#RF17: Snapshots, strøtanker og eurekamomenter – fredag

   


11.11, Snab: Den bliver hård i dag. Men jeg SKAL høre Moon Duo i nat.

14.16, Danni: Pis også. Tiden er løbet. Nu misser jeg Karen Elson. Hvor ER tiden, der tager os? Hvor?

14.17, Nykjær: Missede Margo Price i går, som ellers kunne have været den obligatoriske, årlige country-tudetur. Bedømt på de første to minutter lyder Karen Elson som en fin erstatning. Og hun har harpe med – betjent af en kvinde, naturligvis. Har nogen nogensinde set en mandlig harpespiller?

14.19, Nykjær: “I’m gonna sing songs about doom and gloom, it’s gonna fit perfect for the rain”. Karen Elson er helt på vores bølgelængde.

14.20, Fez: Karen Elson på Pavillion. Det tætteste jeg har været på en supermodel, siden jeg stod bag Helena Christensen til en Smashing Pumpkins-koncert.

14.25, Snab: Årets første harpe! Pavilion er proppet til Karen Elson. Men snakken indikerer, at det mere skyldes regnen, end de to fine plader, Jack Whites ex har udgivet. Fez har stadig sin quizguldmedalje på.

14.33, Fez: “Er du fra Linköping?” Snab oplever den årlige forveksling, hvor en flok svenskere tror, han er rocksangeren Lars Winnerbäck.

14.34, Nykjær: Karen Elson kæmper lidt med guitarer, der ikke stemmer. Strenge har det åbenbart lige så stramt med regnvejr, som jeg har.

14.40, Nykjær: Ildrødhårede Karen Elson ligner en kvinde, der hurtigt vil kunne skabe ro på en nordengelsk pub fuld af uvorne fodboldfans.

14.45, Fez: Karen Elson lyder som et af de bands, der spiller til sidst i de nye afsnit af ‘Twin Peaks’. Vejret er også blevet mere ondt.

14.48, Danni: Modtager tekstbesked med kortfattet anmeldelse af Elson. Jeg er ikke for fin til at føle mig lidt lettet.


14.50, Smølle: Elson kunne have ernæret sig fint som Bowie-lookalike i 1974, hvis hun altså havde været i live dengang. Hun er dog måske endnu tyndere.

14.56, Snab: Smider som den eneste i teltet en knytnæve i vejret til de første akkorder til ‘The Ghost Who Walks’. Det er fint, stemningsfuldt og meget David Lynch-agtigt.

15.01, Smølle: Pavilion er halvt koncertsted, halvt tørreskur. Svært at overdøve så mange, der mest bare er lettede over at være kommet i ly.

16.05, Fez: Når jeg ser Tinashe på Arena, ærgrer det mig, at Roskilde ignorerede SWV, En Vogue, Brownstone, TLC og de andre r’n’b-grupper i 90’erne.

16.06, Nykjær: Tinashe på Arena. Lidt som det må have været at se en 17-årig Beyoncé til et talentshow.

16.06, Smølle: Meget velbesøgt fotopit til Tinashe, pudsigt nok. “She also possesses many of the other qualities prized by the superficial man”, som Seinfeld formulerede det.

16.08, Snab: Man kunne, hvis man blev tvunget til det, godt argumentere for, at Tinashe med fordel kunne have taget to korsangerinder med i stedet for et par af danserne. En trommeslager og en vokal. Resten backtracks, som det er umuligt at konstatere, hvor bliver afviklet fra.

16.10, Nykjær: “I got a few songs I want to sing for you tonight”. Tinashe kører en interessant døgnrytme.

16.25, Nykjær: Tinashe laver håndsoprækning om, hvor mange i publikum der er i forhold, og hvor mange der er single. Mistænkeligt mange giver udtryk for det sidste. Mon ikke en del af dem er … skal vi kalde det “festivalsingle”?

16.29, Nykjær: Tinashe spiller sin fine Snakehips-collab ‘All My Friends’. Og endelig løfter koncerten sig fra andet end mavemuskler, stripklub-dans og teenage-R&B. Men vælger alligevel at gå ud og finde en burger.

Det er alt sammen karaoke. Tinashes fællessang.

