Det er blevet meget normalt at brokke sig over Record Store Day – den årlige fejring af pladebutikker. Og vi skal da så sandelig ikke undlade at bidrage!
I år var det 10. gang, at man kunne købe specielle udgivelser i pladebutikker, der i lørdags derfor var fyldt med kunder fra morgen til sen eftermiddag. Alene tanken er jo decideret frygtelig. Og det leder mig hen til det første punkt på listen over frygtelige ting ved Record Store Day:
1) Der er jo frygteligt mange mennesker i butikkerne denne dag. Man kan slet ikke få lov at stå og rode i pladekasserne i timevis uden at skulle navigere udenom andre mennesker.
2) Pladebutikkerne tjener frygteligt mange penge denne dag. Måske tjener de endda så mange, at de kan købe flere titler ind til butikken den kommende tid.
3) Det var frygteligt koldt at stå i kø i den time, jeg ventede foran RecordPusher i Odense mellem kl. 7 og 8. Givetvis ikke engang 20-25 grader varmere end flygtningelejrene i Grækenland i vinters.
4) RecordPusheren uddelte kun gratis kaffe/te og basser til at varme os på, mens morgenbranderter i godt humør generede os frygteligt ved at spørge os, hvorfor vi dog stod der og ventede i en lang kø ind til en butik, der ikke solgte en eneste ny iPhone.
5) Der var faktisk frygteligt mange mennesker i køen. Så stod man der og var tvunget til at snakke om musik.
6) Jeg brugte frygteligt mange penge på plader, jeg virkelig gerne ville have.
7) Der er i det hele taget mange fans, der for første gang er kommet i nærheden af en udgivelse, fordi den nu er udgivet på en af de her frygtelige genudgivelser.
8) F.eks. købte jeg The Distillers ‘Coral Fang’, som jeg har været på jagt efter i frygteligt mange år.
9) Den nye liveudgivelse med David Bowie, ‘Cracked Actor’, er frygteligt god. Optagelser fra 1974 i Los Angeles, da han er skiftet fra glamrock til det mere funky og soulfulde. Nænsomt restaureret af Tony Visconti. Jamen, jamen …
10) Den firedobbelte liveplade med Bruce Springsteen er lige så god. Bossens første besøg i Europa, i London i 1975. Sange fra den veloplagte koncert kan findes på YouTube, så det er naturligvis frygteligt at betale mange penge for at få den på særdeles vellydende vinyl.
11) Og apropos Bruce Springsteen så købte jeg også et par plader med noget så frygteligt som coverversioner. F.eks. Jason Isbell, der sammen med sit band The 400 Unit tillader sig at gøre bl.a. Springsteens ‘Atlantic City’ til sin egen på en mini-lp med seks numre, mens The Sandmen oversætter Thåströms ‘Beväpna Dig Med Vingar’ helt forrygende godt til dansk.
12) Der sidder en god mand på Universal og ærgrer sig. Han er simpelthen kommet til at lave en frygtelig trykfejl i titlen på nummeret ‘Daddy Howards in Queens’ bagsiden af coveret på 160 kroners-genudgivelsen af det efterspurgte Sort Sol-album ‘Snakecharmer’, der blot koster 500-1000 kroner i originaludgaven.
13) Gasolin’s første single, ‘Ang.: Lone’, er endnu dyrere i originalversionen, så det er naturligvis noget pis, at den nu er genudgivet til 80 kroner på noget så frygteligt som orange vinyl, der svarer til coverfarven.
14) Helt frygteligt er det naturligvis, at man kan se den japanske (nøgen)skuespillerinde Reiko Ikes bryster på genudgivelsen af den erotiske filmpop/easy listening-plade ‘Kokotsu No Sekai’. Det kan man også på coveret af originalversionen, som sælges til 4-5000 kroner.
15) Der var også udgivelser med Pink Floyd og The Doors, med Aqua, med Frida og Agnetha, med punkbands, med indiebands, dansk hiphop, worldmusik, psychrock og meget mere. I det hele udkom der frygteligt mange forskellige plader denne ene dag.
Og nu siger jeg lige noget mere: Man kunne flere steder faktisk høre livekoncerter i butikkerne. Alt i alt en gennemført frygtelig dag. Men brokkehovederne havde en god dag. Og jeg synes, helt oprigtigt, det er frygteligt, at jeg ikke kunne besøge Third Man Records i Nashville og Detroit, stå i kø foran Rough Trade i London, gå rundt i Malmö og samtidig besøge alle butikkerne i Danmark. Pis!
https://www.facebook.com/BEATKBH/posts/289382584835608
https://www.facebook.com/RecordPusher/photos/a.130916363635678.20489.130910856969562/1430866183640683/?type=3&theater
https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=1465743856821134&id=118214121574121