For en god ordens skyld: Bloggers By Choice bifalder ikke en jævn strøm af småpludren under koncerter. Men vi hvisker gerne sidemanden en – synes vi selv – kløgtig musikreference i ørerne. Spørgsmålet er så, hvem man skal namedroppe på dette års Roskilde Festival for at være den cool (eller bare lidt irriterende) kloge-Aage. Blogbrødrene Anders K. Sørensen, Niels Fez Pedersen, Smølle og Danni Travn giver dig en dag-til-dag-guide.

Onsdag

Star Mania: Festivalen er startet få timer forinden. Du står sammen med en fyr med dråbeformede solbriller og kort skindjakke og fuldskæg og drikker lunken rosé til Justice, og han fremhæver, at de jo er det bedste hold fra Ed Banger-slænget. Så kaster du ‘Star Mania’-kortet og lægger den snak ned. Alle true francofiles ved, at 70’er-musicalen er grundstof for alle de bands, der har gjort Paris hip. Over-the-top-produktion, Bowie-referencer, svulstige ballader og en historie, man kun fatter storheden i, hvis man er flydende i fransk. Og det er du, naturellement.

Torsdag

Nuggets: Omkring halvvejs i Lorenzo Woodrose-koncerten klokken tidligt på Gloria bemærker du henkastet: “Hvad koster en original ‘Nuggets’-opsamling fra 1972 egentlig for tiden? Du ved, den opsamling, hvor Lenny Kaye – ja, du kender ham nok med som Patti Smiths guitarist – samlede tidlig amerikansk garagerock og kanoniserede den. Der er mange, der skylder den plade en hel del”.

Bourgie Bourgie:  Klokken nærmer sig 23, og du danser løs under teltdugen i Arena, hvor kondensvandet drypper gennem den fugtige luft. På scenen er Erasures hitparade nået til ’Sometimes’, og Andy Bell laver sin bedste Agnetha Fältskog. Din ven, der homofobisk prøver at undertrykke sin indre dansedjævel, råber i dit øre: ”Jeg synes, Vince Clarke var federe, da han var med i Depeche Mode – lidt mørkere, du ved!” Her svarer du: ”Han var jo kun med i Depeche Mode til og med ’Speak and Spell’, hvor de var ren synthpop. Hvis du vil have dyster Vince Clarke, så prøv at finde den single, som Mute Records udgav i 1985 med Vince Clarke og den skotske kultsanger Paul Quinn. Du ved, ham fra Bourgie Bourgie”

Sandra: Klokken er halv fire natten til fredag. Omme i horisonten bag dig er solen på vej op. Og Kink lukker sit sæt ned med sin egen banger, den alle kender, ’Cloud Generator’. Prik sidemanden på skulderen og fortæl, at det lige så godt kunne være Enigma, I stod og svajede til. For det er Michael Cretu, ham tyskeren med Rudi Völler-garnet, der har lavet riffet, som Kink har lånt. Det er nemlig det fra ’Innocent Love’ med Sandra – Cretus fund, protegé og senere gudesmukke hustru. Og så er det, du øser af minderne om firsernes smukkeste, mest vemodige sanger, lige fra hun opløste Arabesque og udgav ’Japan ist weit’, indtil din nabo ikke gider høre mere på det og går ned i sit telt.

Fredag

Aaliyah: Du står i et formentlig alt andet end tætpakket telt fredag ved halv fem-tiden og nyder den fortræffelige (og gudesmukke) Tinashe. Mens hun lige er ude for at skifte tøj, igen, minder du alle om, at selv om hun selv nægter det, er der kun én som Tinashe står i større gæld til end sit pladeselskab – og det er Aaliyah. For det var hende, der på få år nåede at få brudt sytten-oktaver-divaernes monopol på r&b, og fik alle fra hiphopelskere til indie kids (“som The Xx i aftes …”) til at lytte til nedtonet, bas-tung soul. Du nævner måske endda, at Tinashe nu er ældre end Aaliyah var, da hun tragisk døde på Bahamas. Men du holder dig altså for god at foreslå, at et flystyrt kunne være en effektiv måde at booste sine salgstal på …

Randy Newman: Da du svinger ind i den korte pitkø til Father John Misty klokken 18.58 ender du bag et engageret kærestepar. Han i en skjorte med knapper af træ, hun med et Oliver Peoples-brillestel på næsen. De taler om hans lyrik og hvor viiiiildt nyskabende, den er. Da en af dem bruger ordet “burlesque”, lægger du en alfaderlig hånd på den enes skulder. “Den der kyniske misfornøjede tone ekkoer altså en hel del af Randy Newman. Newman var dog ofte direkte politisk.”
(Og her kan man så vælge retning efter overbevisning).
1) “Og det ville klæde Tillman at turde tage samme skridt i stedet for at gemme sig bag ironi.”
2) “Og det klæder absolut Tillman, at man aldrig ved, hvor han står.”

Lørdag

Shabazz Palaces: Klokken nærmer sig 14.00 lørdag, og du og dit slæng drøfter, hvem der skal trække jer i gang på sidstedagen. I ignorerer ham/hende, der foreslår Emil Stabil, så valget står mellem Aaron Lee Tasjan og Digable Planets. Du argumenterer for sidstnævnte: “Altså, langt mere end Ice Cube er de jo den reelle erstatning for A Tribe Called Quest. De trækker også langt mere på jazz og rapper om andet end deres gangster-libido. Men egentlig foretrækker jeg Ishmael Butlers, I ved, den ene rapper, senere duo Shabazz Palaces. Der sender han virkelig hiphoppen til fjerne galakser.”

Neutral Milk Hotel: Festivalen går på hæld, der har været en mindre håndfuld skybryd, og du er godt træt af pis. Så da du for 14. gang hører en eller anden gøre sig morsom med den letkøbte betragtning, at den nye Arcade Fire-single lyder som ABBA, får du nok. I dit indre kartotek gennemgår du alle de navne, Arcade Fire er blevet sammenlignet med. Talking Heads, Bruce Springsteen & The E Street Band, David Bowie, Neil Young … og siger så: “Åhr, skal vi til det igen. Det band har jo altid lånt med arme og ben og tager alle mulige komponenter med i sangene. Det er det, der gør dem fede. Du kan høre ABBA. Flot. Hvis du endelig vil pege på noget, så peg dog på, at ‘Funeral’ og den der udkrængende folkrock-ved-verdens-ende-lyd er planket fra Neutral Milk Hotel. Det har Win Butler ligefrem selv indrømmet. Og ‘In the Aeroplane over the Sea’ er dine lektier inden næste års festival.”