16.35, Fez: Tinashe fylder Arena med syngende fans, og Ariana Grande forløser sorg hos millioner. iCarly-generationen er i orden.

16.39, Smølle: Pludselig løfter stemningen sig en tak til Tinashe på ‘All My Friends’. Et godt omkvæd gør vidundere. Dem er der stadig ikke en million af mellem hendes sange.

16.55, Snab: Man kunne, hvis man blev tvunget til det, godt argumentere for, at Tinashe med fordel kunne have spillet ti minutter kortere. Men det blev ret festligt. Og hun har hele pakken. Hvis nogen så også kan give hende nogle store sange …
16.57, Danni: ”Svenskerlabyrint.” Ha!

17.02, Danni: Min tredje koncert med adoptivbarnet Angel Olsen og hendes habitklædte orkester. Hun har et martret sind og elektrificerende vibration i stemme og sangskrivning – men hun har det med at være lidt knotten og kølig live.

17.06, Fez: Ilse Jacobsen, Hornbæk, har en stor dag i Roskilde.

17.12, Nykjær: “Can we dim the lights down, ‘cause I feel really sexy right now”. Angel Olsen cutter bullshittet. Og er allerede ti gange mere sexet end en barmavet Tinashe.

17.13, Anders: Angel Olsen trækker fuldt telt på Avalon, og størstedelen af publikum virker til rent faktisk at være kommet for musikken og ikke blot for at søge ly for regnen.

17.19, Danni: ”Not Gonna Kill You” stryger spændstigt til vejrs. Angel Olsen og band kommer ud af deres komfortzone … måske er det i dag, det hele endelig forløses for hende.

17.24, Danni: Nå. Angel Olsen begynder at virke nærmest jet-lagget og vrøvler mellem to numre. ”Nobody’s been on a trip like yours, know what I mean?” Ikke rigtigt. Snakken begynder at stige under teltduen.

17.28, Danni: Wow, respektløsheden når nye højder. En flok brøler Brøndby-slagsange langt inde i teltet. ”Ååååh, Tommy, Tommy. Tommy, Tommy, Tommy, Tommy Kahlenberg”. Klubben kan I få for jer selv. Men lad os andre ha’ musikken i fred.

17.36, Danni: Hov, den ene af Brøndby-brølehovederne er vist det socialdemokratiske folketingsmedlem Peter Hummelgaard. Det må tjekkes:

17.41, Snab: Besked fra kammerat: “Hun er jo helt væk”. Da havde jeg forlængst forladt Angel Olsen-koncerten på Avalon. Helt proppet, men intet at komme efter. Men jeg var der dengang på Ideal Bar … #iwasthere. Er rastløs og synes, der er længe til Moon Duo.

17.44, Nykjær: En deadpan-jokende Angel Olsen og hendes velspillende band kæmper lidt med et godt fyldt, men temmelig mat Avalon-telt, hvor en del vist mere er kommet for tørvejret end for hendes sange.

17.45, Danni: En uheldig kombination: Angel Olsen virker decideret umotiveret, og store dele af publikum gør intet for at skubbe hende i gang. Hun har allerede bedt publikum om at “shut the fuck up”, men koncerten drukner nu endegyldigt i snak.

17.49, Danni: Angel Olsen annoncerer sidste sang. Hun får at vide, at der er 10 minutter endnu og spiller småfornærmet og begynder demonstrativt at sludre lidt med publikum for trække tiden. Koncert tabt på gulvet.

18.03, Smølle: På Primavera fik jeg set et halvt sæt. Her fik jeg nået et halvt minut. Det skal åbenbart ikke være os, Angel Olsen.

18.20, Fez: Food Court ved 18-tiden i regnvejr. Rush hour galore. Okay fish & chips.

18.25, Snab: Total optur! Går rundt om Camping East efter en god chili con carne hos Kirstinedal og nyder destruktionen af campingstole på campingstolekirkegården. Burde jeg have gjort meget tidligere.

Så smukke kan campingstole være.

18.28, Smølle: Fatima Yamaha: lyder fantastisk, snorlige, maskinelt. Vi foran Apollo: ligner noget, der er løgn, kaotiske, mudrede. Fed kontrast.

