Bare for julehyggens skyld lagde jeg en julekalender op på Facebook fra starten af december, som man jo plejer. David Bowie var bag hver eneste låge. Den ligger der stadig, men hvis nogen stadig skulle have lyst til at kigge den igennem, ville det næsten nemmere, hvis der var en blog til rådighed. Næ, hov! Det er der jo lige her … Så god fornøjelse, selv om det er for sent at sige god jul. Vær advaret: Hvert opslag har en tendens til at være længere og mere højtravende end det foregående …
Oh, og der er også links til hver sang i titlen, og en Spotify-liste med dem alle, undtagen ‘Goodbye Mr. Ed’, hvilket er en skandale.
1/12: ‘In the Heat of the Morning’
Uudgivet single, 1968.
Nå, men 1. december? Så er det tid til en julekalender, så vidt jeg kan se på det hele.
Og når nu det har været Bowies år – sikret i de første to uger af 2016 – så kan det passende blive en Bowiekalender. Så lad os bare tage det album for album. Bare nogle sange, der ikke bliver nævnt tit nok. Ingen singler. Gerne fraklip.
Den her var f.eks. ikke fra debuten i 1967, men blev lavet året efter. Den skulle have været en single, men Deram gad ikke udgive den. Faktisk gad de ikke rigtig Bowie. Og måske var den charmerende Austin Powers-lyd med Tony Viscontis elegante strygere heller ikke lyden af fremtiden lige der. Men hey, Deram … stadig en skidt beslutning.
2/12: ‘Conversation Piece’
Fraklip til Space Oddity, 1969.
Det andet album, der hed lidt forskelligt, men som i dag bedst er kendt som Space Oddity, er sådan lidt meh. Det er i alle fald et mysterium, hvorfor den sang her, der var del af indspilningerne, ikke klarede cuttet.
Måske, fordi det er en dyster ting om en ensom fyr, der formentlig ender med at hoppe ud fra en bro. Måske endda også, fordi den var en tand for tæt på – Bowies manager Ken Pitt mente, at den handlede om Bowies egen lange tid som sanger uden succes. Og måske er det også derfor, den er så god. Den endte som en b-side til den anderledes hyggelige ‘The Prettiest Star’ i 1970.
3/12: ‘After All’
Fra The Man Who Sold the World, 1970.
Jeg har aldrig elsket hans tordenrockalbum, The Man Who Sold the World, der er en måned ældre end mig selv, fra 1970.
Men midt i riff-overfloden har vi den her: Hans første onde cabaret-nummer, en finger der peger mod hans Hunky Dory, der var præget af nik til okkulte Aleister Crowley-tekster og af brillante, lyssky melodier. Lidt som denne, der drukner lidt på albummet. Men måske er det den første geniale ting, han lavede?
Okay, måske det var ‘Space Oddity’. Men dette er storartet. En mareridtsegnet sang fra en mørkelagt karrusel. Tag den med i seng og sov uroligt.
4/12: ‘The Bewlay Brothers’
Fra Hunky Dory, 1971
Den her er fra Hunky Dory, som jeg først hørte, da den blev genudsendt i 1990. Ligesom næsten alt fra 70’erne, i øvrigt. Det kan godt ærgre mig en del at have fået den fornøjelse så sent, efter i øvrigt at have haft fri adgang til Tonight og Never Let Me Down i årene inden. Oh well.
Jeg var slået ud, da jeg så endelig hørte sangen, dér til sidst på hans første mesterværk. Hvad handler den om? Han og hans bror? Hans egen frygt for at være skizofren, som broderen? Eksperimenter i stoffer og seksualitet? Hvem ved? Nok lidt af hvert. Manden lod det være åbent for fortolkning, helt bevidst. Hvad der ikke kan fortolkes er, om det er et smukt og lidt skræmmende værk. Det står fast.
5/12: ‘Velvet Goldmine’
Fraklip til Ziggy Stardust, 1972.
