1982 – den Nye Pops store sommer. Del 2.

   


Anden del af historien om da New Wave var gået over i New Pop, og det hele toppede – kort efter var det meste af dette gået over sidste salgsdag, så det er om at nyde det mens man kan. Del 1 er her

Nuvel. I 1982 var jeg 11 år. Jeg gik glip af stort set alt dette, lige da det skete – dog med undtagelse af Duran Duran, der allerede var enorme i min skoleklasse. Og Shakin’ Stevens! Der skulle gå et år før jeg begyndte at følge rigtigt med i pop, og to før jeg godt tør erkende at jeg fattede pop. Ergo, Shakin’ Stevens.

Men jeg havde et kassettebånd med en opsamling af nogle af tidens hits, indkøbt i supermarkedet i Bøtø for at have noget at lytte til i sommerhuset. Jeg kan huske, at denne klassiker med Sugar & the Lollipops var på – og det samme var Blondies mislykkede ’Island of Lost Souls’, med det uheldige resultat at jeg levede videre i troen på at Blondie ikke var andet end en udenlandsk udgave af Mek Peks Partyband i mange år frem.

Og så var der ’More Than This’ med Roxy Music på båndet, og det var ret tydeligt, selv i den alder, at her var noget med lidt højere klasse. Navnet ’Roxy Music’ lød også ret sejt. Sangen kom fra Roxys sidste plade, Avalon, som måske ikke i sig selv havde den helt store ungdommelige appel (og ved siden af Sulk virker den som god, døsig valium). Roxy var ved vejs ende, efter otte albums. Den rablende, eksperimenterende glamrock fra de tidlige 70’ere var helt forbi. De var gået fra fattige og speedede til at være rige og bonget op på bjerge af kokain, og den dedikerede social climber Bryan Ferry sørgede for at det hele kom til at lyde så sofistikeret som overhovedet muligt. Han var det ultimative eksempel på eskapisme i den tids pop – en søn af en arbejder fra Newcastle, der  blev en ærkesnobbet ven af de royale, en Tory, og ærlig talt lidt af en douchebag. Men stadig en strålende sanger.

Hvad vi havde her i 1982 var en meget, meget tilbagelænet Bryan Ferry, først og fremmest på titelsangen, som jeg i øvrigt aldrig har været vild med. En art ’The Lady in Red’ for fans af art rock. Men Avalon er meget mere end den sang. Det er først og fremmest en opvisning i tilbageholdenhed. Både lyrisk – Ferrys tekster var engang så prangende, som Dylan der var faret vild i en cocktailbar, men her er de barberet ned til telegramstil.

Og bag ham er der en drømmende, diset atmosfære, der siden er blevet genbrugt halvt ihjel på Ferrys soloplader – men dengang var det en ny lyd, der både oser af eksklusivitet og rigdom, og klarer at give en ægte stemning af vemod og længsel – uden det drama man normalt fandt hos Roxy Music, men som var forsvundet album for album. Der er ganske vist en fotomodel på omslaget, men hun har ikke alene tøj på; hun vender sig også fra kameraet, hun har en hjelm på, og hun er Bryan Ferrys forlovede.

Også kendt som ‘Mitt Roxey’.

Som stilskaber har Avalon ligget og været vigtig i årtierne siden den kom, men som sofistikeret popmusik blev den blæst af banen få uger senere. Og det blev den af nogle store Roxy-fans, nemlig ABC, hvis debut The Lexicon of Love var ude 25. juni. Det var dog ikke så meget den søvnige croonerudgave af Ferry, de elskede, og heller ikke den androgyne, mascaraklædte tidlige glam-udgave. Det var derimod den romantiske og lakoniske Ferry fra Roxy Musics lange mellemperiode, hvor han kørte sig selv i stilling som lederen af bandet. Men i modsætning til Ferry, der udtrykte sine sorger i sang ved at at sukke dybt, stirre ud af vinduet på en bedårende bjergudsigt, og gå i byen med fem fotomodeller, så var der på The Lexicon of Love helt åbent til kærlighedens bitre side.

Ja, iTunes-generation, pladeomslag HAVDE engang bagsider.

På forsiden havde vi sanger Martin Fry som den elegante helt med revolveren i et teaterstykke, men på bagsiden stod resten af bandet og slæbte blomster til skuespilleriden, hjalp med replikkerne, og så træt og sur ud efter at have sat scenen for dem. Facaden var smuk med en vanvittig elegant hvid funk, der lånte en masse finter fra Chic – dem igen! – og lagde strygere og blæsere på. Men man behøvede ikke engang kradse i overfladen for at finde revnerne. Fry var blevet droppet af en pige, han var vred og frustreret, og han var desuden knivskarp som Elvis Costello, der allerede på dette tidspunkt var berømt for at hudflette kvinder han havde kendt med ætsende ordspil.