18:36, Køster: I raskt trav mod Fætter John Fugtig på Orange. Det bliver så tredje gang. Frygter en vis afmatning i oplevelsen, men lad os nu se.

18:39, Køster: Er Father John Misty egentlig ikke mere populær i Danmark end andre steder? Den nye Andrew Strong/Suede?

18:41, Køster: Rammer smat for 1. gang i år. Det er nu en skøn fornemmelse, og samtidig vel en slags crossfit at kæmpe for hvert skridt fremad.

18.43, Snab: “Det er hittet”. Folk groover stille til Fatima Yamaha på Apollo. Meget hyggelig midi-synth.

18.56, Køster: Alien & ko har fået plads i den officielle lille Roskilde Festival-film. Mission accomplished, de må nu starte forfra.

18.58, Køster: Hvordan har ham svenskeren fået tjansen som konferencier på Orange? Bestukket festivalledelsen med Kalles Kaviar?

19.00, Danni: Father John Misty slentrer ind på Orange Scene, som var han tilfældigvis lige kommet forbi. Solbriller i gråvejr. Lægger ud med ‘Pure Comedy’.

19.01, Snab: Ok, det her bliver mærkeligt. Mats Gustafsson og et ensemble på i alt 14 mand vil fremføre “a deconstruction” af et eller andet Frank Zappa.

19.02, Nykjær: At entrere Orange med solbriller, kokette hoftevrik og nedknappet prikket skjorte under et stramt jakkesæt – syngende linjer som “Ladies, I hope we don’t end up regretting this”. Father John Misty er simpelthen bare boss!

19.05, Smølle: ‘True Trans Soul Rebel’ er en fantastisk sang. Livsbekræftende, humanistisk … og en meget modig åbning fra Against Me! Der er lang vej hjem.

19.09, Smølle: Against Me! har en trommeslager med fantastisk teknik, når det gælder at drible stikker i luften midt i et nummer. Det kan gå så skrækkelig galt.

19.10, Køster: Farher John Misty lægger fra land med materialet fra ‘Pure Comedy’. Folk digger det meget godt i betragtning af, at max 15 pct af dem har hørt sangene før.

19.15, Danni: Rasmus Seebach er på studietur i højre pit til Father John Misty.

19.15, Fez: Overvejer at gå en runde og få navnene på alle, der lige nu er i Avalon til Mats Gustafssons freejazz og Zappa-improvisationer. Jeg vurderer, at vi næsten ville kunne fylde i Copenhagen Jazzhouse (RIP).

19.18, Anders: Josh Tillman charmerer og koketterer som vanligt – men dimensionerne på Orange gør, at de fleste flirterier mavelander halvvejs ude i smatten.

19.20, Smølle: Mærkbart flere flaskesamlere til Against Me! end til Tinashe samme sted for nogle timer siden. Vi er helt klart udset som en ølcrowd.

19.22, Køster: Jeg må gentage det igen i år: Mænd med cowboyhatte, hvorpå der står “Mucho Macho”, er det … ikke.

19.24, Fez: Mats G. er i en Black Flag-T-shirt. Det er sådan, han spiller sin jazz-sax.

19.24, Køster: Skal love for at den der gender bender-ting har fået luft under vingerne. Har aldrig set så mange mænd med makeup herude før. Dejligt for de glade unge mennesker.

19.26, Danni: Støder ind i en af dem fra Alien og ko-holdet. Han er forventningsfuld inden Father John Misty, der både ved sit besøg med Fleet Foxes i 2009 og sin solokoncert omtalte den oppustelige elskov fra scenen. Men bekymret over, hvorvidt Father John Misty kan se Alien og Ko fra Orange – de må nemlig ikke gå i pit.

19.30, Køster: Defilerer fra Father John Misty. Han har været der før. Det har jeg også.

19.32, Danni: Nå, men det ser jo godt ud på scenen og skaber fylde, men ellers tilføjer Tivoli Copenhagen Phil ikke det helt vilde.

19.33, Nykjær: The hardest working man in showbizz: Father John Mistys guitarroadie.

19.40, Fez: Ubegribelig europæisk avantgarde-musik i primetime? Roskilde, for helvede. Det er idiotisk og fantastisk på samme tid.

19.42, Smølle: Bassist Inge Johansson har et brillant kasserollehår. Ren Dee Dee. Og så er han fra Skellefteå.

