#RF16: Festivalens sværeste valg

   


Alle festivalgængere kender det. To, eller måske flere, af favoritnavnene er programsat lige oven i hinanden, og arrangørerne (de sataner) har garanteret gjort det med fuldt overlæg. Så enkelt er det naturligvis aldrig, men selv de bedste forklaringer gør ikke irritationen mindre. Her er blogholdets største festivaldilemmaer i år. Især torsdag aften giver grå hår i hovedet.

 

CourtneyBarnett_Press_MiaMcDonald_250315.heroCourtney Barnett vs. Bomba Estéreo
Torsdag kl. 19.00
Mit program er overraskende fri for sammenstød i år, men torsdag skal der vælges mellem Avalon og Orange. Mellem ordrig guitar og elektronisk cumbia. Jeg er vild med Courtney Barnett og hendes Chrissie Hyndske melodier og vrede, og jeg elsker Bomba Estéreos frie omgang med cumbia-traditionen. Cumbia er Colombias nationalrytme – en duvende, snurrig basgang – som ligger i alt fra folkemusik til pop. Bomba Estéreo rykker den fra hinanden i et elektronisk brus og har før lagt festivalen ned. Courtney Barnett er mere traditionel, men ”Sometimes I Sit and Think and Sometimes I Just Sit” var et af de få rockalbum, jeg blev ved at vende tilbage til i 2015. Det, der taler for Barnett, er risikoen for, at cumbia-festen på Orange fuser ud. Den slags dur ikke i dårligt vejr, og der skal være en kritisk masse foran scenen, før festen for alvor kommer i omdrejninger. Men på den anden side er det et argument for at møde op og være med til at gå amok sammen med colombianerne.
Niels Fez Pedersen

 

 

Destroyer vs. House Of Pain
Torsdag kl. 17.00
En af mine helt store misses på Roskilde var House Of Pain om torsdagen i 1994, dengang de var på toppen med deres båndsliber-rap på” Same As It Ever Was”-albummet. Jeg er seriøst stadig småbitter over det her 22 år efter. Spørgsmålet er, om jeg skal forsøge at gøre skaden god igen, men det føles også lidt som at prøve at genfinde kærligheden med en gammel gymnasiekæreste – det kan indebære glimt af fordums storhed, men sandsynligvis på en sentimental og i sidste ende derfor også sørgelig baggrund. Alternativet er canadiske Destroyer, der, modsat hvad navnet antyder, er noget af det mest indbydende softrock, man overhovedet kan forestille sig. Sanger Dan Bejar og kompagni spillede også på Roskilde i 2011, hvor jeg ligeledes missede dem. Et klart mindre miss, men i år også en koncert med klart større chance for at lykkes. House of Pain har en minimal chance for at lykkes. Det kan til gengæld blive stort. Destroyer bliver næsten helt sikkert fint, men næppe blændende fantastisk. Risiko vs. (relativ) sikkerhed. What to do?
Janus Køster-Rasmussen

 

 

Courtney Barnett vs. PJ Harvey
Torsdag aften
Programplanlæggerne har været generøse ved mig i år. At Aurora er samtidig med Damon Albarn er et overskueligt tab, det samme kan siges om Grimes, som bliver klemt mellem Destroyer og Courtney Barnett. Den reelt største udfordring er at time min exit fra netop nødvendige Courtney Barnett, således at jeg misser færrest muligt af hendes livstrætte, men skarpt observerende rocksange, og samtidig undgår at måtte nøjes med en ståplads ude i pishegnets svampede jord til PJ Harvey. Derudover er der et par sammenstød – ikke mellem to kunstnere, men mellem kunstnere og et klokkeslæt. Erfaringen fortæller, at jeg ikke er meget værd til koncerter med starttidspunkt fra kl. 01.00 og fremefter. Og først dér går Savages, Car Seat Headrest, LCD Soundsystem og The Minds of 99 på. Hvert år tænker jeg, at den klarer jeg. De fleste år skuffer jeg mig selv. Problemet med træt- og mæthed efter 12-timers musik er, at de træffer valget for dig.
Danni Travn

