorterer demonstrativt de syltede rødløg fra. Det kan I gøre bedre, Himmelev Håndbold!!
20.04, Danni: Mange til John Maus på Pavilion. Og de synger med. Maus hopper manisk op og ned fra første sekund. Gamle synths og antiautoritær galskab. Der er håb.
20.14, Danni: Maus er som en gal filosof fanget i et bipbip-spil med en gotisk storyline. Og så ligner han Per Røntved. Spændende pakke.
20.32, Smølle: SØREN HUSS GIK LIGE FORBI! Et vildt sammentræf, al den stund at jeg i morges ved tolvtiden, halvvågen efter min jammerlige timelange tur gennem Roskildes villaveje, der eddermanme ligner hinanden allesammen, pludselig kunne høre et potpourri for fuld pede af Nephews ‘Mexico ligger i Belgien’ eller whatever, ‘Dub-i-dub’ med Me & My, og så hovedstykket, ‘I Surrender’ med Saybia, som kom fire gange i træk, da mine roommates løb tør for fantasi. “Det er værst for dem selv”, tænkte jeg, da sangene tordnede gennem huset. Da havde jeg ikke overvejet, at de måske hørte noget andet i stuen, mens jeg blev bombarderet med sløjhed i underetagen. Det blev til gengæld smerteligt åbenlyst, da jeg tog mig sammen, gik i bad, og ude på badeværelset fandt en Sonos-højttaler som pumpede Huss ud over min plagede krop. Han ramte toner, som intet menneske burde kunne nå. I så lille et kammer. Det var smertefuldt. Jeg skruede helt ned, men de var opmærksomme, og gav den om muligt endnu mere skrue. Tre-fire gange kvalte jeg lyden og tre-fire gange kom den vredt igen. Så fandt jeg stikkontakten.
20.33, Smølle: Oh, og jeg så også Kurt Strand! Er jeg først?
20.45, Snab: Indimellem har man bare brug for at sidde lidt i fred og ro midt i festivalens mylder og kaos. Er her egentlig flere nordmænd i år? Er der færre bandtrøjer? Hvad sker der mon inde i John Maus? Hvorfor går der en mand i en Status Quo-trøje? Opfører folk sig egentlig ikke ret fint?
20.48, Danni: Maus har dræbt en politimand i ’Cop Killer’. Nu kommer for første gang en smuk, enkelt messende kærlighedssang. Det klæder ham. Flere rigtige sange midt i vanviddet havde gjort godt.
20.49, Nykjær: Kan ikke kigge på navnet Maribou State uden at få lyst til chokolade.
20.51, DannI: Kim Milton spottet i pissoirkø mellem Avalon og Pavilion. Han ville sætte pris på min Per Røntved-reference.
20.57, Nykjær: Maribou State lægger lækre, lidt dovne solnedgangsgrooves på Apollo. Det swinger fint, men er også lidt kedeligt lige nu. God baggrundsmusik, men ikke noget man behøver kigge koncentreret på. Rykker mod Avalon og Dona Onete.
21.05, Fez: Dona Onete, 79, er årets aldrende, siddende brasilianske legende. Ikke så bizar som Elza Soares sidste år, men perlende dejlig. Samba og folklore, men også paralleller til Kap Verdes Cesaria Evora (rip).
21.07, Danni: Dona Onete. Brasiliens Daimi! Glædesspreder fra første tone.
21.15, Smølle: Hun går heller ikke særlig godt, men det er let at høre forskel på Dona Onete og sidste års maveplasker på samme scene med Elza Soares: stemmen er intakt. Og det samme gælder humøret.
21.20, Danni: Alt er love og karnevalsstemning i Avalon. Den ene congaline efter den anden slanger sig gennem publikum.
21.20, Nykjær: Hvorfor er der ingen, der har tænkt på at få Dona Onete til at give Neymar en gedigen gang brasiliansk bedstemor-skældud, hver gang han filmer? Så skal det uvæsen nok få en ende.
