Det bedste siden Scary Monsters er forbandet godt.

   


Den bedste linie i nogen anmeldelse af David Bowies The Next Day?

Denne:

So this is what it’s like to be astonished by a new David Bowie album.

Som allerede nævnt i anmeldelsen af pladen er det lidt besværligt, at sangeren, man forguder, har udgivet alle sine anerkendte mesterværker allerede. Og at linjen “bedste album siden Scary Monsters” hænger om halsen på selv fremragende plader, der kommer. Det er sådan en floskel. Selvfølgelig har manden sat standarden umenneskeligt højt fra 1971 til 1980. Men siden da har selv de mest umulige perioder kastet musik af sig, som alle andre havde været stolte af. Så her er Bowies 10 Bedste Siden Scary Monsters, og det er ret pokkers godt i sig selv.

10. Bring Me the Disco King
fra Reality, 2003

Reality

Det meste af et årti gik man og troede, at dette var finalen på den sidste David Bowie-plade nogensinde – og den havde været en prægtig finale. ”You promised me the ending would be clear”, og den var alt andet: Et mørkt, kryptisk drama på tæt på de otte minutter, båret af Mike Garsons klaver, med flashbacks der kunne tyde på, at de bliver sunget af en gammel fyr, der har oplevet det meste og nu er klar til at betale prisen – ”soon there’ll be nothing left of me”. En fyr … som ham selv?

Ti år senere viste det sig så, at det naturligvis var for naivt at tro, vi var ovre i en selvbiografi. Det var endnu et smukt skuespil.

9. Ricochet

fra Let’s Dance, 1983

Let's Dance

Jeg sætter altid gerne tid af til at forsvare Let’s Dance, der har fået et uheldigt ry af en række grunde: Den blev fulgt af et par elendige plader (hvilket ikke gør den dårlig). Den var et bud på en stor kommerciel succes (hvilket Ziggy også var). Den genopfandt ikke moderne musik (hey, det havde han gjort i ti år for RCA og var endt med at være på røven …).

Den er hans højglanspolerede firserplade, og den er fantastisk. Det unge blues-fund Stevie Ray Vaughan spiller fænomenal guitar på den hele. Nile Rodgers’ produktion er langt fra de syntetiske rædsler, der spolerede pop mere og mere, jo længere vi kom ind i firserne (der skal vi have fat i Never Let Me Down i stedet). Og sangene er med én undtagelse høj klasse. Ikke mindst ‘Ricochet’, og den er desuden underlig, en sær funk om en eller anden form for tyranni, nærmest i duet med en ildevarslende højttalerstemme.

8. I’m Deranged
fra Outside, 1995

Outside

Det var meningen, at Outside skulle være det første af fem albums, der skulle føre os op til årtusindeskiftets stadig større galskab og opbrud, og udgøre mysterierne oplevet af privatdetektiven Nathan Adler (læs det bizarre forlæg her), men vi fik kun første afsnit, så havde Bowie i stedet gang i noget drum & bass og en ny turné.

Derfor står Outside for sig selv i dag, og det står som et af Bowies bedste albums. Nogensinde. Og det er kun blevet bedre med tiden. Selv de små talesekvenser er til at leve med. Den slags er der jo også på Diamond Dogs, for sæven. Hvad der er mere end til at leve med, er Brian Enos hjælp til den fortættede stemning, Mike Garsons nervepirrende klaver, og nogle helt strålende sange af en mand, der forlængst var færdig med at tale ned til folk – som titelsangen, ‘Hallo Spaceboy’, ‘I Have Not Been to Oxford Town’ og denne centrale sang, som David Lynch faldt for og brugte i Lost Highway. En mand med smag. Hvis du kun køber én Non-linear Gothic Drama Hyper-Cycle i hele dit liv, så vælg Outside.

7. Cat People (Putting Out Fire)
fra Cat People-soundtracket, 1982

Cat People

Denne sang kom, da Bowie gik og ventede på at komme i gang med Let’s Dance. Jeg har ikke set filmen, der skulle være en gyser om folk, der forvandler sig til diverse typer hidsige kattedyr ved at parre sig med hinanden, og Nastassja Kinskis tøj havde en tendens til at falde af ret tit. Det lyder jo … delvist lovende.

Titelsangen er til gengæld storhed. Det gælder både originalen med Giorgio Moroders arrangement og den nye indspilning, som Bowie lavede til sit album med en guitaropvisning af Stevie Ray Vaughan. Og så kom den i øvrigt for alvor til sin ret som soundtrackmusik, da Quentin Tarantino lod den ledsage det store klimaks i Inglourious Basterds 25 år efter, at den første gang blev hørt.

6. Loving the Alien
fra Tonight, 1984

Tonight

Tonight var for det meste en togulykke af et album. Jovist, ’Don’t Look Down’ er sød nok, omend umotiveret lovers rock, ’Blue Jean’ er en nogenlunde, omend vildt underpræsterende single, men resten … jøsses. Det var en hurtig hovsaløsning, beregnet til at følge Let’s Dance og dens gode salg op, og Bowie var ramt af ekstrem skrivekrampe efter sin lange turné. Men én absolut klassiker havde han skrevet, dette eksotiske, gådefulde stykke orkestreret pop om ateismen vs. religionen. Det var første sang på pladen, og havde resten været lige så godt, var der jo ingen problemer.

