#RF17: Disse koncerter SKAL vi se

   


Der er altid mindst én, man skal se. Mindst en, der skiller sig ud blandt de mange, man gerne vil se.

Blandt de mange krydser, prikker eller cirkler, der bliver sat i det trykte program – blandt de mange hjerter, der bliver klikket i app’en, er bloggens medlemmer nået frem til den ene koncert, de hver især ikke vil gå glip af på årets Roskilde Festival.

Det er den ene koncert, man gerne vil overbevise sine venner om at gå med til. Og den ene koncert, man dælme også håber, lever op til forhånds-forventningerne …

Vi vover pelsen og anbefaler hermed disse Roskilde-navne:

 

ARCADE FIRE

Orange, lørdag kl. 22.00

Når Roskilde i de senere år har skullet finde rockbands med format og vingefang til at fylde den store Orange Scene ud, har festivalen ofte måttet ty til veteraner. Bands fra tiden inden hip-hop, R&B og elektronisk dansemusik afløste rocken som ungdomskulturens primære lydspor.

Som sådan tilhører canadiske Arcade Fire en stadig sjældnere art. Et stort progressivt rockband af nyere dato, men af den gamle skole. Den slags, der udsender albums som egentlige sammenhængende værker, markerer sig med politiske statements, og flytter og udvikler sit udtryk fra album til album. Den slags, der syder af indre brudflader og interne dramaer, som man om ti år vil kunne skrive interessante biografier om. Men først og fremmest den slags, der råder over højstemte, stadionstore sange til det store kollektive sus, uden at forfalde til leflende musikalske smutveje.

Det kan blive en stor oplevelse at se og høre mesterstykker som ’Sprawl’, ’Reflektor’ og ’Keep the Car Running’ folde sig ud under Roskildes nattehimmel. Også selvom vejrudsigten tyder på, at den kommer til at matche musikkens dramatiske sug lidt for godt.

Dem skal jeg også se: The Avalanches, Nas, Jagwar Ma, Solange

Jesper Nykjær Knudsen

 

THE SAVAGE ROSE

Orange, torsdag kl. 16.00

For et par år siden spadserede jeg ned i Vega for at høre The Savage Rose med fuld forventning om at se fantastiske Annisette i front for en slags jamband, der sikkert loyalt ville forsøge at reproducere noget, der var engang. Hvad jeg blev ramt af, var en orkan.

For godt nok er Annisette det absolutte centrum i The Savage Rose, men det hold musikere der i dag udgør bandet, er faktisk lige så svært at tage øjnene og ørerne fra, når de spiller live.

Det nuværende lineup plus/minus har nu spillet sammen i længere tid end den originale flok med Koppel-brødrene Anders og Thomas, Alex Riel og Jens Rugsted. Og det ”nye” band forsøger ikke at gøre de gamles sirlige sound eller originale melodik efter. I stedet går orkesterets 1970er-børn – med Palle Hjorth på orgel, Anders Holm på trommer og Rune Kjeldsen på guitar som de mest iøjnefaldende – tordnende kontant til de gamle sange, som de standser ud i skarpe, dynamiske og moderne versioner. Mangler de bedste sange, som bandet skriver i dag, lidt af Koppel-æraens forfinede musikalitet, er de til gengæld langt mere direkte og skamløst fængende.

Og så var der hende Annisette. En kvinde, der aldrig er gået på kompromis med noget som helst i sit liv, og som endnu i dag, som knap 70-årig, sætter alt ind på at appellere til det gode og kærlige i mennesket med en stemme, der med garanti vil skære sig gennem alt, hvad vejrguderne har at komme med. Det kan blive et stort Roskilde-øjeblik, og jeg vil i hvert fald sørge for at kunne sige: Jeg var der.

Det skal jeg også se: Nas (hvordan pokker er han havnet nede i den skriftstørrelse?), Solange, Lorde, The Avalanches, Den Sorte Skole, Rag’N’Bone Man.

Janus Køster-Rasmussen

 

IDLES

Pavilion, onsdag kl. 18.15

Idles fra Bristol er det desperate skrig fra bunden af Storbritannien. Deres (fortjent anmelderroste) debutalbum ’Brutalism’ fra tidligere i år rummer en stribe forbitrede sange med den rapkæftede sanger Joe Talbot i centrum – tænk Sleaford Mods med Gang of Four som backingband. Talbot kan skære linjer, som på en gang er elektriske, morsomme og programerklærende, såsom ”The best way to scare a tory is to read and get rich.” Alle rygter om deres koncerter peger i samme retning: I et nådesløst tempo vender de al vrede udad. Så forvent sved. Og en kickstart på festivalen.

Dem skal jeg også se:

Solange: Umulig at komme udenom. Lavede et af 2016’s klogeste og mest elegante albums.

Priests: Feminint forstærket guitarrock, som man kun kan lave det i landet med Sonic Youth og Sleater-Kinney.

La Mambanegra: Vi danser til hiphopinficeret salsa og drikker drinks, men de andre tømmer fadøl til Foo Fighters. Alle er glade.

Margo Price: Countrykvinde med et hard-knock life. Snøftede du til Jason Isbell i 2014, skal du være her.