19.43, Snab: Ok, jeg frygtede, at Mats Gustafssons freejazz ville blive mærkeligt. Det ord dækker på ingen måde. Men jeg fik hørt mange besynderlige strubelyde fra den yachtrock-klædte vokalist.

19.43, Anders: Vi vælger ikke at forurene de gode minder fra Father John Mistys fantastiske koncert på Avalon i 2015 med denne overmatchning af Tillmans sange og karma foran et lettere uengageret publikum, så vi bevæger os ned mod Against Me! på Arena.

19.44, Nykjær: Ingen kombinerer sjælesøgning og showmanship som Father John Misty. Alligevel mangler vi stadig lige det sidste for at få Orange helt op at ringe.

19.52, Køster: Ung fyr vasker gudhjælpemig sine designerrøjsere af efter de har rørt lidt smat. Klipning af armbånd, nu.

19.53, Anders: Against Me! spiller energisk og højt, men melodierne mangler. Vi er svære at gøre tilfredse på sådan en regnvejrsdag.

19.56, Køster: Against Me arbejder hårdt for sagen på Arena med deres tunge, punkede, sortklædte rock. Tilsyneladende et 100 pct. unødvendigt band. Men de tror på det.

20.00, Danni: De mindste instrumenter kan give den største effekt. En tamburin hamrer ’Hollywood Forever Cemetery Sings’

20.06, Smølle: Against Me! spiller Replacements — ‘Androgynous’, naturligvis. Det luner, at der er så mange, der svarer, at de godt kender det band … også selv hvis det mest var for at være høflig.

20.07, Danni: Nu begynder der at ske noget til Father John Misty. ‘I Love You, Honeybear’ lyder som Romerrigets fald, mens vi knalder smerten væk.

20.07, Nykjær: ‘I Love You, Honeybear’ tager stakkevis af stik hjem. Father John Misty er for alvor kommet i gang og storcharmerer Orange.

20.16, Smølle: Når lige Father John Mistys finale, ‘Holy Shit’. Sangen, der siger det samme på fem minutter, som ‘Pure Comedy’-albummet væver rundt omkring i 75.

20.17, Danni: Father John Misty annoncerer dommedags komme om 20 år. Det tog sin tid, men han og musikerne bed fra sig til sidst. (Han sagde dog aldrig noget om Alien og Ko)

20.20, Fez: Bryder for første gang i år min dogme-regel om ikke at se bands, jeg har set før. Crasher Fader Fugtigs vækkelsesmøde ved Orange. Rart med lidt storladen softrock efter freejazz.

20.25, Snab: Fornemmelsen siger, at vi var heldige med (kun) at få de sidste 30-40 minutter af Father John Misty. Der var momenter af stor skønhed. Og munterhed.

20.27, Fez: Konferencier-Per (svensk model) siger, at Dave Grohl snart skal på Orange for første gang siden 2005. Han har åbenbart glemt 2010-koncerten med Them Crooked Vultures. Den var ellers god, og Grohl looked good in leather.

20.37, Nykjær: Opdager at man kan få white russian-milkshake. Den her verden bliver ved med at give.

20.50, Fez: Melder om Smat ved Pavillon. Vigtigt; smat er mere end mudder. Indeholder også remoulade, pølsepapir, tjald, pibeudkrads og andre af hippiens efterladenskaber (org. definition: Peder Bundgaard)

21.00, Fez: Alle festivalens islændinge samlet på Pavillon. Mammút lyder som Björk bakket op af et prog/indie-band. Tre kvinder, to mænd. Virkelig meget hår.

21.02, Snab: Sidder med en dobbelt gin & tonic og fordøjer, hvordan man kan gå fra total rastløshed til et par timer senere at have oplevet både destruktionen af campingstole, freejazz med et par hundrede andre og softrock på Orange. Kun på Roskilde, tænker jeg. Lige om lidt finder jeg sikkert også en 20’er trådt ned i mudderet.

21.05, Køster: Er havnet til en syngende Bacardi-reklame ved navn La Mambanegra. De spiller salsa, denne den mest afskyede genre blandt rockhipstere. Jeg kan lide dem.

