I dag fylder Philip David Charles Collins 70 år. Og jeg føler et behov for at hylde den lille, skaldede og semi-invalide sanger, producer og trommeslager for en ekstraordinær karriere og en helt særlig lyd, der nærmest definerede et helt årti.
Kameraet filmer fra asfalthøjde de skinnende kromfælge på den sorte cabriolet, der ruller ud af byen. Det er mørk aften, og i den åbne sportsvogn sidder de to undercover narkobetjente, Sonny Crocket og Ricardo Tubbs fra The Metro-Dade Police Department. De er på vej til et farligt smugler-bust uden for Miami. Kun den klikkende lyd af Tubbs’ shotgun, der lades med patroner, og de to agenters kortfattede samtale bryder det intense lydspor af aftenkølige synthesizers, en henholdt trommemaskine og en lavmælt, ildevarslende guitarsnerren.
Bilen stopper ved en mønttelefon under et neonskilt for Bennay’s Café. Sonny Crockett springer ud af bilen – lyse chinos, åben skjorte og t-shirt – og smækker døren bag sig i telefonboksen. Han ringer til sin eks-kone: ”Caroline, I need to know. The way we used to be together – not lately, but before – was it real?”
Efter at være blevet bekræftet i, at han har oplevet ægte kærlighed, sætter Sonny i skikkelse af Don Johnson sig tilbage i bilen for at køre ud til det dødsfarlige stand-off med de værste gangstere fra Miamis underverden. Nøglen drejer, motoren brøler – og så udløser Phil Collins det massive trommedrøn fra crescendoet i ’In The Air Tonight’. Værsgo, TV-historie!
Det var i den allerførste episode af første sæson af Miami Vice, at lyden af ’In The Air Tonight’ i kombination med de forkromede billeder af biler, damer, modetøj, skinnende våben og solnedgang gennem persienner definerede en helt ny musikvideo-æstetik i TV-serier. Og Phil Collins’ særlige lyd var perfekt til formålet.
’In The Air Tonight’ er måske dagens fødselsars mest ikoniske nummer. Det tilbageholdte build-up, den forbitrede tekst om svigt og hævnfølelse – og ikke mindst de forløsende trommer, der rammer efter 3:40 minutter – har siden været brugt i utallige sammenhænge og været udsat for adskillige mere eller mindre absurde fortolkninger.
Sandheden er, at Collins skrev sangen som en reaktion på skilsmissen fra sin første kone – hans store ungdomskærlighed og moren til hans første barn – Andrea Bertorelli. Hun var blevet træt af, at Phil aldrig var hjemme, altid på turné eller indspilninger, så hun var skredet med den fingernemme indretningsarkitekt, der stod for restaureringen af deres nye familiehjem. Derfor sad Phil efterfølgende alene mange aftener i de tomme hus og skrev på denne sang – og andre kompositioner til hans første soloalbum ’Face Value’ fra 1981.
Da Phil Collins første gang skulle optræde med sangen på det britiske Top of The Pops sendte han derfor en subtil hilsen til eks-konen og hendes elsker ved at placere en af sidstnævntes efterladte malerspande ved siden af sit keyboard, som kameraet kort panorerer henover. Millioner af briter må have undret sig fredag eftermiddag hjemme i stuerne, men signalet var sendt. Direkte fra hjertet.
Og det er netop den meget direkte og ærlige facon ved Phil Collins som menneske og kunstner, der helt grundlæggende appellerer til mig. Og knap så meget hans enorme succes og allestedsnærværende signaturlyd.
Phil Collins er for mange et symbol på 1980’ernes opulente popkultur, make-it-big attituden og en overophedet musikbranche. Det var store sange med store trommer til store stadions. Det perfekte lydspor til tidens brede skulderpuder, et højtflyvende yuppieliv og bjerge af kokain.
Og det er også rigtigt. Især lyden af de rumklangpotente, digitalt haleklippede trommer – det såkaldte ’gated reverb’ – kendetegner jo om noget Collins både som solist og producer. Det var en optageteknik, der blev opfundet af producer Hugh Padgham og Phil Collins under optagelserne af Peter Gabriels tredje studiealbum i 1980, hvor den blev brugt meget markant på åbningsnummeret ’Intruder’. Senere blev trommelyden udnyttet til langt udover kvalmegrænsen op gennem 1980’erne
Så Phil Collins definerer lyden af sin tid. Men er det et problem? I denne skribents optik er det en kvalitet, både at kunne være en seismograf, der registrerer de små forskydninger i samfundet, kulturen, værdierne – og samtidig være en katalysator, der forstærker de selvsamme bevægelser i et kunstnerisk og kommercielt udtryk.
