#RF18: Festivalens sværeste valg

   


Det falder klart i kategorien førsteverdensproblemer. Men alligevel. To eller flere kunstnere, man gerne vil se, men som spiller samtidig, er et klassisk festivaldilemma og møgirriterende, når man står i det. Blogholdet er selvfølgelig heller ikke gået fri – her er, hvad vi skal gruble mest over, inden det går løs i Roskilde.

 

I’M WITH HER vs. ST. VINCENT
Onsdag
20.15 (Pavilion) vs. 20.30 (Arena)

Vi plejer at lave denne gennemgang år for år. Og hver gang er der et ironisk problem: Det er svært at vælge, hvilket af de mange svære valg, der er det sværeste. I år har jeg det modsatte problem. Jeg synes ikke rigtig, der er nogen valg, der er så svære, at det ikke nemt er til at leve med. Og det er endda uden at kende fodboldprogrammet. Bevares, Tyskland og Brasilien kan komme til at mødes i en kvartfinale. Men selv i det tilfælde kolliderer det kun med Bisse. Så har jeg kun ét spørgsmål: Hvor er storskærmen?

Men de seneste år har der været tradition for én god countrykoncert henad eftermiddagen på tredje dag. Det sker ikke i år. Vi kommer kun rigtig tæt på med banjosupergruppen I’m With Her første aften. Og i den modsatte ende af pladsen har vi så St. Vincents teatralske one woman-show, der skulle være alt andet end hjerteligt, og støvsuget for banjoer – men stadig lige så fremragende som det meste andet, hun har lagt navn til.
Nikolaj Steen Møller

Charlotte Gainsbourg eller Trent Reznor? To meget forskellige bud på en stor natkoncert.

CHARLOTTE GAINSBOURG vs. NINE INCH NAILS
Onsdag
0
.00 (Avalon) vs. 0.30 (Arena)

Det er et af den slags dilemmaer, man ikke kan tørre af på programplanlæggerne, for strengt taget ligger disse to musikalske boldgader slet ikke i samme takstzone. Det er subtil og sanselig pop over for tung og aggressiv electrorock, når Charlotte Gainsbourg og Trent Reznor står på hver sin scene nogle hundrede meter fra hinanden onsdag nat. Men det er ikke desto mindre et valg, jeg ærgrer mig over at skulle træffe.

For det kan blive en helt magisk nattetime under Avalons teltdug, når Gainsbourg spiller sine dybt personlige sange fra sidste års fremragende album, ‘Rest’, skrevet oven på tabet af halvsøsteren Kate Barry. På meget fransk chanteuse-facon svæver hendes næsten hviskende stemme henover musikken, der genlyder af både mørk disco, elegante 60’er-soundtracks og en vægtløs poplyd, der minder om Airs klassiske ‘Moon Safari’-album. Det lyder simpelthen fantastisk, og det vil være helt perfekt til en midnatsseance med drømmekanalerne pivåbne.

En dunkel nattekoncert er imidlertid også det helt rigtige tidspunkt at begive sig ned i Trent Reznors underverden af sex, vold, depression, stoffer og sjælemartren. Jeg er aldrig for alvor kommet i dybden med Nine Inch Nails, som var et af industrial-rockens absolutte nøglenavne i 90’erne, og koncerten på Arena kunne være en god anledning. Bandets dystre og testosteronladede musik skulle være en stor oplevelse live – har jeg hørt. Et klassisk, irriterende Roskilde-dilemma. Forhåbentlig spiller Nine Inch Nails så længe, at man kan nuppe hele Charlotte Gainsbourg og så skynde sig over til en god bid af Reznors finale.
Jesper Nykjær Knudsen

Stormzys tempofyldte grime-rap møder Oh Sees’ energiske guitarfræs. Hvad vælger man?