21.08, Anders: Det er utroligt, hvad et fyrigt salsaorkester kan udrette på en smattet festival. Columbianske La Mambanegra sætter ild i Avalon med en næsten overstadigt Bacardi-festlig cocktail af musikalsk power og tropisk livsglæde. Teltet fyldes hurtigt med dansende regnslag og sjaskvåde rygsække.

21.10, Danni: Til salsa på Avalon. La Mambanegra betyder ’den sorte mamba’. Altså drejer det sig om piksalsa.

21.14, Køster: Percussionisten hos La Mambanegra går så hårdt til den, at en roadie må fikse mikrofonen på hans franskbrød. Commitment.

21.23, Anders: La Mambanegras sange lyder temmelig uoriginalt i arrangementer og melodier, men leveres med et ekstremt smittende overskud. Overvejer, om de reelt bare er et virkelig godt bryllupsorkester hjemme i Columbia.

21.23, Smølle: Fed kartelstil hos sangeren fra Mambanegra. Helt i hvidt med solbriller og hat. Ved intet om dem og ham, ud over at de er fra Cali i Colombia og ikke spiller Foo Fighters-numre — men han må hedde noget, der lyder så cool.

21.25, Fez: Den traditionelle salsafest kører helt op på Avalon med La Mambanegra. Mest livlige salsaband, jeg har set i årevis (RIP Roskilde Ballroom/Louisianaburgeren).

21.27, Danni: Den hvidklædte orkesterleder Jacobo Vélez er en hyperbolsk indpisker. Blæserne er berusende. Der bliver danset og klappet igennem i hele teltet til La Mambanegra.

21.29, Nykjær: Er en sucker for Trentemøllers blend af dunkle new wave-stemninger og elektronisk klubpuls. Og den står knivskarpt i Arena lige nu.

21.30, Køster: Forlader den colombianske bryllupsfest for at nå en kaffe inden Kano. Eller måske i Kano. Der er ved at blive pænt smattet på pladsen.

21.33, Smølle: Colombia har udlignet. Det her er mange klasser over Dub de Gaita-floppet i går.

21.37, Fez: Jeg elsker salsaballader.

21.42, Snab: Trentemøller spiller tungt og dystert på Grøn. Og smukt. Og det lyder fantastisk. Og der stinker af pis.

21.48, Smølle: Jacobo Velez, hedder han. Og er den vildeste charmetrold. Pisker bandet op, shredder på sax. Der er en kæmpe congalinie i gang nu.

2152, Danni: Folk har fået deres skud eksotisk dansemusik og siver fra salsa mod Foo Fighters. Forståeligt nok – så var der heller ikke flere kalorier i det columbianske partyband.

22.04, Smølle: Der er nogle børn med fødselsdag 1. april næste år, der kommer til at høre historien om, da deres forældre så La Mambanegra og så skyndte sig ned for at knalde i Harald Nyborg-teltet. Amoriner flyver rundt her.

22.05, Køster: Meget rå oplevelse til Kano på Apollo. Regn, mudder og halvond grime-rap med Dave Grohl som baggrundslarm. “Welcome to the jungle, Roskilde”, siger Kano. Jo tak.

Hvor er min Kano?

22.05, Nykjær: Trentemøller blander sit gamle hit ‘Moan’ sammen med sit fænomenale remix af Röyksopps ‘What Else Is There’. Arena raver og glemmer alt om mudder.

22.08, Køster: En lille, dedikeret Kano-fanflok flegner helt ud i mudderet. Fest.

22.10, Fez: Kano på Apollo. Passende navn efter alt det vand #GrimeBåd #MereFlis

22.15, Anders: Foo Fighters og Dave Grohl lægger hårdt ud med skrig, guitarriifs og udvalgte bandeord. De spiller allerede som tredje nummer ‘Learn to Fly’.

22.22, Danni: Congotronics-orkestret Basokin på Pavilion. Der er næsten så mange mennesker blandt publikum som på scenen.

 

<– 22.30, Snab: Typisk Kano-fan.

 

22.30, Danni: Basokin er hyggeligt. Mildere og mere stringent end landsmændene Konono no. 1 eller Kasai Allstars. Illustreret ved, at det mest eksotiske instrument er en vinflaske, som bliver slået på med en pind. Ellers er det elguitar-drevet.

