P6 Beat hylder i dag britpoppen med en seks timer lang udsendelse om fænomenet, P6 Beat Elsker Britpop. Den er vi med på!
Her på blogholdet er vi flere anglofiler, der dyrkede det hele, og i anledning af dagens britpop-udsendelse bidrager vi med nogle personlige betragtninger og musikalske favoritter fra perioden, der så småt begyndte med Blurs ’Popscene’ og Suedes ’The Drowners’ i 1992 (selvom The La’s ‘There She Goes’ er en perfekt britpopsang allerede i 1988), stod glasklart med Blurs ’Parklife’ i 1994, rammes perfekt ind af Jarvis Cocker og Pulp og toppede med hitliste-kampen mellem Blur og Oasis i 1995-96 – før britpop-fornægterne Suede musikalsk blev mere britpoppede end nogensinde med hit på hit-albummet ’Coming Up’.
Og så kan man vel sige, at strømningen døde ud efter 1997, da Oasis floppede, Blur meldte sig ud, og Radiohead viste andre veje for britisk pop og rock.
Peter Elsnab:
Pludselig skulle alt være britisk. Det var Cool Britannia, og London var igen verdens navle som i det britiske imperiums storhedstid. Union Jack svajede stolt på den højeste flagstang, på guitarer og på tøj. Mode, film, litteratur. Damien Hirst, britpop og New Labour med den musikalske Tony Blair som den smilende top på kransekagen midt i den buldrende optimisme i 90’erne efter mange briters hårde tid under Margaret Thatcher.
Det var også ’lager, lager, lager’, lad culture og Premier League-fodbold. Det var EM i fodbold i 1996 med ’Football’s coming home’ – et motto, Tony Blair tog til sig i partipolitikken. ’Labour’s coming home,’ sagde han.
Værdierne fra arbejderkulturen blomstrede side om side med ironien i f.eks. Blurs tekster på ’Parklife’-albummet, der for alvor kickstartede strømningen i kølvandet på den amerikanske grunge-bevægelse og med en vis inspiration fra Madchester-bølgen. Ikke mindst tøjmæssigt, men også musikalsk. Prøv bare at spille Blurs ’There’s No Other Way’ fra debutalbummet i 1991 i forlængelse af Stone Roses’ ’Fool’s Gold’:
Højt humør, catchy melodier, klassisk bandopstilling. Meget af det dybt inspireret af arkebritiske 60’er-bands som The Kinks og The Beatles. Vi diskuterede, om f.eks. Radiohead, The Verve, Super Furry Animals, Ash eller fornægterne Elastica og Suede var britpop. Men det var ikke nogen genre. Det var en paraply, der blev hejst over en strøm af bands – uanset, om de ville ind under den eller ej. Jeg var ligeglad og købte bare det hele, mens vi samtidig hørte alt muligt andet britisk musik.
Britisk var nærmest en kvalitetsbetegnelse i sig selv, og de spændende 90’ere bød på nye verdener som f.eks. triphop og drum’n’bass, bigbeat og breakbeat, UK garage og speed garage. Derfra blev mine rockøjne også åbnet for techno og house, som jeg ikke havde hørt tidligere. Underworld, Leftfield, Chemical Brothers, The Prodigy var ’gigantiske’. Og Fatboy Slim, naturligvis.
Jeg spillede plader på natklubben Boogie’s i Odense i den sidste halvdel af 90’erne, og her røg det hele på i et stort eklektisk mix. Vi spillede hittene, men vi spillede også dybt i f.eks. britpop-bølgen. Vi spillede b-sider med Oasis, Blur og Suede, og vi spillede bands som Lush, Dodgy, Mansun, Gene, Puressence, Ocean Colour Scene og Menswear, og jeg husker stadig, hvordan jeg blev skældt af en stamkunde ud for at være blevet kommerciel, fordi jeg ikke ville spille en b-side med Bluetones.
