#RF17: Festivalens sværeste valg

   


Det er et af festivallivets klassiske førsteverdensproblemer. To kunstnere, man begge gerne vil se, som spiller samtidig. Hvem af dem skal have fluebenet i det baglommekrøllede festivalprogram? Her er vores største dilemmaer i år.

 

Solange, autoriseret badass

SOLANGE vs. ELZA SOARES
Torsdag
kl. 19.00 (Arena) vs kl. 19.00 (Avalon)
To af de mest badass damer på festivalen er placeret på præcis samme tidspunkt: Solange på Arena og Elza Soares på Avalon. Det giver uendeligt mange minuspoint på kønskvotekontoen. Det vilde er, at programlægningen betyder, at mange sandsynligvis vil vælge Solange Knowles. De færreste kender Elza Soares.

Damerne er beslægtet i attitude. Selvstændige, stilfulde med en sikker tøjstil. Men hvor Solange er cool, er Elza vild og den mest vanvittige 80-årige sambalegende, der nogensinde har gæstet Danmark. Hun kommer til at sidde i en tronstol og kommandere med publikum og sit band, og musikken vil være skæv og syret og overhovedet ikke minde om karnevalssamba. Mit valg er nemt, men jeg ville også gerne have set Solange.

Niels Fez Pedersen

 

NAS vs. THE JESUS & MARY CHAIN
Torsdag
Kl. 1.30 (Orange) vs. kl. 2.00 (Arena)
Måske ender det med at give sig selv på det tidspunkt af natten, hvor både et godt drukbord og en varm sovepose potentielt kan være løbet af med sejren. Desuden er det et dilemma af en slags, man dårligt kan bebrejde programplanlæggerne. For New York-rapperen Nas og de skotske støjmestre The Jesus & Mary Chain deler næppe mange fans. Genremæssigt kan de dårligt komme længere fra hinanden, og hvor Nas toppede i 90’erne, havde JAMC deres storhedstid i 80’erne. Alligevel er det to koncerter, jeg er ked af at skulle vælge imellem.

Nas, ‘Skam’-Evens favoritrapper

Selvom han næppe selv er klar over det, har Nas fået en lille renæssance i Skandinavien som Skam-karakteren Evens favoritrapper. Han tilhører østkyst-hiphoppens aristokrati, og især 1994-albummet ‘Illmatic’ er en af genrens helt store klassikere med sine soulede samplinger og indlevende fortællinger fra ghettoen Queensbridge, hvor Nas voksede op. Han er en rapper i absolut særklasse, og det kan blive en magisk nat på Orange, så umiddelbart peger pilen den vej.

Men jeg ville nu også gerne en tur i centrifugen hos brødrene Reid og co., som har været skolemestre for en lang række af støjrockens største. Intet mindre. 60’ernes pop og psykedelia får en ordentlig spandfuld feedback, mens Jim Reids døsige vokal træder frem inde fra tågerne. Albummet ‘Psychocandy’ fra 1986 er stadig en milepæl, og hvis du har set filmen ‘Lost In Translation’, har du formentlig siddet med ståpels til deres fine støjballade ‘Just Like Honey’. Med lidt held kan man måske lige nå over og få den med som ekstranummer til sidst.

Jesper Nykjær Knudsen

 

HAMILTON LEITHAUSER vs. THE XX
Torsdag
Kl. 22.15 (Pavilion) vs. kl. 22.30 (Apollo)
Kun et kvarter efter, at amerikanske Hamilton Leithauser er gået på scenen i Pavilion-teltet, åbner britiske The xx ballet på Orange Scene til tonerne af ‘Say Something Loving’ – et af de stærkeste numre fra deres seneste album. Sidstnævnte er et af Roskildes absolutte trækplastre i år, og London-trioen vil helt sikkert trække selv den mest solskoldede og fordrukne studenterlejr op foran festivalens hovedscene. Og taler anmeldelserne fra deres februar-koncert i Forum sandt, så venter der publikum en storladen og patosfyldt musikoplevelse, der skriger på en skyfri sommeraftenhimmel at spille op imod.

Ovre i det intime Pavilion-telt kan vi forvente en mere tætpakket og skramlende rockoplevelse, når den ferierende forsanger fra The Walkmen giver de fleste sange fra det album, han sidste år indspillede sammen med Rostam Batmanglij fra Vampire Weekend. Hamilton Leithauser er en blødende intens rocksanger – og hvis hans nye band kan fremmane blot tilnærmelsesvis samme energi, som The Walkmen er kendt for, venter der en stor live-oplevelse under den kondensvåde teltdug.

Hamilton Leithausers sæt er forholdsvis kort, så et bud på en god koncerttaktik kan være at satse på at få en god plads i det lille telt og suge hele Leithauser-koncerten ind. Bagefter spiller The xx stadig – de fuldeste studenter er smuttet tilbage i lejren – og du når helt sikkert ekstranumrene, som højst sandsynligt både omfatter den fine hitsingle ‘On Hold’ og den der instrumentalsang fra Danske Banks kuldsejlede “New Normal”-kampagne.

Anders K. Sørensen

 

LORDE vs. THE AVALANCHES
Fredag
Kl. 23.30 (Arena) vs. 0.00 (Apollo)
Dette er er ikke bare et clash. Dette er et decideret lokalderby mellem to af Oceaniens fineste bidrag til årets festival: New Zealandske Lorde og australske The Avalanches. Samtidig er det valget mellem to arketypiske festivalkoncerter: På den ene side kunstneren, man har sukket efter at se i årevis. På den anden side kunstneren, hvis vej mod stjernerne synes så givet, at dette kan blive en af årets “jeg-var-der!-koncerter”, som kan puttes i lommen og ved passende lejligheder hives frem som pral.