Der er ikke mange ukendte hjørner af Ziggy Stardust-albummet, men der er ét stort mysterium: Hvorfor skulle den sløje ‘It Ain’t Easy’ med? Det kan ikke have været mindre forvirrende, da fraklippet ‘Velvet Goldmine’ dukkede op, ret malplaceret, på bagsiden af en genudsendt ‘Space Oddity’ tre år senere, hvor Ziggy forlængst var død og begravet.
Selvfølgelig skulle den da have været på albummet. En genial glam-sag med nogle af de mest fortræffelige lummerheder (bare titlen …), som bogstavelig talt er lagt i munden på en af Ziggys groupies, der foreslår at “heal your head with my own”.
Wham, bam, thank you ma’am!
6/12: ‘Lady Grinning Soul’
Fra Aladdin Sane, 1973.
Whoa, det her er en perle. En af de mest undervurderede af Bowies sange? Tjah, måske bare en af de bedste.
Finalen på Aladdin Sane – øm og fuld af sex. Splitternøgen sex med den daværende on-off-kæreste Claudia Lennear. Og så et slag canasta, og mere sex. Mens Mike Garson spiller sit fineste centraleuropæiske klaver fra århundredeskiftet.
7/12: ‘We Are the Dead’
Fra Diamond Dogs, 1974.
I 1974 var David Bowie en mand på et kunstnerisk magttrip, med en hjerne der kørte 300 km i timen, godt dopet. Han havde prøvet at lave Orwells 1984 til en musical, men fru Orwell sagde nej til at lade sådan en forestilling blive opført. endda af en skræmmende udseende mand med samme statur og voks-agtige hud som et stearinlys.
Så i stedet tog han de bedste af sangene og satte dem ind i sit eget mareridt, Diamond Dogs, om en infernalsk, post-apokalyptisk by, der vist påfaldende mindede om New York i 70’erne. ”We are the dead” er den trætte, Big Brother-jagede Winston Smiths ord til sin forbudte kærlighed i 1984, og de er udgangspunktet for denne fordømte romance – alle optræk til nænsomhed forsvinder i to lange, vævende vers om alt, der går galt omkring dem. Smukt og hæsligt.
8/12: ‘It’s Gonna Be Me’
Fraklip til Young Americans, 1975
Sikke en sang. Sikke en sanger! Bowies fineste tur til mikrofonen i den korte periode, hvor han gav den som soulsanger – inden han var klar til den næste fase. Er det et råb om hjælp? Det lyder sådan. Fortælleren er en fyr, der ser på sit glamourøse men krakelerende liv, og er alt andet end imponeret – men han aner ikke, hvordan han knækker de vaner. Stakke af coke, meningsløs sex og knuste hjerter. Bowie opfandt The Weeknd, med andre ord …
En dag dukkede John Lennon op og begyndte at jamme, og den endelige udgave af Young Americans var pludselig udstyret med det fine kæmpehit ’Fame’, som de lige tryllede frem. Og beklageligvis også den pointeløse hyldest ’Across the Universe’. ’It’s Gonna Be Me’ røg ud af albummet, og op på en hylde i 15 år. Udgaven med Tony Viscontis bedårende strygere lå endda deroppe dobbelt så længe. Sikke en sang, og sikke en brøler.
9/12: ‘Word on a Wing’
Fra Station to Station, 1976
Hvis sangen i går, ’It’s Gonna Be Me’, virkede som et råb om hjælp, så er det intet mod denne. Kunne man ikke regne det ud, så har Bowie skam selv fortalt det. Han var frisk på at prøve hvad som helst for at komme ud af en ond livsstilsspiral. Kabbalah, satanisme, okkult mumbo-jumbo … seriøst, vi taler om en mand, der følte sig nødt til at gennemføre en exorcisme i sit hus, da han følte sig frustreret over at hans kone var kigget forbi en dag.