Netop Bluetones, Dodgy, Ocean Colour Scene og Mansun er nogle af de bands, mange ynder at håne i dag, når de kigger tilbage på britpoppen, men jeg holder stadig af dem. Eller af noget af det. Lidt af det, i hvert fald. Enkelte numre hist og her.
Jeg købte det hele dengang, og var det på forsiden af NME, købte jeg det også, så samlingen tæller også debutalbummet med Northern Uproar fra 1996, samt bands som Hurricane #1, These Animal Men, Salad og Heavy Stereo. Det var britisk, ergo var det godt.
Og bedst af alt ved britpop-perioden – at læse interviews med Liam og Noel Gallagher.
Danni Travn:
Lad os bare kridte banen op: Britpop er den første og eneste strømning, jeg nogensinde har kunnet identificere mig med. Med al sin kløgt kom den væltende, lige da min teenagenæse rynkede over det fantasiforladte provinsliv og al den højfrekvente eurodance, jeg skulle trækkes med til halbal efter halbal. Pulps ’Different Class’ – altså bare den titel illustrerer præcis, hvordan jeg så mig selv dengang og til dels stadigvæk – er det mest klarsynede album, jeg nogensinde har hørt. Og taler vi Blur, udviklede Damon Albarns sangskrivning sig parallelt med min smag: Fra det ironisk klovnede over det lo-fi skramlede til det galakseafsøgende.
Her i 2014 står netop Blur og Pulp sammen Oasis og Suede som britpoppens spydspidser med Supergrass ’Alright’ og Boo Radleys ’Wake Up Boo!’ flyvende omkring ørerne som løstrevne hits.
Fair nok til en vis grænse, men også noget unfair over strømmen af i dag halvglemte tracks og singler, hvor engelske orkestre var ‘bringing it all back home’ i kølvandet på den amerikanske grungedominans først i 1990’erne.
I samtiden forsøgte en del imidlertid at undsige sig at tilhøre britpop. Det kunne de ikke. Britpop var hverken en genre eller en bevægelse. Det var en medieskabt term, som dækkede en løst sammensat strømning. Du kunne ikke melde dig ind. Men du kunne heller ikke melde dig ud. Passede din lyd, var du med, uanset din historie. Sådan er livet. Også for Lush. Deres begyndelse lå i shoegaze i slutningen af 1980’ere, men med albummet ‘Lovelife’ fra 1996 gik de anderledes powerpoppet til værks.
Det er direkte sange om at gå i byen med veninderne i Camden, om livet som singlekvinde og i tilfældet med singlen ’500 (Shake Baby Shake)’ er det – gud bedre det – om bilen Fiat 500. Alt sammen leveret skiftevis krukket og skrøbeligt af den rødhårede halvjapanske forsanger Miki Berenyi.
I albummets sande perle, ’Ciao!’, får Berenyi behørigt modspil af Pulps Jarvis Cocker. I tre et halvt minut skiftes de til at slynge linjer mod hinanden, der hver især er syngende lussinger nyslåede ekskærester imellem – heriblandt ”I’ve got a million guys just lining up for me/I’ve turned a corner, boy, my life is ecstasy.” I bund og grund et kæmpehit, som bare aldrig blev. Lush blev i øvrigt heller ikke til meget mere.
https://www.youtube.com/watch?v=-0Jvo5_IrlI
Blot et halvt år efter udgivelsen af ’Lovelife’ hængte trommeslageren Chris Acland sig selv. Men lad os dvæle ved Miki Berenyi i stedet for tragedien. For med hende i front er Lush et nydeligt eksempel på, at britpop var mere end den gemene drengeklub, eftertiden har gjort den til. Derfor bør vi også lige tale om Echobelly.
Alternativt kunne vi også drøfte Elastica eller Catatonia. Nej, Echobelly for now: Singlen ’King of the Kerb’ fra 1995 nikker til en proto-britpopklassiker som The La’s’ ’There She Goes’ og er en lille charmetrold ført an af Sonya Madans forårsfriske melodilinje. Så charmerende er Sonya, at man nærmest ikke bemærker, at sangen kredser om en lurvet underverden.
