Vi stod der med den tomme æske

   


Af Nikolaj Steen Møller

Det er på en måde meget passende, at hvis man går ind for at streame sig lidt David Bowie på Spotify, så dukker Morrisseys fjæs op som noget af det første. Glem, at han har svinet Bowie til til højre og venstre, efter at han ud af det blå blev uvenner med ham engang i 90’erne, efter en tid hvor de i øvrigt havde beundret hinandens indsatser. Og glem, at Morrisseys live-cover af ’Cosmic Dancer’ med Bowie som duetmakker er en elendig, ældgammel optagelse, som boet efter Bowie bare skulle have taget afstand fra på grund af den ringe kvalitet. Glem også, at Morrissey generelt bare er en spade disse dage.

Men selv om det er bizart, er det også ganske passende, da Morrissey – dengang han talte kloge ord, og længe inden han selv lancerede et hav af egne pointeløse opsamlinger og genudgivelser – skrev den perfekte sang om musikbranchens hang til at flå fansene, ’Paint a Vulgar Picture’. Den er citeret til hudløshed. Hver gang nogen skraber bunden af en tønde, dukker den op:

Re-issue! Re-package! Re-package!
Re-evaluate the songs
Double-pack with a photograph
Extra track (and a tacky badge)

Tillad mig at præsentere en lidt besværlig del af min psyke. Jeg har en dårlig vane. Når verdensfirmaet, der udgiver David Bowie-plader, har noget nyt til salg, så har jeg en hang til at købe det. Jeg har strejfet det før. Det nærmer sig ren Bowie-FOMO. En hurtig optælling viser, at siden den store mand døde for godt fem år siden, har jeg købt fire bokssæt med ham, otte livealbums, en opsamling med en BBC-session fra ’97 og selvfølgelig EP’en med de sidste tre sange nogensinde.

Og her er et par gode nyheder: De er alle sammen virkelig gode, jeg hører dem tit, og jeg har ikke fortrudt en krone, jeg har brugt på dem. Også selv om hele møllen kan streames.

Eller … næsten hele møllen. Der var lige det livealbum fra 1974, I’m Only Dancing, hvor Bowie var blevet helt kokainhæs til sidst på sin Diamond Dogs­-turné, der nu havde udviklet sig et regulært soulshow, hvor publikum tilsyneladende ikke anede, hvad de skulle mene om deres afmagrede helt, der var omgivet af saxofonister og cremede r&b-sangere. ”We hope you like our new direction!”

Det album kom som del af den coronaforsinkede Record Store Day i 2020, en festdag, som jeg ellers overhovedet ikke har været en del af, fordi den lige så godt kunne hedde Ridiculously Overpriced Vinyl Rarities Day, og fordi jeg hverken har en grammofon eller et ønske om at købe vinylplader, om jeg så skal stå i kø til dem fra solen står op eller ej. Bowies udgivelser kom også på cd, og de var heldigvis forholdsvis nemme at købe, selv efter at Record Store Days morgenvirvar var overstået. Sådan er det tit med cd’er.

Og det endda, selv om de nu var reduceret til rene Record Store Day-udgivelser. Indtil da havde vi set Bowiefabrikken udsende et par vinyl-livealbums som RSD-samlerobjekter … for så at sende dem ud på cd, downloads, streams og det hele et par måneder senere. Formentlig irriterende for dem, der stod i kø og frøs for at få vinyludgaven, eller for dem der fik at vide, at der var udsolgt, og købte pladerne til flerdobbelt pris af en spekulant på eBay. Men fint for os andre, der ikke har lyst til det.

Da de plader udkom, gik vi ivrige Bowiekøbere i øvrigt mest af alt og ventede på det næste af de store bokssæt, jeg nævnte længere oppe. Det skulle være det, der dækkede med halvfemserne at gøre. Der var jo kommet et hvert år. Så vi ventede til sommeren 2019 på den annoncering, som man efterhånden kunne stille uret efter … og intet skete. Så ventede vi til sommeren 2020 … og igen kom der intet bokssæt. Og slet intet svar, hvis man spurgte ligeud på de sociale medier, om den serie bare var lukket ned for bestandigt.

