Den udødelige natflue

   


På mandag udsender Donald Fagen et nyt soloalbum. Men det er stadig den 30 år gamle “The Nightfly”, der står som hans mesterstykke. Et album, som valgte at se stort på sin egen tid, og i stedet skildrede en helt anden til perfektion.

Hvilken musik bør man lytte til, når man er 16 år? Noget, der emmer af ungdommelig vildskab, sex og rebelskhed, ikke sandt? Noget, som kan holde trit med de hidsige hormoner eller opildne det spirende teenageoprør. Og ellers må det da i det mindste være kunstnere, man kan klistre op på plakatvæggen og hænge sin vaklende identitetsdannelse op på. Enten fordi de udtrykker alt det, man ikke selv kan finde ud af at sige, eller fordi de ser ud som om, de kan score alle de damer, man selv drømmer længselsfuldt om at få adgang til.

Sådan lyder klichéen om ungdommens musik i hvert fald. For de fleste af os er virkeligheden imidlertid langt fra så tøjlesløs. Vi vokser op med avisruter, fodboldtræning og lørdagsslik i hjørnesofaen. Ikke meget Holden Caulfield over dét. Vi kan lige så godt blive betaget af en plade af så voksen og velfriseret en årsag, som at den bare lyder enormt lækkert og luksuøst. Og det var netop hvad der skete for mig, da jeg stødte på Donald Fagens eminente “The Nightfly”. I hvert fald i første omgang.

Jeg havde bevæget min splejsede teenagekrop ind i en hi-fi-butik, hvor nogen prøvelyttede et par svinedyre højttalere med albummets åbningssang “I.G.Y.”. Den lød simpelthen fantastisk med sin enormt detaljerede produktion, sin ekvilibristiske musikalitet og en lyd så glasklar, at hvis en due havde skidt på studiets tag under indspilningen, ville det formentlig have kunnet høres. Ikke ligefrem lyden af vild ungdom, vel?

Sangen i sig selv emmede heller ikke just af teenageværelse. Dens varme, jazzede og silkebløde poparrangement løb langs med en sær fremtidsvision fra 1950’erne, hvor alle går i de samme spandex-jakker, hvor man kan tage toget fra New York til Paris på halvanden time, og hvor store beslutninger træffes af en retfærdighedsmaskine. “What a beautiful world this will be, what a glorious time to be free“.

Da jeg få dage senere købte albummet, skulle det selvfølgelig hurtigt vise sig, at der var meget mere end bare vellyd at komme efter. Og ligesom “The Nightfly” dybest set ikke var et album i sync med min personlige tidsregning, flugtede det heller ikke ligefrem med sin egen tid.

Det var udkommet i 1982, hvor tidens toneklang genlød af post-punk og synth-pop. Sprælske genrer som var i fuld gang med at blande populærmusikken op med avantgarde-kunst, ny elektronik og musikvideomediets visuelle muligheder. Donald Fagen befandt sig milevidt fra den slags progressive strømninger. Han havde tilbragt 70’erne i et af årtiets store bands, Steely Dan, som dyrkede jazzet funkrock og var så perfektionistiske i studiet, at de ofte pressede mere end 30 takes ud af de førsteklasses session-musikere, som ikke desto mindre stod i kø for at arbejde sammen med dem.

“The Nightfly” gjorde da heller ingen forsøg på at indkapsle sin tid. I stedet skildrer albummet USA i efterkrigstiden, i de optimistiske år under Eisenhower og John F. Kennedy, som tv-serien “Mad Men” siden har sat billeder på. I Steely Dan skrev Fagen ofte sarkastiske og lettere kyniske tekster, men på denne solodebut er hans linjer mere åbne og personlige og med et vist selvbiografisk anstrøg. Som han skriver i covernoterne, repræsenterer sangene “certain fantasies that might have been entertained by a young man growing up in the remote suburbs of a northeastern city during the late fifties and early sixties, i.e., one of my general height, weight and build“.