22.31, Smølle: Dave Grohl vil tale fodbold. Virker lidt mere entusiastisk omkring Danmarks EM-sejr end Kurt Cobain gjorde den aften i 1992.

22.32, Anders: Så leverede Grohl anekdoten om sin første optræden her i 1992, hvor der inden koncerten blev spillet ”the most important footballgame in the world!”. Spredt jubel. Grohl spiller ikke de lette trumfer ved at nævne ordene European Champions, Nirvana eller John Faxe Jensen.

22.32, Smølle: Så Sonic Highways-serien forleden. Dave Grohl er jo bare en vildt sød fyr, der elsker musik. En skam, den kærlighed ikke kan høres.

22.36, Danni: En af Basokins fire sangere prøver at introducere et hop, hvor man skal også skal løfte armene. For avanceret til den hvide mand, som ikke responderer. Da han begynder at klappe i fjerdedele, er alle straks med.

22.45, Køster: Der blir moshet igennem til Kano, der med enkle midler flår pladsen foran Apollo i småstykker.

22.57, Anders: To midaldrende mænd curlingfejer for sig selv med campingstole inkl. pavillon foran Orange. Hadet bobler i blodet!

Armen ved du nu hvad!

23.01, Smølle: Købte en runde øl og var derfor et minut for sent på den til at få Lorde med fra starten. Pitten lukket for nu. No good deed goes unpunished.

23.06, Nykjær: Passerer Orange, hvor Foo Fighters understreger, hvem der er festivalens publikumsmæssige hovednavn. Folk står tæt helt ned til madboderne bagved.

23.17, Snab: Masser af bas til Jagwar Ma. Lige hvad jeg har brug for, mens jeg sidder uden for teltet og stener og overbeviser mig selv om, at jeg altså SKAL høre Moon Duo i nat.

23.28, Danni: ’Running Up That Hill’ højt ud i Arena, inden Lorde går på. Hun er ikke bange af sig.

23.33, Danni: Som hun render frem og tilbage på scenen i sine Adidas-sneakers tager Lorde helt og holdent rollen som naboens quirky, men festglade datter. Det yngre kvindelige publikum føler sig åbenlyst set og repræsenteret.

23.41, Køster: Lorde er glad for at være her. Nærmest forfjamsket. Starter og slutter en sangintro med at spørge “Nå, men hvordan har I det så?!”

23.42, Nykjær: Ryger forbi Jagwar Ma på Avalon, der lyder som britisk indie-rave anno 1992, blot med bedre lyd. Det er kun for at få en god plads til landsmændene i The Avalanches, at jeg ikke bliver hængende.

23.45, Køster: Lorde startede med at smide Kate Bushs ‘Running Up That Hill’ på. Helt deroppe på bakken er hun ikke helt endnu, men hendes kvikke og feminine elektropop fungerer fint nok.

23.47, Anders: Videre til Lorde, der har lokket rigtig mange mennesker fra Foo Fighters til Arena. De fleste uden for teltet virker dog en smule distancerede i forhold til solisten, som har skabt sig et stort gymnastikgulv på scenen foran et meget tilbagetrukket band. Her opfører hun en mix af moderne dans og frie gulvøvelser med flagrende, bløde arme – men med en imponerende selvsikker attitude, der minder ikke så lidt om en ung Kate Bush.

23.54, Køster: Sympatisk dame, Lorde. Hun skal nok blive god en dag.

23.59, Køster: Går mod Avalanches på Avalon og får uheldigvis noget Foo Fighters-grimhed ind i mine ører på vejen.

00.00, Danni: Klassisk Roskilde-fejl. Lorde synes, det er fedt at spille her i København.

00.02, Danni: Lorde sætter sig på scenekanten og får fyldt Arena med lys til den selvudleverende perle ’Liability’. Ligesom på albummet et yndefuldt afbræk mellem de øvrige sanges natteblå beats.

00.04, Fez: Lorde er sin egen, men lad os sende en hilsen til Robyn, der støbte skabelonen for 10’ernes pop. Både hvad angår sound, attitude og scene-setup. Robyns koncert på Cosmopol (RIP) i 2009 var åbningen til en ny tid.

