Scott Walker for begyndere

Scott Walker har et nyt album ude. Det hedder Bish Bosch. Det bliver rost rundt omkring af folk, der tydeligvis forguder manden. I øvrigt med rette. Bare se ham!

 

Nysgerrig efter at høre, hvad denne legende står for og hvordan han lyder? Så lad for himlens skyld være med at lægge ud med Bish Bosch. Jeg har ikke hørt andet end den ejendommelige, ti minutter lange single ‘Epizootics’ endnu, samt den trailer med smagsprøver som blev lagt ud på YouTube for godt en måned siden. Og det er så ugæstfrit som nogensinde.

Så her er i stedet nogle alternative steder at begynde. Bare som en introduktion til selve musikken, for historien er alt for lang. Det her skal bare give en lille antydning af hvorfor folk (som vi senere vil komme til) kalder Scott Walker et guddommeligt geni. Og det kan vi jo gøre for snart 50 år siden, med det fine boyband The Walker Brothers, hvor den generte unge Scott Engel både smeltede pigehjerterne med sin stemme, sit drengede udseende og sin dybe tristesse. Vil du lytte, så klik på linket i overskrifterne. Det fører direkte til Spotify-playlister. Håber jeg. 7-9-13.

1. Opsamling med The Walker Brothers

Min egen vej til dem var gennem en opsamling, som blev udsendt midt i 90’erne, kort efter at David Bowie havde indspillet en af Scotts nyere sange, ‘Nite Flights’, og mens Suede skamroste Scott og brugte hans orkesterleder på Brian Gascoigne på Dog Man Star, og der skulle smedes mens jernet var varmt. Den hed After the Lights Go Out, og havde tyve helt fremragende, håndplukkede numre. Men denne liste er bedre. I al beskedenhed. Og er lagt kronologisk til rette. Det hele stammer fra de singler og tre albums, der kom inden Scott blev træt, bare inderligt træt af skrigeriet og hysteriet og alt det overfladiske i hele det store hitcirkus, der ikke var noget for en ung franko- og anglofil mand med hang til melankoli og filtercigaretter.

Og lytter man efter, er det tydeligt at høre en udvikling fra begyndelsen, med meget Phil Spector-inspirerede udgaver af andres store ballader, til noget mørkere og mere truende. Jovist, stadig Phil Spector-inspireret – deres sidste single var et Ronettes-cover – men det mest spektakulære skulle blive Scotts egne første sange; den foruroligende ‘Orpheus’, den lurvede ‘Mrs Murphy’, den gribende ‘Archangel’ og den smukke ‘Genevieve’, der lyder som en grundtegning for de ballader Walker skabte til perfektion på Scott 3. Den kommer vi til.

2. Fire Escape in the Sky: The Godlike Genius of Scott Walker

Jeg kan ikke løbe fra det – jeg synes ethvert godt hjem bør eje alle Scott Walkers fire første soloplader, Scott, Scott 2, Scott 3 og, ja, Scott 4. Den første er fremragende. Den anden er vidunderlig. De to sidste er bona fide, 24 karats mesterværker.

Så dette er bare en smagsprøve, og den er leveret af Julian Cope, sangeren i Liverpoolbandet The Teardrop Explodes i begyndelsen af firserne, og i dag en meget underholdende og ekstremt vidende musikarkæolog. Han blev i 1981, da han stadig var en ung speedfreak, sat til at samle en række af sine favoritsange med Walker fra begyndelsen af solokarrieren, og kom med de tolv man finder via linket her. Og det var på høje tide, for på det tidspunkt var Scott blevet en seriøst afdanket mand. For at fortælle historien i en nøddeskal, så udsendte han på kun tre år, 1967-69, fire plader som blev bedre og bedre til et publikum som blev mindre og mindre. Og ikke fordi det var utilgængelig musik. Det var dånende smukt. Men tiden var nu engang mere til psykedelisk rock og hippier i Hashbury og Woodstock end til dramatiske europæiske sange med store orkestre i forgrunden. Og når man lægger ud med en sang, der er en (dånende smuk) seksminutters opsummering af Bergmans Det syvende segl, så er det kommercielt selvmord. I de tolv år der så fulgte gik Walker fra halvhjertet easy listening over halvhjertet country til en halvhjertet gendannelse af Walker Brothers, og i 1981 gik rygterne for fuld kraft om at han var blevet en eneboer, der sad på pubben dagen lang og så folk spille dart.