Men noget kom der alligevel til os ivrige lyttere. Der blev lagt nogle livealbums op som streams, og alle tre var fra netop den periode – 1995, 1997, 1999. Spekulationerne løb nu igen. Betød det endelig, at de havde fået fingeren ud? Trak det alligevel op til det bokssæt, inden året var slut? Var Tin Machine, hans bizarre lille rockkvartet, alligevel blevet skrevet ud af historien? Havde det alligevel været rent hysteri, når man tænkte, at det måske bare ikke kunne løbe rundt at lave en boks med hans halvfemserplader, der ganske vist var blændende og en kunstnerisk genfødsel, men ikke ligefrem solgte enorme mængder i cd’ens store år – hvorfor skulle de så sælge nu?

I september stod verden ikke længere. Der blev faktisk, efter halvandet års plagen efter et svar, meldt noget nyt ud om de bokssæt. Ikke meget, bevares. De var ikke sløjfet – hvilket vel var det centrale. Men det næste kom først i 2021. Hvilket havde noget at gøre med, at de ville have tyve år mellem boksudgivelsen og boksens nyeste plade. Hvilket ikke passer sammen med, at Blackstar vel er med i den afsluttende boks – for så kan den lissom først udkomme i 2036.

Eller også var det noget med covid-19, der måske var skyld i forsinkelsen i stedet. I alle fald havde de jo udgivet andre bokssæt på det seneste. ”Ja, Space Oddity og en masse ligegyldige demoer til en absolut formue,” svarede man utålmodigt. Og nej, det fik de ikke lokket mig til at købe.

Men det blev spændende til sidst: ”Indeed, stay tuned for the announcement of another exciting project before the end of next week.” 2. oktober kom den udmelding. Brilliant Live Adventures var på vej. Og da begyndte røvhulleriet for alvor.

Shilling the rubes

Bare den tåbelige titel burde være advarsel nok. Men det så nu ellers lovende ud. En boks med livealbums fra halvfemserne. De tre af dem godt nok kendt i forvejen, de tre spændende og nye. Det ville jeg da gerne købe. Man skulle dog lige vende skråen og læse det hele ordentligt igennem. Så svaghederne viste i dette projekt sig hurtigt.

Først og fremmest var dette et bokssæt … uden en boks. Indrømmet – det blev heller ikke præsenteret som et bokssæt, kun som et sæt, og en del – den syvende del – af det sæt var så den tomme papæske, man kunne købe separat til at have de seks cd’er eller lp’er i, hvis man havde i sinde at købe dem alle sammen.

Og det var en pænt grim tom æske, hvilket ikke forhindrede Bowies folk i at kræve £17 plus porto for den dyreste af dem, den til vinyl – man slap med et par pund mindre for cd-udgaven, bevares.

Men det var selvfølgelig ikke kun de absurde tomme æsker, der var til salg. Den første liveplade var en ret god optagelse fra Dallas i 1995, som man allerede kendte på forhånd. Den var nemlig en af de tre, man allerede kunne streame. Ud over, at Gail Ann Dorseys mikrofon ikke virker i første halvdel af ’Under Pressure’, er den en ren opvisning af det skarpe, nye liveband, og en parade af strålende numre fra Outside.

Bevares, hele koncerten havde været endnu bedre – altså også de indledende sange med Nine Inch Nails, for det var fra den turné, hvor de varmede op, Bowie kom på scenen, de spillede fire numre sammen, og det så gled over i en koncert med Bowie uden afbrydelse.

Man kunne endda købe Ouvrez le Chien uden alt for mange sværdslag. Vinyludgaven blev udsolgt efter en uges tid, cd’en først et par uger senere. Udsolgt? Ja, for det her var åbenbart en serie, der skulle køre i et begrænset oplag. Hele vejen, én for én.

Og albummene kunne kun købes fra Bowies egne site, fra noget ved navn Dig!, samt hos Rhino i USA. Intet røg ud til de pladeforretninger verden over, der trods alt stadig havde åbent dengang i oktober, og hvert livealbum kom højest i nogle tusinde eksemplarer. Til gengæld ledsaget af anden Brilliant Live Adventures-merchandise som T-shirts, kasketter, indkøbsposer og alt muligt andet, der så ud som om det var bikset sammen på rekordtid af en AD-praktikant.