00.05, Snab: Folk danser og synger med på ‘Frank Sinatra’. Men er lidt skeptisk i forhold til Avalanches. Som jeg vel at mærke har valgt på bekostning af Lorde.

00.07, Nykjær: The Avalanches brager direkte ud ad starthullerne med ‘Because I’m Me’ og ‘Frank Sinatra’. Hoppestemning på Apollo.

00.11, Snab: Nå, nu spiller Avalanches ‘Guns of Brixton’, mens den kvindelige guerillaklædte vokalist svinger med et baseballbat. Og lidt af ‘Know Your Rights’. #TheClash

00.14, Anders: Der er ikke meget plads til hele holdet fra The Avalanches på den lille Apollo-scene. Alligevel kæmper de med at finde hinanden musikalsk i deres cover af ‘Guns of Brixton’.

00.14, Danni: Hidtil største sing-a-long hørt med disse ører. Publikum synger resten af ’Royals’ for fuld hals. Outsidersangen som fælleshymne.

00.14, Køster: En kvinde fra The Avalanches svinger faretruende med et baseball-bat på scenen. Hvis hun var et af mine børn, ville jeg bede hende om at falde lidt ned.

00.18, Danni: Lorde er nede og high-five på forreste række. Det har været friskt, festligt og med et tydeligt ønske om at skabe forbindelse. Men også lidt kortfattet og automatiseret.

00.20, Nykjær: The Avalanches beefer deres samplingscollager kraftigt op og forvandler sig selv til et slagkraftigt og spillevende festkollektiv. Apollo fyrer den af i regnen.

00:21, Køster: Avalanches er langt mere stenet, end jeg havde troet. Minder mig lidt om de walisiske spoof-rappere Goldie Lookin’ Chain fra 90’erne. Guns don’t kill people, rappers do.

00.32, Smølle: Ingen ‘Perfect Places’? What the fuck are perfect places anyway … En time i nuet, og en masse kærlighed.

00.37, Snab: Lige da Avalanches er at falde helt fra hinanden, smider de ‘Frontier Psychiatrist’. Nå. Det blev kun til to minutter af den. Og var der overhovedet hestelyde?

00.55, Snab: Avalanches siger farvel med ‘Since I Left You’. Men nej. De forsøger at fremføre deres mesterlige samplecollager live, men det hænger kun momentvis sammen. Må hellere snuppe lidt Den Sorte Skole inden Moon Duo.

01.00, Køster: De laviner savnede retning. De ramte hverken fugl, fisk eller midtimellem.

01.30, Snab: Den Sorte Skole forsinket. “Jeg tager lige en halv time af det her, inden jeg smutter til Moon Duo,” betror jeg mig til Køster.

01.50, Køster: Den Sorte Skole går en halv time forsinket i gang med den vildeste musikalske skabelsesberetning. De får hjælp af 21 korsangere i hvide kutter.

02.00, Snab: Wow! “Jeg skal eddermame ikke til Moon Duo,” betror jeg mig til Køster.

02.05, Køster: Abdullah S er i huset. Eller, under dugen. Han spiller bas.

02.21, Køster: Meget kompromisløs og langstrakt beatkunst fra Den Sorte Skole. De skal lige passe på, at der ikke går Mew i den.

02.23, Smølle: Icona Pop med en sang om tømmermænd og bondeanger. Klart dagens tema på Grøn, efter Tinashes ‘All My Friends’ og Lordes ‘Liability’. Godt, universelt tema. Og skal vi så have flere drinks?

02.42, Køster: Det hårdeste beat-avant garde  på Orange 02:40 natten til lørdag. Okay så. Ret forrykt men også skønt.

02.45, Køster: Malk de Koijn i huset med en endnu mere rablende udgave end normalt af Mere Strøm/Å Åå Mæio-remixet.

03.12, Køster: Omar Suleyman i huset, inden Den Sorte Skole lukker ned for noget af det vildeste, jeg har oplevet på Orange. Gnat!

03.22, Snab: Wow! Det er noget af det mest ambitiøse elektroniske musik, jeg nogensinde har set. Ikke et ord om Moon Duo.


18.01, Danni: Ved redaktionens afslutning har vi ikke hørt fra Peter Hummelgaard.

 

Kommentér indlægget