Åh, musikhistorien og den længsel …

   


Ouch! Den ramte virkelig hårdt. Udlængslen, længslen efter New York. På den klaustrofobiske måde, hvor man næsten ikke kan trække vejret.

Først var det den nye Alicia Keys-video, og så var det den nye Raveonettes-video. To videoer med en masse billeder fra New York.

I Raveonettes-videoen til vidunderlige ’She Owns the Streets’ følger man en ensom pige, der danser rundt på gader, fortove, pladser og i subway’en med hovedtelefoner på og er totalt opslugt af musikken og sine egne bevægelser.

Gadebillederne i sig selv er nok til at vække udlængslen, men selve handlingen forstærker den, for jeg har selv oplevet sjæle som pigen i videoen. F.eks. efter at have gået rundt en morgen og formiddag, set Manhattan vågne op til en maj-solskinsdag og taget en hel masse billeder. Men så sænkede jeg kameraet i Central Park.

En kvinde dansede rundt på rulleskøjter i sin helt egen verden, og det var så privat en situation, at jeg ikke kunne få mig selv til at tage et billede af hende, selvom hun var aldeles dragende, og det samtidig skete i fuld offentlighed.

Jeg satte mig og lod som om, jeg blot tog en pause og studerede den blomstrende, levende, myldrende park, mens jeg gjorde alt for at iagttage hende i smug.

Efter nogle minutter kom hun hen til mig og spurgte, om jeg havde taget billeder af hende. Det havde jeg jo ikke, og det blev hun glad for, for hun brød sig ikke om det.

Hun begyndte at snakke, og inden længe havde hun fortalt en hel masse om sit liv, sin skilsmisse, sit job og hvordan hun bare elskede at danse. Hun spurgte om Danmark, og vi snakkede sammen i måske en time, inden hun tog hovedtelefonerne på igen og begyndte at danse igen, som om jeg ikke var der. Den slags oplever man i New York, og jeg gik smilende videre på udflugt i byen.

Folk har det ofte sådan, at de enten er til New York eller til Los Angeles. Jeg elsker begge byer. Og London. Jeg kan ikke blive færdig med de tre byer, men jeg har slet ikke været nok i USA, og jeg ville ønske, jeg kunne rejse til en af byerne igen i morgen.

Musikhistorien, kulturhistorien, er overalt i de byer, og alene et gadeskilt, en butiksfacade eller en bygning kan vække alle mulige følelser i mig. Eller en musikvideo med billeder fra gaderne …

Som at vade rundt på Manhattan og stille sig på Joey Ramone Place – eller på hjørnet af 53rd og 3rd, hvor Dee Dee Ramone angiveligt trak, når han var flad. Og hvor jeg mødte en mand, der gemte sig i en telefonboks og fortalte en historie om, at han var søn af en kendt pladeselskabsmand, og at der var folk, der jagtede ham og ville dræbe ham. Ok så.

Eller pludselig blive fanget af synet af en bygning på St. Marks Place en sen aften efter for mange øl på en bar og udbryde et højlydt ’hov!’ For selvom der er noget, der ikke stemmer, så ER det sgu da bygningen fra coveret til Led Zeppelins ’Physical Graffiti’. På albumcoveret har de fjernet en etage, men det fandt jeg først ud af senere.

Coveret til Led Zeppelins ‘Physical Graffiti’

På samme måde ser man pludselig ’Paul’s Boutique’, disco-stederne, pladeselskaberne, spillestederne naturligvis, jazzklubberne, Greenwich Village, Chelsea Hotel, Ghostbusters-bygningen, Springsteens Jersey Shore eller Asbury Park, Apollo eller Sugar Hill oppe i det Harlem, mange siger, man skal holde sig fra, fordi det er for farligt.

Der dukkede en skøn historie op for nogle år siden om Bob Dylan i joggingbukser, gummistøvler og regnfrakke, der helt ugenkendelig skulle have vandret rundt i øsende regnvejr i New Jersey, hvor han blev samlet op af politiet. Angiveligt skulle Dylan blot have været ude på samme type opdagelsesrejse for at se huset, hvor Bruce Springsteen skrev ’Born to Run’, lige som han tidligere havde opsøgt Neil Young-steder. Læs mere her.

Raveonettes-frontmanden Sune Wagner bor – eller har i hvert fald boet – på Manhattan, i East Village, og han er også en musikelsker, der dyrker en masse af mytologien omkring den amerikanske kunst – musik, litteratur, film – så det er næppe helt tilfældigt, at han har bosat sig et sted med så meget af historien omkring sig.

Og den er overalt i New York. Der sad Norah Jones og spillede på en lille bar. Der boede Johnny Thunders, der er ’Tom’s Diner’, her blev John Lennon skudt, her blev coveret til ’Freewheelin’ Bob Dylan’ fotograferet.

Her, i Yonkers, voksede Mary J. Blige op. Og Steven Tyler. Det er endeløst at gå på opdagelse i New York. Tage på udflugter, pilgrimsrejser, til Coney Island, Rockaway Beach, op til Woodstock et par dage, til Queens og forsøge at finde stedet, hvor dele af A Tribe Called Quests ’Can I Kick it?’ – med samplingen af en anden stor newyorker, Lou Reed – (måske!) er optaget. Eller stå på hjørnet af Lexington og 125th og ‘vente på manden‘. Eller bare besøge Hell’s Kitchen, hvor Alicia Keys voksede op.

Nok er det amerikanernes historie, men det er også vores. Vi er også i Danmark vokset op med amerikanernes film, litteratur, musik, graffiti osv. Det betyder noget, og derfor giver det også et gib i én, når man pludselig genkender steder fra historien. Lugter omgivelserne, kigger på folk, snakker med folk, prøver at sætte sig ind i, hvorfor musikken lyder, som den gør. Eller bare ser stederne og menneskene i en musikvideo …

 

 

Kommentér indlægget