Den svære Re-Seppt

   


Endnu en gang drager det danske fodboldlandshold til en slutrunde uden en ordentlig slagsang. Hvorfor er alle forsøg på at leve op til den over 30 år gamle “Re-Sepp-Ten” slået fejl? Her er fem af årsagerne.

 

Der bliver stadig længere mellem de danskere, der selv oplevede slutrunden, sangen var lavet til. Alle spillerne der synger kor på den er for længst pensionerede. Og dens lyd af tommelfingerbas, pikspillerguitar og letbenede maskintrommer hænger uhjælpeligt fast i 80’ernes kviksand.

Alligevel er det stadig den over 30 år gamle “Re-Sepp-Ten”, vi støver af, når vi skal i landskampstemning. Sangen, der blev indspillet til VM i Mexico i 1986, er ganske enkelt den bedste landsholdssang vi har. Den dag i dag kan man høre publikum i Parken samle stemmerne omkring det smittende omkvæd “Vi er røde, vi er hvide, vi står sammen side om side”, som selv den mest tonedøve og rytmisk udfordrede kan finde ind i.

Netop lilleputnationens sammenhold er den rød-hvide tråd i sangen, hvis linjer blev til gennem en konkurrence i Ekstra Bladet. Jarl Friis-Mikkelsen og Henrik Bødtcher skulle klistre folkets indsendte idéer sammen til en færdig tekst, men endte med at skrive det meste selv. Det blev til veloplagte vrøvlevers med H.C. Andersen-motiver som tapre tinsoldater, den lille grimme ælling og den Lille Store Klavs, som dyrker den underdog-status, der ligger dybt i vores folkesjæl. Og som virker langt bedre end tomt brovteri om at skulle ud og vinde hele lortet med et snuptag og en hurtig kontra.

Ja, og så kan man naturligvis kun knuselske, når en ung og stadig ukendt Dodo Gad fra Dodo & The Dodos synger om Moder Danmark, der elsker “danske drenge, der kan knalde”… bolden ud til verdens skue, forstås. Det hele skydes af sted over en ualmindelig træfsikker popmelodi og 80’er-friske rytmer, der såmænd også kan klare en tur omkring diskoteket.

Siden da har Danmark heldigvis kvalificeret sig til en stribe slutrunder, og hver gang har nogen forsøgt at lave en sang, der ramte lige så rent. Uden held.

Det kommer heller ikke til at lykkes for Thomas Helmig, der netop har sendt de rød-hvide afsted til VM i Rusland med sit bud på en slagsang. “Hele Danmark Op At Stå” er ikke dårlig, men bare heller ikke særlig god. Med sin let gyngende soulpop er den mere beregnet til radioen end til stadion, simpelthen fordi den savner både begejstring og fællessangfaktor for at fungere til formålet.

Så heller ikke denne gang vil “Re-Sepp-Ten” blive sat på bænken til fordel for yngre kræfter. Den er ganske enkelt bare bedre og understreger, hvor svær en opgave, en god slagsang faktisk er. Der er da også mange måder, projektet kan fejle på. Efter et lyt i arkivet kan man hurtigt finde fem:

 

1. NÅR MAN GLEMMER TRIBUNEN
Nik & Jay: Vi Vandt I Dag (2012)

Hvem er den gennemsnitlige fodboldfan? I hvert fald ikke en tyggegummignaskende teenagepige, så hvorfor Nik & Jay blev valgt til at indspille landsholdets slagsang til EM i 2012, må stå hen i det uvisse. Trods et stadionegnet “lå-lå-lååh”-tema undervejs er der da heller ikke meget fodboldfest over “Vi Vandt I Dag”, der er en klassisk Nik & Jay’sk lighterballade. Som vanligt både synger og rapper duoen sig igennem storladne fraser om at tro på øjeblikket og finde vej gennem mørket, ledsaget af følsom pianoklimpren. Det er en noget klæg omgang. Men det største problem er tempoet, der egner sig mere til kinddans i ungdomsklubben end til fællessang på tribunen. Sådan skaber man i hvert fald ikke en stadion-klassiker. Uanset hvem der befolker sæderækkerne.