Én af løsningerne var gode gamle Gud, som han rækker en hånd ud efter her – bare for en sikkerheds skyld. Han skulle senere kalde ‘Word on a Wing’ nærmest blasfemisk, for han gav hurtigt slip på denne pludselige tro. Men det er ikke det vigtige: Det er derimod den desperation, der er i hans stemme, midt på Station to Station-albummet – den danner modpolen til titelsangen, hvor han aldrig har lydt mere skræmmende kold og fremmedgjort; The Thin White Duke med sine tynde fingre i en bog fuld af satanistiske besværgelser. Det er et svar til den titelsang, et sidste forsøg på at være et godt menneske mens hans liv føles som om det er raslet af sporet. Det er åndfuldt og fantastisk.
10/12: ‘Some Are’
Fraklip til Low, 1977
Jeg kunne have valgt hvad som helst fra Low, men jeg vælger et fraklip i stedet – en magisk ting, formentlig lavet af Eno og Bowie en sen aften, som giver løfter om at der findes en skatkiste af numre fra Low-indspilningerne, som engang vil blive åbnet for os.
Luk øjnene, og tænk nytårsdag i et gråt, snedækket Vestberlin 1977 …
11/12: ‘The Secret Life of Arabia’
Fra “Heroes”, 1977
Det var et valg mellem den begsorte og den forårsgrønne tale her, og det endte med den sidste. ‘The Secret Life of Arabia’ ligger for enden af “Heroes” og peger et helt nyt sted hen, væk fra Vestberlin, hvor han åbenbart syntes han havde siddet og kukkeluret længe nok.
Den er en centraleuropæisk disco-banger, og hele bandet klapper i takt. En stråle af sydens sol som rulletekst til en film, der ellers er foregået i et koldt, sorthvidt landskab. Det er en pil frem mod hans globetrotteralbum, Lodger. Men hey … det er stadig David Bowie. Han føler sig stadig fremmedgjort, som en skuespiller, og heltinden dør stadig i scenen inden …
12/12: ‘Red Sails’
Fra Lodger, 1979
Lodger fra 1979 giver en stemning af, at 90% af det hele er lavet lige i øjeblikket. Bowie selv bruger de første 15 stemmer, og ca. halvdelen af dem kan høres på ’Red Sails’. De tre mand i rytmesektionen gør alt hvad de kan for at holde det hele sammen, mens Bowie – formentlig godt provokeret af Brian Eno ude ved pulten, og hans stak fuld af kort med sære forslag – synger en excentrisk sømandsvise om at sejle til The Hinterland med et meget suspekt mandskab om bord.
Til sidst bliver den nye mand på guitar, Adrian Belew, inviteret i studiet, for bare at sprede kaos – Spil hvad du føler for, og du får ikke lov at lære sangen for godt at kende. Mesterlig improvisation. Det hænger slet ikke sammen på papiret, men resultatet er bare medrivende.
13/12: ‘Because You’re Young’
Fra Scary Monsters, 1980
Der er som regel mindst én sang på et Bowie-album, der peger frem det næste – og ordene bliver vel ikke meget klarere end ”So I’ll dance my life away”. Det næste album hed Let’s Dance. Du har måske hørt et par af sangene. Optakten til det har vi her.
’Because You’re Young’ er stukket diskret væk for enden af Scary Monsters, et album som har nerverne uden på tøjet hele vejen igennem. Pludselig letter skyerne og stjernerne kan ses – i hvert fald i glimt. Drømmene er der altid, men hver af dem kan man desværre risikere at skære sig på. Man skal bare ikke glemme dem af den grund. Jeg mener at have hørt, at det er opbyggelige ord til sønnike, der var på vej mod teenageårene dengang – fra én, der har skåret sig rigeligt gennem årene. Håb trods alt, om ikke andet, så for næste generation.
14/12: ‘Ricochet’
Fra Let’s Dance, 1983
Jeg kan ikke bedømme Let’s Dance sagligt. For det var dér, jeg selv kom ind. Det var den første forelskelse i kunstneren, der forblev favoritten. Jeg var 12 år og vanvittig imponeret af den plade. Og elsker den stadig. Jeg kan sagtens forstå alle dem, der mener at det her var et udsalg af alt han stod for – men det er bare ikke min verden. Der var ikke Spotify på min kassettebåndoptager, så jeg kunne nøjes med at læse at han var meget bedre engang. Og høre båndet i den cremefarvede kassette igen.