Apropos lurvede verdener så var den slags lige noget for Space. Liverpool-bandet fandt deres egen lille lomme i britpoppen ved at inkorporere samples fra alverdens eksotiske genrer og lege med urbane beats. Samtidig trak deres kækhed og betragtende lyrik store veksler på The Kinks. Blandt andet i ’Neighbourhood’ fra 1996, hvor lytteren får en rundtur til nærområdets skæve eksistenser.
Space lavede for resten også deres eget bud på en bitter kærestesang á la Lush’ ’Ciao!’: På deres andet album, ’Tin Planet’, bidrog Catatonias Cerys Matthews til duetten ’The Ballad of Tom Jones’, der skildrede et par, som skiftede fra at ville slå hinanden ihjel til at genfinde kærligheden – fordi Tom Jones blev spillet i radioen, ligesom deres bil var på vej ud over afgrunden. Nok kunne Space være fjogede, men kedelige var de aldrig.
Samme karakteristik kan man give Kula Shaker. Mens andre britpopbands sikkert vil hævde, at de opdaterede 1960’ernes british invasion-dyder, gjorde Kula Shaker intet for at lyde det mindste moderne. De gik all in på oldschool syrerock og indisk mysticisme – komplet med sange på sanskrit, såsom ’Govinda’ og ’Tattva’. Ja, det kunne ha’ endt rigtig lamt, hvis de ikke havde haft så fandens meget snert. Hver sang piskes frem af forsanger og guitarist Crispian Mills. Og allerbedst er han på den fræsende og flabede ’Hey Dude’.
Men klart nok: Med Kula Shaker bevæger vi os i britpoppens yderkant rent lydmæssigt. Hurtigt kommer vi også til at bevæge os i yderkanten rent tidsmæssigt. Efter britpop kom – er I klar? – post-britpop kendetegnet ved blidere og mere pletfri navne som Travis, Coldplay og Keane. Den slags.
Blandt de navne fanget et sted i midten finder vi skotske Geneva med den luftige ’Into the Blue’ fra 1997 og ikke mindst Rialtos mørkeblålige ’Monday Morning 5:19’.
Der er noget ironisk over, at Rialtos single cirkler om et klokkeslæt. Den er en af æraens fornemste kompositioner og med sit wall of sound-touch kunne den ha’ udstukket en spændende ny retning. Men de kom for sent til britpopfesten. Blur var på vej andre steder hen, Suede var blevet tvivlsomme, og Oasis slet og ret elendige. Og Rialto, der henslæbte livet på små pladeselskaber, blev aldrig populære nok til at starte deres egen fest.
Et par favoritter fra Niels Fez Pedersen:
Elastica ‘Stutter’:
Den fatale kvinde i drengeklubben. Justine F. pendlede fra Brett til Damon og sparkede en del døre ind med sit band Elastica. Jeg så dem på Loppen i København. De var gode i læder, og sangene var som et hurtigt fix newwave og artrock.
Pulp ‘Babies’:
Man kan ikke undervurdere retro-elementet i britpop. Britisk musikhistorie blev vækket til live fra Small Faces til The Jam, Madness og The Who. For ikke at tale om Roxy Musics glam tilsat lidt Stranglers-orgel og en højhuspoet fra Sheffield. ‘Babies’ åbnede en helt ny fløj i britpoppens fløjkrig med ironi og musikalsk overlegenhed. Mere tidløs end tidstypisk.
Anbefalet dokumentar-kigning:
The Britpop Story af John Harris:
Live Forever:
https://www.youtube.com/watch?v=SsUIubUQprk
Og en playliste med nogle af de nævnte numre – tilføj selv alt muligt med Oasis, Blur, Pulp, Suede, Elastica osv.:
Og nu: Seks timers P6 Beat-lytning!
