#RF16: Snapshots, strøtanker og eurekamomenter – fredag

   


Uha, Neil Young fylder meget i blogholdets bevidsthed i tweet-reportagen fra fredagen på Roskilde. Det samme gør regnvejr, Anderson .Paak, en der ligner noget fra Game of Thrones – og lidt ballade fra S!vas.

Her er fredagens betragtninger fra blogholdet:

09.46, Nykjær: Hvis nogen savner en varmere sommer, skulle de prøve fem minutter i vores telt.

10.32, Køster: Sidder og redigerer gårsdagens Snapshots … og er ved gå ud af mit gode skind af misundelse. Nåede ikke på festival i går på grund af det der dayjob, der betaler huslejen. Og aftensmaden og festivalbilletten.

10.45, Snab: Bedst indtil videre: Blood Orange, Föllakzoid, Kvelertak, Uncle Acid, Pat Thomas, Action Bronson, Santigold, Destroyer.

11.51, Danni: Tager et radikalt valg. I stedet for min elskede læderskuldertaske tager jeg familiens lettere og mere praktiske Haglöfs-taske på ryggen i dag. Det skræmmer mig lidt. Som har jeg taget et skridt nærmere at blive sådan en endagsgæst, der kun kommer for at høre gamle rockere.

11.55, Snab: Festivalkuren lagt om. Dixieburger og flæskestegssandwich er ude. Starter mit nye liv med fish’n’chips til morgenmad.

12.01, Danni: Taler med Fez om Neil Young og musikformater. Får alt, alt for sent en idé til et t-shirt-tryk: ‘Neil Don’t Stream’. Bevidst kongruensfejl og forkert (for han streamer på Tidal), men stærkt slogan.

Methyl Ethel på Pavilion.

Methyl Ethel på Pavilion.

12.21, Snab: Methyl Ethel ligner den nørdede skakklub i en amerikansk teenagefilm.

12.46, Snab: Methyl Ethel fænger overhovedet ikke. Australierne forløser ikke deres ellers fine dreampop fra debutpladen fra i fjor. Måske er det, fordi vi – igen! – står til venstre på Pavilion. Måske …

13.17, Danni: Er rimelig set in my ways, når det kommer til morgenkomplet i år: Først pizza og ingefærlemonade fra Gorms, så en kæmpe kop kaffe. Jeg er ved at være klar.

13.21, Snab: Tager et lille break, læser en krøllet Politiken fra torsdag og støder på det bedste, jeg har læst om festivalen i år. Mikkel Vuorela har haft lyd på en ung fyr på campingområdet i et døgn. Skide god ide, og både veloplagt og respektfuldt forløst. Man kan nå meget på et døgn i campingområdets mayhem, inkl. spørgsmål om liv, død og kærlighed. Smukt!

13.37, Danni: De fleste trækker mod Anderson .Paak. Det kan jeg godt forstå. Der er lagt i ovnen til noget stort. Men er selv mere lun på Whitneys solblegede westcoast-indie.

13.45, Køster: Kæmper os frem på motorvejen. Det kommer til at knibe med både Anderson .Paak og Whitney fra start.

Danni og Teis. Der er uforløst potentiale.

Danni og Teis. Der er uforløst potentiale.

14.01, Danni: Set på væg. Alligevel lidt af et tilbud. Mangler bare en ven, der hedder Teis.

14.02, Nykjær: Anderson.Paak’s band pogo’er ind på scenen. Og smider tunge hiphop-beats lige i smasken på Apollo. Imponerende festparathed, tidspunktet taget i betragtning.

14.03, Fez:  Om der er mange til Anderson.Paak? Der er paaket!  #rf16 elsker rap og r’n’b.

14.14, Nykjær: Den indledende ghetto-skylle var vist bare for at vække folk. Nu folder Anderson.Paak hele den moderne soul-feel ud, der gør hans ‘Malibu’-album til et af årets hidtil bedste. Folk labber det i sig.

