Kongen af persiennerock

   


Rick Springfield b:w 1

Rick Springfield anno 1983

I onsdags gav 63-årige Rick Springfield den op for en selektiv skare af dedikerede fans i Amager Bio. Og det var en eksklusiv klike, der ankom til Øresundsvej iført slidte, ærmeløse Springfield t-shirts.

Den australske rockveteran er nemlig ikke just allemandseje i Danmark, hvor han mest er kendt for sine tv-roller som en sex- og cokehungrende pasticheudgave af sig selv i ‘Californication’ og den (næsten lige så karikerede) overlæge Dr. Noah Drake i ‘General Hospital’.

Springfield er dog langt mere end end en guitar-, pik- og stetoskopsvingende B-skuespiller. Han er kongen af den selvhøjtidelige, superiscenesatte og trutmundsmutte 80’er-genre, der kan kaldes persiennerock.

Persienner, dette fine, solskærmende vinduessystem, har nemlig kastet sine dramatiske, stribede skygger på adskillige musikvideoer og idolbilleder af Springfield – og hans overvejende nordamerikanske rockkolleger og one-hit-wonders fra de tidlige 80’erne. Navne som John Waite, Cutting Crew, Corey Hart og Mr. Mister.

Albummet Working Class Dog fra 1981, der indeholdt gennembrudshittet 'Jessie's Girl'. Og på coveret: persienner!

Rick Springfield: Working Class Dog fra 1981, der indeholdt gennembrudshittet ‘Jessie’s Girl’.
Og på coveret: persienner!

Musikalsk var der tale om opulent, højloftet og forfængelig poprock med brede guitarakkorder, STOR trommelyd og ofte synthesizers i asscendanten. Persiennerocken lå således lunt på FM-båndet et sted midt mellem 80’ernes gedigne landevejsrock fra folk som Bryan Adams, Bon Jovi og selveste Bruce Springsten – og på den anden side den kuldslåede, visuelt bevidste new wave, der jo i USA (i modsætning til i UK/Europa) meget længe var en fælles betegnelse for “al ny musik med overvejende brug af synthesizers fremført af kunstnere med skøre frisurer” som fx A Flock of Seagulls, DEVO og The Cars.

Persiennerockens patosfyldte tekstunivers handlede ikke sjældent om at være et natdyr i storbyjunglen; en mand, der ofte i musikvideoerne blev fremstillet som indespærret, frustreret og mut – mens han fx betragtende eks-kærestens sorgløse natteliv gennem let fingerspredte metalpersienner i et nøgent, minimalistisk rum.

Alternativt befandt guitarhelten sig midt i et hektisk, futuristisk drama fyldt med ild, røg og blinkende lygter (plus lidt tidstypisk Indiana Jones action) som i denne promovideo for Rick Springfields ‘Love Somebody’ fra 1984. Bemærk persienneskyggerne i introen!

Et så potent, dramatisk og actionfyldt univers var naturligvis forførende for en 11-årig knægt fra Roskilde, der bl.a. tilbragte mange timer foran transistorradioen for at optage yndlingsnummeret ‘Souls’, som i 1983 lå lunt på svensk P3’s hitliste ‘Trax’. Også her var videoen episk og handlingsmættet som en mini-tv-serie

Den ekstremt selvhøjtidelige attitude kombineret med et ikke særlig original musikalsk udtryk gjorde dog også Springfield og hans ligesindede til oplagte karikaturofre for eftertiden – som fx i filmen Boogie Nights, hvor den afdankede pornoskuespiller, Dirk Diggler, tydeligvis deler Springfields hang til midterskilning, læderjakker og hede storbynætter, da han går i studiet med sit mildt sagt tynde materiale og endnu mere papirstynde stemmebånd.

I filmen indspiller Diggler sin sang, ‘The Touch’, i 1983. Samme år havde Rick Springfield et hit med singlen ‘Human Touch’ … Et tilfælde? I think not?

Da firserne rendte ud, løb en del af Springfields popularitet også ud i sandet, og han har siden bl.a. kæmpet med en klinisk depression. Han har dog gennem alle årene spillet live og bibeholdt en særlig fanstatus – og sidste år kom så en meget rost og multi-prisvindende dokumentarfilm om manden og hans relation til de mest dedikerede fans. En film om livslange relationer og om at give sig hen til sine tilbedere – også i en grad, så der følger et spor af parforholdsproblemer i kølvandet på Ricks turnéer. Filmen er ude på DVD i næste måned.

Rick Springfield bærer dog ikke alene ansvaret/æren for persiennerockens hærgen i første halvdel af 1980’erne.

Her er en TOP 5 over arketypiske persiennehymner!

Corey Hart: Sunglasses at Night (1984)

Det er svært at forestille sig nogen være mere selvfed end canadiske Corey Hart i denne musikvideo om at være jaget vildt i en moderigtig politistat. Hart var i øvrigt med i opløbet om rollen som Marty McFly i Spielberg-filmen Back To The Future – men han afslog for at dedikere sig til sin lovende musikkarriere. Rollen gik i stedet til en anden canadier, Michael J. Fox. Bemærk persienneskyggerne ved 0:58.

John Parr: St. Elmo’s Fire (Man in Motion) (1985)

Der var masser af episk persiennerock på lydsporet til 80’ernes ungdomsfilm – som i denne klassiker med hele periodens Brat Pack; Emilio Estevez, Rob Lowe, Demi Moore, Judd Nelson, Ally Sheedy m.fl.

Al Corley: Square Rooms (1984)

Der er persienner for alle pengene, når Al Corley (aka bøssesønnen Steven Carrington fra Dollars – “I hate the fact that Steven is gay!”) giver den gas i Paris. Nummeret er i øvrigt skrevet og produceret af komponisten Harold Faltermeyer (bl.a. Top Gun og Beverly Hills Cop).

John Waite: Missing You (1984)

En brite fra Lancaster, der dog var langt mere populær i Nordamerika end i Storbritannien. ‘Missing You’ var en tilbagevendende favorit, når der skulle danses kinddans i 7. klasse. Og der er masser af geometriske skygger på hvide vægge i videoen …

Cutting Crew: (I Just) Died in Your Arms Tonight (1986)

Mere britisk, men med masser af uforbeholden yankee-patos – og markant mere gennemslagskraft i Europa.
Trivia: Titlen “kom” efter sigende til forsanger/sangskriver Nick Van Eede, mens han var i seng med sine kæreste – og den er en reference til det franske ‘Le Petit Mort’ (den lille død) som betegnelse for orgasmen. True story!

 

 

Kommentér indlægget