Screw you, we’re from Texas! – Sådan lærer du at elske Red Dirt

   


Den er bøvet som bare fanden, uden de store kunstneriske ambitioner, og handler mest om hjerte, smerte og hvor fedt det er at bo i Texas. Men Red Dirt countryen er også countrymusikkens sidste ærlige bastion, og derfor skal du lytte med. McGuire giver dig en  begynder-guide til genrens svar på Nickelback.

På billedet ovenfor ser du Randy Rogers Band. De spiller Red Dirt country, og lad os bare trutte ren røv right away: Red Dirt country er ikke for den sarte lytter.

Du vil sikkert synes, at den lyder bevidst bøvet i sin gumpetunge og ærkeamerikanske lefleri for den allermindst uopfindsomme røvballerock, grine af dens fattige kunstneriske ambitioner, og pisse i bukserne af skræk over lyrikken, som i dine ører kun sjældent hæver sig over det pladderpoetiske hjerte/smerte-sjask, i lokalpatriotiske ævl, Jesus-freakeri, BBQ-romantiske og hometowns & highschool sweethearts-forherligende.

Du vil, med andre ord, kalde Red Dirt for countrymusikkens svar på Nickelback.
Og du har ret. I hvert fald et stykke hen ad vejen.

http://youtu.be/AbF9iAPESJg

Red Dirt blev født på små spillesteder og klubber i Texas og det sydlige Oklahoma – hvis jernholdige røde sand den er opkaldt efter – for cirka 20 år siden. Dengang blev den sat i verden af folk som Stoney LaRue, Jimmy LaFave, Red Dirt Ramblers og Robert Earl Keen, der alle var møgfrustrerede over Nashvilles tiltagende fersk- og fejhed. Reaktionen? En kollektiv tilbagevenden til lyden af Texas, fra blues og jazz til rock n’roll og Texmex. På papiret og på plade lød det bare som endnu en dag på kontoret i Texas, en stilart, der fulgte trofast i hælene på statens store legender, der allerede havde sat kursen for den texanske musiktradition. Spillet med ærlighed i hjertet og støv på stemmen, men også en bølge, der var stærk nok til at inspirere en generation af unge amerikanske sangskrivere. Der er stadig mange, der mener, at Red Dirt slet ikke er nogen genre, men et broderskab, en musikalsk bevægelse, der på bedste og bredeste Texas-manér tager countrymusikken tilbage til dens reason d’etre: at være den simple mands poesi. En (k)ærlig musik, hvor en skovl er en skovl, og en spade er noget, du banker naboen ned med, når han stjæler din kone. Og selv om den  nye generation af Texas-musikere heller ikke lyder som de gamle, er sjælen i musikken den samme i dag som den var i 1992. Ærlighed er alt. Well, ærlighed og en god G-D-A-C-Em rundgang!

Hvad fanden er så forskellen på moderne Texas country og moderne Nashville country, spørger du nu? I Nashville går de rundt med lidt for dybe V-necks og lidt for brede smil og synger til pigerne, nøjagtig som pladeselskabschefen siger de skal. I Texas sætter de baseball-cappen omvendt og synger OM pigerne. Med andre ord: Red Dirt er musik for mænd – og også pæne unge mænd. Følsom og oprigtig, men ikke desto mindre en velgroomet macho-rock, kogt op på ladet af en pick-up truck under den lyse Texas-himmel på vej hjem fra baseballkampen. Spillet af småbuttede men bredskuldrede twentysomethings med de blødende hjerter på helt rette plads bag de nedknappede skjorter. Folk, der ikke pakker følelserne ind i alle mulige kringlede metaforer. Ingen opblæst cowboy-attitude, intet image, ingen trang til at være mere, kunne mere eller ville mere end blot at være soundtracket til lyden af livet i Texas.  I medgang og modgang og bogstaveligt talt i krig og kærlighed. I en Red Dirt sang kan konen sagtens skride, jobbet ryge og hunden læge sig til at dø under din front porch, uden at du bliver en joke om, hvad der når du så spiller sangen baglæns. Red Dirt kan meget vel handle om roadtrips og rock n’roll, om bajere og baseball, men den tager fandme sig selv dødsens alvorligt.