Come and buy my toys

Og så var der den tomme æske, der på få minutter blev en stående joke blandt fans, men som alligevel efter få timer – helt forudsigeligt – var udsolgt. Længe inden en eneste var dukket op hos køberne, eller bare afsendt, var der lynhurtigt æsker til salg på eBay. Selvfølgelig til pålydende pris … ej, det var en joke.

ooooh, se! Gratis porto!

 

Forargelsen var til at tage og føle på hos loyale fans og ivrige kunder, der måske ikke uventet havde svært ved at acceptere, at det skulle være umuligt at blive indehaver af en simpel papkasse, der skulle indeholde en serie albums, der først ville blive lavet færdig og sendt knap et halvt år senere. Fem dage senere lød det, at man da godt kunne lave nogle flere til sin tid.

Det dæmrede desuden lige med det samme, at hvis man ikke lige boede i England, skulle man forberede sig på at støtte postvæsenet helhjertet. Bestiller man et bokssæt, så betaler man for at få æsken sendt. Bestiller man seks forskellige albums fra England, ét ad gangen, så betaler man for otte albums, når portoen kommer oveni. Og det var endda billigt sluppet. Folk i mere eksotiske lande blev for alvor flået.

Otte et halvt, i øvrigt, hvis man også skulle have den tomme papæske med. Så dum er jeg trods alt heller ikke. Ikke fordi jeg regnede med, at det ville blive svært at få fat på de resterende plader. Trods alt blev de ikke udsolgt så hurtigt som de tomme æsker var blevet. Nej, kun fordi jeg fandme nægter at købe dyre æsker for sig. Af en eller anden grund er udgiften nemmere at sluge, når den formentlig stadig lige så dyre æske allerede er del af købet, men trods alt ikke ankommer uden indhold …

Til gengæld slog jeg til igen, da næste livealbum kom. No Trendy Rechauffé, hed det. Igen fra 1995-turnéen, denne gang hjemme fra England. Strålende plade, måske endda endnu bedre end den inden. Det var så i øvrigt ikke mere eksklusivt, end at det kan høres af alle nu.

Og det tredie på stribe røg i kurven, da de genudsendte det fanklub-album, der hed liveandwell.com med optagelser fra 1997, som jeg godt nok havde haft liggende som mp3-filer i et par årtier, men hey, jeg betaler som sagt gerne for en ordentlig udgave – og i øvrigt havde de opgraderet det måske grimmeste Bowie-omslag nogensinde. Godt nok havde de lokket med, at alle seks albums var ’brand new’, men … tjah. Og dette album er formidabelt.

Du havde ikke gættet det, men dette er det gamle omslag.

I første omgang var det bare dyrt. Nu begynder det også at blive besværligt. De to første plader var kommet i fin stil, og jeg havde undgået de problemer, der var nævnt rundt om af andre købere med albums, der ikke var dukket op eller ankommet beskadigede. Hvordan får man erstattet et album, der er bøjet eller ridset, eller som postbuddet har tabt i en snedrive, hvis hele oplaget er solgt på de første par dage? Korrekt svar: Det gør man ikke.

Og hvordan får man i det hele taget en garanti for, at man kan købe alle seks og anbringe dem i sin dyre, tomme æske? Det svar er lige så let: Den får man heller ikke. Der var ikke en ”Giv mig alle seks, læg dem i en æske og send mig pakken når det hele er udgivet”-mulighed, eller en abonnementsløsning, hvilket da ellers havde været så inderligt oplagt, hvis man ville belønne folk for deres entusiasme frem for at straffe dem for den.

This chaos is killing me!

Der var allerede ved at komme langt mere pres på salgstempoet, da vi nåede til nr. tre, men i det mindste var der fri bane for al trafik pr. post fra afsender til modtager. Og jeg har alligevel siddet og gloet på en skærm hver dag i det seneste år. Så jeg nåede det, da de annoncerede albummet: liveandwell.com blev bestilt midt i december i EU-landet Storbritannien.