’Ricochet’ er det ene weird øjeblik på den store FM-radiovenlige poptriumf. Den fascinerede mig. En sær rytme, der marcherer afsted ude af takt – Let’s Dance, hedder albummet godt nok, men man skal have et ulige antal ben for at danse til den her. Brødrene Simms synger operette i baggrunden. En speakerstemme, der lyder som en ung Anthony Hopkins, kommer ind og fortæller om fremmedgjorte, ansigtsløse arbejdsmænd med tvivlsomme udsigter. Er de arbejdsløse? Er de straffefanger? Er det et depressivt industrilandskab eller en dystopisk vision – med andre ord, er vi ovre i Springsteens Nebraska eller Orwells 1984? Måske lidt af hvert. Som jeg forstår det, er det en advarsel mod at blive en drone, der slaver sit liv væk – for hvem kan holde ud at blive glemt?
15/12: ‘Loving the Alien’
Fra Tonight, 1984
Nu står dogmet for fald. I dagens låge er der en … single. For i dag har vi fat på Tonight. Og Tonight giver mig ikke noget valg. Bowie havde været på turné i et års tid, og nu var han rig. Men han følte sig nødt til at smede mens jernet var varmt, så han gik i studiet med en flok demoer, hvoraf to var gode, og resten så halvhjertede at han endte med at droppe dem. Det er svært at sige, hvad der er værst af det, der kom med i stedet. Den megacheesy udgave af ’God Only Knows’? Den er manges favorit. Er det ’Neighborhood Threat’, den han skrev med Iggy Pop, der var så rystende god på Lust for Life, og som nu dukkede op i en udgave der ville blive afvist fra Miami Vice-soundtracket for at være ”too eighties, man”? Nah, for mig er det ’Tonight’ fra samme album i den kastrerede ’Sunshine Reggae’-udgave med Tina Turner.
Selvfølgelig kunne manden da høre, at det sejlede, men han har været ligeglad – han havde penge på kontoen og svømmede i damer. Og samtidig havde han skam nok i livet til at have to fremragende sange med i studiet: ’Blue Jean’, der er en bagatel, men sikke én, og så den mesterlige ’Loving the Alien’, en agnostisk hymne som blev pakket ind i alt det raffinement der manglede på resten af pladen. Han skulle bare have udgivet dem som singler og holdt en lang juleferie. Men det er jo nemt nok at sige nu.
16/12: ‘Never Let Me Down’
Fra Never Let Me Down, 1987.
Problemet med Tonight var, at Bowie ikke havde hjertet med. På Never Let Me Down var det lige modsat. Han ville for meget. Stribevis af nye numre, der stort set alle var sløje, og hvis de havde bare gnist af noget godt i sig, blev det straks druknet i en kaskade af rædselsfuld firserlyd. Med Peter Frampton-soloer ovenpå. Som om det ikke var nok, havde Bowie anlagt gyseligt svenskerhår. Og sang firserudgaver af det hele på sin turné, siddende i seletøj under noget, der skulle ligne en edderkop – hans ultimative Spinal Tap-øjeblik.
Det eneste jeg kan forsvare at spille her, uden at spolere alles appetit op til jul, er det søde titelnummer, der blev lavet i en ruf til allersidst. Der var formentlig ikke tid til at ruinere den totalt i det store ekkokammer, så midt i katastrofen står der en ganske rørende lille sang tilbage, hvor Carlos Alomar for en gangs skyld får plads til at underspille sin guitar – som han var så god til. Her var vi kommet til i 1987. En ret banal Lennon-pastiche er det absolutte højdepunkt. Herre jemini.
17/12: ‘I Can’t Read’
Fra Tin Machine, 1989
David Bowie var en mand, der troede på musikalsk terapi. Om det så var ved at tage til Berlin med Eno og Iggy, eller ved at lave et album i skyggen af sin død med en jazzkvartet. Eller, i tilfældet Tin Machine, at danne et hardcore-pasticheband med en ukendt arthouseguitarist ved navn Reeves Gabrels, samt de to ultrabøvede brødre Sales, der også spillede på mesterværket Lust for Life.
