Drømmen om dansk dancehall

   


Da jeg forleden postede P6 Beats fine nye danske dancehall-sang feat. Klumben, Raske Penge, Pato, Sukkerlyn mfl. på Facebook, var den eneste der reagerede, min nevø Sebastian på 18. Han skrev: ”Man kan da sige, du har god smag Janus :D”.

Først blev jeg lidt stolt over at jeg sådan stadig var fresh med de unge. Gik og solede mig i at noget som jeg postede på Facebook stadig kunne have relevans for en temmelig hip 18-årig der både er dj, har en grammofon tatoveret på underarmen og what not. Jeg mener, jeg er jo en 39-årig musiksnob der egentlig for længst har sluppet grebet i Kødbyen og omegn til fordel for aftener i sofaen med karakterdrevne dvd-serier og lange, nørdede artikler om fodbold. Jeg fik endda en funky smiley med på vejen.

Men den var der hele tiden et eller andet sted: En stille nagen, en voksende tvivlen på om jeg nu også havde så god smag. Eller om der en eller anden grundlæggende mangel indbygget i den nye danske dancehall-bølge.

Raske Penge

Tag ikke fejl: Rasmus Poulsen aka. Raske Penge er min gode ven, og jeg elsker virkelig hans tracks ’Rundt’ og ’Intelligent’. Forrygende ørehængere med hjertet på rette sted. Klumben er en svinedygtig producer, og så ser han pissecool ud. EaggerStunn’s ’Kugledans’ er umulig at få ud af skallen, når den først har fundet vej derind, og da Danmarks mest udtryksfulde rapper Geolo G gør sin entré i en politibil i nummerets video, er det ét af de der moments, der kalder på gåsehud, ståpels, små rejste hår i nakken.

Når jeg hører sangene i radioen, nikker jeg med og skruer op. Jeg har følt en glæde over at min musik, den sorte musik, rapmusikken er dukket op i endnu en ny inkarnation. Hopla, vi lever! Men flere gange har jeg alligevel grebet mig i at tænke ”Var det det?” undervejs? En stille følelse af undervældelse midt i festen. Hvorfor er den der? Det tog mig et stykke tid at regne mig frem til, hvad det handlede om.

Først troede jeg at det handlede om at mange af spillerne på scenen næsten er på min egen alder, godt oppe i 30erne. Det gælder f.eks. StunGunn, Raske Penge og Pato. At der er noget morfarhygge over forsamlingen, som egentlig slet ikke burde appellere til min nevø på 18. Men så tænkte jeg på koncerten med Suicide på Statens Museum for Kunst forrige år, og indså at alder jo slet ikke behøver at være et afgørende parameter i musik.

Så troede jeg at det var de meget velafprøvede og sikre holdninger i musikken, den var gal med: Lokalpatriotisme, kritik af kapitaltænkning og politiet osv. Men så er der jo også Raske Penges ’Intelligent’, der formår at hylde evnen og lysten til at bruge de små grå til andet end THC-brændsel – og det på en cool og troværdig måde, som jeg i hvert fald ikke har hørt tidligere. Så det var nok heller ikke kun det.

Til sidst mente jeg at det handlede om at vi allerede én gang har haft en bølge med dansk dancehall: BikStok Røgsystem, BliGlad, RaggaPak-festivalen og alt det der, og at der på den måde er lidt old hat over foretagendet. Men så indså jeg, at de nye kunstnere svarer til de store personligheder i dansk raps anden bølge, og at BikStok og Bliglad i dén ligning agerer MC Einar og Rockers By Choice. Så det er jo på sin vis helt naturligt at der opstår en ny generation indenfor genren, der både er mere sofistikeret og mindre tegneserieagtig end den foregående.

Efter at have gået og forsøgt at proppe min uartikulerede følelse ned i en flaske i dagevis, kom jeg endelig frem til hvad det var: Netop en følelse. Eller rettere: En drøm. Da jeg begyndte i gymnasiet, kom jeg i en elendig klasse. Jeg drømte ofte om natten, at jeg i stedet var startet forfra på efterskolen. Med de samme skolekammerater og lærere og fag og piger og fodboldkampe og fester forude, men alligevel med al min viden om det forgangne år og alle oplevelserne i rygsækken. Et paradoks, javist, men det var trygt og godt. Jeg var på hjemmebane, og ingen kunne røre mig. Alligevel var den der: En prikkende viden om at det her ikke var helt rigtigt. Ikke helt ambitiøst nok. Og så vågnede jeg. Og skulle have latin i første time.

Det er sådan, jeg har det med den nye bølge af dansk dancehall. Det er trygt og rart, og jeg ved nogenlunde hvor jeg har alle aktørerne. De navigerer i veldefinerede vande, hvor de nu på fornem vis kortlægger hvert et lille mågeskær og hver en tangbanke. De er erfarne, dygtige og har en faderfigur-bølge at reagere imod. Men jeg mangler udfordringerne, provokationerne, overraskelserne, eksperimenterne, før den stille, vedvarende prikken forsvinder og jeg overgiver mig betingelsesløst. Bring it on – jeg kan ikke vente.

Kommentér indlægget