#RF16: Det må du ikke misse i år

   


I tvivl om, hvordan du navigerer igennem 183 navne på seks scener, så du både får glade gensyn og gode opdagelser? Hjælpen er nær, blogholdet har trawlet programmet igennem og udvalgt en stribe koncerter, der er værd at sætte kryds ved.

 

ONSDAG

Khun Narin
Gloria, onsdag 17.30
Hvilken start på festivalen. Thailandsk rockmusik. I mere end ”timinytter”. Og en syret historie bag. Khun Narin blev opdaget på YouTube nogle år efter at være blevet uploadet – og siden udgivet på det amerikanske selskab Innovative Leisure. Fordi det nummer, de spiller, og optagelsen af det siddende og nærmest apatisk stirrende marchorkester i en landsby i Thailand er fuldstændig fantastisk. Og surrealistisk. Det samme er albummet ‘Khun Narin’s Electric Phin Band’. Lo-fi-instrumentalrock med østerlandske, nærmest psykedeliske, toner. Medrivende som ind i junglen, og jeg er ret sikker på, at man godt kan pogo-danse til Khun Narin, hvis man absolut vil. Jeg spiser den lige på stedet, tak.
Peter Elsnab

 

Action Bronson
Avalon, onsdag kl. 19.00
Allerhelst ville jeg spise mig gennem Roskilde sammen med Action Bronson. Den store amerikanske rapper begyndte som kok og spiser sig gennem verden i Vice-programmet ”Fuck, That’s Delicious”. Hans rap er fed, funky og feststemt.
Niels Fez Pedersen

 

Slayer
Arena, onsdag 19:30
Det bliver i år, jeg skal høre Slayer. Jeg har altid skyet de hårde og nu temmelig gråmelerede thrash metal-drenge fra Californien af en eller anden årsag, men har også vidst, at enhver musikentusiast bør give dem en seriøs chance. Jeg går i disse dage og varmer op med ”Reign In Blood”, deres Rick Rubin-producerede hovedværk fra 1986. Det er stærke sager, selv i dag, og der er stadig masser af dynamik og melodi i skidtet, hvis nogen skulle være i tvivl. Musikken rummer også noter af amerikansk hardcore og skatepunk, hvilket måske er med til at gøre den så spiselig for et ellers ikke udpræget metalhoved som undertegnede. Vi ses oppe foran i dødsenglens sorte lys!
Janus Køster-Rasmussen

 

Dawn Richard
Apollo, onsdag, 21.15
Dette er en god periode for soulsangere, der er hamrende ligeglade med konventioner om, hvordan deres genre skal lyde. I år dukker der en op, der er mere ligeglad end alle andre – Dawn Richard, som er lige midt i en trilogi af vildt kreative og futuristiske r&b-albums. Det første var “Goldenheart” fra 2013, smukt, sensuelt og alt for overset; og det seneste er “Blackheart” fra i fjor, et mørkt eventyr i lyd om tab og vrede. Kan det så fungere på dj-scenen under åben himmel, mens aftensolen stadig er oppe, og folk er tilpas stenede? Vi får se. Men jeg er vildt spændt på Dawn, der skulle være pivkarismatisk på en scene.
Nikolaj Steen Møller

 

Föllakzoid
Pavilion, onsdag 0.15
Perfekt tid og sted! Efter midnat, Pavilion (til højre, naturligvis), stenertid, lige til at stå med lukkede øjne, nikke med hovedet og vippe med foden, pilsner i den ene hånd, joint i den anden … Det er stramt, tørt, mekanisk, kosmisk – og indimellem måske lige episk nok. Chilensk spacerock/krautrock – endda med umlaut over første o. Düsseldorf har ikke eksisteret forgæves, som man kan høre på dette Santiago-band, der har udgivet tre plader. I begyndelsen mere stonerrockede, men de er bedst, når de kører deres kraut med repetitioner, loopede riffs og spacey synth på lange numre. De spillede på Stengade 30 for nogle år siden – det missede jeg, men denne gang står jeg klar til at lukke førstedagen.
Peter Elsnab

 

 

TORSDAG

Júníus Meyvant
Pavilion, torsdag 16.15
Efter at fodboldlandsholdet har rettet alles øjne mod Island, får vulkanøens musik måske også et lille ekstra boost. En kunstner, jeg i hvert fald har tænkt mig at checke ud, er Unnar Gísli Sigurmundson, som arbejder under navnet Júníus Meyvant. Han stod bag en af 2014’s allersmukkeste sange, ”Color Decay”, og hans debutalbum ventes ude i løbet af sommeren. Her gør han sig i varm, tilbagelænet og lidt 70’er-klingende singer/songwriting, som får soulstrejf af delikate stryger- og blæserarrangementer. Det helt perfekte lydspor til en eftermiddag i (forhåbentlig) solen.
Jesper Nykjær Knudsen