STORMZY vs. OH SEES
Torsdag
2
3.45 (Arena) vs. 24.00 (Pavilion)

Hmm …! Den er satme svær. Har man på det tidspunkt af døgnet lyst til noget af det bedste, britisk grime kan byde på, eller noget af det bedste smadderrock derude for tiden? Det er den slags beslutninger, der kun kan træffes irrationelt på det givne tidspunkt. Og så kan det naturligvis påvirke ens beslutning, om man ankommer til et overfyldt Arena-telt efter alle dem, der er gået direkte fra Bruno Mars på Orange. Så kan løsningen med John Dwyer og co. til en klassisk rockkoncert på dertil indrettede Pavilion give total mening.

Men hvis man så Stormzy på Apollo for to år siden, er man ikke i tvivl om, at der venter noget stort. Blandt mange svære valg – som My Bloody Valentine vs. at beholde hørelsen og forstanden intakt, Massive Attack vs. at gå i seng, Stefflon Don vs. Laurel Halo vs. VM-kvartfinale, Danny Brown vs. VM-kvartfinale, Anderson .Paak vs. at køre hjem – er dette et af de sværeste for en genreskizofren festivalgænger. Sammen med førnævnte Charlotte Gainsbourg vs. Nine Inch Nails.
Peter Elsnab

 

NINES vs. BENAL (vs. VM-KVARTFINALE)
Fredag

16.00 (Apollo) vs. 16.00 (Arena)

Det er sjældent, man får muligheden for at opleve danske artister i et miljø, hvor de kan peake. Som L.O.C., Suspekt eller Trentemøller på Orange eller som Marvelous Mosell, der pludselig spiller for titusindvis af glade og dansende gæster i solskinnet på NorthSide. På samme måde kan Benals koncert på Arena blive definerende for den danske duo, der lige nu rammer et godt miks af hiphop og de øvrige genrer, de benytter sig af. Og så er de samtidig sjove! Og forestillingen om et proppet Arena-telt fyldt med hiphopelskende, festklare og forventningsfulde festivalgæster er virkelig tiltrækkende. Det er sådan et øjeblik, man gerne vil opleve.

Men samtidig er det sjældent, man kan opleve de engelske rapmusikere på dansk grund. Måske rider genren lige nu på bølgen ned, måske surfer den kun lige på overfladen af den tredje bølge, der blot bliver endnu større, inden den rammer klipperne. Stormzy og Skepta har allerede demonstreret deres enorme kvaliteter på Roskilde, og Nines har også et kæmpe potentiale.

Tidligere narkohandler, opvokset i bandeland, storebror skuddræbt, en serie af mixtapes inden gennembruddet. Samarbejder med folk som J Hus og Ray BLK (se video ovenover) og tekster om fortiden og græs hører også til. Det lyder klassisk. Og så har han en sang, der hedder ‘Tony Soprano’ På det punkt mangler Benal helt klart en sang, der hedder ‘Kim Bodnia’ eller ‘Frank’. Det lyder også, som om Nines er aggressiv, men det er han ikke. Han leverer faktisk ret smooth og tilbagelænet gaderap, hans flow er glimrende, og april-albummet ’Crop Circle’ er virkelig godt. Det var debutalbummet ’One Foot Out’ også.

Og forestillingen om en proppet Apollo-scene fyldt med hiphopelskende, festklare og forventningsfulde festivalgæster er virkelig tiltrækkende. Det er sådan et øjeblik, man gerne vil opleve. Men man kan selvfølgelig også bare se VM-kvartfinale i fodbold, så er man ude over det dilemma …
Peter Elsnab

Fredag aften er et clash mellem både Nick Cave, Young Fathers, Sampha og Sandunes.

NICK CAVE AND THE BAD SEEDS vs. YOUNG FATHERS
Fredag
22.00 (Orange) vs. 22.30 (Pavilion)

Enkelte genkendelige fællesoplevelser mikset med en masse trip på nye toner er min opskrift på den perfekte festival. Nick Cave and the Bad Seeds er det primære navn til at levere det første, mens Young Fathers er blandt favoritterne til at levere det sidste. Et klassisk valg – endda i et clash, som også tæller soulkometen Sampha og den dragende indiske producer og pianist Sandunes.

