Afgang mod Phil Collins-årene!

   


Det gik så godt til at begynde med. Jojo, der var dem der studsede over at man købte en box med David Bowies første plader til knap 1000 kr. (på cd) og knap det dobbelte (på vinyl), og så var ‘Sweet Head’ ikke engang med. Og der var dem, der ikke begreb pointen med et remix af hele Ziggy Stardust, der lød nogenlunde som originalen. Men ellers var der ikke meget andet end komplimenter til Five Years-boxen.

Den næste box hed Who Can I Be Now? og flyttede lidt flere øjenbryn vertikalt. Der var dem der studsede over at, yada yada, så var ‘Alternative Candidate’ ikke engang med. Og der var dem, der ikke begreb pointen med et remix af hele Station to Station, der kun fik den til at lyde som om den var indspillet i 00’erne. Men der var også en mistanke om at nu blev der vist ved at være lidt meget fyld. To udgaver af David Live, den dobbelte live-lp, der i forvejen har ry som lidt af en fuser?

Da vi så nåede frem til den tredie i fjor, A New Career in a New Town, bredte der sig en følelse af at nu var Parlophone ved at have hoppet over den meget omtalte haj. Ikke fordi musikken ikke var genial. Vi havde fat i Berlin-æraen med Low og “Heroes”, og vi fik Lodger og Scary Monsters. Men også to udgaver af den overpolerede live-lp Stage. Den originale er værre på alle leder og kanter, og nu formentlig den mest overflødige portion lyd jeg ejer. Det var Lodgers tur til at blive remixet, og det delte vandene: Jeg synes det er brillant, andre regnede det for helligbrøde. Fair nok. Den var ikke hellig for mig på forhånd.

Men værst af alt: Disse mesterværker var bare blevet sjusket behandlet. En ep med tyske og franske udgaver af ‘”Heroes”‘ lød som om det hele var lavet af kassettebånd, sat sammen med lim. Low levede op til titlen: En klumpfodet, bas-tung udgave, som selv hifi-ligeglade jeg kunne høre var gal. Lodger havde små fejl rundt omkring, og manglede bl.a. begyndelsen af geniale ‘Red Sails’. Og værst af alt: Midt i “Heroes”‘ titelsang faldt lydstyrken til det halve, lige når sangen var ved at lette. Det var måske gået i en bagatelagtig demo sidst på disc 17. Men lige på dén sang? Parlophone havde gjort i nælderne, og efterfølgende dansede de rundt i det. Det var skam ikke en fejl; det var et “energy loss” som de havde fixet på helt korrekt facon. En måneds tid – og et utal af ☆-anmeldelser på Amazon – senere erkendte de fejlen og lavede erstatninger til folk.

Og så begyndte der ellers at gå rygter om, at der måske stille og roligt var ved at blive sat et tidligt punktum for denne stribe genudgivelser. Det var lykkedes at nosse deluxe-udgaven af nogle legendariske albums op. Hvad nu, når man så stod med en periode som Bowie selv efterfølgende kaldte “my Phil Collins years”, og som han aldrig lagde skjul på var en tid, hvor han var kreativt ude at svømme? Det var Let’s Dance, som stadig er fantastisk, men som gav ham en enorm fanskare som han straks havde mest lyst til at skille sig af med igen. Det var Tonight, hvor han bare var ligeglad. Og så var det den helt bizarre, oppumpede Never Let Me Down, som druknede alle tilløb til inspiration i firserlyd og Peter Frampton-soloer.

Hvorfor ikke bare sætte proppen i den flaske og bære den diskret til containeren? Det begyndte at blive en vittighed, hvad boxen skulle hedde. Det skulle jo nok være endnu en sangtitel. Dancing With the Big Boys var et seriøst bud. Criminal World et mere syrligt. Men det bedste bud på et samlende navn til hele møllen var formentlig Too Dizzy, efter den sang på Never Let Me Down, som Bowie hadede så meget at han fik den fjernet, da han genudgav kataloget i 1999. Døm selv, om han har en pointe.

Men de gør det sgu. De kører på gennem firserne. De laver, ret beset, et boxsæt med 11 cd’er eller 15 vinylplader ud af en periode med ét godt album. Som allerede nævnt her på bloggen er det en periode, det er meget nemt at afskrive, og sværere at finde storheden i – selv om den er der i mange glimt. Det gælder om at holde tungen lige i munden inden man trykker “Køb!” her. Så lad os prøve at lave en hurtig forbrugerguide til Loving the Alien, som boxen ender med at hedde, hvilket er lidt tamt i sig selv.

Let’s Dance
Pragtfuldt album, hvis man når at smide sig hen og slukke inden den sløje sidste sang ‘Shake It’. På Bowies albums var der altid én sang, der førte videre til det næste projekt. Desværre for os alle var det netop den.

Serious Moonlight (Vancouver, 1983)
Et livealbum, der hidtil kun kunne fås som mp3’er rippet fra en koncert-dvd. Det overraskende er, at der stadig er plads til kryptiske ting fra Low som ‘Breaking Glass’, med mulighed for at give lidt af den gamle cabaretstemning på scenen til de formentlig forvirrede stadionfans. Hele Serious Moonlight-turnéen var musikalsk meget bedre end sit ry. I øvrigt udelukkende bedømt ud fra tv. Men det er ikke sikkert, jeg ville sige det, hvis jeg ikke først var kommet ind dér.