14.15, Danni: Klassisk Roskilde-moment. Wow-udtrykket i ansigterne på et helt nyt band, når de ser, hvor mange der er kommet for at høre dem. I Whitneys tilfælde træder de ind i et fyldt Pavilion-telt efter bare at have eksisteret i et år – og debutpladen er blot en måned gammel.

Whitney

Whitney

14.16, Danni: Whitney kører opsætningen, hvor trommeslageren er forsanger. Friskt. Derudover er der også lige smidt en trompetist ind i mikset.

14.21, Køster: Whitneys forsanger er også deres trommeslager. Så kører man naturligvis både fistelstemme og trommesæt fra scenekanten.

14.22, Anders: Roskilde er allerede lækkersulten! Der et stopfyldt til både Whitneys americana på Pavilion og Anderson .Paaks håndspillede soul på Apollo.

14.25, Danni: Vi svajer sagligt i teltet. Som forventet er Whitney det perfekte navn at vågne til. De skriver dejlige sange bygget op om falset vokal (tænk ung Neil Young), klimprende guitarrundgange og så messingblæs som glassur.

14.26, Nykjær: Årets første talkbox. Anderson.Paak dykker ned i funkens retro-værktøjskasse.

14.27, Køster: Whitney frabeder sig scenerøg: “We’ve got baby lungs.”

14.28, Danni: Covernummernyt: Whitney spiller Everly Brothers’ ‘So Sad’. Og det er så rigtigt.

14.30, Køster: Whitney spiller Everly Brothers’ ‘So Sad’. Deres Laurel Canyon-jam er meget hyggelig, men også lidt rigeligt tyndarmet. Fortrækker til Anderson .Paak.

14.35, Danni: Først trompetsolo, nu jamsession. Whitney gearer op og er ved at stjæle alles hjerter.

14.35, Fez: Paak er musikalsk overlegen. Rappende, syngende, trommespillende. Bandet lyder som The Roots vs Isley Bros. Kæmpe optur.

14.37, Danni: ‘Hvad fanden laver du her?’ Whitneys trommeslager/forsanger Julien Ehrlich lyser op og kigger ned på første række. Han henvender sig dernæst til publikum og forklarer, at der nede foran står en high school-ven, han ikke har set i seks år. ‘We used to get really drunk together,’ konstaterer han og vender sig igen mod vennen. ‘Be sure to stick around.’

14.41, Nykjær: Anderson.Paak dedikerer et nummer til sin guitarists ekskæreste. “Well, she IS your ex, right? Yeah, fuck that bitch”. Brodersolidaritet.

14.45, Køster: Battle of the trommesæt-forsangere! It’s on! Anderson.Paak kører samme stil – med noget større tilslutning. Der er pakket på Apollo-området.

14.47, Nykjær: Ligesom Kendrick Lamar er Anderson.Paak et fund for os, der tabte lidt af gnisten for hiphop omkring årtusindskiftet. Rim uden unødig bravado henover snu samplinger, masser af funk- og soul-feel og vidt forgrenede produktioner. Og manden kan sine scene-tricks på fingrene. Det her er rigtig godt!

14.48, Danni: Covernummernyt: Whitney spiller Bob Dylans ‘Tonight I’ll Be Staying Here With You.’ Igen perfekt valg: Nummeret lukker Dylans ‘Nashville Skyline’ – et album bestående netop af små lune countryperler. Whitney ved præcis, hvad de laver.

14.48, Køster: Anderson .Paak ejer Apollo-scenen. “I think I love you,” synger han. Efter koret og skoven af hænder at dømme gælder det også den anden vej.

14.57, Køster: Som så ofte før er grænsen mellem live hip hop/r&b og cheesy heavy hårfin. Men Paak har pakket sine kort godt.

14.58, Danni: Igen en magisk lille Roskildestund: I et break bliver der klappet taktfast fra publikum, og det er tydeligt, at Whitney – der har spillet pletfrit – ikke har øvet sig i, at publikum på den måde griber musikken. De må lige grine og signalere lidt til hinanden, inden de kan finde ud af at falde ind igen samtidig.