Lorde, melodrama fra New Zealand

Få numre i dette årtusind har ledt mig ind i så nådesløs afhængighed som The Avalanches’ ‘Frontier Psychiatrist’. For en indiepissemyre som mig, der ofte har lusket nysgerrigt rundt om såkaldt elektronisk musik i et forgæves forsøg på at finde indgangen, stod en stribe porte pludselig vidt åbne. Virvaret af sammenklippede lydbidder – fra svimle blæserstykker til kontante filmreplikker – dannede et elastisk og gæstfrit univers. Her var humor og eufori, men også en understrøm af søgende vemod. The Avalanches omfavnede som Wall of Sound, det stak af som Beck, det fandt alternative veje til benene som de første Björk-plader.

Så havde 20-årige Lorde lavet et lårtealbum (undskyld), ville der ikke være et valg. Men det har Lorde ikke. Hun har efter alt at dømme lavet albummet, som løfter hende fra lovende Twitter-spydig teenager til decideret stjerne. ‘Melodrama’ kom i fredags og blotlægger en ung kvindes hedonistiske færd i nattelivet. Lyset sitrer i klubberne, blænder fra taxaers forlygter eller hænger dunkelt i hotelværelserne. Stofferne virker kun midlertidigt. Det samme gælder kærligheden. Beatsene er døsige, mens Lordes eksaminerende fortællerstemme skaber en menneskelig kerne. Det er et album til samtiden og SKAM-tiden. Og lige nu opdager jeg, at jeg skriver om Lorde i nutid, mens jeg – til trods for et solidt album-comeback sidste år – delvist skrev om Avalanches i datid. Det viser, hvor pilen peger hen ad fredag nat.

Danni Travn

 

NOGA EREZ vs. AV AV AV, ICONA POP… eller noget helt tredje
Fredag
Kl. 2.00 og fremad
Nu øser Gammelfar igen af sine minder: Engang, før verden gik af lave, fik vi skemaet for hele festivalen (der varede fire dage og ikke længere) stukket i hånden lige præcis ved ankomsten til campingen, hvor vi fik armbåndet på. Indtil da var tidsplanen noget, man kun havde en vag fornemmelse af. Men nu kunne man ellers begynde at sætte en masse cirkler på det lille ark, rundt om de navne man ikke kunne undvære. Og derefter tygge knoerne til blods i frustration over, at en håndfuld af de navne, man havde glædet sig så længe til, var lagt lige oven i hinanden, fuldstændig uden tanke på, om det tilfældigvis var præcis samme målgruppe de henvendte sig til.

Noga Erez, synthpop a la Israel

Var der så mindst fem af de kollisioner? Tjah, måske har hukommelsen gjort udvalget dengang lidt mere rosenrødt end det faktisk var. Især i forhold til i år. Jojo, jeg ville gerne have vugget de stive, blege kontorben lidt i gang tidligt onsdag aften sammen med både Rüfüs’ lette lyse pop og Alsarah & the Nubatones’ cocktail af et par kontinenters lyd. Det kan ikke nås, men det er ikke livet om at gøre. Torsdag vil jeg se Hamilton Leithauser, fordi hans stemme har været en lækker del af mit liv de sidste 10-15 års tid. Andy Bell fra Erasure har til gengæld været en overstået del af samme liv i de sidste 25 år. Men stort set alle mine venner vil til Erasure. Så sig til, hvis du vil følges til Pavilion dér.

Den tidlige fredag aften bliver højst lidt stresset, og jeg havde ikke behøvet at haste fra Tinashe til Angel Olsen, to pivdygtige musikere på hver deres helt forskellige måde. Og hvis det var muligt at komme i nærheden af Gloria når Noga Erez spiller om natten, den ret forrygende israelske sangerinde der laver weird synthpop, så ville jeg gerne det. Det er bare helt oplagt, at det bliver voldsomt overbooket. Så Av Av Av eller Icona Pop bliver alternativet. Og det bliver fint. Lørdag er der intet, der støder sammen. Der er knap noget jeg ser frem til – den dag er en stor fuser på papiret.

Og et egentligt sammenstød? Af den slags, der virkelig gør ondt? Dem er der faktisk ingen af. Og det gør lidt ondt i sig selv.

Nikolaj Steen Møller

 

EMIL STABIL vs. DIGABLE PLANETS
Lørdag
Kl. 14.00 (Arena) vs. kl. 14.30 (Avalon)
Rap af i morgen eller rap af i går? Det er det essentielle spørgsmål lørdag eftermiddag, hvor begge oplevelser kan gå hen og ramme eftermiddagsviben klokkerent. Der venter formentlig et legendarisk moment, når kids’ene skråler igennem på ’Allerede Is’ og ’Er det en fugl’ sammen Emil Stabil, der uden tvivl vil insistere på at blive ledsaget på scenen af halvdelen af den unge danske generation af rappere (hvordan skulle de ellers komme med til festen bagefter?).

På den anden side kan der også være en helt fuzzy og varm oplevelse i vente, når 90’er-rapperne i Digable Planets indtager scenen, ligesom de gjorde på Roskilde for 24(!) år siden. Sammen med kulturkrigere som Gang Starr og A Tribe Called Quest var Digable Planets med til at introducere jazzsamples i hip hop, og selv om deres rap kan forekomme en anelse bedaget i 2017, kan trioen med den cool dame Ladybug Mecca i front godt gå hen og give ungdommen baghjul.

Hvor ung føler du dig lørdag lidt i to? Det er spørgsmålet. Og derfor er det umuligt at vælge på forhånd.

Janus Køster-Rasmussen

 

 

Kommentér indlægget