Alle raske indie-piger havde i 1990’erne et crush på den langhårede Lemonheads-forsanger Evan Dando. Det samme havde denne teksts forfatter – om end et hetero-platonisk et af slagsen. For hvem kan lade være med at holde af manden, der personificerede good times & great guitar tunes, mens resten af verden klynkede til grungerockens selvhad? I dag fylder Dando 50 år.
Sommeren 1992. Jeg var netop hjemvendt fra den klassiske post-gymnasie-dannelsesrejse, og alle ungdommens muligheder (og krav!) lå pludselig foran mig. Men nu var det sommer, ferie og festivaltid, vejret var skønt – og nå ja, så havde vi lige vundet et europamesterskab i fodbold. Midt i denne overvældende, solbeskinnede frihedsfornemmelse landede albummet, ’It’s a Shame About Ray’ fra amerikanske Lemonheads, i min cd-afspiller. Det var ‘sådan-har-jeg-det-også’-følelser og bromance ved første lyt.
De bedste sange fra albummet havde en melankolsk, let stenet grundtone, som fik balanceret modvægt af den lyse og luftige produktion og Evans vennesæle, ubesværede stemme. Eksempelvis på ’My Drug Buddy’, hvor Dando får vokal opbakning fra bassist Juliana Hatfield, som i de tidlige 90’ere spillede med bandet on-off. Hun var også on-off kæreste, veninde og drug buddy med Evan Dando i den periode.
https://www.youtube.com/watch?v=nDxNcaS-yck
Evan Griffith Dando blev født i Massachusetts, lidt nord for Boston, den 4. marts i 1967. Far var advokat, og mor var kunstner – og da lille Evan voksede op, kom han til at ligne en klassisk ”handsome, Boston-bred preppy”, som magasinet People skrev om Dando, da de i 1993 kårede ham som en af klodens 50 smukkeste mennesker. Eller ”a windswept skateboard king”, som britiske Melody Maker samme år kaldte ham.
Altså, en irriterende good-looking fyr med langt hår og en guitar – og ekstremt populær hos pigerne. Bare kig på et udvalg af Evans kærester gennem årene: Winona Ryder, Kate Moss, Kylie Minogue og Courtney Love. Vi mænd burde hade ham. Eller se op til ham. Men mest af alt virker han som én, man gerne ville dele en øl eller fjorten med på grund af hans afvæbnende og charmerende facon, hans skarpe vid og ikke mindst en sund, selvironisk sans for humor.
Tag fx den uimodståeligt charmerende ’It’s About Time’ fra opfølgeralbummet til ’Ray’ – ’Come On Feel the Lemonheads’: De Beatles’que akkorder, jingle-jangle guitarerne og den humoristiske slacker-tekst, der efter sigende handler om, at Evan er blevet utålmodig efter at komme i trusserne på Juliana Hatfield. ”Have your people contact mine / and keep your lawyer on the line”. Her i en temmelig stenet altan-udgave, men bemærk de blide, præcise akkorder og den altid milde, malmfulde røst.
https://www.youtube.com/watch?v=J3B0CSXaXjw
Evan Dando har gennem alle årene haft et notorisk stofmisbrug. Det tog fart, da Evan i 1991 var i Australien og skrev på ’It’s a Shame About Ray’. Senere blev det kun værre med et ude-af-kontrol forbrug af især amfetamin, heroin, Ecstasy og LSD. De fleste Lemonheads-fans har oplevet kaotiske koncerter med en tydeligt stofpåvirket Dando – og under britpoppens hærgen hang han ud med smadrehovederne fra Oasis og dukkede gang på gang op på scenen til bandets shows, hvor han hamrede løs på en tamburin eller sang heftigt påvirket i den nærmeste mikrofon, hvormed han fik Gallagher-brødrene til at ligne sobre, kontrolfreaks.
I 1995 gik det helt galt i en lufthavn i Australien, hvor Dando brød sammen med abstinenser, blev arresteret og blødende bønfaldt betjentene om at hjælpe ham med at finde sin sjæl, som han mente af have mistet på den anden side af security.
Evan Dando genfandt tilsyneladende sin sjæl, for året efter var han og The Lemonheads klar med det noget ujævne album, ’Car Button Cloth’, der bl.a. indeholdt den fine ’The Outdoor Type’, den dystre ’Losing Your Mind’ (en ode til lufthavns-episoden?) og ikke mindst den fængende power-popsang ’If I Could Talk I’d Tell You’, som her fremføres på Conan O’Briens talkshow. Bemærk det prikkede mønster på Evans venstre kind, men spørg ikke, hvad det er.
Evan Dando har også indspillet en del covernumre – ofte med pæn succes. På bandets tredje album ’Lick’ var det en udgave Suzanne Vegas ’Luka’, der blev svært populær. Bandets suverænt største hit var en uptempo cover af Simon & Garfunkels ’Mrs. Robinson’ – og i forbindelse med en ABBA-tribute indspillede Evan Dando en udgave af svenskernes eminente skilsmissesang, ’Knowing Me, Knowing You’, som i dag stort set kun kan findes på YouTube. Nyd den for dens hudløse udtryk og de små absurde klirre-lyde af drinksglas undervejs.
Nu er Evan så blevet 50 år. Stadig en flot mand og efter sigende ved godt helbred, men han har ikke udgivet et album siden The Lemonheads’ ’Varshons’ fra 2009.
Til gengæld er der i denne uge kommet et livstegn fra Evans gamle veninde Juliana Hatfield – en forløber for hendes kommende album ’Pussycat’.