15.00, Danni: Alle Whitney-medlemmer hiver telefoner op af lommen og tager billeder af sig selv foran det fyldte telt. Mindeværdig koncert for dem og os.

15.06, Fez: Bedste slutning på en koncert: Anderson.Paak spiller ’Am I Wrong’ og lægger David Bowies ’Let’s Dance’ som trumf. Nile Rodgers lever!

15.06, Køster: Anderson .Paaks opdaterede discofunk er et af festivalens største clous so far. Og så lukker han lige koncerten på de første 12 takter af Bowies ‘Let’s Dance’. Goosebumps galore.

15.08, Anders: Inde i mørket på Gloria tester Fox Millions Duo publikums tålmodighed. To gutter spiller trommer mod hinanden henover lydinstallationer, der lyder som urfugles parringsdans. Det er ingen overdrivelse, men til gengæld uudholdeligt.

15.09, Snab: Fantastisk koncert med Anderson .Paak. Og slutningen med ’Am I Wrong’ over i Bowies ’Let’s Dance’ … Wow! Er vi på The Spirit of Nile Rodgers Festival? Eller måske The Nile Rodgers Appreciation Festival?

15.20, Danni: Mojitoen fra Gringobar forekommer mig lidt slatten i år.

15.24, Danni: Er gået til Jakob Bellens. Rigtig fint fremmøde, men også meget en kulisse for hyggesnak bagerst i Avelon.

15.39, Danni: Smutter fra Bellens igen. Det virkede såre sympatisk. Jeg var bare ikke klar til at investere i det.

15.44, Danni: Hviler tredjedagsfødderne siddende på gulvet i Pavilion inden Hurray for the Riff Raff. Frontkvinde Alynda Segarra er selv inde for at lave lydprøve. Hun er vokset op i Bronx, men stammer fra Puerto Ricos – hvilket forklarer, at det puertoricanske flag hænger i bag scenen. Hun er samtidig homoseksuel, hvilket forklarer regnbueflaget. Signalet er klart: Her kommer sange om, hvem vi er, og hvor vi kommer fra.

15.47, Anders: Morten Messerschmidt er spottet i Mediebyen. Alle med blå bånd ud nu!

16.15, Snab: Voksenstil! Har både fået frikadeller med kold kartoffelsalat, drukket en kop te og spist en kanelsnegl ved siden af. Nu fyrer vi den af!

16.17, Anders: Skotske Biffy Clyro på Arena. Lige så ulidelige og overproducerede, de kan være på plade, lige så overraskende upolerede og ligefrem sympatisk kan deres storladne stadionrock være live. Arbejderdrengene fra Glasgow hiver en lille arbejdssejr hjem.

16.18, Fez: Nu forstår jeg, hvorfor Danni raver om Hurray for the Riff Raff. De (hun) lyder som Bob Dylan. Nå, men kaffen er god og varm.

16.23, Køster: Klar igen efter en gang deller og en kaffe. Og Hurray for the Riff-Raff står klar med hjemmerørt country på Pavilion. Fornemt.

16.23, Nykjær: Teenage-pigerne hviner til Scarlet Pleasure på Orange. I mellemtiden er forældrene til Hurray for the Riff Raff på Pavilion. Traditionsbevidst folk-rock som den slags altid har lydt. Og skal lyde.

16.27, Køster: Tomas Ortved fra Sort Sol spottet til Hurray … Even old punks go country.

16.35, Danni: “This next song is a plea for peace and sanity all over the world,” siger Alynda Segarra inden den vidunderlige mordballade ‘The Body Electric.’ Det gennemsyrer festivalen, at den foregår på et tidspunkt, hvor der er meget på spil. Og jeg vil hævde, at det løfter festivalen.

16.37, Danni: “On behalf of the whole band: Fuck Donald Trump!” Ikke Alynda Segarras mest subtile øjeblik. Men musik er en ventil. Sådan skal det være.

16.38, Smølle: ‘The Body Electric’ med Hurray for the Riff-raff er fantastisk. Også sagt som heftig fan af Johnny Cash og Nick Cave. Der får læst og påskrevet for deres kvindemyrderier.
Er det en fra Game of Thrones? Er det en fra Biffy Clyro?

