Hvorfor skal jeg interessere mig for Sleater-Kinney?
– Fordi du får svært ved at finde et band med større evner for at kombinere rå nerve og raffinement.
Det lyder lovende, men har de nogen betydning ud over det?
– Absolut. Medlemmerne tog del i den spændende riot grrrl-strømning i begyndelsen af 1990’erne, hvor punk- og indierock blev et redskab for aktivistiske kvinder. Siden har de gennem tyve år været centrale musikere på den altid boblende scene omkring pladeselskabet Sub Pop – dem med alt fra Nirvana til Fleet Foxes – på den amerikanske nordøstkyst.
Godt. Hvorf
or skal jeg høre dem lige nu?
– De udgiver deres første album i 10 år. I dag faktisk. Det hedder ’No City Cities to Love’ og får vældig gode anmeldelser.
Ok, hvad skal jeg lytte efter?
– De to guitarer, der konstant napper efter hinanden. Den ene – Carrie Brownsteins lead guitar – fræser rundt, mens den anden – Corin Tuckers rytmeguitar – bliver stædigt siddende. Men begge syder af temperament. Corin Tuckers vokal lægger du automatisk til, for den er helt oppe på stikkerne. Hele tiden. Og så giver det klart en ekstra dimension at få deres ærlige og/eller spydige og/eller kuldslåede tekster om kvindesag, social uretfærdighed, forbrugerisme, kærlighed og meget andet med. Er du sådan lidt tekniknørdet, kan du bemærke, at de som udgangspunkt spiller uden bassist, hvilket selvfølgelig kun underbygger den højspændte energi.
Har de så bare altid været lydt på samme måde?
– Ikke helt. Men de har en signaturlyd, som de rammer den allerbedst på ’Dig Me Out’ fra 1997. Et album, der flere steder er listet blandt 1990’erne allerbedste albums. På deres seneste album, ’The Woods’ fra 2005, gør de imidlertid et spændende skifte: De syrer ud uden at miste intensiteten – i øvrigt med produktion af Dave Fridman, ja ham med Flaming Lips, Sparklehorse, Tame Impala, Spoon og så videre og så videre.
Sejt. Stik mig lige tre numre at starte på.
– Klart. Tjek ’Little Babies’, som var single fra ’Dig Me Out’. Den viser guitardynamikken og har nogle herlige vokalharmonier samt en drilsk tekst, der synes både at gøre nar af groupiekulturen specifikt og opvartende kvinder generelt.
– Hør så ’Let’s Call It Love’, der er en 11 minutter lang hæsblæsende jam. Det er ret sindssygt lavet og absolut en afstikker for et band, hvis sange sjældent overstiger fire minutter.
– Og så snup ’Surface Envy’ fra deres nye album, så du ikke er i tvivl om, at de tæver løs med uformindsket kraft.
Kan jeg komme til at opleve dem live?
– Jah … Altså, de turnerer flittigt i USA til februar og er i Europa til marts. Men de kommer ikke tættere på Danmark end London, Berlin og Amsterdam. Vi må gå ud fra, at der er nogle bookere, som arbejder på det.
Cool. Er der nogen sej trivia, jeg kan blære mig med over for mine venner?
– Du kan sige, at Carrie Browstein også er kendt fra komedieserien ’Portlandia’, som hun skriver og spiller hovedrollen i. I den serie dukker kollegaer som Jack White, Eddie Vedder, St. Vincent og Josh Homme rask væk op som gæstestjerner. Du kan også bemærke, at trommeslageren, Janet Weiss, har spillet med både Bright Eyes, The Shins og Stephen Malkmus and the Jicks.
Hvem er forresten Sleater og Kinney?
– Aner det ikke. Bandet ikke opkaldt efter personer, men efter Sleater Kinney Road, hvor Brownstein og TUcker havde øvelokale back in the days.
Nå … Og hvis jeg vil vide mere?
– Så kan du læse det seneste interview med dem i New York Times lige her.