3.  Scott Walker Sings Jacques Brel

Noget af det bedste, Walker lavede i de gyldne år var de tre trioer af sange af Jacques Brel, som man kunne finde på Scott, Scott 2 og Scott 3. Nogen havde skaffet en stribe engelske oversættelser af den kolossale belgiske sangskriver, der selv nægtede at indspille på engelsk, og Walker fik lov at indspille dem han ville. Han spadserede direkte ind i Brels pessimistiske og galgenhumoristiske sange, og tog en masse med derfra. Så meget, at man tydeligt kan høre at han på Scott 3 ikke rigtig har brug for sangene mere: Hvor de to første albums begge lægger ud med et Brel-nummer, spillet i halsbrækkende tempo, kommer de tre her til allersidst, efter ti af hans egne sange som nemt kan måle sig i kvalitet med selv den legendariske ‘If You Go Away’ og den gribende ‘Sons of’.

… Sings Jacques Brel er udkommet som en selvstændig plade, men den behøver du jo ikke rigtig, når du har 1-4, vel? Vel?

4. Nite Flights

Når jeg siger, at halvfjerserne var spildte år for Scott Walker, er det ikke hele sandheden. Han fik sat liv i Walker Brothers-navnet ved at samle de gamle kolleger og lave en temmelig flot udgave af ‘No Regrets’, Tom Rush-sangen. Ikke Robbie Williams-sangen, ok. Selv om det åbenbart er standard for ex-boyband-stjerner at lave sange med den titel.

Og så dukkede Nite Flights op. Scott Walkers første Scott Walker-sange siden 1970, hvor han udgav floppet ‘Til the Band Comes In, en plade hvor han opgav halvvejs igennem, og fyldte side 2 op med så mange svage covernumre at Pulp nævnte den som prototypen på et antiklimaks på deres single ‘Bad Cover Version’.

Nite Flights er krediteret til The Walker Brothers, men har intet med et bandprojekt at gøre. Hver lavede sine egne sange. De andre tos har jeg knap lyttet til. Det eneste der skal fokuseres på er Walkers fire sange, der var forbløffende. Han opfandt ikke lyden han skabte, den dronende funk eller det skræmmende, truende univers på ‘The Electrician’, og han havde uden tvivl hørt hvad Bowie og Eno havde lavet året inden i Berlin på Low og Heroes, men tog et ekstremt vigtigt skridt videre ind i den verden af post-punk og industriel lyd som skulle folde sig ud for alvor i årene der fulgte. Og det var så sært nok det eneste der skulle ske i den omgang. Seks år gik der, før han udsendte en plade igen. Man kunne så hævde, at det ikke får de fire sange til at stå mindre klart og rage højt op.

5. Tilt

Jeg gør det ikke meget i anekdoter fra stjernerne, men det gjorde et vist indtryk da jeg midt i 90’erne stod i Sound Station på Gammel Kongevej, da Martin Hall kom ind og strålede over hele hovedet, og erklærede at han lige havde købt den vigtigste plade i hele årtiet, og op af posen tog vinyludgaven af Tilt, Scott Walkers første album i 11 år.

Og 11 år … det var så også nogenlunde så længe det tog mig at vænne mig til hvordan Tilt lyder. Jeg vil ikke engang prøve med ord at beskrive mødet mellem abstrakte ord, nervøs stemme, skræmmende strygere og industriel hærg – lyt til den. Den er ikke så yderliggående endda i dag. Især ikke sammenlignet med den endnu mere ekstreme The Drift, opfølgeren, som det også tog 11 år at skabe. Verden har indhentet den. Og i nogle tilfælde stjålet med arme og ben fra den. Jeg tilstår, at Tilt engang mere var en plade jeg lyttede til, fordi jeg syntes jeg burde, end én jeg kunne lide. Det er fortid. The Drift, derimod … giv det fem år til, så er vi der nok …

Og her ender så den lille introduktion til manden de kalder Scott. Og nogle af dem forguder. Også jeg. Men hvis der skal mere lyd på, så er her en liste på 50 numre, der går lige fra Walker Brothers  til finalen på The Drift. Det er med vilje, at den er kronologisk. Sættes den på shuffle, kunne det blive lidt forvirrende. Men jeg respekterer den der gør det, og finder den røde tråd. Den er der nok.