Er det en fra Game of Thrones? Er det en fra Biffy Clyro?

16.40, Anders: Simon Neil fra Biffy Clyro ligner med sit lange, svedige hår, bar overkrop og tatoveringer en stammeleder, der er redet direkte ud af ’Game of Thrones’ – og som lige om lidt får hugget knoppen af.

16.45, Snab: Er kommet til at love, at Hurray for the Riff Raff spiller et hit. “Det kommer nok til sidst,” siger jeg.

16.47, Fez: Okay, en sang om at savne New Orleans. Det er my kind of røvballe. Hurray!

16.50, Danni: Hurray for the Riff Raff hylder Woody Guthrie med folksangen ‘Blue Ridge Mountain’. Helt i Guthries arv stak Alynda Segarra selv af hjemmefra som teenager og rejste Nordamerika rundt med tog.

16.50, Køster: Måske er punk ikke helt død alligevel. Ortved smuttede igen før tid.

S!vas-optog med tre BMW'er gennem mediebyen. Rock'n'roll!

S!vas-optog med tre BMW’er gennem mediebyen. Rock’n’roll!

16.51, Snab: S!vas laver ballade! Får besked fra bloggens gode ven, Ronnie: “Sivas! gav zero fucks og kørte sin BMW-kortege hele vejen ned gemmen mediebyen. Kæmpe scene og ekstremt sjovt!Ros-eliten kunne slet ikke bære det.”

16.52, Anders: Udvidelsen af området ved Arena er det bedste, der er sket for Roskildes infrastruktur i årevis. Blindtarmen er bortopereret.

16.54, Nykjær: Alynda Lee Segarra synger som en kridhvid texaner, men afslører sit puertoricanske blod med en shaker. Hurray for the Riff Raff er et yderst behageligt bekendtskab. Også selvom Segarra scorer billige “Fuck Donald Trump”-points undervejs.

16.55, Køster: Hooray … har spillet sig op til noget, der ligner en rigtig fin koncert. Senest en fin udgave af Woody Guthries ‘Blue Ridge Mountain’.

16.58, Smølle: Var dette årets Isbell-øjeblik? Hurray for the Riff-raff giver mig lyst til at kramme alle, til de er gasblå i ansigterne.

RF7517.08, Anders: Roskilde skal være glade for, at de ikke havde Henrik Marstal og andre kønsdebattører på nakken tilbage i 1975 …

17.12, Fez: Marie Frank spottet til Hurray for the Riff Raff. De kunne lave fin duet.

17.22, Nykjær: Kommer forbi afro-fest på Avalon til Calypso Rose. Der danses limbo med en paraply uden for teltet, mens sangerinden instruerer “If you are at a party with your boyfriend, and you’re having fun, and he wants to go home, tell him NO!” Hende skal man vist ikke tale imod.

17.30, Danni: Er gået i tørvejr under en presenning foran Malbecks vinbar. Planen er pause og så gå til Mac DeMarco.

17.52, Anders: Røg på en RF-klassiker som dagens første aftensmad – den alt for bastante spaghetti med kødsovs fra Himmelev Volleyball Klub – og bliver nu smerteligt mindet om, hvorfor jeg har undgået den i så mange år. Tallerkens indhold har en massefylde som beriget uran og sætter fordøjelsen på overarbejde, hvilket umuliggør al anden aktivitet. Tager en powernap i støvregnen foran Mads Nørgaard-teltet.

17.54, Køster: Godt crowdet til Young Thug, inden han går på. Iagttager, at jeg tilsyneladende er alderspræsident på Apollo lige nu.

18.01, Køster: Har netop øjnet Fez og er dermed ikke længere aldersprez.

18.13, Køster: Young Thug kører en rimelig smadret rapstil. Nærmest punk. Synes i øvrigt, at han skulle slå sig sammen med Neil Young – Neil Young Thug.