21.30, Danni: Dona taler portugisisk mellem numrene. Heldigvis har jeg en sprogkyndig ved hånden, og lige nu siger hun eksempelvis netop, at hun ikke kan engelsk, men det gør ikke noget, for klodens sprog er hjertets sprog. Åhr.
21.30, Fez: Stadig fantastisk, at der er en tisse-rende inde i Avalon-teltet, så man kan se bandet, mens man(d) klarer den sag. Der kunne fodboldstadioner lære noget.
21.30, Snab: Dona Onete siger – igen – noget på portugisisk og griner – igen. Mange folk danser, men jeg er ikke fanget. Den klassiske aftenrastløshed sætter ind. Hvorfor er der egentlig så mange mennesker, der ikke kan høre et latin-beat uden at begynde at danse salsa? ”Siger du til mig, at du ikke vil have en øl??” ”Aj, nej nej nej nej nej nej!!”
21.38, Anders: For at få mit daglige skud world music løber jeg ned i Avalon for at opleve den 79-årige brasilianske musikprofessor, Dona Onete. Den gamle dame sidder i en dyb stol med en mikrofon og et stort smil begravet i rynkerne, mens hun synger for fulde gardiner og bandet leverer hendes egen dansable genrehybrid, carimbo chamegado.
21.42, Smølle: Nu håber jeg virkelig, Brasilien vinder VM.
21.43, Smølle: Okay, dem eller Uruguay. Det er måske lidt som at sige, man både holder med København og Lyngby. Oh well.
21.44, Anders: Det trækker alvorligt op til Bruno Mars, men jeg har svært ved at forestille mig, at showet på Orange kan trække lige så mange smil, og så meget dans og livsglæde som den brasilianske familiefest hos Dona Onete. Et velgørende skud musikalske C-vitaminer!
21.45, Fez: Bruno Mars har medbragt en dj, der spiller de sange, der leverer lyden til hans seneste plader: swingbeat og 90er-rap.
21.49, Nykjær: Bruno Mars’ opvarmnings-DJ kører et stramt show fra sin pult på orange. Mixer tæt, tempofyldt og teknisk skarpt mellem hiphop, 90’er-R&B og gamle funk-klassikere. Vil egentlig hellere bare høre hende spille i to timer end se Bruno Mars.
21.55, Smølle: Tre-fire gange har folket til Dona Onete prøvet at få alle til at sidde ned og så springe op igen. Beklager, men det var altså dømt til at mislykkes. Der skal lidt mere stramhed til når bandet kun taler portugisisk. Og damen er for gammel til at spille på drops.
22.06, Smølle: Er ikke musikhistoriker, men lyder brasiliansk musik, sat op i femte gear, ikke en del som ska fra Jamaica noget tættere på Ækvator? Det er ret fantastisk.
22.10, Fez: ’Finesse’ – årets bedste åbningssang! Bruno Mars har funken.
22.16, Smølle: Dona Onete tager afsked med et telt, der er ved at lette. Børn bliver løftet. Jeg troede ellers, hun var en legende fra engang i bossa’ens storhedstid i 60’erne.
22.18, Anders: Bruno Mars lægger hårdt ud med ’Finesse’, 24K Magic’ og ’Treasure’ – og man frygter, at den lille fyr skal løbe tør for hits. Men det bliver ved!
22.18, Anders: Mars & band er funky og knivskarpt, men dog skæmmet af lidt for meget skuespil, koreograferede band-jokes, soli på klaver, guitar og saxofon (!). Først med ’When I Was Your Man’ kommer der noget der ligner følelser i showet. Den sang er det svært at levere, uden at der trigges et par nervetråde.
22.25, Fez: Fuldt koreograferet band, horngruppe og kor. Bruno Mars bringer et show til Roskilde, som er disco-, soul- og funkhistorie. ’Treasure’? Disco på Orange er bare fedt.
22.28, Snab: Preoccupations har ikke helt fat i Pavilion. Men de er ret gode, når de lyder mest desperate. Og rastløse. Som jo passer meget godt til festivalånden.