Men lad være med at se videoen. Lad være!

Ah, du kunne ikke lade være, vel …? Den tilføjer ikke ligefrem mystik til det hele, må man sige. Specielt ikke hans barfodede dans i starten.

5. This Is Not America
fra The Falcon & the Snowman-soundtracket, 1985

This Is Not America

Navnet Pat Metheny var ikke ligefrem et, der ringede en klokke hos en stor popfan midt i firserne. Man hørte, at han kom fra Canada, og at hans Group spillede elektrisk fusionsjazz med vægt på improvisation. Det var nogenlunde det, jeg mest af alt ikke var interesseret i som 14-årig.

Men det er ikke til at høre her. I stedet er ‘This Is Not America’ en utrolig vemodig popsang, muligvis inspireret af den hæderlige film om to amerikanske knægte, der bliver rodet ud i noget storpolitisk snavs som narkokurerer. Og bemærk, at dette er lige fra centrum af mandens allerstørste kreative ørkenvandring. Selv da er der perler rundt omkring. Mere om det om lidt.

4. Slip Away
fra Heathen, 2002

Heathen

Heathen har et noget bedre ry end Bowies firsere. Havde manden ladet det ligge ved den og Liberty, havde der været en ret stor konsensus om, at det var en yderst hæderlig afrunding på en stor karriere. Måske var der endda en vis lettelse over ikke at skulle forholde sig til endnu et nyt stilskifte. Fra og med forgængeren Hours var Bowie forankret med et ret fast band, som han tog på ret hyppige turnéer med, og han virkede koncentreret om at skrive nye gode sange frem for at finde nye kreative retninger.

Og på Heathen gjorde han det med meget stort held. ‘Slip Away’ er højdepunktet – den sørgelige historie om børne-tv’s glemte helt, Uncle Floyd, der først blev indspillet til hans skrinlagte album Toy og siden genskabt til Heathen. Bedste siden Scary Monsters? Det er en af hans smukkeste nogensinde. Jeg ville tage den som nationalsang.

3. The Stars (are out tonight)
fra The Next Day, 2013

The Stars

Altid forskellig, altid den samme: Stemmen, der synes altid at have eksisteret og stadig kan sende én de mærkeligste steder hen.

Der er talt nok om albummet for nu, så lad os i stedet nævne de klappende hænder. Vidste læseren, at Tony Visconti nægtede at producere ‘Space Oddity’ for 44 år siden, fordi han syntes, den var plat, og at han fandt klappene på singlen pinlige, da den udkom? Samme Visconti, der producerede The Next Day. Men såmænd også samme Visconti, der lagde klap ind på ‘The Secret Life of Arabia’, som slipper lyset ind for enden af “Heroes” i 1977. Og igen på ‘Fashion’. Så han vidste udmærket, hvor fantastisk en lyd klap er. Hvilket man ikke behøvede minde Bowie om heller – bare lyt til ‘Hang on to Yourself’, ‘Golden Years’, ‘Under Pressure’ …

2. Absolute Beginners
fra Absolute Beginners-soundtracket, 1986

Absolute Beginners

Det havde nok været klogest ikke at minde om filmen, denne sang er fra, men det er uundgåeligt. Der kan ikke være mange, der så den i Danmark, da den kom, men jeg gjorde. Og den var rigtig sløj – en rodet kulissemusical med et umuligt manuskript, der fuldstændig slagter Colin MacInnes’ fremragende roman fra tresserne om racespændinger i London. Bowie spiller en amerikansk reklamemand – og er ringe.

Men soundtracket var strålende, og Bowies titelsang er en klassiker, som formentlig ville blive alment betragtet som sådan, hvis ikke den lige var kommet midt i firserne, hvor næsten alt han lavede, blev gennemheglet – ofte med rette.

1. Let’s Dance
fra Let’s Dance, 1983

Let's Dance single

Hvor det hele begyndte: I 1983 i en bar et sted i Australien, på Eldorado i Danmarks Radio, hvor en ukarakteristisk solbrændt og uendeligt spændende popstjerne stod og spillede en meget enkel og holdbar sang. Strange fascination, fascinating me.

Her er top 25 fra Årene Siden Scary Monsters, endda uden sange fra den plade, Bowie enten skammer sig mest over, eller bare aldrig har gidet købe fri af fra det krakkede selskab, der udgav pladen, nemlig den forkætrede Tin Machine II. Ja, selv den har fine sange på. Find selv ‘Amlapura’, ‘Betty Wrong’, ‘Shopping for Girls’ her – men bedst er denne bølgende, klaustrofobiske ting, som ikke er i nærheden af Spotify.

Rehabiliteringen af Bowies fortabte år begynder om ikke før, så nu. Skru op!

 

 

Kommentér indlægget