18.19, Køster: Attituden fejler ikke noget hos Young Thug. Det kan man så måske til gengæld diskutere, om hans ret ordinære trap/dirty south gør.

18.22, Fez: Young Thug beder publikum lav en mosh pit. Hvis han fik lidt mere gang i sin sløve rap, ville den opstå af sig selv.

18.22, Køster: Young Thugs dj har muligvis drukket fælgrens, og YT selv + plus hypeman er virkelig sloppy vokalt. Det hjælper heller ikke, at han tilsyneladende kører dårligere kondi end den 100 kilo tungere Action Bronson, der brillerede på Avalon onsdag.

18.23, Snab: Foals er et band, mange elsker at hade. Jeg kan lide dem. De har et lækkert groove, de spiller tight – og de står så tæt på hinanden omkring trommesættet, at de kunne have passet ind på Loppens scene, hvor de spillede for otte år siden. #iwasthere Men lige nu er kruset med ‘Lars Håk’ noget af det sjoveste, jeg har set i flere … timer.Lars Håk

18.25, Køster: Nu angriber Young Thug publikum for ikke at være på. Altid en farlig strategi at lægge sig ud med crowden.

18.28, Køster: Har netop fået kastet en halv liter ubestemmelig væske i nakken. Heldigvis var det ikke varmt.

18.30, Køster: Lader Young være Thug og går ud og leder efter en kop kaffe. Shit, en sløj omgang.

18.32, Danni: Ved at være tid til at gå til Mac DeMarco … men sidder lige så godt i tørvejret. Og har jo liiiiige set ham i Vega.

18.38, Anders: Regnen jager de gamle Neil Young-fans med endagsbilletter væk fra deres erobrerede og campingstole-indhegnede enklaver foran Orange Scene. Nu løber de mod ly for regnen. Så kan de lære det!

18.44, Snab: “Det er bare en smule dug,” som man ville sige på Copenhell. Men øllene skal godt nok drikkes lidt hurtigere, inden de bliver tynde …

Humøret er højt i regnen. Jeppe er også høj.

Humøret er højt i regnen. Jeppe er også høj.

18.54, Smølle: De sagde “Lad være. Det er røvsyg stadionrock. De har skrevet halvanden god sang. ‘My Number’ er et kæmpe vildspor.” Men ville jeg lytte? Nej. Så kan jeg lære det. Foals var virkelig elendige.

18.55, Snab: Er imponeret over alle de smil midt i regnvejret. Men ok, smilene bliver alligevel større, når regnen stilner af.

18.57, Danni: Når tydeligvis ikke til Mac DeMarco … Er faldet helt i pause- og snakkehullet. Skal jo også have kræfter til Onkel Niller senere.

19.01, Smølle: Jeg er nærmest i hypnose over det her. Tænk over det: Er der noget, der siger ’stor live-oplevelse’ som at løbe sidelæns, 15 meter, hele tiden? Nej, vel? Derfor: 15-meters-toget. Der, sang efter sang, triller de samme 15 meter. Non-stop. Fyren om bord skal absolut intet lav,e ud over at sidde stille. Ham, der trækker kameraet, er en stor kleppert, der sikkert er på tale til Islands landshold. Og hende, der bærer det samme kabel frem og tilbage, frem og tilbage, og frem igen samt tilbage igen, ser så episk eddikesur ud, at det i sig selv er en oplevelse. Det er ikke en kameraposition, det er ren installationskunst.

 

Smølle Taylor Swift19.30, Fez: Smølle fortæller, at folk stopper ham på pladsen og vil fotografere hans Taylor Swift-sweatshirt. Den er også flot.

19.45, Snab: Kæft, hvor jeg håber, at Wales ordner Belgien i aften. Mens Neil Young fixer verden og Orange. Hmm! Hvordan klarer vi mon kombinationen New Order og Tyskland vs. Italien i morgen.

19.53, Fez: Skal lige samle mig, efter Køster har omtalt Neil Young som ‘Neglen’.

Neil Young-kø

Neil Young-fans. Ville de virkelig høre numre fra ‘Arc’??