 

Gaye Su Akyol
Pavilion, torsdag kl. 18.00
Maleren og sangskriveren Gaye Su Akyol stammer fra Istanbul og lyder som noget, David Lynch ville placere i en tyrkisk udgave af Twin Peaks. Hendes stemme er mørk, guitaren får masser af reverb og kan hypnotisere.
Niels Fez Pedersen

 

Chvrches
Arena, torsdag, 23.30
Enhver æra har brug for et fremragende synthpopband, og Chvrches er det bedste lige nu. Og de kan den finte, som har gjort, at jeg elskede genren, fra jeg var lillebitte og fik mit første Yazoo-album: At pakke melankolien og vreden ind i store, skinnende hooks og omkvæd. Jeg er kæmpefan af Lauren Mayberry – skarpt intellekt og lige så skarp sangskriver. Jeg er til gengæld aldrig helt sikker på, hvad de to bag syntherne hedder. Men det er lidt lige meget.
Nikolaj Steen Møller

 

Savages
Avalon, torsdag 01.00
Det var helt forrygende, da Savages debuterede på Roskilde i 2013. Og det kan det meget vel blive igen, når London-kvartetten vender tilbage torsdag nat. Et tidspunkt, der endda virker perfekt til bandets mørke, intense post-punk og frontkvinde Jehnny Beths insisterende og karismatiske scenefremfærd. Bandet udsendte tidligere på året deres andet album, ”Adore Life”, der er mixet af vores egen Trentemøller, og det kan blive afsættet for en både hæsblæsende og emotionel live-oplevelse.
Jesper Nykjær Knudsen

 

 

FREDAG

Anderson.Paak
Apollo, fredag kl. 14.00
Den svampede og let syrede soul fra Los Angeles spillet af en syngende trommeslager, der hænger ud med Kendrick Lamar og Dr. Dre. Anderson.Paak synger om Californien og har et groove så smooth, at det kunne være yachtrock.
Niels Fez Pedersen

 

Whitney
Pavilion, fredag 14.15
Her rammer Roskilde Festival virkelig plet i forhold til aktualitet. Chicago-duoen Whitney har eksisteret i blot et år, og ingen gik og ventede på debutpladen, ”Light Upon the Lake”, som kom i begyndelsen af juni. Men siden da er der opstået et berettiget buzz om deres solblegede og countryficerede sange, der bevæger sig omkring liflige guitarrundgange og vemodige blæsere. Sanger Julian Ehrlichs dvaske falset vækker minder om Neil Young, så placeret klokken 14.15 på Pavilion kunne det meget vel blive den perfekte slaskekoncert at vågne på.
Danni Travn

 

Hurray for the Riff Raff
Pavilion, fredag 16.15
Alynda Segarra, kvinden bag Hurray for the Riff Raff, stammer fra Puerto Rico og er opvokset i Bronx. Sådan lyder hun ikke. For sjæleligt synes hun rundet af de amerikanske troubadourtraditioner fra Syden og Midtvesten, understreget af, at hun som 17-årig drog hjemmefra for – som Woodie Guthrie og Bob Dylan før hende – at rejse landet rundt med tog. Hun endte i New Orleans, hvor en ven forærede hende en banjo, og så begyndte hun for alvor at skrive sange. Siden er det blevet til en stribe albums med elegante, afdæmpede ballader om livets fortrædeligheder. Hun synger dem med et indtagende nærvær, som eftersigende også skulle præge hendes koncerter.
Danni Travn

 

Tame Impala
Arena, fredag 23.30
Lidt tamt, usammenhængende, uforløst. Sådan har jeg tidligere oplevet Tame Impala live, men angiveligt var de bedre tidligere på året i Falconer, da jeg ikke var til stede. Så de får en chance mere – for hold nu kæft, hvor kommer der gode plader fra de psykedelisk inspirerede australiere, der tilføjede Bee Gees-agtige discoelementer på deres seneste album. Og den kombination tegner da rimelig fantastisk til en midnatsseance på Grøn. Især med tanke på den mængde af gode rocksange, frontmand Kevin Parker har skrevet og indspillet.
Peter Elsnab

 