Og af de tre nævnte eksempler er Tin Machine nok det mindst elskede af den bredere fanskare. Reelt er det en stående joke – og et stikord for det ultimative forfængelighedsprojekt. Men Bowies føromtalte hjerte var med igen. Og det var på rette sted med det band. HOVEDET var bare ikke helt med nu. Hans ønske om, at det hele skulle være så råt som muligt, gav et par albums med nogle vaskeægte tonsernumre, og en stribe tekster der ikke burde kunne lade sig gøre fra så kvik en fyr. Min favorit er den om rockstjerner, fra ’Crack City’, ”They’re just a bunch of assholes with buttholes for their brains”. Men det var til at se hvad han var ude efter – ikke mere at gå på kompromis. Og formentlig var det helt nødvendigt. Det var bare ikke særlig godt, undtagen i få øjeblikke. Den selv-tvivlende ’I Can’t Read’ er i høj grad sådan et øjeblik, og slet ikke så bøvet som det meste andet.
18/12: ‘Goodbye Mr. Ed’
Fra Tin Machine II, 1991
Tin Machine II – den mest oversete blindgyde på hele kortet over Bowies karriere. Udgået af tryk, ikke på Spotify, ikke til at købe i iTunes. Den er ikke engang på the David Bowie Tube Map! Bowie gik i limegrønne jakkesæt, og bandet mimede på Eleva2ren, og Hunt Sales fik lov at synge et par af sangene på pladen. De er vederstyggeligheder.
Men rundt om på albummet er der en håndfuld sange, der viser, at der nok alligevel var en fremtid når Bowie ikke mere behøvede være del af et demokrati, der i sidste ende hæmmede ham mere end det hjalp. ’Amlapura’ er rørende, ’Betty Wrong’ er køn, og ’Shopping for Girls’ er blændende, og retfærdigt harm uden at være så uendelig kluntet omkring det som på de sidste par albums. Med den bedste er ’Goodbye Mr. Ed’, en sand perle, underspillet og kryptisk. Hvis ikke den havde klaret cuttet til ’Heroes’, havde den absolut holdt det nødvendige niveau til at dukke op på Lodger …
19/12: ‘You’ve Been Around’
Fra Black Tie White Noise, 1993
Guderne skal vide, at Bowie igen har overskud på dette album fra 1993. En håndfuld covers, et par instrumentaler, en duet med den for længst glemte Al B. Sure!, gæstevisitter fra Mick Ronson og Lester Bowie, og så en stadig mere forvirret Nile Rodgers der skulle prøve at binde det hele sammen som producer. Det lykkes ikke helt. Det er stadig i glimt, det hele bliver leveret. Der gøres forsøg på at vise respekt for lidt for mange, inkl. fru Bowie … og så selvfølgelig hr. Bowie selv.
Én af de mange, der får et vip med hatten, er det guddommelige geni Scott Walker. Hans ’Nite Flights’ fra 1978 var reelt inspireret af netop David Bowie, så det var næsten for oplagt at Bowie skulle give igen ved at lave sin egen udgave af sangen. Jeg foretrækker nu Scotts ængstelige original. Walkers ånd, og croon, bliver til gengæld ført meget bedre over i den strålende ’You’ve Been Around’, en paranoid, kværnende funk-ting med flossede nerver, og en smuk teaser for det næste som skulle ske …
20/12: ‘I Have Not Been to Oxford Town’
Fra Outside, 1995
Outside er et konceptalbum. Det er efter eget udsagn en Non-Linear Gothic Drama Hyper-Cycle, hvilket gav en del løftede øjenbryn og fnisen i krogene, da det udkom midt i en tid, hvor Oasis og Blur kæmpede om at lyde mest folkelige. Det var også hans ”bedste album siden Scary Monsters”, som efterhånden var blevet en solid kliché – og som ikke var dækkende i dette tilfælde, for reelt var det bare hans første mesterværk siden Scary Monsters, kort og godt.