20.05, Fez: Vagterne har fanget en gruppe Neil Young-fans. De tilbageholdes for at have råbt på numre fra ’Arc’.

20.08, Danni: Spottet fra min plads foran Malbecks vinbar de seneste to timer: Frank Aaen, Olav Skaaning Andersen og Peter Høeg.

20.09, Køster: Stormzy har været i gang på Apollo i to minutter. Den engelske grime-rapper har allerede leveret en 100 gange bedre præstation end Young Thug.

20.15, Køster: Stormzy rapper med stram britisk diktion og glødende energi. Nu lyder jeg som en jantelovsidiot, men ydmyghed, skills og showmanship – det er altså ikke en helt skidt cocktail. Ja, jeg kigger på dig, Young Thug.

20.25, Fez: Food Court er den nye Medieby. Boykotten er hermed erklæret.

20.28, Køster: Stormzys Adidas-tshirt er fuldstændig gennemblødt. Lige nu modtager han fuld valuta for arbejdet. Et proppet Apollo-område er ellevilde.

20.40, Nykjær: Det regner. Ikke specielt meget, relativt set, men nok til at være en faktor. Man kan ikke bare smide sig i græsset, udsigten obstrueres af folks paraplyer, og publikum ser fodformede og fornuftige ud i deres regnjakker. Hedonisme og nylon klæder bare ikke hinanden.

20.45, Køster. Defilerer ned for at få en god plads til Neil. Det gør regnen også.

20.46, Danni: Sender den sædvanlige runde-sms: Står bagerst og inderst i bagerste højre pit.

21.00, Nykjær: En kvinde iført stråhat og denim-overall kommer ind og vander blomsterne på scenen inden Neil Young går på scenen. Et Moder Jord-tema synes slået an.

21.01, Danni: Neil tøffer undseeligt på scenen og sætter sig ved et klaver yderst til venstre. Første akkord giver gåsehud: ’After the Goldrush.’

21.04, Danni: ’I was lying in a burned out basement/With the full moon in my eyes.’ Det er et par linjer, der kan noget. Vidunderlig start på Neil Young-koncerten.

Oh Canada - der var support fra det gamle land.

Oh Canada – der var support fra det gamle land.

21.13, Nykjær: Ingen fedtspilleri hos Neil Young. Starter alene på scenen med ‘Heart Of Gold’ og ‘Needle And The Damage Done”. Tudesmukt. Musikhistorie.

21.16, Snab: Ok, der var sgu lige lidt gåsehud. ‘Heart of Gold’ får mig hver gang.

21.18, Køster: Neil Young lægger ud med ‘After the Gold Rush’, ‘Heart of Gold’ og ‘The Needle and the Damage Done’. Han famler sig en anelse igennem dem. Men hvilke sange.

21.19, Danni: Soloerne giver dig tid til lige at tjekke livescore. Wales fører 2-1 over Belgien efter 63 minutter. Det skaber yderligere god stemning i pitten.

21.22, Smølle: Der er ikke mange andre end Neil, der ville kunne spille en hymne til Moder Jord på et vandorgel, uden at folk ville begynde at blive en lille smule twitchy.

21.24, Snab: Neil Young på Orange. Nøjagtig som Roskilde i 1973. Alle sidder ned, solen skinner, bare bryster, hippier overalt. Som jeg husker det.

21.28, Køster: Efter lidt utrolig usubtil Mother Earth-halløj er Neil videre med ‘Out on the Weekend’ og ‘Unknown Legend’. Sangene passer til Promise of the Real, hans band, der er et country-outfit bestående af bl.a. Willie Nelsons sønner. Meget forskelligt fra støjkongerne i Crazy Horse.

21.30, Snab: Er der nogen, der har en lighter?

Neil Yong AKS21.30, Anders: “Somewhere on a desert highway / she rides a Harley Davidson / her long blonde hair flying in the wind”. Kun Neil Young må levere den slags klichéer. Det må han til gengæld meget gerne – ’Unknown Legend’ trækker blanke øjne …

21.34, Køster: ER det Conor Oberst på guitar til højre for Neil Young?