Danni Travn

 

LORDE

Arena, fredag kl. 23.30

Lordes debut ‘Pure Heroine’ gav en stribe løfter, som den helt nye ‘Melodrama’ fuldstændig indfrier. Det er et album om at være ung, og det får alle følelserne til at strømme tilbage i hovedet på mig, der er langt mere end dobbelt så gammel som Lorde selv er (damn, hun er kun lige fyldt 20) – fordi det er så universelt. Forelskelse. Usikkerhed. Eufori. Bondeanger. Men stadig anbragt så præcist midt i vores tid. Og så er det hele sat til nogle absolutte bangers – og ægte tårepersere. Lorde kommer for at sparke vores røv og røre vores hjerter. Jeg kan overhovedet ikke vente.

“All the nights spent off our faces, trying to find these perfect places – what the fuck are perfect places anyway?”, slutter hun ’Melodrama’ af med at spørge. Måske findes disse perfekte steder ikke, men vi bliver nødt til at kigge efter dem alligevel. Lede efter det helt rigtige øjeblik, hive fast med næb og kløer i dem, der har noget helt specielt, noget brillant og nyt, og vide at du var der, da talentet eksploderede. Et af de mange steder, jeg kommer til at lede, er Grøn Scene – den som folk på Lordes alder ikke kender som andet end Arena – fredag aften kl. halv tolv.

Dem skal jeg også se:

Margo Price: Jeg vil være med til at sørge for, at hun snart kan købe den gård tilbage. Hvem tager sjusser med?

Kevin Morby: Der fortæller historier fra New York med Lou Reeds spøgelse hængende under teltdugen.

Karen Elson: Der er skønhed overalt på hendes to albums, og forhåbentlig også på Pavilion fredag eftermiddag.

Against Me!: Jeg faldt for the True Trans Soul Rebel på Primavera og ærgrer mig stadig over først at være dukket op halvvejs inde. Tid til revanche!

Nikolaj Steen Møller

 

FOO FIGHTERS

Orange, fredag kl. 22.00

Jeg tager det ledige standpunkt og indrømmer, at jeg glæder mig til at se Foo Fighters fredag aften på Orange. I et festivalprogram, hvor man skal lede længe efter den klassiske rockopstilling og de højt besungne ”samlende oplevelser”, så kan man være sikker på, at Dave Grohl & co. leverer netop dette: Energisk, ekstrovert og fængende mainstream rock til folket! Ligesom Foo Fighters gjorde i 2005, hvor Grohl besejrede publikum og besteg lydtårnet midt i menneskehavet foran Orange.

Den slags trodsige Roskilde-øjeblikke kan der være brug for fredag aften, hvis regnen reelt har pisket ned siden torsdag middag, og man bare har lyst til at skrige ”you and what army?!” af sine lungers fulde kraft mod himlen og de våde elementer.

Endelig kan man jo vælge at se Seattle-rockernes besøg som endnu et indslag i fejringen af EM-sommeren 1992, hvor Grohl spillede med Nirvana efter fodboldtriumfen på selvsamme ikoniske scene.

Dem skal jeg også se:

Karen Elson: Fordi Roskilde har brug for skønhed i alle dets former. Og tværfløjte …

Solange: Fordi hun leverede en af sidste års bedste albums, og fordi vi skal lukke den evige buzz om, ”hvornår Beyoncé kommer?”.

Slowdive: Fordi de britiske shoegazer-veteraner er på toppen med nyt materiale og skal spille i skønne Avalon.

Anders K. Sørensen

 

MOON DUO

Pavilion, fredag kl. 02.15

Det er mere på grund af (forventningen om) den samlede oplevelse end på grund af musikken alene, at jeg skal se Moon Duo fredag nat. I en tid, hvor rocken ikke længere har den samme samlende kraft, må man søge de små glæder, når man nu stadig holder af rock. En af disse små glæder er for mig de nattekoncerter med stenet rockmusik, som Roskilde Festival stadig kan levere.

Goat, Föllakzoid og Spids Nøgenhat er et par gode eksempler fra de senere år. Når man efter en lang dag bare trænger til at stå og lade sig opsluge af natten, rummet og kværnende guitarsløjfer eller med den spirituelle rockseance i baggrunden sætte sig ude foran teltet og vende blikket mod månen eller nyde synet af festivalgæster, der har overlevet så langt og er kommet ud på den anden side. Det er den slags, en festival som Roskilde kan.

Moon Duo er på mange måder et lidt uforløst band. Deres plader er rigtig gode, men aldrig magiske i deres minimalistiske mix af krautrock, spacerock og psychedelisk rock. Men at se dem en fredag nat på Roskilde Festival må være bedste mulighed for at opleve dem peake.

Dem skal jeg også se: Alsarah and the Nubatones, The Weeknd, Slowdive, The Avalanches.

Peter Elsnab

 

DUB DE GAITA/LOS GAITEROS DE SAN JACINTO

Pavilion, torsdag kl. 16.15

Folkemusik fra Udkants-colombia er ikke hverdagskost på danske festivaler, og selv om Roskilde altid har dyrket cumbia-rytmen – både i moderne versioner med f.eks. Bomba Estéreo og den traditionelle med harmonikakongen Celson Piña – er Los Gaiteros de San Jacinto noget helt særligt.

En gaita er en traditionel fløjte, der lyder som en panfløjte, og gruppen har eksisteret siden 1940 i San Jacinto ude ved Colombias nordkyst. Scoopet i Roskilde er tilstedeværelsen af Juan og Diego Gómez fra Llorona Records, som vil live-dubbe folkloren.

På albummet ‘Dub de Gaita’ skaber de sammen med dub-mesteren Adrian Sherwood en effekt præcis så spacet og stenet, som man kan drømme om at føle en festivaleftermiddag.

Niels Fez Pedersen

 

FORTSAT GOD FESTIVAL!

 

Kommentér indlægget