#RF17: Bedst, næstbedst og undværligt på årets Roskilde Festival

   


Hvad var bedst, næstbedst og den positive overraskelse? Hvad gik vi desværre glip af, hvad kunne vi godt have undværet, og hvad grinte vi af i mediernes Roskilde-dækning?

Vi samler op på indtrykkene fra de fire dage på Dyreskuepladsen i Roskilde – og vi ser allerede frem til næste år.

Årets bedste koncert:

Fez: Elza Soares

– Jeg er en sucker for excentriske, 80-årige, brasilianske samba-legender, og Elza Soares leverede på alle punkter. Med et skramlet, halvt rocket og ekspressivt sæt, der især trak på 2016-albummet ‘A Mulher do Fim do Mundo’ (kvinden ved verdens ende) viste hun fra sin tronstol, at samba ikke kun er noget hyggeligt, men kan rive og ryste.

Nykjær: Solange

– Sofistikeret soulmesse med Knowles-familiens mest interessante medlem. Sjælfuldt, sanseligt og politisk ladet på én og samme tid. På et groove, der var lige så varmt som det røde scenelys. Det var ganske enkelt magisk.

Køster: Solange

– En kvinde, der ville os noget, og som overlegent brugte scenen, kostumerne, groovet, koreografien og bandet som sine rekvisitter. Jeg ville skrive under på hvad som helst efter den optræden.

Snab: Den Sorte Skole

– Ja, der var lidt for langtrukne passager undervejs, men da 2/3 Malk De Koijn kom på scenen til ‘Svinemalkeren’ toppede min festival. Respekt for ambitionsniveauet, nosserne til bare at gøre det og kvaliteten, der simpelthen var tårnhøj. Og næste projekt bliver forhåbentlig mindre ambitiøst, for ellers ryger Den Sorte Skole lige direkte i progfælden.

Smølle: Lorde

– Den jeg havde set mest frem til, og den boble af forventning kunne være blevet punkteret så let som ingenting. Det blev den på ingen måde. Allerede så mange fine sange, og hun er kun lige fyldt 20. Men det er ikke nok – det blændende er den måde, hun rammer lige ind i følelsescentret, på spektret mellem opgivende sortsyn og vild eufori. Teenage-melodrama? Ja, men har man ikke en indre teenager, er der en død zone i éns sjæl.

Danni: Solange

– Fra den statelige entre inden ‘Rise’ over krammet til en brun teenagepublikummer under ‘F.U.B.U.’ og det ekstatiske klimaks i ‘Losing You’ til den værdige exit med en ‘Rise’-reprise opbyggede og eksekverede Solange en koncert så rig på enkeltfinesser og så mættet af total sammenhæng, at jeg fristes til at skrive: Jeg har aldrig set noget lignende på Roskilde Festival.

Solange. Coolness i rødt.

Fire andre højdepunkter:

Fez: The Weeknd, Lorde, La Mambanegra, Karen Elson.

Nykjær: Arcade Fire, The Avalanches, Kellermensch, Ice Cube

Køster:

– Da Annisette slap en hvid due og publikumseuforien løs fra Orange Scene.

– Kanos ultrastramme diktion og moshpit-kontrol på Apollo.

– Arcade Fires kridhvide disco på ’Reflektor’.

– 2/3 Malk de Koijn på Orange Scene under Den Sorte Skole.

Snab: The Weeknd, The Hellacopters, Alsarah & the Nubatones, Pig Destroyer. Og Margo Price. Og Karen Elson. Og The Xx, Kano og Trentemøller. Og stemningen til Gucci Mane.

Smølle: 

– Kevin Morby: Her begynder det at se ud som om jeg er én stor selvopfyldende profeti, for han var endnu en der dukkede op på min forventningsliste. Men hvor han før havde min opmærksomhed, har han nu fået mig som fan.

– Arcade Fire: En medmenneskelig magtdemonstration på Orange. De vil altid have lidt af en aura af ’gakket frikirke’ hængende over sig, jeg nyder dem mere end jeg ELSKER dem, men sikke mange store sange.

– Icona Pop: Da det var ubærligt at forlade Grøn efter Lordes opvisning, blev vi udenfor, fik drinks, og sprang så videre til Icona Pop. Det var ikke så overrumplende som sidst i 2014, men lige så godt. Kom med det album. NU.

– Aaron Lee Tasjan: En rar time med en afslappet, bundsympatisk og meget guitarbehændig stener, der sang om de samme basale behov vi andre havde på sidste dag: Drugs & junkfood.

Danni: Savage Rose, Slowdive, Arcade Fire, IDLES … og Lorde og Kevin Morby.

Den Sorte Skole skabte momentvis magi på Orange, ikke mindst sammen med Malk De Koijn.

Årets positive overraskelse:

Fez: Udvidelsen af pladsen til højre for Arena og den generelt forbedrede lyd.

Nykjær: Eksistensen af white russian-milkshake

Køster: At Roskilde med bookinger som G-Eazy, The Weeknd og Lorde faktisk har et meget godt tag i en ny generation, der tydeligvis ikke betragter Roskilde Festival som dinosaurforetagende.