Coveret understreger stemningen af personlig historiefortælling. Her ser man Fagen som natradiovært med cigaret i hånden og jazz på grammofonen i gennemført 1950’er-æstetik. Og det er præcis hvad han er på titelnummeret, hvor radiostationen WJAZ etableres som en slags medie for albummets forskellige fortællinger. “An independent station, WJAZ, with jazz and conversation, from the foot of Mount Belzoni“.

Nostalgien følger med ind i musikken, der lyder som om, inspirationen er hentet i forældrenes pladesamling. Fra calypso-rytmerne på “The Goodbye Look” over showtune-vokalharmonierne på “Walk Between The Raindrops” til evergreens på cover-versionen af Leiber & Stoller’s “Ruby Baby”. Musik fra før rocken satte stikket i og blev mere højlydt og pågående i takt med slut-60’ernes ungdomsoprør. En bagudskuende tone, som aldrig bliver pastiche, men væver det perfekte bagtæppe for sangenes historier fra en tid, før uskylden for alvor gik tabt.

“Maxine” minder således om The Beach Boys’ “Wouldn’t It Be Nice” med sin fortælling om det unge kærestepar, der venter utålmodigt på voksenlivets glæder, mens omgivelserne belærer dem om at “hold out ’till graduation“. Og “New Frontier” lader en ung mand fortælle om, hvordan han prøver at komme i bukserne på sin udkårne, der ligner Tuesday Weld og lytter til Dave Brubeck. “We’ll pretend that it’s the real thing, and stay together all night long” synger han i forsøget på at lokke hende med i det beskyttelsesrum, hans far har bygget for at være klar, hvis “the reds” beslutter sig for at trykke på knappen. “And when I really get to know you, we’ll open up the doors and climb into the dawn“.

Dét er noget, man kan forstå som 16-årig. For bag al sin voksne vellyd fortæller “The Nightfly” om at vokse op. Om ungdommens store fremtidsdrømme. Og om den uskyld, man har så travlt med at veksle til erfaringer. “One day we’ll wake up, make love, but ’till then, try to hang on, Maxine“.

Det var først senere, jeg også fik ører for albummets fine tidsbilleder. De otte sange er fyldt med referencer til periodens temaer – fra koldkrig til rumkapløb, fra militærkup i Caribien til ungdommens nye status som selvstændig livsfase. “I.G.Y.” (en forkortelse for “International Geophysical Year”) er en slags collage af datidens forudsigelser om fremtiden. “By seventy-six, we’ll be A.O.K.“, lyder det undervejs med ukuelig optimisme, men også med en undertone af senere skuffelse. “New Frontier” er en rammende skildring af den kommunistforskrækkelse, McCarthy-æraen havde plantet i mange amerikanere efter krigen, men også af John F. Kennedys valgslogan, som sangen tager sin titel fra, og som skulle inspirere amerikanerne til at træde ind i en ny og løfterig æra. Og under de varme, tropiske rytmer på “The Goodbye Look” løber beretningen om en amerikaner, der ikke slap ud af Cuba i tide efter Castros revolution og nu er en af de jagede, gamle kolonister. “Tonight they’re arranging a small reception just for me, behind the big casino by the sea“.

Det er konceptkunst i absolut mesterklasse. Med rundhåndede melodier, billedmættede tekster og en helt igennem overlegen musikalitet. Donald Fagen har – naturligvis – allieret sig med en stribe musikere fra den allerøverste hylde (bl.a. saxofonisten Michael Brecker, trommeslageren Jeff Porcaro og bassisten Marcus Miller), som spiller præcist og med virtuost schwung.

Jeg kan ikke komme i tanker om noget andet album, “The Nightfly” minder om, løsrevet som det er fra alskens musikalske modeluner og salgbare genrekategorier. Det har heller aldrig haft en hitsingle, og alligevel har det opnået både klassikerstatus og et salg, der for længst har rundet en million eksemplarer.

Så jo, mine dengang 16-årige ører svigtede mig ikke. “The Nightfly” lyder stadig helt urimelig godt, og dets historier kan altid tåle at blive fortalt en gang mere. Det gør Donald Fagen heldigvis beredvilligt, blot Play-knappen får et tryk. Fra sin plads i en svunden tids nætter. Ved mikrofonen på WJAZ.

Kommentér indlægget