Har du fået markeret, at det er 25 års siden, at Black Box udgav Dreamland-albummet?
Nå, ikke. Så gør jeg det for dig, for få bands fra den første rave/house-generation har betydet så meget og fået så lidt kærlighed.
Jeg er sikker på, at havde Black Box været et rockband, ville trioen i denne måned blive fejret med forsider på Mojo og Q, portrætter i aviserne, hyldestprogrammer i radioen og måske en hel temaaften på DR2, hvor midaldrende mænd og kvinder ville tale længe og med våde øjne om deres første møde med gruppen og den scene, de engang var en del af.
Men Black Box er ikke et rockband, og derfor er der ingen, der markerer sølvbrylluppet for det poppede italienske houseprojekts debut Dreamland.
Jeg spejder forgæves efter jubilæumsudgivelser. Der udkommer ikke et luksuriøst bokssæt i anledning af jubilæet, og det definitive dobbelt-album, hvor det originale Bologna-mix kan høres for første gang, ser heller ikke ud til at være på vej.
Jeg aner ikke, om der eksisterer et Bologna-mix, men det er sådan, musikbranchen normalt fejrer sine helte og pakker de gamle varer ind, når der skal kanoniseres og skabes afguder af selv den mest mondæne guitarhelt.
Ikke engang en ny dokumentarfilm er der lavet – det er ellers den vigtigste accessory, et ældre rockband kan anskaffe sig, nu da cd-salget er forduftet, og der trods alt er grænser for, hvor mange penge man kan tage for et genoptryk af en vinylplade, man for kort tid siden kunne købe for en femmer på alle landets loppemarkeder.
Det er faktisk utroligt, at deres runde dag er blevet glemt. Black Box var trods alt et af de populæreste bands i verden, da Dreamland udkom.
De ejede hitlisten i årene omkring 1990. Platin- og guldpladerne landede tæt, efter først ’Ride On Time’-singlen og siden ’I Don’t Know Anybody Else’, ’Everybody Everybody’ og ’Fantasy’ møvede sig ind på dansegulvene og klarede springet til radio. Selv i USA blev det til to Top 10-hits.
’Ride On Time’ var den bedst sælgende single i UK i 1989 og ærkeeksemplet på, hvordan dansekulturen i kølvandet på acidhouse og den første rave-generation ændrede britisk popkultur.
Det var sangen, der bragte italohouse til masserne, og de ekstatiske pianobreaks, de hysteriske samplede vokaler og den intense fremdrift var ikke kun noget for popfans og single-købere. Stilen havde nogle af sine største fans på Manchester-klubben The Hacienda, og Black Box betød på det tidspunkt lige så meget for skabelsen af Madchester-bølgen som baggy pants, floppy frisurer, Smiley-symboler og ecstasy.
Sangen skabte samtidig skabelonen for, hvordan poppen kom til at lyde i 1990’erne.
The Haciendas lydhøre dj-duo Mike Pickering og Graeme Park var helt i front, når det i slutningen af 1980’erne handlede om at få folk til at danse i Manchester. Pickering har fortalt, at deres dansegulv blev mere og mere energisk, efterhånden som ecstasy-tabletterne for alvor slog igennem, og et af de steder, hvor de fandt mest ny energi, var i Italien.
Italienske producere havde i 1980’erne opfundet en form for billig synthpop med elementer fra disco, der gik under navnet italodisco eller bare italo. Det var simple, gerne moody produktioner fra små studier i Rimini, Torino og Milano. Det var kvik, smagløs brugsmusik målrettet lokale diskoteker.
Men det fungerede skide godt, og efterhånden fik kunstnere som Klein & MBO, Koto og Savage hul igennem andre steder også, og folk som Pet Shop Boys var tidlige fans af stilen. (Hvis du vil dykke ned i italo, så tjek Geigers interview med samleren Flemming Dalum.)
Senere i 1980’erne skete det samme i Italien, som andre steder i verden – nysgerrige dj’s faldt for acidhouse og købte samplere.
En af dem var Daniele Davoli aka DJ Lelewell. Han spillede på klubben Starlight i industribyen Bologna, og da han slog sig sammen med den klassisk trænede klarinetlærer Valerio Semplici og keyboardspilleren Mirko Limoni, skete der noget.
De blev til kollektivet Groove Groove Melody og var ved siden af Black Box også involveret i udgivelser som ’Numero Uno’ med Starlight, der ramte den britiske Top 10 i august 1989 – på samme tidspunkt, som ’Ride On Time’ indtog førstepladsen (hvor den lå i seks uger).
Kort efter fulgte Davolis noget mere simple, Bomb The Bass-inspirerede sampler-fest ’Grand Piano’ under navnet Mixmaster.
https://www.youtube.com/watch?v=sBkX1faIXEI
Italohouse trykkede på de rigtige knapper hos en ny generation af dansende. Musikken er typisk konstrueret omkring gentagelser, samplinger af råb eller omkvæd klippet fra gamle discoplader, og stemningen bygger op mod et klimaks badet i piano, som kan få det til at risle lifligt ned af en ecstasy-gennemvædet rygsøjle.