Car Seat Headrest
Pavilion, fredag 02.15
Siden han var 17, har Will Toledo udgivet musik som Car Seat Headrest. Ikke bare via løsrevne YouTube-videoer, via hele albums. Fra 2007 til i dag er det blevet til 10 fulde plader. Især på de to seneste, 2015’s ”Teens of Style” og 2016’s ”Teens of Denial” folder den i dag 23-årige Toledo virkelig talentet ud og får presset sine neuroser (hans ottende album hed ”Nervous Young Man” …) ud via, ofte halvlange, skælvende lo-fi-rocksange. De har deres kuldslåede melodiøsitet til fælles med Pavement og deres ubetalelige ungdomsangst til fælles med tidlige Bright Eyes-plader, men de er essentielt udtryk for en ung mand med et åbenlyst talent. Med mindre han når at få overmedicineret sig selv inden nattekoncerten – drugs, både dem på recept og dem uden, er et tilbagevendende lyrisk tema hos Car Seat Headrest – kan det blive mildest talt mindeværdigt. På den uigenkaldelige måde det er mindeværdigt at opleve unge bands med meget på hjerte og behov for at bevise sig selv.
Danni Travn

 

Skepta
Apollo, fredag 02:30
Engelske Skepta er hyldet som det store navn lige nu inden for grime – den britiske rap, der opstod i kølvandet på UK garage omkring årtusindskiftet og i disse år oplever en heftig second coming. Og han er et af mine absolutte potentielle højdepunkter på festivalen i år. Hans outlaw-rim snor sig ind og ud mellem den ene anthem-agtige melodifigur efter den anden i det, der kan blive en gigantisk fest på Apollo natten til lørdag.
Janus Køster-Rasmussen

 

 

LØRDAG

Sturgill Simpson
Avalon, lørdag kl. 18.00
For to år siden vandt Jason Isbell adskillige nye fans på Roskilde Festival med sine følsomt maskuline countrysange, og sidste år fik Father John Misty et regulært folkeligt gennembrud, da han leverede et sensitivt og soulfuldt show af de store. I år kan det meget vel være Sturgill Simpsons tur til at lægge festivalfolket ned, når han tidligt lørdag aften indtager Avalon-teltet. Du kender måske hans dystre, stryger- og steelguitar-syngende udgave af Nirvanas ’In Bloom’ og hans beskidte og bluesy introsang til HBO-serien ’Vinyl’ – men den evigt søgende, 38-årige sangskriver fra Kentucky har meget mere at byde på, når han på scenen blander sin bitre og bevidsthedsudvidende cocktail af bluegrass, soul, honky tonk og outlaw country.
Anders K. Sørensen

 

Protomartyr
Pavilion, lørdag, 22.15
Jeg vil ikke en gang sige, at jeg glæder mig til Protomartyr – jeg er mere bare spændt på dem. Hvis jeg altså når at se dem efter New Order lørdag aften. De er virkelig alt andet end easy listening. De er fra Detroit, og det er til at få øje på, at byen i årtier har været i krise på alle leder og kanter. Ikke nok med det, men sanger Joe Casey er en meget frustreret mand – seneste album “The Agent Intellect” er skrevet i skyggen af hans forældres sygdom og død. Hurra … Men sagen er også den, at samme album er strålende, et kæmpe musikalsk skridt, med glimt af håb i al dårligdommen.
Nikolaj Steen Møller

 

LCD Soundsystem
Orange, lørdag 01.00
Da LCD Soundsystem i 2011 spillede to afskedskoncerter i Madison Square Garden i New York, skulle det egentlig have været punktum for et af 00’ernes allerbedste bands. Men den formidable sangskriver, pladesamler og lydstrateg James Murphy fortrød heldigvis, og det ligner en fantastisk finale på årets festival, når newyorkerne lukker Orange Scene lørdag nat. Gå under ingen omstændigheder glip af Murphys sublime og yderst dansable blend af disco, indie-rock og elektronisk musik, tilsat brillante tekster om alt fra parforhold til popkultur. Et absolut must-see.
Jesper Nykjær Knudsen

 

Sleaford Mods
Avalon, lørdag 02:00
Punk burde ikke blive spillet af unge knægte og piger fulde af energi, men helt klart af mænd i 40’erne. Først da ved man, hvad det vil sige at være bitter, sidde i det samme kontorjob day in og day out, holde med et fodboldhold, der spiller dårligt og/eller aldrig vinder en skid, se en grådig verden omkring én udvikle sig til det værre konstant og have en flok unger, der aldrig hører efter, plus et boliglån, man ikke slipper ud af, før det er for sent. Præcis den indsigt, plus/minus, kan spoken word-typen Jason Williamson og DJ Andrew Fearn ikke lægge skjul på, at de har erhvervet sig, og derfor er deres talte/messende grimerap et forfriskende illusionsløst bekendtskab. At de spiller klokken to om natten som et af festivalens sidste bands virker dog umiddelbart som en fejlcasting – det er alt for sent for dem, og os andre gamle mænd, der utvivlsomt vil føle deres smerte.
Janus Køster-Rasmussen

 

Kommentér indlægget