Snab: Den gode lyd, musikquizzen og pladsforbedringerne omkring især Grøn. Og så tror jeg faktisk, at antallet af campingstole på festivalpladsen var betydeligt lavere end de senere år. Jeg kan næsten ikke være i mig selv af glæde over den tendens. Og jeg håber, at det ikke kun skyldes angst for at svine de kostbare remedier til med smat.

Smølle: La Mambanegra. Mellem os: Når jeg ser de allermest globale indslag på festivalen, er det tit med en lille smule overbærenhed. For hver smuk Alsarah & the Nubatones er der en fjollet Dub de Gaita, men denne fredag aften blev der ramt 100% plet: bandet fra Cali var den perfekte kombi af salsa, latino-hiphop og generelt charme, og jeg glemte alt om hverdagens kvaler såsom pløre, regn og Foo Fighters’ musik som var lige op over.

Danni: Ingen Trump-bashing fra scenekanten til en eneste af de koncerter, jeg overværede. Forstå mig ret: Jeg holder af kunstnere med med holdning. Men jeg var oprigtigt bekymret for, at der ville gå automatpilot i letkøbt slogan-tilsvining. Nu er jeg i stedet bekymret over, at alle er ramt af total apati.

Festivalens fremtid er sikret. Nykjær har opdaget White Russian Milkshake.

Den umiddelbare tanke om #RF17:

Fez: Det er tid til at fokusere. Der er nu så mange måder at more sig på rundt om på pladsen, at nogle af de mindre bands spiller for meget få mennesker.

Nykjær: De store samlende historielektioner på Orange kom i år ikke fra rocken, men fra hiphoppen, signeret Nas og Ice Cube. Sådan ser et generationsskifte også ud.

Køster: Ikke en vintage festivalårgang. Men mindre kan også gøre det.

Snab: Det var ikke nogen stor årgang RF, men jeg havde en fin festival. Og jeg kan godt lide Roskilde Festivals insisteren på, at der skal være plads til f.eks. Mats Gustafssons (kostbare) freejazz-værk på Avalon og både Seun Kuti og Father John Misty på Orange, selvom det ikke fylder scenerne ud. Men det er hiphoppen og popmusikken, der trækker i de unge, og Roskilde er simpelthen nødt til at fokusere endnu mere på begge dele.

Smølle: Ingen kan gardere sig mod en hel dags regn. Men jeg troede, idéen med at flytte festivalen en dag tilbage på ugen var at få stærkere musik til de første par dage og snuppe dem, der hellere ville holde weekend – eller Weeknd – et andet sted. Så hvorfor var fredag en af de stærkeste musikalske festivaldage i evigheder, mens dagene inden var spinkle som en arm? Når så endda lørdag var så svag, som den var, efterlader det mindet om 2017 som en festival med vanskeligheder. Og ikke kun af meterologisk art.

Skal der være plads til kunstnere som Mats Gustafsson, der ikke trækker fulde telte?

Sjoveste mediebommert: 

Nykjær:

– B.T.’s forvarsel om, hvordan det kan blive at læse Berlingske efter deres varslede nye tilgang til anmelderi. ”En kollega gjorde mig sidste år opmærksom på The XX”, skrev tabloidavisens udsendte i sin anmeldelse. Gad vide hvem de så opdager i år? Frank Ocean?

Køster:

– Henrik Marstals forslag om at bandlyse unge mænd fra campingområdet. Den mand er sin egen – gode – sags værste fjende.

– Og på mindre skala at flere medier, deriblandt Ekstra Bladet, fokuserede ensidigt på The Weeknds lave lyd (der blev helt markant skruet op efter to-tre numre) frem for at konstatere at her befandt vi midt i en af de samlende oplevelser, der tegner Roskildes historie. Men okay, denne gang var det ikke Neil Young eller Metallica, der stod ved roret, så det kan måske være lidt svært at tage ind.

Snab:

– Blandt mange selvmål tager denne overskrift hos Gaffa prisen: “Warpaint leverede halvkedelig koncert i løbet af de 20 minutter, jeg så”. Artiklen indeholder også vendingen “men really” i brokkeriet over, at skribenten kom for sent til koncerten. Måske skulle man bare lade være …

Smølle:

– Lorde havde ikke tid til den fine finale fra Melodrama, ’Perfect Places’ … troede vi. Heldigvis kunne Gaffa fortælle, at den var vi sandelig ikke gået glip af. Og heller ikke ’400 Lux’. Det havde da også været en skam. Gad vide, om det var lettere at kopiere sætlisten fra Belgien torsdag aften end selv at notere den aktuelle.

– og ærgerligste mediebommert: Vejrudsigterne. Intet kan suge lysten til en festival som at høre, hver time, om hvordan vejret bliver. Nu drukner onsdagen, nu kollapser torsdagen, nu forsvinder fredagen i oceanerne som en russisk ubåd på et Sort Sol-album. Ja – det kommer sommetider til at regne, vi er i Danmark. Ja – det er ærgerligt. Men nej – vi kan hverken gøre fra eller til. Så spar os det time-for-time-bombardement af tilfældige gæt fra vejrtjenestens astrologer.

