Problematisk pop: Sexisterne i Ibens

   


Du er min søde rødstrømpeveninde
men du skal nok blive en god og følsom kvinde
der passer godt på sin mand og sit hjem
ja, du skal nok blive glad igen
Glad igen, glad igen

Av, det her er ikke køn læsning, vel? Dette sørgelige eksempel på hverdagssexisme finder man på Ibens’ debutplade. Ikke nok med at sangerens veninde skal hånes for sin feminisme som en ‘rødstrømpe’, hun får også besked om at hun først får sig et godt og lykkeligt liv ved at glemme sine idealer og blive en underdanig husmor.

Og det fortsætter:

Du fortæller om et liv for dig selv
men holder fast i mig alligevel
Se i øjnene, din skæbne er kaldt
min for altid, kort fortalt

Tydeligere kan den mandlige besiddertrang vist ikke udtrykkes.

Og den er da heller ikke en engangsforeteelse, heller. Andre steder kritiseres sangenes “du-“objekt på den mest selviske vis for sex, der er så kedelig som Ølstykke i november.

Ølstykke

Sexismens triste ansigt.

Enhver, der har besøgt den by, selv i mildere årstider, vil vide hvor lurvet dette er. Eller hun anklages for at være så dødssygt selskab på en søndag, at sangeren ”sku’ være gået med en anden hjem”. Og det er for slet ikke at tale om den problematiske historie om Solveig, hvis bly natur ikke lige opfylder den brunstige mandlige protagonists behov.

Så sandelig om der ikke også savnes en “blå, blå” cykel. Ikke en mere kønsneutral farve, som f.eks. beige eller mauve. Næppe et tilfælde, at Maskulin var titlen på næste album.

Ibens

“Tø-hø …”

Det retfærdiggør efter min opfattelse ikke resten af bandet, at pladen har været en succes og at teksten er skrevet af andre, for sangen er udtryk for laveste fællesnævner blandt et overvejende mandligt segment af musikinteresserede, som måske ikke er mandschauvinister til dagligt, men som bliver gjort til det i situationen, når de ikke kan lade være med at grine ad sangens dybt enfoldigt fremstillede kvinder. Og et udtryk for noget der – formuleret med en bekendts ord – kan defineres som en stereotyp opfattelse af kønsrollerne, der er nedvurderende, og som har til formål at ydmyge og krænke kvinders værdighed samt opildne til at skabe et fjendtligt klima kønnene imellem.

Og det kan godt være at Carsten Lykke, Henrik Marstal m.fl. i dag har en tø-hø-agtig holdning til udsagnene på det skadelige og skammelige album, men det er ikke sikkert at lytterne har det, jo. Måske de her ser deres egen sexisme legitimeret?

Og forklaringen …

… nej. Selvfølgelig tror jeg ikke på, at Ibens er sexister. Og formentlig er den sang om rødstrømpeveninden sunget af en karakter, og ikke ud fra Carsten Lykkes egen seksuelle politiske holdninger. Eller resten af bandets.

Hvilket gør det til et bizart angreb at kalde folk for sexister ud fra nogle ord, der ikke har en sexistisk mening. Hvilket er præcis hvad Ibens-bassist og musik-PhD samt konsulent for Kulturministeriet, Henrik Marstal, gjorde sig skyldig i forleden, da en blogbroder var så sød at lægge mit portfolio ud på sin Facebook-side, og Marstal – uden yderligere diskussion i øvrigt om, hvad hans indsigelser er over for indholdet af en kampagne, jeg har arbejdet for – kaldte mig sexist over for sine egne venner.

Og så bliver dobbeltmoralen altså for tyk. For én ting er, at jeg ikke mener, at den helt igennem vigtige modstand mod sexisme i det danske samfund bliver gjort nogen som helst tjeneste af, at der på det spinklest mulige grundlag råbes “han er sexist!” efter folk, der ikke er det.

Men en anden er, at langer man sådan ud, skal man helst gøre det, når man står på meget sikker grund. Aldrig nogensinde har lagt navn til noget, der kan virke mandschauvinistisk eller nedsættende. Og helt sikkert ikke have brugt stereotyper humoristisk, på en helt uskadelig facon, hvis man ikke er 100 % sikker på, at man selv kan genkende disse hos andre.

For stereotyper om forskel mellem kønnene skal man have lov at bruge. Også i musik. Og nej. De er ikke udtryk for sexisme. Heller ikke når de bruges af Henrik Marstal.

Kommentér indlægget