Gennem hele albummet øser han ud af sin arrigskab – ”When I listen to it now, it does have a consistency because it’s all about the same thing: me ranting on about lost love”, sagde Fry senere. Produceren af pladen begik en genistreg: I hittet ’The Look of Love’ er der en pige, der besvarer hans linie ”When your girl has left you out on the pavement” med et iskoldt ”Good-bye”. Det er pigen. Hende, der gjorde det mod ham, inspirerede albummet og fik Fry til at tilbyde sin desperate kærlighed på den mest trængende facon, her i den sublime ’All of My Heart’. Det er jo en universel sandhed. Det kan være svært at erkende, at man er endt i The Friend Zone.

Det var så ikke den eneste genistreg vi fik fra den producer. Han hed nemlig Trevor Horn, og han er i sig selv en serie værd her hos BBC. Han havde været en art popstjerne med ’Video Killed the Radio Star’, og han havde trukket trådene for den canadiske duo Dollar, men dette var stadig en klasse over hvad han hidtil havde lavet – godt hjulpet på vej af nogle fantastiske strygerarrangementer af Anne Dudley, der senere blev en del af The Art of Noise i selskab med Horn. Men én ting der tit glemmes, fordi Trevor Horn generelt er kendt for at lave sine koncepter helt fra bunden – Frankie Goes to Hollywood er kongeeksemplet – er at ABC selv havde nogle prægtige sange klar, og at de havde en forrygende sanger i Martin Fry. The Lexicon of Love er det andet mesterværk i serien her. Der kommer ét til.

Ville du lade denne mand producere din plade?
Ja. Medmindre du er dum som et bræt.

Der var ikke helt den samme sofistikerede atmosfære over tidens nr. 1-singler i England. Sidst i maj blev Nicoles grandprixvinder ’Ein Bißchen Frieden’, i den engelske udgave som ikke var meget bedre, sendt væk fra førstepladsen af Madness’ ’House of Fun’, der nådesløst udstiller hvor akavet situationen er for en 16-årig dreng der nu må dyrke sex helt legalt, og derfor skal afsted til apoteket og spørge efter en pakke kondomer hos en aldrende farmaceut m/k i en hvid kittel, der har set den arme knægt siden han var lille og skulle have pudder til sin bette numse. ”Full pint in my manhood” – men tænk så på hvor beklemt man selv var ved det her i Pornoens Hjemland, og så kan man forestille sig den tilsvarende situation i firsernes stadig ret aseksuelle England. Det var nemmest at bede om ”party hats with the coloured tips” – eller måske ikke.

Førstepladsen på den singlehitliste var et overstadigt sted på det tidspunkt. ’Goody Two Shoes’ med Adam Ant var lige på den rigtige side af skillelinien mellem jovial og idiotisk. ’Happy Talk’ med Captain Sensible var et godt stykke ovre på den gale side. Lige bagved havde vi et orgie af skamløs pop. ’Shy Boy’ med Bananarama. ’Stool Pigeon’ med Kid Creole. ’I Want Candy’ med Bow Wow Wow. Fun Boy Three var der, og Haircut 100. Rent candyfloss, set i bakspejlet, men hvor alle de navne formentlig sidenhen ville være kommet fra de samme samlebånd, var de faktisk allesammen udløbere af punk- og new wave-scenen på forskellige måder.

Det samme var manden, der lå nr. 1 i august med den bedste af alle de singler fra sommeren 1982, ’Come on Eileen’, nemlig Kevin Rowland, som blogbroder Niels Fez allerede har skrevet meget fint om til her på BBC. Den diplomatiske forklaring om ham er, at han var og er en kompleks person. Den mere direkte er, at han er et kæmpe røvhul. Men hvis ikke han havde været så forbandet intens, ville hans første tre albums – brilliante alle tre, på hver deres måde – ikke være så forbandet gode. På samme måde som Madness handler det om kejtet ung seksualitet; Eileen var barndomskæresten, og Kevins tanker, indrømmer han, ”verge on dirty”. Stakkels pige.

Men hvor der stadig mest var et sjofelt glimt i øjet hos tosserne fra Camden Town, så var konflikterne hos Rowland noget mere ægte. I år tog han springet og erklærede direkte ”I’m incapable of love”. Nogle af os havde en mistanke. Han har enorme sociale defekter. Og gudskelov i øvrigt for det. Men jeg gad ikke være i et band sammen med ham – og slet ikke være en af de arme kvinder i hans meget udleverende tekster. Så er det sikkert, jeg ikke var kommet til at elske ham, hans akavede verdenssyn, og hans egentlig ret anstrengende, gispende stemme. Nej, Kevin Rowland kan ikke synge. Men hvad gør det, når man ikke kan synge med så meget overbevisning?

“Det næste band giver jeg jakkesæt på. Så kan I lære det.”

I løbet af sensommeren finder vi en ung mand, der ikke vil være popstjerne, og derfor skyder en fantastisk succesrig popkarriere i gang. En ung kvinde, der prøver at begå kommercielt selvmord og i stedet sikrer sig årtiers tilbedelse. Og en ung mand, der synger ”I choose to cruise” og dermed ufrivilligt beskriver sit berømte sociale liv i de kommende årtier. Plus alle de andre ting jeg lovede i del 1, og ikke nåede omkring. Del 3 er den sidste, og kommer næste uge.

Kommentér indlægget