Pet Shop Boys: Electric – kærlighed bekræftet

   



ElectricPet Shop Boys: Electric
(10)

X2/Kobalt
Udgivet 15. juli 2013

 

Åbenbart var det en syrlig anmeldelse på iTunes, der fungerede som en hvid handske i fjæset på Pet Shop Boys. De havde set en fyr, der skrev, at han savnede laserstråler og bangers på den ujævne og fredelige forgænger Elysium, og besluttede sig for, at det skulle han så dæleme også få. Og med manér.

Og det er formentlig første gang, at en krigserklæring er blevet afsagt i form af Italo Disco, men ‘Axis’ er så aggressiv en opgradering af Bobby O og Giorgio Moroder, at det lyder som om der er blevet sparet op til den i meget længere end den tid der er gået, siden Elysium fik så lunkne anmeldelser. Den er som at blive kørt frontalt ned af Kraftwerks TEE-tog med en big-ass discokugle siddende på forruden.

Og resten af albummet bliver bare ved med at forbløffe herfra. ‘Bolshy’ damper af kærlighed til dyb Chicago-house fra sidst i firserne, inklusive et forrygende drop til sidst, og er om at score en kæk ung mand, der spiller kostbar, på en natklub. Det er den verden vi er i det meste af tiden, også på den mørkere ‘Fluorescent’, der har alt, samplede støn, analog-synthen fra ‘Fade to Grey’, klaprende percussioneffekter, og Tennant der indladende synger om skandalelystne femmes/hommes fatales.

Alt dette er fantastisk. Der er en lige linie tilbage til debuten Please, og den neonskinnende stemning og tekstunivers den havde, men med hjælp fra producer Stuart Price kan Tennant og Lowe så mange flere ting her 27 år efter. Og det bliver endnu bedre. ‘Inside a Dream’ er diset og hypnotisk, direkte transport til en eller anden strand på Ibiza,  hvor man er under “the morning star” når keyboards til sidst skyller hen over en, og musikken spiller videre og videre.

Kraftwerk-koncerten var tilsyneladende skuffende.

Kraftwerk-koncerten var tilsyneladende skuffende.

Tilbage til virkeligheden en stund, dog. Det havde været forbandet, hvis Pet Shop Boys’ udgave af Springsteens ’Last to Die’ var mislykkedes. Der var ikke lagt op til, at det skulle være satire som dette, heldigvis, men min uro boblede snarere fordi sangen allerede var blevet oplevet live, ikke mindst af mig selv i Falkonér i juni, hvor jeg ikke rigtig syntes den var en total succes. Hvilket ville være en skam. Det er en af Springsteens bedste sange, fra den mest oversete plade han har lavet i dette århundrede, Magic. Det er en rasende protest over USA’s unødvendige krige.

Albumudgaven på Electric er heldigvis perfekt ramt. Til gengæld giver dens plads mellem alle sange fra nattelivet en følelse af, at ordene er drejet fra vrede over krigen til en ny betydning. Sangen damper af vemod ved ofrene for aids; ”the blood we’ve drawn”, ”the city burns”, ”stack the bodies up by the door” – det er tættere, alt for tæt, på den natlige verden, hele pladen foregår i.

Og stadig er alle de sorger glemt, når det bliver ’Thursday’, en liderlig bøn om selskab indtil weekenden alligevel er slut. Den har glockenspiel, den genbruger synthakkorderne fra ’Love Comes Quickly’, og den har Chris Lowe til at remse weekendens dage op i ren ’Paninaro’-stil. Og omkvædet er perfekt – ikke engang den normalt ret belastende rapper Example kan spolere det hele med sit bidrag. Han er ikke engang tæt på.

Det hele ender med en lang, euforisk udgave af ‘Vocal’, deres hyldest til at danse til solopgang mens man får gennemgået hele sit følelsesregister, deres naturlige arvtager til deres enorme cover af Sterling Voids ‘It’s Alright’, og jeg kan ikke udelukke at det var voldsomme abstinenser dagen efter Roskilde, der gav den følelse af lykke – men ikke bare var jeg parat til at glemme at jeg var øm i alle led, jeg var også mere end frisk på stedet på at tage tilbage, stå på en mark og springe igen. Stod bare og smilede i solen midt på Gl. Kongevej.

Glem alt om “Bedste album siden Very“, som er blevet Pet Shop Boys’ udgave af David Bowies BASSM. Dette er en af deres bedste plader ud fra hvilke som helst kriterier. Punktum. Det er en vidunderlig plade.

Så tag nu bare hovedet ud, Chris.

Så tag nu bare hovedet ud, Chris.

Hvis der skulle være et svagt mindre stærkt punkt, er det nok den det krasbørstige techno i ’Shouting in the Evening’. Ikke fordi der er noget galt med nummeret, der er råt energisk, og desuden den korteste sang. Men fordi, som Tennant selv nævner i ’Vocal’, så er det sangens ord, der giver nærhed. Og det her er ikke meget af en sang.

Men når vi taler om en sang, har jeg ikke engang nævnt det bedste endnu, nemlig de seks et halvt deliriske minutter af ‘Love Is a Bourgeois Construct’ – bare titlen! – der skal høres, og høres højt, for at tros: Én lang hyldest til al den hedonisme der foregår overalt på resten af pladen, en afvisning af kærlighed og anden kedelig pligtfølelse som selvbedrag for middelklassen; den ene brillante Tennant-linie efter den anden, i ‘Left to My Own Devices’-facon om “hanging out with various riff-raff”, “the Schadenfreude it’s cost”, “drinking tea like Tony Benn”. Samt et groft misbrugt bærende klassisk tema af Purcell, via Michael Nyman, og såmænd også en gæstevisit af det sovjetiske mandekor fra ‘Go West’.

Det er kronen på mesterværket, og det er et mesterværk der skal høres på naboklagefremkaldende lydstyrke. Det er 50 minutter som bekræfter 27½ års kærlighed.

Læs meget mere om Pet Shop Boys her på bloggen – f.eks. vores samlede Top 25 op til sidste år. 

Lyt selv, og lyt højt:

 

Kommentér indlægget