Tre løver på en trøje

   


De vinder nok heller ikke VM denne gang, men når det gælder slagsange er England urørlige. Det er ikke just et kontroversielt synspunkt, at “Three Lions” er verdens bedste landsholdssang, men hvad er det egentlig, den kan?

 

Et af mine klareste minder om fodbold har egentlig ikke noget med selve spillet at gøre. Det stammer da også fra EM-slutrunden i England i 1996, som ikke ligefrem var ødsel med store kampe, opsigtsvækkende resultater eller historiske scoringer. Mon ikke de fleste må en tur forbi Google for overhovedet at huske, at Tyskland vandt turneringen efter finalesejr over Tjekkiet?

Nej, det minde, der for altid har brændt sig fast i mig, er lyden og synet af et forventningsfyldt Wembley Stadion lige før en af Englands kampe. Tusindvis af fadølsfugtige britiske struber fandt sammen om triumviratet Baddiel, Skinner & The Lightning Seeds’ officielle slagsang, “Three Lions” og fik omkvædet “It’s coming home, it’s coming, football’s coming home” til at gjalde gennem min stue.

Det var et perfekt stadionøjeblik. 75.000 mennesker, der smeltede sammen i brusende fællessang og håbefuld begejstring. En fælles stemme, samlet om en sang, der udtrykte en hel nations kollektive følelse og samtidig ramte dens fodboldmæssige selvforståelse lige på kornet.

Den slags kan en god fodboldsang.  Og “Three Lions” er stadig den bedste, jeg har hørt til dato. Intet mindre. Fordi den kan andet og mere end bare at gejle op til kamp. Den har naturligvis alt det basale, der fungerer på den billige langside – den er vanvittigt catchy, har det rigtige tempo og kan synges selv med tyve Guinness sejlende rundt i blodbanerne. Men udover det funktionelle hæver den sig over de andre med sine lyriske kvaliteter, som (hel)flugter med selve fodboldens sjæl.

“Three Lions” er en fodboldsang til den tænkende fan. Her er ingen ølbøvsende og brystbankende brovteri. Ingen tom snak om, at man hiver guldet hjem som det selvfølgeligste i verden. For som enhver seriøs fodboldtilhænger ved, er det ikke sådan man har det, når man elsker et fodboldhold. Man håber på succes, og man tror på sejr. Men man er smertefuldt bevidst om, at det i sidste ende oftest ender med smerte og fortvivlelse.

Det ved englænderne bedre end de fleste. VM-triumfen i 1966 er stadig sidste gang, fodboldens moderland har vundet en medalje i en slutrunde. “Thirty years of hurt, never stopped me dreaming”, som det lyder med ekko helt inde fra den engelske fodboldfans’ bristede hjertekammer. “All those oh-so-nears, wear you down, through the years” sukker Baddiel, Skinner & The Lightning Seeds over de utallige gange, den fodboldmæssige stormagt lod til at have holdet, der kunne gå hele vejen. Blot for at svigte, da det gjaldt.

Men denne gang, måske? “I know they can play, ’cause I remember, three lions on a shirt, Jules Rimet still gleaming”, lyder det med øjnene fugtige af mindet om den sommer, da Bobby Moore kunne løfte VM-trofæet for efterhånden 46 år siden. “I know it was then, but it can be again”. Håbet lever. Lige indtil endnu en tabt straffesparkskonkurrence mod Tyskland. Men det lever.

Det er ganske enkelt spot on. Og så kan man høre, at sangen er skrevet af folk med forstand på fodbold. Undervejs er der referencer til den legendariske forsvarsspiller Nobby Stiles’ karakteristiske dans, og til Jules Rimet, som var navnet på det VM-trofæ, der blev spillet om, indtil Brasilien vandt det til ejendom i 1970. Velvalgte samplinger af kommentator-brudstykker binder desuden en fin sløjfe omkring engelsk fodboldhistorie. Sådan skal det bare gøres.

Det er for længst en træt pointe, at englænderne har de bedste slagsange. Men det bliver den ikke mindre sand af. For ud over “Three Lions” kan Albion også mønstre “World In Motion” fra VM i Italien 1990, hvor det engelske fodboldforbund FA klogeligt havde givet opgaven til New Order og komikeren Keith Allen. Og Manchester-bandet svigtede naturligvis ikke, men leverede et brag af en popsang med iørefaldende hooks, opløftende rytmer og et synth-tema så syleskarpt som en dyb Laudrup-stikning.

“World In Motion” har ikke eftertænksomheden som “Three Lions”, men er til gengæld en ualmindelig smittende popperle, som formår at drible udenom slagsangens klichéer. “This ain’t a football song”, lyder det sågar undervejs fra den gæsteoptrædende midtbanespiller John Barnes, der rapper dårligere end Frank Arnesen synger. Versenes pointer om at tage kampen op og “express yourself” rækker da også udover fodboldbanen, og først mod slutningen sætter det store stadionomkvæd ind, hvor hele holdet stemmer i med et kampklart “Arrivederci, it’s one on one”.

Med New Order som leverandør fik man en sang med afsæt i den mere progressive fløj af britisk musikliv. Bernard Sumners stemme rummer al den ubesværede indie-cool, som ellers ikke ligefrem præger den gennemsnitlige fodboldsang. Og som bonus kunne de populærkulturelle frontløbere hygge sig med at spotte de små referencer til datidens spirende, ecstasy-glade Acid House-klubkultur undervejs. Oprindelig skulle sangen faktisk have heddet “E For England”, men FA turde ikke binde an med en titel, der så let kunne sættes i forbindelse med de små populære piller og nedlagde veto. Nummeret listede samtidig lyden af tidens nye elektroniske dansemusik ind på stadionerne, og på alle måder bærer “World In Motion” præg af at være skabt af fremsynede kræfter på den britiske musikscene. Det betalte sig. Mere end to årtier senere er det stadig en af de få fodboldsange, man ikke behøver at drikke hjernen ud for at kunne tage alvorligt.

Med “Three Lions” og “World In Motion” har englænderne to eminente slagsange, der rammer bredt uden at forfalde til laveste fællesnævner. Om Kane og co. så kan lave det resultat, nationen hungrer efter, er nok lige så tvivlsomt, som det plejer at være. Men i højttalerne er sejren som sædvanligt allerede hjemme.

 

Kommentér indlægget