21.37, Anders: Koncentrationen af grå skægfletninger er helt i top til Neil Young.

21.39, Nykjær: Neil Young spiller dybest set en intimkoncert i stadionstørrelse. Det er klassiker på klassiker, men det stilfærdigt gyngende spil gør store dele af publikum lidt rastløse.

21.40, Danni: Neil goes electric, ligesom tomgangen truede. Anti-segregationsangen ‘Alabama’ har stadig bid og relevans her 44 år senere.

21.44, Nykjær: For første gang sætter Neil Young strøm til guitaren. Det hele vågner lidt igen.

21.51, Køster: ‘Alabama’ og ‘Words’. Dejligt med mere støj. Ingen kan spille guitar grimt og rigtigt som Neil Young.

21.53, Køster: Jeg har det, som om Crosby, Stills, Nash & Young er genopstået. Youngs backing synger som engle.

22.09, Danni: Neil Young har fundet sin legendariske Gibson Les Paul-guitar ‘Old Black’ frem. Nu er han ved at være rowdy.

Fez dametaske22.10, Fez: Bæretasken til øl! Stærkeste innovation inden for fadølskultur siden låget med indbyggede peanuts. Venner, det er den slags, vi skal leve af i fremtiden.

22.12, Smølle: ‘Love to Burn’. Den elektriske er fundet frem, og bliver fremme. Ingen sang kommer til at vare mindre end et kvarter herfra.

22.13, Køster: ‘Love to Burn’ nærmer sig 20 minutters-mærket. Men jeg tror muligvis, jeg kunne høre Neil Young spille guitar altid.

22.32, Danni: Tidligere Børne- og undervisningsminister Christine Antorini fester i pitten til ‘Powderfinger.’

22.38, Køster: ‘Powderfinger’. Dér er et Neil Young-nummer.

22.44, Danni: ‘Mansion on The Hill’. Wales – Belgien 3-1.

22.45, Nykjær: Neil Young deler gavmildt ud af sine klassikere. Men efter noget tid får jeg altid nok af de alenlange guitaromveje, han fører dem ud i til koncerter. Tid til lidt thailandsk cuisine, inden det går mod Arena i forsøget på at få en ordentlig plads til Tame Impala.

22.48, Køster: 12 minutters-version af ‘Mansion on the Hill’. Ja tak.

22.50, Smølle: Oooh, ‘Western Hero’ fra Sleeps With Angels. Troede næsten alle havde glemt den plade, også Neil selv. Men den er god.

22.55, Køster: Så spiller Neil Young 12 takters-blues på Orange Scene. Det er vel ikke sket siden … okay, siden Rolling Stones.

23.05, Køster: Første gang Neil bliver lidt røvballet at høre på. Efter to timer. Og jeg kan pludselig mærke min ryg. Av. Men så kommer ‘Everybody Knows This Is Nowhere’.

23.05, Smølle: Neil har snart spillet halvdelen af den prægtige Ragged Glory. Han har dog været en times tid om det; det som hele albummet varer.

23.10, Smølle: Ingen tvivl om at jeg elsker Neils lange guitar-anfald. Men at være hans trommeslager må være verdens mindst udfordrende job.

23.17, Fez: 2 timer og 15 minutter spillet. Neil Young synger ”I won’t quit”. Og kagler som en høne. Send flere forsyninger.

23.18, Køster: Som altid med Neil: Mange sange om, hvordan vi har udpint “the land”. Og så lige en marathonudgave af ‘Keep on Rockin’ in the Free World’ at gå hjem på. Sådan skruer man en festivalkoncert sammen.

23.21, Smølle: ♪ We got a kinder, gentler machine gun hand ♪ Stadig en nogenlunde aktuel sang, ikke?

En mand har rejst sig fra kørestolen. Han går. Han hopper. Han står på kørestolen og jubler. Neil leverer mirakler.

En mand har rejst sig fra kørestolen. Han går. Han hopper. Han står på kørestolen og jubler. Neil leverer mirakler.