 

New Order vs. David August
Lørdag kl. 21.00 og 21.30
Det er valget mellem nysgerrighed og nostalgi. Med en dyb og stemningsfuld house-lyd er den brillante tyske producer David August blevet et etableret navn i de mere nysgerrige hjørner af klubland. Og de sidste par år har han været helt fremme i førerfeltet, når det højt respekterede website for elektronisk musik, Resident Advisor, har kåret verdens bedste live-acts. Det ville jeg rigtig gerne se. Men lørdag aften er han oppe mod New Order og deres massive katalog af stilskabende indie-popsange, og på det tidspunkt – og med lørdagaftens-promille – kan det ikke udelukkes, at jeg er mest i humør til at stå og skråle med på genistreger som ”Blue Monday” og “True Faith”. Hvis England på det tidspunkt stadig er med ved EM-slutrunden, kunne de måske endda finde på at spille ”World In Motion”.
Jesper Nykjær Knudsen

 


HindsHinds vs. Red Hot Chili Peppers
Onsdag kl. 22.15 og 22.30
Fire unge, spanske kvinder fra Madrid, der spiller skramlende, skævvredne popsange og har taget navn efter pige-dådyr – overfor fire gamle, stenrige eks-junkier fra Los Angeles med en af festivalhistoriens værste koncerter i bagagen … Valget burde være oplagt! Men så alligevel ikke, for Red Hot Chili Peppers har netop udgivet deres bedste album siden ’By The Way’, og rygtet om, at Roskilde-publikummet stadig bærer nag over deres skændsel af en koncert i 2007, må da fordre en form for trodsreaktion. Det må man i hvert fald håbe for festivalens bookere. Og jeg tror på det – så jeg vil forsøge at se så meget af begge koncerter som muligt.
Anders K. Sørensen

 

Bomba Estéreo vs. Courtney Barnett
Torsdag kl. 19.
På den ene side vil jeg virkelig gerne feste med Bomba Estéreo og samtidig se, hvor mange der fester med på Orange. Men på den anden side har jeg jo set dem et par gange på Roskilde tidligere – og jeg har ikke set Courtney Barnett, der spiller samtidig på Avalon. Og som jo er glimrende på sin egen muntre, lidt røvballede facon. Samtidig skal Grimes kl. 18 på Arena, Gaye Su Akyol kl. 18.15 på Pavilion og en plads til PJ Harvey kl. 20.30 på Arena regnes med i ligningen. Det går jo ikke op, Roskilde! Og det er egentlig pissefedt!
Snab

 

Grøn Scene vs. Avalon Scene
Hele torsdagen
Måske er festivalens sværeste valg i virkeligheden, om man siger Grøn eller Arena? Jeg tager Grøn, tak. Men i øvrigt ser det ud til, at ingen har ret: Det mest præcise navn er åbenbart Darupvej 19B.

Darupvej 19b

Og fra 19B til Avalon er der knap en kilometer. Det skulle vel ikke tage over ti minutter at gå. Men Dyrskuepladsen er anderledes, for her skal man passere titusinder af folk der uden undtagelse skal et andet sted hen end dig, i lavere tempo, og med meget lavere fokus.

Så torsdag bliver en kongeetape: Syv ture fra Grøn til Avalon og tilbage. En blød start med Santigold, og masser af tid til at nå Destroyer. Derefter lynaktioner: Tilbage til Grimes, og få mest med indtil turen går tilbage til Courtney Barnett. Hun når knap at blive færdig inden der er retur til proppet Grøn med PJ Harvey. Er hun inspireret? Så bliver der ikke meget tid til Blood Orange. Beklager, Dev. I alle fald går turen tilbage til Chvrches på Grøn, og siden til Savages på Avalon. Lykkes det hele, må der gives en form for medalje. Og lykkes det uden at blive udsat for one-hit-in-1992-wonderet House of Pain og hjælpeløse Macklemore på Orange undervejs, så er det et mirakel.
Smølle

 

Kommentér indlægget