Mange italohouse-singler lyder billige, og det var en del af charmen ved f.eks. produceren Gianfranco Bortolottis projekter 49ers og Capella. Perioden efter acidhouse var præget af en gør-det-selv-ånd, der kan matche punk og hiphop. Musikken fik folk til at starte klubber, stofferne fødte venskaber, og hvis man siger, at mange af dem, der så Sex Pistols i 1977, bagefter startede deres eget band, så gælder præcis det samme for deltagerne i de vilde fester fra Manchester og Milano til København i slutningen af 1980’erne.
’Ride On Time’ blev et af scenens hovedværker og revolutionerede den poppede del af dansemusikken.
Her kom sampleren for alvor på overarbejde, og da hele vokalen er klippet ud af Loleatta Holloways 1980-hit ’Love Sensation’ (produceret af Dan Hartman), kom en del af omtalen af sangen og Black Box til at handle om tyveri og rettigheder. Det element ved sangens succes endte med et forlig.
Men det skete først efter, at Mike Pickering signede den italienske producertrio til pladeselskabet Deconstrution og søsatte ’Ride On Time’ sammen en stilskabende opsamling med italohouse.
Det er ikke tilfældigt, at han og andre nordengelske dj’s rykkede stenhårdt på de hurtige danseplader med et indbygget element af ekstase.
Pickering voksede op som fan af Northern Soul – og der går en lige linje fra mod-klubben The Spinning Wheel i Manchester via de soulstampende nætter på Wigan Casino til The Haciendas hedonisme.
Alle tre legendariske danseklubber var båret af energi, musik og stoffer – og holdt sig helst under radaren fra myndighederne og smagsdommerne nede i London.
Mike Pickering, der senere dannede M-People, hørte ’Ride On Time’ som en slags moderne Northern Soul, og han troede formentlig, at han sammen med de tre underskrifter ville få en stribe billigt producerede, men effektive singler fra Italien.
Men da først Black Box havde muligheder og midler, gik de i gang med at skabe noget helt andet: De ville være housekulturens svar på det elegante discoband Chic. Det var deres drømmeband, den perfekte blanding af fest, musikalitet og fjol.
På den måde minder Black Box om Daft Punk. De havde bare færre penge at arbejde med, og teknologien var i 1990 ikke så forfinet som i dag. Men Dreamland er lige så meget en homage til Chic og klassisk disco, som store dele af Random Access Memories er det.
Belært af problemerne med ’Ride On Time’ (og til dels ’I Dont Know Anybody Else’) valgte holdet at bruge en levende sangerinde til resten af albummet og kontaktede en anden af de store discodivaer fra New York, Martha Wash (kendt fra The Weather Girls).
Okay, helt styr på rettighederne havde de ikke fået. Martha Wash mente efterfølgende, at italienerne snød hende. Endnu et forlig blev indgået, men med tiden har hun taget sangene til sig og synger dem stadig live.
Kigger man på indercoveret til førsteudgaven af Dreamland, er hverken Wash, Holloway eller Hartman krediteret. Man kan læse, at alle sange er skrevet af Limoni, Davoli og Semplici (bortset fra ’Fantasy’ – der er en regulær coverversion af Earth Wind & Fires sang).
Den eneste anden person, som bliver fremhævet i noterne, er Katrin Quinol.
Hun er den franske fotomodel, man ser på omslaget, og kvinden, der mimede i alle de første musikvideoer med Black Box. Hun sang i virkeligheden ikke en tone, det var udelukkende en praktisk og visuel konstruktion i ånden fra Frank Farian, manden bag Boney M og Milli Vanilli.
De tre egentlige hovedpersoner i Black Box kunne bedst lide at være usynlige, og selv om Daniele Davoli fortsatte med at spille som dj (det gør han stadig), blev han ikke genkendt på gaden. Han fik millioner af mennesker til at danse og synge, men gemte sig helst i baggrunden.
Her med hestehale og glimmervest, da Black Box endnu engang gæstede det britiske hitlisteprogram Top Of The Pops.
Ser man tilbage på rave-perioden, er der ikke mange hele album, der springer i øjnene. Dance er et single-univers og et godt mødested for kompileringer.
Mængden af oprindelige housegrupper med solide album i diskografien er lige så sjældne som britiske singler med Led Zeppelin
Fra perioden husker jeg umiddelbart Ten Citys sjælfulde Foundation og Paradise med Inner City (begge 1989).
Dreamland lyder som en stribe hitsange, selv om albummet udkom før de fleste af singlerne, og der er et smukt forløb gennem pladen. Tempoet bankes i vejret, energien skrues lidt ned, der kommer en drømmende overgang, og så er det op med pulsen igen. Det lyder som en dj-sæt oversat til albumformatet.
Men mest af alt lyder det bare fedt.
