Godt brugt

   


 

 

Dublin Blues

Dublin Blues fra 1995

Når man har kørt i 5-10 minutter i min stationcar – et ordentligt skur af en Citroén c5’er fra 2005 –  begynder der at lugte af diesel i kabinen. Stanken tiltager i nogenlunde takt med omdrejningerne, indtil du på et tidspunkt bliver så ør i hovedet af dampene og ungernes klager over svimmelhed på bagsædet, at du kører den tilbage i garagen og tager cyklen i stedet. Der er et eller andet med diesel-dyserne og flammeskiverne, der ikke er helt tætte, og der findes tilsyneladende ikke den automekaniker på eller omkring Amager, der evner at reparere lortet, så det kan køre mere end to dage uden at sende giftige udstødningsdampe op gennem gulvet igen. Alene det seneste halve år har jeg smidt små 20.000 kroner i den, og hvis det ikke var fordi konen og jeg stadig skylder små 60.000 på billånet, havde jeg for længst kørt den i Øresund. Den er stor, grim, kluntet og råber “se mig, jeg tog min svigerfar med ud og købe bil!” over alt, den bevæger sit kluntede, hydrauliske korpus. Den ene hjulkapsel er long gone, jydekrogen sidder så skævt, at der ikke længere er nogen elektronisk forbindelse mellem bil og trailer (jeg kom til at bakke op i et cykelstativ foran min søns skole), og ungerne har efterhånden proppet så mange mønter, flødekarameller og bussemænd ind i cd-afspilleren, at jeg ikke kan spille mine cd’er i den længere. Nå ja, og knappen til radioen er også røget af, hvilket gør det umuligt at høre andet end Nova.fm.

Det er med andre ord noget gammelt lort, og der går ikke én dag, hvor jeg ikke forbander de uduelige, grådige franskmænd, der byggede bilen, langt ind i helvede. I det hele taget er der sgu efterhånden ikke en skid herhjemme, der virker. Opvaskemaskinen tørrer ikke opvasken ordentligt, ungerne har suttet al liv ud af fjernbetjeningen til fladskærms-tv’et, der er ridser i mit FIFA 14 spil, der er røget en streng på banjoen, tørretumbleren er direkte brandfarlig og har tilmed brændt et stort hul i min yndlingsskjorte, og mine yndlings-sko er udtrådte, men alligevel så lige tilpas intakte, at jeg endnu ikke har fået taget mig sammen til at købe et nyt par. Det må blive efter Roskilde. Nå ja, og min guitar er omtrent så falsk som skum på havet.

Hvis det ikke var for min pladesamling (og selv dén lever på lånt tid, da min kone er begyndt at tale om, at jeg måske burde flytte den ned i kælderen. Vi har i øvrigt ikke nogen kælder), ville der være meget få ting her i huset, hvis nogen overhovedet, jeg ville nære nogle videre nostalgiske følelser for. Der skal sikkert nok ligge et par gamle, slidte band-tshirts ude i skuret, der for en stund kan hive mig tilbage til de tider, hvor man sjældent gik fra en god koncert uden en ny souvenir til garderoben, men jeg er way beyond størrelse medium, og føler heller ikke noget stort behov for at fortælle omverdenen, at jeg af en eller anden grund hørte Dream Theater i KB Hallen i 2002 – og tilmed købe en t-shirt på vej ud.  Det korte af det lange er vel bare, at ting går i stykker, slides op og bliver væk, for så at blive erstattet af noget nyt og, for en stund, bedre. Som så også går i stykker…

Så hvorfor er en af mine absolutte yndlingssange så noget så naivt som en sang om ting, der bare virker?  Jeg ved det sgu ikke. Stuff That Works er en god sang, en rørende melodi, uanset hvad den så end havde handlet om.Det er en lille, men stor sang, tre akkorder og det tætteste en mand kan komme på sin egen sandhed. Stuff That Works lyder som de artikler, der altid dukker op i medierne en gang om året; dem, der handler om, hvad folk fortryder på deres dødsleje. En troværdig kærlighedserklæring til at finde roen i sig selv og sine nærmeste, et fornemt eksempel på de upolitisk konservatisme, de fleste af os vel kan se det smukke i. Guy Clark har en skjorte, der føles godt, så han går med den så ofte, han kan slippe af sted med det. Det samme med støvlerne. Guitaren stemmer ikke, men den lyder godt i et mørkt og tomt lokale, og kvinden han elsker, lyder fantastisk.

Til trods for, at alting jo som du sikkert ved var bedre i gamle dage i countrymusikken, er der faktisk forbløffende få sange, der romantiserer det trygge, det umoderne og det nære på samme detaljerede, nænsomme og uhøjtidelige måde som Guy Clarks sang fra 1995. Forstå mig ret, countrymusikken er ikke just fattig på hyldester til tiden før verden gik af lave, de liberale tog over og det hele went south, men Stuff That Works er herligt usentimental, og noget så forholdsvis sjældent som en hyldest til den arbejdende mand, helt og aldeles uden politiske undertoner. Simpel, rent melodisk, men så satans smuk i sin pragmatiske tilgang til det, der vel en dag vil vise sig at være det eneste, der virkelig betyder noget her i tilværelsen. En god ven, der er der i medgang og modgang. En kvinde, man kan elske. Støvler, der passer. Og en ordentlig bil. Jeg har da trods alt de fleste af de ting.

Er det så Guy Clarks fineste øjeblik? Tja. Måske. Stuff That Works er skrevet i samarbejde med Rodney Crowell, og er 20 år yngre end andre Clark-signaturer som L.A Freeway, Texas Cookin’ og She Ain’t Goin’ Nowhere. Men udover at stemmen er blevet en tand mere tyndslidt, peger intet på, at Texas-sangeren er ældet to årtier. Nu er der så gået yderligere 20 år, og Guy Clark er der stadig – og sangene holder stadig, de nye såvel som de gamle. Det samme gør støvlerne, skjorten og guitaren sikkert også (kvinden, derimod, Susannah Clark, døde for et par år siden). Og bilen? Den kører sikkert også stadig. Men den er jo nok heller ikke fransk…

 

 

Kommentér indlægget