Det er ikke perfekt. To af 90’ernes uskikke var at fylde en cd helt op med musik, og at lægge små skits ind mellem sangene, og især sidstnævnte er det meget fristende at klippe ud med lidt playlistetrylleri. Men hey – det skulle oprindelig have varet mere end tre timer. Det var der dog ingen, der var klar til at udgive, hvilket var held i uheld: Bowie og hans venner gik i studiet og lavede en håndfuld nye, helt strålende sange der foregik i samme, tilpas løst definerede verden – ’No Control’, ’I’m Deranged’, ’Hallo Spaceboy’, ’Thru’ These Architects’ Eyes’, og ikke mindst denne brillante ting om manden, der trods et solidt alibi er blevet hængt op på koncept-mordet på den 14-årige Baby Grace. Spørg ikke om nærmere sammenhæng, tak. Man kan nyde denne prægtige plade uden at fatte et suk af hvad den handler om.
21/12: ‘Seven Years in Tibet’
Fra Earthling, 1997
David Bowie tacklede sin 50-årsdag med crazy-coloured hår og fipskæg og endnu mere spraglede bukser, og ikke mindst med Earthling, en vildt svulstig sag der blev kørt op som hans jungle-album – men det var snarere en tonstung industriel plade med nogle Goldie-agtige loops på som krydderi, og så kunne bandet falde ind på omkvædet.
50 år gammel, og så var Bowie stadig helt klar til at tage risici, og blive beskyldt for chancerytteri og forbrydelser mod den gode tøj- og frisuresmag. Præcis som da han var 25 år og rejste verden rundt i sparkedragt med en sol i panden og spillede en glamrock-Jesus fra rummet. Det burde være grund til hyldest, men albummet hører jeg godt nok sjældent. Det er alt for bombastisk, og tiden har ikke været sød mod ret meget af det – men i det mindste forholdsvist mild mod ’Seven Years in Tibet’, hvor der lige er plads til at tænke i nogle sekunder af gangen.
22/12: ‘Shadow Man’
Fra uudgivne Toy, 2000
Her skulle vel have været en sang fra Hours, det afdæmpede 1999-album, men jeg rykker direkte forbi det. Hours virkede lidt gammeldags og meget tilbageskuende ved siden af al den elektroniske aggression, vi lige havde oplevet fra Bowie. Damned if you do, damned if you don’t. I alle fald var Glastonbury-festivalen i 2000, hvor manden var topfigur og sang i lang frakke og næsten lige så langt bølget hår som en ren lord Hunky Dory, en ren love-in. Der var ingen drum & bass på programmet mere. Det var ligesom overstået.
I stedet tog han sit nye liveband direkte med ind i et studie for at indspille en stribe sange, de fleste ældgamle, som enten var gået tabt på de første par plader i årene hvor ingen gad høre den purunge Bowie, eller som bare aldrig var blevet indspillet. De lavede et album af dem på ingen tid, men desværre var EMI/Virgin ikke det mindste interesseret i at udgive Toy, som pladen var kommet til at hedde. Og så skrubbede Bowie af fra EMI for anden gang på et årti. Gudskelov er sangene dog dukket op siden da. ’Nogen’ – manden selv er under mistanke – lækkede det fulde album for nogle år siden, da de fleste af os så småt havde opgivet at høre mere ny musik. Da kendte man allerede ’Shadow Man’, der var blevet brugt som b-side i 2002. Det er en mesterlig sang, som blev frasorteret til Ziggy Stardust-albummet, men denne gang fik et dånende smukt arrangement af Bowies genfundne ven Tony Visconti og en meget tilbageholdende Mike Garson på klaver. Hvem den evigt lurende skyggemand er? Én selv, naturligvis.
23/12: ‘Slip Away’
Fra Heathen, 2002
Pludselig var der ingen vilde koncepter, ingen hjemmebrændt drum & bass, og ikke engang alt for mange webbaserede projekter. Heller ingen gamle numre fra de gulnede notesblokke, og det lange hår var også væk igen. Til gengæld var Tony Visconti tilbage som producer. Og den første plade de lavede sammen efter den pause, der skulle ende med at have varet 22 år, var Heathen fra 2002. Den var fremragende.