2. NÅR MAN KLØJS I FADBAMSEN
Big Fat Snake: Big Boys In Red And White (1996)

Hvis Big Fat Snake var et fodboldhold, ville det ikke bestå af vævre driblere. Tværtimod har bandets musik altid været temmelig tung i bevægelserne, og deres slagsang til EM i 1996 er da også en omgang fodslæbende gammelmandsrock med bismag af slatne fadbamser og kluntede brokker i sanglinjerne. “Vi vinder, vi ved vi kan, vi er Danmark i Eng-e-land” er lige så kreativt som en lang Drillo-aflevering, præcis som de øvrige klicheer om at kæmpe til sidste mand og feste på Rådhuspladsen. Det minder mest om sløj lejlighedssangskrivning, og decideret tåkrummende er omkvædets afsluttende udråb “Det’ Danmark, det’ fodbold, det’ sejt!”, der lyder som dårligt børne-tv. Fodbold skal ikke være finkultur, men der er dog grænser for, hvor bøvet det behøver at være.

3. NÅR MAN IKKE MENER DET
Det Brune Punktum: All We Need Is Love (2000)

Oprigtighed og indlevelse er grundstoffer i enhver fodboldfans forhold til sit hold. Det gør distance til en dødssynd i en slagsang, og derfor er Det Brune Punktums 90’er-agtige ironi på “All We Need Is Love” et klokkerent selvmål. “Klatten skal ind imellem stængerne, sikken en dejlig sport”, lyder omkvædet, som blot er én af de mange linjer undervejs, man aldrig ville skrive, hvis fodbold vitterligt betyder noget for én. Flere smålumre referencer og en alt for slikket produktion trækker sangen endnu længere væk fra de tribuner, den ret beset skulle være lavet til.

4. NÅR MAN MENER DET FOR MEGET
Nephew: The Danish Way To Rock (2010)

På papiret så det egentlig ud som om, DBU for en gangs skyld havde foretaget et godt valg. Nephew rammer både høj og lav, har evnen til at skrue et godt omkvæd sammen, og deres elektroniske rock har den power og fremdrift, der skal til på et stadion. I tilgift er Simon Kvamm oprigtig fodboldfan. Men det var som om, bandet havde for meget respekt for opgaven og endte med at skrive en lidt stiv og forkrampet sang, der blev opslugt af sin egen højtidelighed. Lyden var for dyster, versene lettere fortænkte, og “The Danish Way To Rock” slog aldrig rigtig an. At landsholdet samtidig skuffede fælt ved slutrunden i Sydafrika gør det selvfølgelig ikke lettere at elske sangen.

5. NÅR MAN… BARE GØR ALT FORKERT
Birthe Kjær, B-Boys & Safri Duo: Vi’ Fra Danmark (2004)

Hvis man sætter en dansktop-dronning, en børnerap-trio og Danmarks på det tidspunkt største pop-eksportvare sammen, så må man da kunne lave en slagsang, der “lissom samler hele nationen”, ikke sandt? Well, kun hvis man sidder omkring et bord med marketing-jakkesæt, og resultatet er da også det ultimative lavpunkt udi danske landsholdssange. Med afsæt i klam discount-dance og et ualmindelig kikset tyveri af Jokeren-hittet “Havnen” synger Birthe Kjær banalt bavl om “brandgo’e ben” og “publikums råb”. Slemt nok, men når B-Boys midtvejs bryder ind med grufuld Børne-MGP-rap, “yo”-råb og festklicheer, truer ens tæer med at krumme så meget sammen, at man aldrig selv vil kunne spille fodbold igen. Da Kjær vender tilbage med sit “Hvor’ vi fra?” over Safri Duos opgejlede samba-trommer, har svaret “Vi’ Fra Danmark” aldrig været mere skamfuldt. Gør mere ondt end en stempling i genitalierne.

 

Her er altså fem af de fælder, man skal spille udenom, hvis man vil have en slagkraftig landsholdssang i kassen. Må det snart lykkes for en eller anden, men indtil da får “Re-Sepp-Ten” endnu en slutrunde som det foretrukne musikalske samlingspunkt på den billige langside. Held og lykke i Rusland, drenge, “vi er røde…”

 

Kommentér indlægget