Tonight
Sikke en gang sjusk. Når Bowie gad, lavede han ‘Blue Jean’ og ‘Loving the Alien’. Når han ikke gad, fik vi en stribe lamme covers. Mange af dem af Iggy-sange. Forhåbentlig tjente Iggy en masse penge på det. Albummet solgte som varmt brød.

Never Let Me Down
Oh dear. Bombast, absurditeter, og så i øvrigt endnu et halvhjertet Iggy-cover. Og en sød titelsang, der lyder som et forsøg på at lyde som Lennon. Men Julian – ikke John.

Ja. Ordene er Bowies. Og Never Let Me Down er “that album”.

Never Let Me Down (2018)
Står det til at redde? Vi har allerede fået et tip: Den absurde cirkus-intro til ‘Zeroes’ er blevet sløjfet i den genindspillede udgave, der er udkommet i dag. Det hjælper. Gad vide om den lange historie om den kinesiske glasedderkop er sendt samme vej som den – og som de tordnende firsertrommer og Framptons guitar? Fingrene er krydset. Det lugter selvfølgelig af revisionisme, men ærlig talt: Allerede i 1988 talte Bowie om, at han gerne ville lave hele pladen om. Der manglede bare en god lejlighed. Men ‘Too Dizzy’ er der stadig intet spor af.

Glass Spider (Montreal 1987)
Hvor Bowie gik rundt med det vildeste svenskerhår i en knaldrød buksedragt, mens balletdansere kørte omkring ham på rulleskøjter, og en selvlysende glasedderkop skinnede i mørket over ham. Dette er et livealbum uden en billedside. Man skulle tro, det kun kunne være en klar forbedring, men koncerten var fuld af filmklip og dialog. Dette kunne nemt være en endnu mere rodet oplevelse end før. Men trods sit elendige rygte var det en spændende sætliste, når man ser bort fra de nye sange. At spille ‘All the Madmen’ for proppede stadions har en vis kontrær charme.

Dance
Ægte, uforfalsket firser-hed. Et dobbeltalbum af tolv 12″-udgaver med en platinblond, smilende Bowie på omslaget under en paraply. De fleste af dem er nemme at finde og bedømme på Spotify nu. Første sang er en lang udgave af ‘Shake It’. Det giver et ret klart tip om, at det ikke er en essentiel udgivelse.

Re:Call 4
Den vante rodebutik af singler, b-sider og ting der ikke lige var plads til ellers. Vil du have perler? ‘This Is Not America’ og ‘Absolute Beginners’ er her. Ikke, at de generelt er svære at finde. Vil du have det modsatte? ‘Dancing in the Street’ med Mick Jagger er på plads. Vil du have firserbarndomsminder? Alle Bowies sange fra Labyrinth er her – det vides ikke om der også er billeder af hans stramme strømpebukser i bogen. Vil du have overflødigheder? En god håndfuld sange fra Never Let Me Downs vinyludgave – der dengang havde lidt kortere versioner, fordi man skam skulle udnytte at der var mere plads på cd’erne! Normalt går jeg ikke ind for at vinyl automatisk skulle være bedst, men i dette tilfælde … Og nej. ‘Too Dizzy’ er stadig ikke med.

Og det er faktisk det. Nå ja, og så er der den som regel meget flotte bog med “Sådan lavede vi mesterværket”-historierne. Jeg er spændt på om det denne gang bliver “Den der edderkop var altså ikke min idé”-historier. Eller bare tekniske fortællinger om hvor meget prestige der var i at få mest muligt ekko på trommerne.

Jeg kan lige så godt være ærlig: Jeg har bestilt det allerede, på cd. Men det kræver tre ting at bruge den slags penge.

  1. En uudslettelig kærlighed til 1983-udgaven af David Bowie, der gør det muligt at overse hvor tynd en kop the Tonight var året efter. Jeg har altid været urokkelig, når det gælder Let’s Dance. Mesterværk. Og det samme er den sang, hele denne box er opkaldt efter.
  2. En status som fanboy og kompletist, der gør det til et smerteligt tab at have et stort hul i rækken ved siden af de tre andre æsker (og de kommende fra 90’erne og 00’erne).
  3. Et minde om at få Never Let Me Down på dagen hvor den kom i 1987, lytte igen og igen, og virkelig prøve at elske den, indtil det var åbenlyst at hele verden grinede af projektet og at min gud var i krise – endda uden at jeg kunne trøste mig med hans gamle mesterværker, der ikke var til at købe dengang. Men jeg opgav aldrig helt det sidste håb om, at der var noget godt derinde.

Og så får vi se om jeg trykker lige så hurtigt på knappen, hvis den næste box indeholder:

  • Tin Machine
  • Et livealbum fra Sound & Vision-turnéen, optaget i Milton Keynes
  • Et album med alle 11 1990-remixes af ‘Fame’ og ‘Sound and Vision’
  • Tin Machine II
  • Tin Machine Live: Oy Vey Baby
  • Tin Machine Live II: Use Your Wallet (den skrinlagte opfølger)
  • … samt en udvidet maxisingle af ‘Real Cool World’.

Den skulle næppe have titlen Heaven’s in Here. Men den kunne hedde Sacrifice Yourself. Eller A Big Hurt. Måske bare Run. Man ved aldrig.

 

SHUT UP AND TAKE MY MONEY!

Kommentér indlægget