Det blev sendt i starten fra januar fra et land, der ikke tilhørte EU – nemlig Storbritannien. Lige inden jul var det nemlig lykkedes UK og EU at få strikket en Brexit-aftale sammen. Så køb foretaget under én handelsaftale skulle pludselig behandles under en anden, når fragten først fandt sted en måned senere. Hvordan det album nåede frem uden en emsig tolders indblanding ved jeg ikke. Men det lå i alle fald i postkassen uden statslige indgreb, selv om prisen var over den bagatelgrænse for moms, 80 kroner, som blev indført for britiske varer, når der ikke var betalt dansk moms.

Måske det så var for optimistisk at slå til og købe det fjerde album, der kom. Men Look at the Moon! så simpelthen for lovende ud; et fuldt festivalsæt fra Phoenixfestivalen på hjemmebane i England i 1996. Ja tak. Sympatisk nok var der nu blevet skruet ned, så man højest kunne købe ét ad gangen. Det forhindrede nu ikke albummet i at blive udsolgt på få timer. Enten var der mere rift om de plader end før, eller også var der en vis angst for, at den tomme æske ikke ville blive fyldt, hvis ikke man var lynhurtig.

Jeg krydsede fingre, men lige meget hjalp det. Efter et godt stykke tid var der post, og det var ikke et dobbeltalbum med overrumplende udgaver af ’Quicksand’ og ’O Superman’, men derimod en hilsen fra PostNord, der administrerer Skats momsopkrævninger, og mand, tager de sig godt betalt for det.

Betal 185 kroner oveni: En momsefterbetaling på 25, og gebyr for resten. Så sender vi dig din plade. Den rimelige side af mig tænkte ”Okay, tolden følger bare reglerne, og jeg var klar over risikoen”. Den vrede side tænkte ”De løsepenge burde de fandme opkræve med bogstaver, de har klippet ud af forsiden på et ugeblad, elendige gangstere og ågerkarle.”

Som nævnt har jeg FOMO, når det gælder Bowie, men som også nævnt har jeg visse principper. Så det dér gad jeg slet ikke. Jeg prøvede dog lidt af hvert. Tilbød at betale for en ny forsendelse, om den så skulle sendes hertil med en mere diskret markering eller til bekendte i England, men selv om svaret var irriterende, var det i det mindste klart: Når min plade blev returneret, kunne jeg under ingen omstændigheder få den igen, og nej, der blev absolut ikke afsendt nogen albums fra andre steder end Storbritannien.

Rend os, med andre ord. Fint nok. Brevet blev ignoreret, og albummet sendt tilbage til afsenderne i England. Og hey, jeg fik pengene igen. Dette skal ikke læses som en personlig lidelseshistorie. Alt dette er en inderlig bagatel midt i en global pandemi. Jeg har købt tre liveplader, som jeg i høj grad synes er pengene værd. Jeg har skrevet et par forgæves emails. Jeg har ikke købt tomme æsker til sytten pund eller det tidobbelte hos eBays æskehajer. Og det er da lykkedes at komme til at lytte til Look at the Moon! … på en anden måde. Blink, blink.

And a cash machine was spitting by my shoulder

Dermed også sagt, at jeg ikke prøvede at købe de sidste to plader. Ikke, at det var aktuelt heller, for den femte blev udsolgt på få minutter, inden jeg nåede at se nogen besked om, at den var kommet til salg. Selv hvis jeg havde nået det, var det dog stadig ikke et emne. Det er jo håbløst at handle med Bowies sælgere, så længe de insisterer på selv at sende det hele fra deres egen adresse i Brexitland.

Og jeg havde forlængst hørt den koncert fra Paris i 1999, der havde ligget på Spotify siden i sommer, og den er … lidt kedelig. Det er alt sammen lidt pyssenysset ved siden af det totale spektakel, han lavede på turnéerne inden med skrigende orange hår og ejendommelig skægvækst.

Det, jeg gik glip af, viste sig så at være et helt eminent shitshow. Nyhedsmailen om, at den femte plade kunne købes, var så forsinket, at alle eksemplarerne var revet væk, da folk klikkede sig ind. Og for at øge tragikomikken gik salget i gang ved ettiden, dansk tid, så de fleste amerikanske købere, undtagen nogle morgenfriske newyorkere, lå og sov på det tidspunkt. De få, der var vågne, eller havde siddet oppe hele natten, måtte kæmpe med tekniske sammenbrud, albums som forsvandt fra deres kurve mens de handlede, betalinger der gik i sort, efterfølgende beskeder om at handler måtte annulleres.