Er det for let at vælge ’Slip Away’, når jeg vil gafle et af de mere oversete numre? Den er da vist egentlig ikke overset overhovedet. Få sekunder inde i den sang er det nemlig så oplagt, at sangen om de gamle venner fra et obskurt børneprogram fra lokal-tv i New York er en skønhed af de sjældne. Når først omkvædet sætter ind, krydser jeg fingre for at den engang bliver nationalsang. Bare i et eller andet land.
24/12: ‘Bring Me the Disco King’
Fra Reality, 2003
Ingen siger, at en julekalender skal ende 24. december – det er vel jul lidt endnu. Karrieren endte i øvrigt heller ikke for David Bowie med Reality, selv om det længe føltes sådan. Var han syg, eller havde han bare sagt det han ville sige, og ville han hellere bare hænge ud med junior i New York City, en nybagt far i midt-50’erne, der var træt efter en lang turné og noget bypass-bøvl? The Flaming Lips nåede at lave ’Is David Bowie Dying?’ i 2011 … hvor manden allerede var gået i gang med at indspille det næste album.
Men i årevis så det ud til, at Reality var den mere eller mindre ufrivillige afskedssalut, og det var den ikke rigtig tjent med at være, for pladen er helt oplagt spontan, direkte og lavet i en ruf sammen med det nu godt sammentømrede band fra hans sidste turné. Det var en ”min seneste”-plade, ikke en ”min sidste”-plade, og den skraber ikke Heathens højder i mere end glimt – men det store glimt kommer til allersidst med ’Bring Me the Disco King’, en sang han havde prøvet at sætte i plet to gange før, uden at det var lykkedes. Denne gang sad den der, og den hemmelige ingrediens var Mike Garson og hans klaver. I halvt tempo, over et jazzet loop, sang Bowie sine gådefulde prik til den del af hjernen, der gemmer de ting man knap kan huske, og måske ikke selv har oplevet. Siden blev Garson sat til at ledsage stemmen og trommen – det gør han helt mesterligt. Havde det været sidste akt, var dette en perfekt sidste scene.
25/12: ‘You Feel So Lonely You Could Die’
Fra The Next Day, 2013
24. december var ikke finalen på denne julekalender, og Reality var som bekendt heller ikke finalen på Bowies karriere. Og denne sang er ikke finalen på hans comeback, men den næstsidste sang, og så kan jeg vist ikke hægte det sammen på flere søgte måder. Fortælleren i ’You Feel So Lonely You Could Die’ er en skikkelse, der om nødvendigt vil jage jorden rundt for at få hævn eller bare retfærdighed over en navnløs person, en forræder, der har stået bag utallige ugerninger. Den ligner en spionhistorie, med snak om en ”assassin’s needle”, som ham bulgareren på Westminster Bridge – hvor jægeren kunne være Bowies gamle ven Gary Oldman som en træt George Smiley på en sidste mission.
Eller … er det? Hvorfor er vigtigste for fortælleren tilsyneladende, at den jagede skal føle sig ensom? Hvorfor er døden ikke nok? Jeg har en fornemmelse af, at det ikke er en spionfortælling, men et jalousidrama. At ordene kommer fra én der er besat af vrede over at være forladt, som føler sig forrådt på alle leder og kanter af den anden i historien, stukket og blodig, og mon ikke der er et hint i titlen – der er lånt fra ’Heartbreak Hotel’.
26/12: ‘Dollar Days’
Fra Blackstar, 2016
Vi er på alle måder fremme ved målet. Med en sang fra Blackstar, hvis ord stadig skærer i hjertet.
Tak fordi I læste med, alle sammen. At I gad svare, og sige når jeg var for hård ved firserpladerne. Eller for mild ved dem. Og endnu en gang en pivglædelig jul.
Og til sangeren selv:
Don’t believe for just one second I’m forgetting you …