22.32, Danni: Hvepsestiks-update: Det svier stadig lidt, men jeg tror, jeg overlever.
22.32, Smølle: Altså, jeg kan godt forstå, hvorfor Viet Cong valgte at skifte navn. Men hvorfor Preoccupations? Det er godt nok en kedsommelig afløsning.
22.40, Snab: ”Hvor lang tid endnu?”, signalerer den hårdtslående trommeslager til mixerpulten. Fire gange fem fingre, får han at vide. Og giver informationen videre til frontmanden. De konfererer lidt. Og spiller et 11 minutter langt nummer, hvor den hårdtslående trommeslager slår endnu hårdere. Det virker ikke for mig.
22.43, Fez: “Roskilde – I don’t know what that means, but It sounds sexy!” Bruno er en charmerende og tjekket poptyv. Historien er hele tiden hørbar, men han gør den til sin egen. En stolt tradition i sort pop. Og nogen skal føre arven fra JB, MJ og Prince videre.
22.54, Smølle: Jeg er nødt til at sige det samme om Preoccupations, som om frk Wolfe. Selvsmagende, indadvendt og ahrmen come on!! Det er ikke godt.
23.05, Anders: Bruno Mars er Joe & The Juice møder The Jacksons på et Disney-soundtrack. Imponerende professionelt, pompøst, poleret – og lidt kedeligt.
23.17, Smølle: Seriøst, så mange folk med tørklæder op over næsen? Så er årets urinstøv-apocalypse vel heller ikke SÅ meget værre.
23.32, Snab: ”Curiousity Killed The Cat. Ser du måske nogen katte på pladsen??” Overgiver mig til en (dårlig!) pizzaslice og (gode!) pomfritter med (god!) chilimayo. Sidder (dumt!) i krydsfeltet mellem Boris/Merzbow på Avalon og Bruno Mars på Orange. På Pavilion holder (fantastiske!) Oh Sees lydprøve. Det lyder bedre end det meste andet, jeg har hørt i dag.
23.52, Smølle: Ih du milde, der er fyldt godt op til Stormzy på Grøn (Arena, hvis du ikke er gammel nok). Som er lilla i aften. Lidt sært.
23.57, Snab: ”Hvad venter vi på?”, spørger en forbipasserende foran mixerpulten.
”Oh Sees”
”Oh yeah!”
23.58, Snab: Oh Sees går på før tid. John Dwyer ligner en, der kan løbe en sulten leopard træt – og drillende prikke til den med en pind bagefter. Er glad for, jeg ikke har været hans lærer/guitarunderviser/håndboldtræner. De to trommeslagere sidder helt fremme ved scenekanten. Energiniveauet i Oh Sees’ smadderrock er uden for kategori.
00.01, Smølle: Udtrykket at “have folk i sin hule hånd” er skabt til Stormzy. Der kører på med bangers og lader gospel ligge til senere. Hvis overhovedet.
00.23, Smølle: ‘Shape of You’. Én ældre snob tsk-tsk’er. Et helt telt ser bort fra det.
00.40, Smølle: Det er jo ekstremt. Stormzy er en absolut konge på en scene. Et pragteksemplar. Og en charmør.
01.03, Snab: Wow! Oh Sees smadrede virkelig igennem på Pavilion med et sæt med vægt på de seneste (gode!) plader. Var helt opslugt. Det var fremragende, og publikum var med. Virker lidt underligt at høre folk synge med på ’Billie Jean’ i Absalon-baren.
01.12, Smølle: I dette øjeblik dæmrer det, at jeg ikke kommer hjem uden at høre Nephew på tordnende lydstyrke. For de er på Orange. Og min cykel er på den modsatte side. Og hey ho: De spiller den samme kreperlige sang, jeg blev pint med i morges: ‘Mexico ligger i Whatever’. Og så den næste i det effektive program — a-bus-sangen ‘Igen og igen og’. Jøsses. De havde fat i noget. Dem, der pinte mig …
