Disclosure, Apollo, torsdag
Retrobølgen har også nået den elektroniske scene, hvor nye produktionsmetoder og nyt legetøj ellers konstant sørger for udvikling. Retromanien er måske tydeligst hos engelske Disclosure, der albumdebuterede med ’Settle’ for en måned siden – et særdeles vellykket album, der trækker på deep house og UK garage fra slutningen af 90’erne.
Men det er samtidig et album fyldt med pophits, som mange af de tusindvis af dansende, festende og syngende gæster på den fyldte plads foran Apollo tydeligvis kendte – selvom det ellers ikke er musik, der ligefrem er voldsomt eksponeret i de etablerede danske medier. Men det fortæller jo også meget om musik- og mediebilledet anno 2013.
Disclosures succes – med bl.a. en førsteplads på den engelsk albumhitliste – fortæller også, at tiden er måske er kommet til en reaktion på den tunge basmusik, der har hærget den elektroniske scene de senere år. Disclosure spiller let, luftig, poppet og elegant dansemusik, og de to brødre Guy og Howard Lawrence på sølle 22 og 19 år behersker med imponerende overblik både deres maskinpark, percussion, vokal og bas.
Disclosures afvikling af deres spændstige numre er overlegen. Det hele hænger sammen. Og det virker. Fødder flytter sig, pigehofter vugger, og arme ryger i vejret. Vi bliver rykket op og ned, men svæver ellers bare det meste af tiden hen over jorden, båret af luftige lækkerheder.
’When a Fire Starts to Burn’, ’Stimulation’, ’Confess to Me’, ’Boiling’ – det er alt sammen glimrende. Og naturligvis fungerer singlen ’You & Me’, hvor Eliza Doolittle lægger vokalerne.
Jessie Wares ’Running’ får vi i et endnu mere eksplosivt remix med mere bas og mere top, uden at melodien ryger. Og de her drenge har melodier. Mange af dem endda. Hvilket adskiller dem fra så mange andre, der lever på effekter.
Og efter en times lækkerhed indtræffer magien også, da Disclosure smider ’White Noise’ i spil. På plade med AlunaGeorge på vokal. Her er de med på ’bånd’. Men det betyder jo intet i dag. Den diskussion tog elskere af den elektroniske musik med rockisterne i 90’erne, og oplevelsen af Disclosure er stor.
Overalt ryger arme i vejret, og meget få har begge hæle på jorden samtidig. Spørgsmålet er, om der kommer et større hit end ’White Noise’ på årets festival. Ja, det skulle da lige være ’Latch’, som lukker koncerten med en fest, der om muligt er endnu større. Den første tone skal bare lige slås an, før det skønne Roskilde-publikum går amok. Og det bliver vi så drillet med et par gange, inden forløsningen kommer.
Vi festede, som var det 1999, men Roskildes nye placering af Apollo-scenen mellem Pavillion og Camping East peger frem. Det er stor optur i forhold til sidste års øde placering langt fra pladsen. Der er ingen grund til, at den elektroniske scene ikke skal integreres med resten af scenerne. At festivalen så har en lille udfordring med kontrol af menneskestrømmen hen over pladsen, er en anden sag, for en fyldt plads spærrer for folks adgang til campingområderne fra festivalpladsen …