Cave og kompagni har jeg set adskillige gange, og i søvne kan jeg fortælle, hvad de vil spille. Men jeg kan tåle mere. Gerne foran Orange. Gerne sammen med en kæmpe flok venner. For det er dovent at reducere dem til fortid på grund af deres alder eller lyd. De sange, det band og den frontmand søger stadig ind i nye dirrende rum. Og jeg har det fint med den mere folkelige figur, Cave har skabt. Jeg tilhører ikke den konservative klub, der synes klar til at stikke en sprøjte med heroin i armen på australieren og tvinge ham til at spille for en indforstået flok Kbh. K’ere i Saltlageret. I Caves tilfælde giver det fuldstændig mening, at han med sin private tragedie i baghovedet bruger koncerten til at skabe samlende rammer omkring sig.

Omvendt kommer den multikulturelle, Edinburgh-baserede trio Young Fathers ridende på bølgen fra en stribe fortjent roste albums og EP’er. De har en hiphopkerne, men omkring den kerne suser idéerne – beats og lydbidder glider på kryds og tværs af flowet, elektropunkede spor af Suicide og Death Grips finder vej til mikset det ene øjeblik, storladen klaverbåren afrofuturisme det næste. På en og samme tid udefinerbart og helt distinkt. Helt centralt skriver de indsigtsfuldt og engageret om race, maskulinitet og skrøbelighed. På alle måder et navn af tiden. Og en koncert, som meget vel kunne være den første af en række, som leder dem mod de helt store scener. Med et nummer som ’In My View’ er de nemlig også begyndt at lave noget, der minder om hits.
Danni Travn

 

KELLY LEE OWENS + ANDERSON .PAAK vs. DE UNDERJORDISKE & FRIBYTTERDRØMME + MIKE SKINNER
Lørdag
0.30 + 1.30 (Gloria + Arena) vs. 1.00 + 2.00 (Avalon + Apollo)

Det er et af de her klassiske ‘hvis jeg skal nå det, kan jeg ikke nå det andet, men jeg kan nå noget tredje bagefter, selvom jeg så ikke kan nå noget helt fjerde, som jeg kunne have nået, hvis jeg havde valgt det andet’-problem …

Det er vel ikke så svært at forstå???

Fire navne, man gerne vil se, men de overlapper hinanden trip-trap-træsko. Og man ved, at man på sidstedagen ikke gider spænde frem og tilbage for i det mindste at opleve lidt af alle fire. Så må man vælge! 1+3 eller 2+4. At alle fire kunstnernavne så tilfældigvis er vildt lange og ikke kan klemmes ned i en brugbar overskrift, er noget helt andet. Og jeg har jo ikke engang tilføjet & the Free Nationals til Anderson .Paak (se video ovenover) eller & Murkage Present Tonga til Mike Skinner. Ok, nu er det nonsens, men det rammer så sikkert også meget godt stemningen sent på sidstedagen, hvis man virkelig kan holde ud så længe.

Mulighederne ridset ganske kort op:

1) Kelly Lee Owens udgav sidste år sit debutalbum med virkelig stemningsfuld techno, der visse steder er nede i ambient-niveau. Det er virkelig godt. Læg dertil muligheden for at slutte festivalen af med Anderson .Paaks gennemmusikalske, stramme og sprudlende soul, jazz og hiphop. Hans koncert for to år siden var eminent.

2) Fribytterdrømme og De Underjordiske. Det bedste, den danske scene for psychedelisk rockmusik kan byde på lige nu, har slået pjalterne sammen til en dobbeltkoncert. Det kan blive ganske syret. Og så kan man bagefter lukke ned med noget, der med stor sandsynlighed bliver festligt og vil pine den sidste energi ud af danseskoene, nemlig Mike Skinner aka The Streets med sit DJ-projekt.

Men man kan jo også bare tage hjem, fordi man er træt af at falde over campingstole og simpelthen ikke er i stand til at overskue programmet og udtale kunstnernavne, der ikke blot er et kort ord med æ, ø eller å.
Peter Elsnab

 

Kommentér indlægget