Black Box-producernes ambition om at blive en houseversion af Chic lykkedes faktisk. Nogle gange lige lovlig konkret, som når de i ’Strike It Up’ flirter med forbilledernes ’Strike Up The Band’.
Andre steder rammer de en perfekt balance mellem bas, trommer og guitar, så man får et opdateret discokick.
Det gælder især ’Open Your Eyes’, der afvikles i mageligt midttempo og med indforståede vink til 1970’ernes Philly-soul og en glamourøs discopuls. Det samme med ’Everybody Everybody’ med ekkoer fra MFSBs ‘K-Jee’. Her er man pludselig langt fra raves på marker og i nedlagte fabrikshaller.
Og så alligevel ikke – det bedste ved rave-perioden var den anything goes-attitude, som prægede slutningen af 1980’erne. Jeg elsker balearic-tankegangen, hvor Chris Rea og The Woodentops kan spilles side om side med Marshall Jefferson, Stone Roses, Manuel Göttsching og kommercielle latinohits.
Den brede horisont gik desværre tabt efterhånden som subgenrer voksede sig store, og det førte til fraktionering – og et vist snobberi gjorde sit indtog på scenen.
Jeg er klar over, at min hyldest til Black Box kan virke lige så nostalgisk som en efterskole-reunion til en Dizzy Mizz Lizzy-koncert, men jeg forsøger med al magt at holde nostalgi ude af dette indlæg.
Sangerinden Tracey Thorn skriver i sine nye bog ’Naked At Albert Hall’, at hun hader nostalgi, og jeg forstår hende, når hun forklarer, hvorfor hun ikke går til koncerter med sine gamle helte:
”Det er masochisme – intet andet end en øvelse i at vise dig selv, at det er længe siden, at bandet er blevet ældre, at vi er ældre, og at alt er slut”.
Til gengæld er pladen fra dengang ikke slut på samme måde. Den er en del af dig og kan blive ved med at give, mener Tracey Thorn.
Sådan har jeg det med Dreamland.
Black Box fungerede først og fremmest i samtiden, da de tre italienere spillede en væsentlig rolle i dansemusikkens evolution. Det er værd at huske, og jeg er heldigvis ikke helt alene med min kærlighed til italohousens mægtigste aktører.
Der er andre kortklippede, let overvægtige mænd rundt om i verden, som kan finde på at knibe en tåre til et perfekt pianobreak og holde lange passionerede foredrag om nætter, hvor dansegulvet rykkede som én krop. Vi er stærke i troen, og ingen skal bilde os ind, at rocken styrede 1990’erne.
Vi var der, og vi ved bedre.
Og hvis man lytter efter, kan man høre ekkoerne fra den periode i flere aktuelle kunstnere. Det gælder Duke Dumont og Clean Bandit, for ikke at tale om Disclosure, Hot Chip og 2 Bears, der opdaterer lyden fra dengang. Mon ikke Kiesza har hørt Black Box? (Sammen med en masse af den New York-house og disco, som de (vi!) holder så meget af).
Når Black Box alligevel ikke får det skulderklap, de fortjener i anledning af 25 års jubilæet, skyldes det ikke kun, at de eksisterede i en genre, som aldrig fremhæves for noget positivt.
Det handler formentlig også om, at deres musik bliver forvekslet med meget af det, der kom efter.
’Ride On Time’ og ’I Don’t Know Anybody Else’ blev med deres samplede discovokaler støbeformen for 1990’ernes pop. På godt og ondt.
Fra ’Take No Crap’ med Cut’n’Move og ’I Can’t Stand It’ med Twenty4Seven til MC Sar & The Real McCoys mægtige ’Another Night’ og myriader af hollandske, svenske, tyske og italienske one-hit-wonders.
Men ingen ramte den så rent, som Black Box gjorde.
Der er forskel på at bruge lillepigevokaler og engelsk rap med dårlig accent og så de store, autentiske soulstemmer, som findes på Dreamland.
Ja, jeg bruger ordet autentisk, rockismens totempæl.
Black Box lavede autentisk europop, overbevisende italohouse og de balancerede det sublime med det tacky.
https://www.youtube.com/watch?v=DLDSHbumd4k
Navnet Black Box bliver i dag holdt i live af Daniele Davoli. Han laver lejlighedsvis et remix eller en produktion som Black Box, og det sker, at han optræder med sangene fra Dreamland. Vokalen bliver så varetaget af amerikanske Charvoni Woodson. Hun sang på det stendøde andet Black Box-album Positive Vibration i 1995.
Til sommer spiller de bl.a. til en 80’er-festival i Bristol i England og et lignede arrangement i Skotland.
Jeg har ikke behov for at opleve Black Box live. Det har jeg aldrig haft. Det er musikken på pladerne, det handler om, og den hører jeg med glæde.
Dreamland lyder 25 år efter udgivelsen stadig som et greatest hits-album, og det er i min verden stort set det bedste, man kan sige om en popplade.
–
Dreamland (Deconstruction/BMG) med Black Box udkom første gang 8. maj, 1990.