Og så er man i øvrigt ikke Red Dirt stjerne. Man er Red Dirt musiker. Stjerner er noget de bruger oppe nordpå i Nashville.

Kraftigt inspireret af Niels Fez’s yacht-rock liste, har jeg samlet en spilleiste med de bedste Red Dirt sange – i skrivende stund er den på 56 and counting. Jeg har fokuseret på de nye bands, de unge navne, og jeg holder mig på midten af vejen (der er nu heller ikke de store alternativer, rent musikalsk). For overskuelighedens skyld.  Hvis du vil have Townes Van Zandt,  Ray Wylie Hubbard. Joe Ely, Butch Hancock, Mickey Newbury, Jerry Jeff Walker, Waylon Jennings eller de andre Texas Troubadours vente til næste måned.

Før du går i gang, er der lige et par sikkerhedsmæssige foranstaltninger, du skal kende. Et safety-word, så du ikke kommer alt for galt afsted.

1. Red Dirt er ikke alternativ country eller Americana

Pointen burde allerede være skovlet godt ind, men det ER IKKE i Red Dirt, du finder hverken de dygtigste musikere eller horisont-udvidende sangskrivere. Her er ikke den alternative countrys usømmelige omgang med punk, americanaens revolutionerende ny-traditionisme, countrypoppens sans for det fængende hook eller bluegrassens musikalske ekvillibrisme. Det kan godt være svært at høre, hvor Josh Abbott Band slutter og Zac Brown Band begynder, og playlisten vil således sandsynligvis efterlade dig med en følelse af, at det dybest er samme variation over sange sang. Men sådan er honky-tonk. If it ain’t broken, y’all shouldn’t fix it.
OK?

2. Texas – hot. Krig – overraskende not.

Ingen kan fortænkes i at tro, at Red Dirt – i og med, at den er fra Texas – også følger statens noget afslappede forhold til spændende ting som dødsstraf, fjendtlige invasioner af andre lande, og den slags. Ganske vist er det svært at sparke sig frem for sange, der hylder det helt fantastiske i at være fra Texas – eller USA i det hele taget –  men det bunder i langt højere grad en typisk amerikansk hjemstavns-romantik, end en egentligt politisk stillingstagen. Og bliver den endelig reaktionær, ender det faktisk oftere med at være fra en komplet uventet side af den politiske midte. På den ene side har du Josh Abbott, der elsker Texas. På den anden side Reckless Kelly, der gerne så statens seneste præsident klynget op i klunkerne.

Den om Texas

http://youtu.be/tSrzYwedIJ0

…og den om døde Texanere

3. Vi er ikke i Nashville længere, Dorothy

Countrymusikkens fremtid er altid blevet defineret af de folk, der har haft nosserne til at søge tilbage til dens fortid. Og i Texas har man aldrig danset two-step efter Nashvilles pibe. Staten har ikke været en del af countrymusikkens gode selskab siden Texas Swing legenderne Bob Wills & His Texas Playboys blev de første mennesker, der fik lov til at slæbe trommer med op på nationalscenen The Grand Ol’ Opry i Nashville. Få årtier senere blev Texas igen persona non grata i Nashville, da byen mere eller mindre bogstaveligt smed Waylon Jennings, Willie Nelson, Billy Joe Shaver og de andre Outlaws ud på røv og albuer. Så dramatisk er det ikke i dag. I Nashville er man bare ligeglade med Red Dirt. Den er for broget, for larmende og for svær at sælge til kvinderne, og i Texas er man ligeglad med Nashville og dens knæfald for de store selskaber (de fleste Red Dirt bands er signet på små genrespecifikke selskaber). Jo, Eli Young Band sad for nyligt i toppen af Billboards countryhittliste med Will Hoges Even If It Breaks Your Heart, men den sad der kun et par uger. Taylor Swift ender sikkert med at sidde der i et par måneder.

Men det er de heldigvis ligeglade med i Texas. God fornøjelse-

Kommentér indlægget