Danni: 

En institution som Roskilde Festival er altid et eftertragtet bytte for spinatfugle, der flakser efter enhver dagsorden. I år leverede en kunstanmelder fra Politiken det morsomste bud på vise ord fra elfenbenstårnet, da han argumenterede for, at festivalen skulle ‘nedbryde den lidt kedelige og passive forbrugsfest’ (Jeg følte mig nu hverken passiv eller særlig strøget med forbrugshårene, da jeg stod i gummistøvler og dansede til congotronics i nattemørket) og nytænke den ‘frontale koreografi’. Det første sidste betyder, at det der med at en musiker står på scenen og spiller for et publikum er so last year … I stedet skal festivalen, ifølge kritikeren, gentænkes som et ‘gesamtkunstwerk’ – med Richard Wagner som forbillede. Jawohl. Det er selvfølgelig ganske velmente råd, men de er så langt fra festivalens virkelighed og publikums ønsker, at kritikken bliver gratis for kunstanmelderen. Det er intet andet end en ansvarsfri ‘i øvrigt mener jeg.’ Nuvel, når vi nu er ved det: I øvrigt mener jeg, at Charlottenborg spiller for lidt Slayer.

Warpaint burde have ventet, til Gaffas skribent var på plads.

Ville gerne have undværet:

Fez: Oplevelsen af, at maden bliver dyrere, og portionerne mindre.

Nykjær: Vejret. Det giver sig selv.

Køster: Rag’N’Bone Mans platfodede The Voice-soul. Jeg kunne rigtig godt lide ’Human’ inden koncerten. Den sang er nu forurenet.

Snab: De mange tasker og rygsække, som nogen insisterer at bære selv i et fyldt telt, hvor enhver bevægelse af disse vedhæng udsætter især fyldte ølkrus for overhængende fare.

Smølle: Elza Soares. En 80-årig levende legende fortjener ikke at sidde og kæmpe med klumpfodet funkrock med sin sprukne stemme. Magisk personlighed, ingen magi i musikken.

Danni: Køer. Ja, den er nem. Men uh, der var en del i år. Tjek-ind tog over en time, og det kneb med at få mad omkring Arena.

Hvad har folk i de tasker??

Pis! Jeg gik glip af:

Fez: Lørdagsdøden. Der er ikke noget som metal kl. 12.15. (Med “lørdagsdød” mener Fez naturligvis “søndagsdød”, red. Snab)

Nykjær: Margo Price. Det er sundt at tude igennem til ordentlig country mindst én gang i løbet af festivalen.

Køster: The Xx. Dem kan jeg jo faktisk rigtig godt lide.

Snab: Moon Duo, The Jesus and Mary Chain, Nas, Elza Soares, Lorde, La Mambanegra …

Smølle: Shame. Hvis man ikke kan lære at give slip, skal man ikke være på Festivalen. Så den eneste ting, der ærgrer mig, er, at jeg ikke fik hørt Shame, der vel er det første rigtig lovende britiske guitarband med både attitude og sange i omkring et årti. Og var den klaphat til Popcaan ikke blevet en time forsinket, var det lykkedes. Jeg fortryder ikke at have set Margo Price færdig, men Shame ville jeg godt have haft med.

Danni: Against Me!, The Avalanches, Jesus and the Mary Chain og Nas. De første pga. clashes med henholdsvis Father John Misty og Lorde. De sidste på grund af en spilletid, som var uvenlig mod en pendler.

Nykjær så hverken Margo Price eller hendes jeans.

Næste år …

Fez: Flere legender og flere helt nye navne.

Nykjær: Fleetwood Mac på Orange?

Køster: Kommer Matt Johnson med sit genforenede The The. Det ved alle!

Snab: Bliver Eminems år og året, hvor campingstole bliver forbudt på festivalpladsen.

Smølle: Min liste med det bedste nye musik i år er allerede så bugnende fuld, at det er en festival i sig selv. Er det tilladt at bede om Spoon, H.E.R., Jane Weaver, The Menzingers, Rhiannon Giddens, Palehound, Moon Diagrams, The Mountain Goats, Jade Jackson, Parcels, Daphni, SZA og Wolf Alice allerede nu? Eller en brøkdel af dem? Jeg er ligeglad med, om de kan fylde større scener end Apollo eller ’Pavalon’. Robyn på Orange er et must. Naturligvis i forventning om, at hun får fingeren ud, og endelig følger Body Talk op … og så den store drøm: At vi engang får en enkel massive night med The Hold Steady på Roskilde Festival!

Danni: Kvinder til og i tiden virkede kraftfuldt i år – især Lorde og Solange. Lad os håbe, at Solange fortæller sin storesøster om den herlige festival i Roskilde, og at Lorde siger det samme til sin BFF, Taylor Swift. Hey, og så er det 60-året for grundlæggelsen af Radio Mercur. Så lad os få stationens egen orkesterleder, Ib Glindemann ud og holde en historisk fejring af populærmusikken.

Robyn på RF18? Eminem? Eller Matt Johnson og The The?

 

 

Kommentér indlægget