Derfor kunne man godt få for meget af Phil Collins i 1980’erne, for han var ALLE steder. Der var hård kamp om at få en bid af hans hitformel, hvilket betød, at Collins i mere end et årti gik direkte fra at indspille soloplader til at tage på en opslidende verdensturné i eget navn. Derfra hjem og indspille et nyt album med Genesis – og så afsted på en endnu længere turné med bandet. Og i mellemtiden producerede han lige plader for alt fra Robert Plant, Eric Clapton, Frida fra ABBA, John Martyn, Howard Jones og Philip Bailey fra Earth, Wind & Fire.
Det var simpelthen svært for knægten fra Hounslow at sige fra over for alle disse musikere, som han beundrede. Også over for hans band-kolleger i Genesis, der fra sidelinjen kunne følge Collins’ sologennembrud og eskalerende succes med en vis bekymring.
Som keyboardsspiller Tony Banks udtalte i en BBC-dokumentar i 2014: ”We wanted Phil to do well. Just not that well”.
Fra Abbey Road til Live Aid
Denne og mange andre anekdoter kan man læse ud af Phil Collins’ fine selvbiografi ’Not Dead Yet’ fra 2016.
Der er fx også historien om, hvordan han som bævende nervøs 19-årig blev hentet ind som perkussionists på George Harrisons soloalbum ’All Things Must Pass’, der blev indspillet i legendariske Abbey Road Studios – med en skør Phil Spector bag mixerpulten og et stenet hold stjernemusikere med bl.a. Eric Clapton og Ringo Starr. Til den unge Collins’ store skuffelse kom hans anstrengelser dog aldrig med på det endelige album.
Og så er der hele miseren om Live Aid, hvor Phil Collins som bekendt skulle optræde både på Wembley og i Philadelphia og derfor måtte krydse Atlanten undervejs i en concorde. Var det udtryk for hans enorme popularitet (og en smule storhedsvanvid?) eller blot et resultat af en utjekket dobbeltbookning? Ifølge bogen var det primært det sidste, for Phil havde uafhængigt lovet Sting og Robert Plant at optræde med dem uden dobbelttjekke kalenderen.
Især forløbet med Sting er morsomt beskrevet i bogen, lige fra deres første arbejdsmøde hjemme hos Phil, hvor den veltrænede Sting smider sit lyse, boheme-chikke hør-outfit og springer på hovedet i familien Collins’ swimmingpool med tantrisk elegance – uden at sprøjte – til den dag, de står på scenen i Wembley. Her skal den umage duo blandt andet spille Police-klassikeren ’Every Breath You Take’, og Phil er rædselsslagen for at fucke op i rækkefølgen på de afsluttende, gentagne linjer ”every breath you take / every move you make / every bond you break / every step you take” etc. Derfor har han øvet sig frenetisk på teksten, så de to britiske stjerner ikke skulle risikere at synge forskellige ord i munden på hinanden foran flere hundrede millioner tv-seere verden over. Så Phil bliver noget paf, da Sting få sekunder før de træder ind på scenen, helt nonchalant siger, ”by the way, sometimes I mess around with the words …”
Senere bliver det knap så sjovt for den modne Phil. Arbejdet og presset tager over, kvinderne kommer og går, og de rock’n’roll-manerer, som han helt havde forsaget i 1970’erne begynder at indfinde sig. Ikke mindst begynder han at drikke. Hårdt. Og det er tæt på at koste ham livet ved et kollaps i 2012.
I det hele taget har årtierne efter 2000 været præget af dårligt helbred, afvænning og operationer i et omfang, der betyder, at Phil Collins må fejre sin 70-års fødselsdag som halvdøv og ude af stand til at spille på sine elskede trommer eller gå uden en stok.
Alligevel annoncerede Collins sidste pr en ny turné med vennerne fra Genesis. Den skulle have rullet gennem Storbritannien i november/december 2020, men er nu udsat til september/oktober i år, hvis pandemien og helbredet tillader det. Det er svært at vurdere, hvad man skal forvente af de koncerter – men da Phil Collins for to år siden besøgte Ceres Park i Aarhus var det et mere et nostalgisk trip end en euforisk her&nu-oplevelse.
Den soulede 2’er
Jeg købte mit sidste Phil Collins-album tilbage i 1985. Det var ’No Jacket Required’ – på kassettebånd. Det er et album, der på mange måder markerer Collins’ zenit som behersker af årtiets kommercielle pop-sound, dokumenteret på en stribe singlehits som ’Take Me Home’, ’Don’t Lose My Number’, ’One More Night’ og selvfølgelig ’Sussudio’.
Mit favorit-album med Collins er dog afgjort den ofte oversete ’Hello, I Must Be Going!’. Det er hans mest soulfulde værk – og til tider decideret groovy som på den upbeat ’I Cannot Believe It’s True’ og den ligeledes blæser-funky ’It Don’t Matter To Me’.