23.22, Snab: Its a miracle!

23.26, Snab: Keep on rockin’ in the free world. Og Keep on hiphopin’, keep on dancin’, keep on funkin’ – bare keep on keepin’ on! Så længe Neil ikke har givet op, er der håb.

23.28, Anders: ‘Keep on Rockin’ in the Free World’ – måske det bedste nummer på RF16, so far! Ren punk!

23.28, Smølle: ‘Rockin’ in the Free World’ — mest misforståede festsang, eller er det stadig ‘Born in the USA’?

23.33, Danni: Gad vide, hvornår Liberal Alliance eller CEPOS bevidst misforstår ‘Rockin’ In the Free World’ og adopterer den som deres slagsang? Som Reagan med ‘Born in the USA.’

23.35, Nykjær: Allerede efter fem minutter slipper Tame Impala 2015’s bedste sang, ‘Let It Happen’. Den ville have godt af at vente til lidt længere inde i sætter, hvor lyden ville være bedre justeret. Publikum er ligeglade, Arena eksploderer.

23.44, Anders: Efter Neil Young, sprint til Tame Impala, der som forventet har skabt menneske-oversvømmelse på Arena. Kunne være fedt at stå midt i teltet og nyde den semi-psykedeliske, australske drømmepop. Men oplevelsen fra dér, hvor gennemfartsvejen møder ølkøen, er til gengæld ikke ideel!

Mange mennesker til Tame Impala på Grøn.

Mange mennesker til Tame Impala på Grøn.

 

 

23.51, Smølle: Nogle af Neils guitar-burnouts er udødelige. Andre af dem er bare ikke til at tage livet af.

23.54, Nykjær: Tame Impalas psych-pop tager form. Men Arena er grotesk underdimensioneret til australierne, der burde have spillet på Orange. Her er alt, alt for mange mennesker.

23.56, Køster: Nej, undskyld. Vi tager lige et ekstranummer: ‘Love and Only Love’. Der varer næsten en halv time. Neil Young er en levende legende, og det er et privilegium at opleve ham. Hver gang.

23.57, Danni: Stopper han nogensinde? Skal han bæres ud som Damon sidste år? I så fald skal det være en stærkere roadie. Eller to. Der sidder nogle tunge canadiske knogler i den mand.

23.58, Snab: Øv! ‘Love and Only Love’ varede kun 26 minutter. Neil kostede mig lige en Tame Impala-koncert. Det er ok.

00.06, Danni: Udenrigsminister Kristian Jensen hænger ud i Mediebyen. Nogle vil sikkert kalde det kulturel appropriation, når sådan en Vild med Dans-Venstre-løve kommer til en gammel hippiefest. Jeg synes, han skal være velkommen.

0.34, Smølle: Det man kan skimte ude i det fjerne er Peaches, der prøver at spadsere en tur på folket. Det lykkedes ikke vildt godt.

IMG_7147

 

1.02, Smølle: Har altid opfattet Peaches som sjov og møgbeskidt i munden, men musikalsk inderligt ligegyldig. Det gør jeg stadig.

1.38, Smølle: Interessant faktisk at SE M83. Havde absolut ingen anelse om hvordan de ser ud. Tænkte mig to Clouseau-lookalikes i kitler.

2.17, Smølle: Kan seriøst ikke fatte at jeg ser et band ved navn Car Seat Headrest. Det er endnu værre end Chairlift.

2.30, Smølle: Det viser sig så, at de slet ikke er tossede. Husker at gå til Afghan Whigs i 93, der begyndte netop halv tre om natten. “Sikke et fjollet navn”. Men så …

2.44, Smølle: Er begyndt at have en art fantomsmerter. Mærker hele tiden efter, om jeg har solbriller i panden, selv om klokken er kvart i tre og der var gråvejr hele dagen.

3.14, Smølle: Det band kunne have heddet Beverage Holder — det havde stadig været en fryd at være til. Et af de der små smæld man får, når man er længe oppe og lige skal have et band mere med.

 

Kommentér indlægget