Selv når man ikke har en anden eller tredie coronabølge til at strinte ud over verden, så alle er stressede som bare helvede i forvejen, er det for fanden ikke sådan man skal købe den musik, man elsker. Behøver jeg nævne, at salget af den sidste liveplade, et kort, tilklippet og enormt undervældende sæt fra samme 1999-turné i New York, endte i det samme virvar med musikken udsolgt på fem minutter? Næppe.

Det var først efter at se det rulle sig ud, at jeg indså, at min egen FOMO i virkeligheden ikke er særlig heftig. Ikke i forhold til de folk, der for alvor er besatte af at have det hele. Ikke bare de der bokse, der ser godt ud på tv-bordet, men det hele, også den 7”-single i begrænset oplag, der kom på Bowies fødselsdag med to middelmådige covernumre, der forståeligt blev klippet fra i sin tid; også alle de genudsendte singler på billedplader; også den nye Young Americans på rødt vinyl; naturligvis også alle disse livealbums på cd og vinyl.

Ja, det er nemt at snerre af dem, der bare ikke kan leve uden de udgivelser. Og ja, det er meget let at blive stiktosset på dem, der reagerer på et Udsolgt!-skilt ved at gå direkte til eBay for at købe varen af en krejler til mange gange pengene, fordi de holder den her syge skrue i gang til de kommende udgivelser, og gør det endnu sværere for fansene at købe deres ønskede plader. Tak til jer for det. Spader.

Men om man er seriekøber eller manisk samler, burde det stadig bare ikke være et problem. At sætte sådan en kampagne i søen og stille og roligt se den køre af sporet – selv om man får stribevis af advarsler lige fra starten – falder ikke tilbage på fans. Udelukkende på rettighedshaverne. I dette tilfælde pladeselskabet og boet efter Bowie. De har dybest set brugt det meste af det seneste halve år på at holde den kerne af fans, der er allermest ivrig efter at give dem penge, på pinebænken. Eller regulært gøre grin med dem – fik du i øvrigt købt dine David Bowie Happy Socks, lanceret mellem et par katastrofale albumlanceringer? Bare rolig. De er ikke udsolgt.

Efter at sokkekampagnen var forbi, var der i det mindste ny post fra den kommercielle afdeling: ”We are aware that a number of fans have had a poor shopping experience during the ‘Brilliant Live Adventures’ campaign”. Jeg ved ikke om Deutsche Zeppelin-Reederei sendte breve ud, hvor der stod ”Vi beklager, at flere passagerer havde en skuffende flyvetur til New Jersey med Hindenburg”, men det skulle de måske.

Så nu ser det ud til, at de vil genoptrykke pladerne. Pinligt. Men fint. Så skal jeg have Look at the Moon!, og får den sendt til en London-adresse. Det var godt nyt for dem, der gik glip af den ene, anden eller tredie grund. Mindre godt for dem, der brugte formuer på at købe af hajer. Oh well. Jeg køber kun musik til pålydende pris og har ikke ondt af dem, der brugte en formue og troede, de investerede i en samling, og som kan se dens værdi falde som konsekvens af, at andre får adgang til pladerne. De kan rende og hoppe. Musik skal være til folket, ikke til dem der investerer i en mint condition-udgave af to trediedele af et tamt sæt fra Bowies 1999-turné, som de ikke har i sinde at lytte til.

Men jeg har bare en fornemmelse af, at min entusiasme som musikkøber måske ikke helt har haft godt af at følge med i det her. For at sige det meget mildt. Og at det ikke er det største tab for mig i det lange løb. Det kan måske blive noget værre for dem, der gerne vil blive ved med at sælge mig ting, men nok har overvurderet, hvor meget jeg gider blive gjort til nar undervejs og stadig komme løbende med sedlerne rakt frem, næste gang de kommer med en tom æske og tilbyder at fylde den op. Seriøst, skam jer. Og … kom så med den halvfemserboks, jeg vil jo stadig gerne have den …

 

 

Kommentér indlægget