Vangelis er for OL, hvad The White Stripes var for EM i fodbold. Leverandør af en hymne, der får nyt liv, og det er ret sjovt, lige indtil det begynder at blive irriterende.
Respekt til ”Seven Nation Army” og til de belgiske og italienske fodboldfans, som bragte den ind i slagsangsrepertoiret, men det kan blive trættende, når man bliver tvangsfodret med organiseret fællessang.
Det er der, vi er nået til med ”Chariots Of Fire”. Arrangørererne af OL i London har valgt at pøse Vangelis’ melodi ud over alle medaljeceremonier plus det løse, og selv om det var rockersjovt at få den i Mr. Bean-version ved åbningsceremonien, er joken kørt til ende for længst. Ja, det var en fin film, som betød meget i Storbritannien, men nok er nok, som man siger på Christiansborg.
Derfor er her tre andre forslag til Vangelis-sange, som kan spice den sidste del af dit OL op:
1) Aphrodite’s Child: “The Four Horsemen” (1972)
Inden den græske komponist og keyboardspiller Vangelis Papathanassiou røg i newage-gryden og kastede sig over soundtracks, spillede han psykedelisk rock. Militæret havde i 1967 lagt en diktatorisk jernhånd ned over Grækenland, og Aphrodite’s Child rykkede til London og Paris med Vangelis som den store rorgænger.
Sangeren var en stor, skægget herre, som senere fik en gylden karriere som chartertenor: Demis Roussos.
Bandet fik et mindre hit i 1972 med albummet ”666” og sangen ”The Four Horsemen”, som fortsat er et lysende eksempel på, at psykedelisk og funky ikke nødvendigvis er modsætninger. En eviggrøn mod-favorit, som bør ligge på Bradley Wiggins’ trænings-iPod.
2) Jon & Vangelis: ”I’ll Find My Way Home” (1981)
Efter Aphrodite’s Child blev opløst, fik Vangelis tilbud om at blive keyboardspiller i Yes. Han sagde nej til det symfoniske slæng, men kom i så god forbindelse med gruppens sanger, Jon Anderson, at de indspillede sammen ved flere lejligheder.
I 1981 var Vangelis totalt på toppen. ”Chariots Of Fire” var i gang med at vokse til at blive et Oscar-hit, og pludselig var der også popsucces, da Jon & Vangelis udgav fællesalbummet ”Friends of Mr. Cairo” med et løst gennemgående filmtema.
Det bedste ved pladen var ”State of Independence” (senere et hit for Donna Summer), og ”I’ll Find My Way Home”, en dejlig fesen popsang, som altid minder mig om at høre tysk radio.
3) Vangelis: ”Love Theme” (1982)
”Bladerunner”. Det er filmen, man kan se uden lyd. Det er en film, man kan nøjes med at høre.
Mennesker og maskiner i nærkontakt. Det var noget, Vangelis kunne forstå, og hans keyboards og syntetiske strygere gav Ridley Scotts film et drømmende skær, der fik sci-fi til at danse tæt med film noir.
”Love Theme” er lummert og romantisk. Harrison Ford har endnu ikke helt styr på Sean Young, og selv om han ved, at hun er en replikant, er han draget. Det understøtter den græske komponist for fuld saxofon.
Man er godt kørende i soundtrackland, når man har skrevet musikken til ”Bladerunner” og ”Chariots Of Fire”. Vangelis kan endda supplere med det lige så episke ”1492”, der gav ham et overraskende hit med temaet ”Conquest Of Paradise”.
Vangelis er i dag 69 år, og produktiviteten er faldet, men han finder stadig på skæve samarbejder.
I 1995 fik han den sky svenske sangerinden Stina Nordenstam med på ”Ask The Mountains”, han har lavet musik til NASA’s marsrejse i 2001 og lejlighedsvis opført udvalgte soundtracks på festivaler rundt om i verden.
Op til OL i London har han endda givet et af sine sjældne interviews, hvor han fortalte The Observer, at film godt kan klare sig uden musik, men ”hvis man bruger musik, skal det virkelig røre sjælen og skabe de følelser, som filmen ikke kan på egen hånd. Musikken tager over, hvor ordene stopper”.
Åh mon ikke lige Rain and Tears er et lidt større hit. Og det var en skæring fra 666 der blev det største hit – hed det Shout?
Glemte, ja The 4 Horsemen er skidegodt – men næppe til OL 🙂