Albummets højdepunkt er dog for mig det trommetunge åbningsnummer ’I Don’t Care Anymore’ (mange benægtende sangtitler på det album …) – der på senere turnerer blev brugt som kommentar til tabloidpressens evige jagt på saftige historier fra Collins’ langsomt kollapsende privatliv.
Sidstnævnte sang indledte også en legendarisk koncert i Perkin’s Palace, Pasadena, december 1982. Det var Phil Collins’ første soloturné – og hele koncerten kan opleves her:
Ja, der er løbet meget alkohol, svulstige ballader, dårlige Genesis-plader, slatne Disney-produktioner og meget andet under broen siden 1982. Men Phil Collins har sat sig et mærke, og han har leveret mindst 10 sange – i eget navn eller med Genesis – som jeg virkelig elsker.
Det lyder måske ikke af meget ud af en samlet produktion på otte soloalbums, 2 soundracks og adskillige Genesis-albums. Men Phil Collins som musiker og menneske rammer et eller andet i mig. Noget velkendt og sympatisk med en snert af britisk humor og engelsk ordentlighed. Derfor fortjener den joviale og hamrende dygtige middelklasseknægt fra en forstad til London i dén grad også en hyldest i dag.
Det er endda lykkedes at overtale nogle af mine blogbrødre her fra mediet til at udvælge og skrive om deres yndlingssang med Phil Collins/Genesis. Det er lige nedenfor.
Og så har jeg nøje udvalgt 10 af denne signaturs Collins-favoritter i en Spotify-playliste allersidst.
Så tillykke til verdens mest uventede mega-popstjerne. Du gjorde det sgu, mod alle odds!
Home by the Sea – Genesis (1983)
Pentatonisk progressiv popperle! Jeg har det lidt med at deltage i en hyldest til Phil Collins, som hovedpersonen her i sangen har det i det forladte hus med havudsigt: Var det en fejl at gå indenfor? Men ’Home by the Sea’ er og bliver fremragende; en uhyggelig, men også vemodig spøgelseshistorie, hvor beboerne ender med at beholde den uforsigtige indbrudstyv.Tidens tand har ikke været så god mod den prog-jam, der udgør anden halvdel, men der er stadig noget fascinerende over al den bombast udsat for firsersynthesizere. Nikolaj Steen Møller
On My Way – Bjørnebrødre (2003)
Nok vandt ’You’ll Be In My Heart’ til ’Tarzan’ både Oscar og Golden Globe i kategorien Best Original Song. Men den sande filmperle i Collins’ tegnefilmskatalog ligger godt gemt af vejen midt på soundtracket til den halvglemte ’Bjørnebrødre’. ’On My Way’ er en jolly folkesang med lyse strenge, fløjtestykke og – selvfølgelig – trommebreak. Her pakker Collins sin evigt lurende selvhøjtidelige slagsside godt af vejen, og i stedet lyder han som den flinke, jævne brite, han gerne vil iscenesætte sig selv som. Det er et arm-i-arm-anthem båret af en ukuelig optimisme, der går lige i barnesindet. Danni Travn
In The Air Tonight (1981)
Den er blevet spillet til bevidstløshed og er stadig i A-rotation på enhver ‘Classic Rock’-radiostation med respekt for sig selv. Alligevel bliver jeg aldrig træt af Collins’ 1981-hit, hvis legendariske drum-fill efter tre et halvt minut i sig selv er musikhistorie og på et øjeblik forvandler nummeret fra simrende ballade til kogende stadionrock. Collins skrev sangen efter skilsmissen fra sin første kone, og vreden strømmer ud mellem linjerne. Det er ren katarsis, når den minimale og på det tidspunkt banebrydende produktion eksploderer i buldrende trommeslag og Collins’ mere og mere desperate stemme. Et musikalsk drama af karat, og kan du afholde dig fra at spille lufttrommer undervejs, er det dig, den er gal med. Jesper Nykjær Knudsen
Sussudio (1985)
”Det her er Sussudio, en stor, stor sang, en personlig favorit.” Ordene er Patrick Batemans i American Psycho, inden han knalder to prostituerede efter bl.a. at have ytret ordene ”Sabrina, don’t just stare at it, eat it.” Og så kan man jo godt glemme, at ’Sussudio’ også er alt, alt for meget. Den er enormt 80’er-agtig – trommemaskine, synthbas, blæsere, Richard Bransons London. Hvis man ikke kan forestille sig skulderpuder, permanentkrøller, lægvarmere og lidt for store jakkesæt, var man der nok ikke. For kritikere er Phil Collins lige her blot en fesen Prince-wannabe, og sangen er banal med en meningsløs titel. Jeg kan lide den. Peter Elsnab
Lyt til 10 absolutte favoritter med Phil Collins og Genesis:
