8 julesange, du ikke er blevet træt af

   


December er knap kommet i gang, inden du møder dem overalt. I radioen, til julefrokoster og hver gang du forvilder dig ind i en butik. ‘Last Christmas’, ‘Jesus og Josefine’, ‘Mary’s Boy Child’ og alle de andre sædvanlige julepophits bliver hurtigt lige så kvalmende at komme igennem som tør risengrød. Vi iler til undsætning med en stak rigtig fine julesange, du endnu ikke har hørt til bevidstløshed.

 

Tom Waits – ‘Christmas Card From A Hooker In Minneapolis’

Tom Waits’ postkort fra en letlevende dame, der holder til i en lille lejlighed over den snuskede bookstore på Euclid Avenue i Minneapolis, er intet mindre end en perfekt fortælling spredt ud over fire vers og et B-stykke. Sangen er fortalt ud fra en kvindelig synsvinkel og begynder med ordene ”Charlie, I’m pregnant”, sunget med Waits’ karakteristiske sliberøst. En skør kontrast, som først overrasker og siden bare virker. Hun tager ikke stoffer længere, fortæller hun denne Charlie, modtageren af postkortet, og hun har oven i købet fået fyr på. Som spiller trombone. Selv om hun godt nok stadig tænker på Charlie hver gang hun passerer en benzintank ”on account of all the grease you used to wear in your hair”. Men altså, i det store og hele er tingene faktisk faldet på plads for vores navnløse fortæller, forstår vi, bortset fra at det er det overhovedet ikke: ”Charlie, for chrissakes, do you wanna know the truth of it?/ I ain’t got no husband, he don’t play the trombone”. I løbet af sidste vers piller hun hele sin egen fortælling fra hinanden som det pure opspind og gør i øvrigt diskret opmærksom på at hun bliver prøveløsladt om et par måneder – på Valentines Day, selvfølgelig. Alt ved den sang er perfekt, og i denne liveindspilning indhyller Waits den endda i sin egen udgave af ’Silent Night’.
Janus Køster-Rasmussen

 

Ronettes – ‘I Saw Mommy Kissing Santa Claus’

Hvad hulen er pointen med ‘Last Christmas’? Jeg mener ikke bare George Michaels margarine-croon, den cheesy firserlyd, og det dér fønbølgede mareridt af en skihyttevideo i soft focus. Men teksten om at blive brændt af til jul – George, du synger “Now I’ve found a real love, you’ll never fool me again.” Jamen herregud, hvad er det så, du jamrer over, år efter år? Du er jo åbenbart videre. Påstår du. Og alligevel insisterer du på at hænge ud med din eks og hans/hendes ‘soul of ice’ året efter. Vær nu ikke så forbandet klæbende og stalky. Det er selvfølgelig rimelig indlysende, at du stadig gerne ville have eks’en igen. Men så er du jo ikke et hak bedre selv. Er du vel, George?
Nå, men det var en omvej. Og selvfølgelig er der ikke noget i vejen med at tackle ensomhed og kærlighedskvaler i julesange. Det har resulteret i nogle af de bedste af slagsen. Og så vil nogle nok sige, at julemanden i denne sang bare er farmand i forklædning. Men hør lige Ronnie Spector synge sangen med en ræv bag øret og et glimt i de tungt mascara-belagte øjne. Endda over Phil Spectors band, der i dagens anledning lyder overrislede på en kraftigt forstærket æggesnaps. Hun er bestemt ikke et barn mere. Og hun ved godt, hvad hun spændt står og lurer på – nemlig mor, der har gang i noget rimelig uartigt på den helligste af alle nætter. Saucy! Og mere end en smule bekymrende.
Smølle

 

RuPaul – ‘Merry Christmas, Mary’

”This ain’t your mama’s Christmas Carol”, synger RuPaul, og når der falder henvisninger til klokkespillet på hans nye julealbum, er det ikke sikkert, at han mener den slags, man hænger på træet. Den amerikanske drag queen med ben så lange som juleaftensdag er rap i replikken, og hans julefest er tonesat, så man kan vogue omkring træet, og det kan være svært at afgøre, hvem der er nissefar, og hvem der er nissemor.
’Merry Christmas, Mary’ er et stykke traditionelt New York-house med glockenspiel, der giver lyst til at danse på bordene, og i sine bedste øjeblikke lyder RuPaul næsten som Luther Vandross og Ten City. Hvis man vælger at høre hele albummet, får man ved siden af flere fjollede julebeats en stribe sketcher med RuPaul og hans venner, som det er bedst at gemme til julefrokosten.
Fez

 

Sharon Jones and the Dap-Kings – ‘Ain’t No Chimneys In The Projects’

Fattige børn er fast ingrediens i klassiske juleeventyr – fra Dickens’ “Et Juleeventyr” til Lagerlöfs “Legenden om Juleroserne”. Det samme er tilfældet i denne funkysøde julehistorie fra nutidens graffitisværtede, amerikanske ghettoer. En lille pige undrer sig forståeligt nok over, hvordan julemanden bærer sig ad med at komme ind i lejligheden og lægge gaver under juletræet, når der nu ikke er nogen skorsten i betonblokken at krybe ned ad? Moren forsikrer hende om, at julemanden har magiske evner, og så snart hun falder i søvn, kommer skorstenen frem som ved et trylleslag. Men da pigen senere er blevet voksen, ved hun naturligvis godt, at det var moren, der sørgede for magien.
Skorstene er der stadig ikke i ghettoen. Til gengæld varmer Sharon Jones and The Dap-Kings let hele kvarteret op med denne fuldfedt swingende retrosoul-perle. ‘Ain’t No Chimneys In The Projects” er fra 2011, men lyder, ligesom alt Dap-Kings rører ved, som om den allerede har set adskillige vintre. Et funky juleeventyr, der vil pynte på enhver juleplayliste.
Jesper Nykjær Knudsen

 

LL Cool J – ‘Rock The Jingle Bells’

Det var en tid, hvor det at en rapper tog sig selv i skridtet på scenen virkede temmelig vovet, ja, næsten anstødeligt. I kombination med at LL Cool J – for det er jo ham vi taler om – flåede ‘Jingle Bells’ ud af sin hyggenyggelige julekontekst og fik den til at handle om de klokker som nogle af os bærer mellem benene, ja, så var eksplosionen total inde i hovedet hos undertegnende. Og formentlig ganske mange andre teenagere.
‘Jingle Bells’-introen til ’Rock The Bells’ fra hans første album, ’Radio’, var ganske vist kun en turnéting, som Cool James rejste rundt med. Men det er alligevel den, der står uudsletteligt tilbage fra det nøgne, stramme og ekstremt funky 808-track, punkteret af korte nyrestødssamples af rockguitar og vokaler. LL Cool J snakker ikke om jul i sangen i øvrigt, men flyder overlegent på beatet med sin stadig drengede stemme og nærmest søde linjer som ”Some girls like to jam, and some girls won’t/ Cause I make a lot of money, and your boyfriend don’t”. En sang fra dengang verden på mange måder var lidt længere inde på det lave, når den var af lave.
Janus Køster-Rasmussen

 

Dolly Parton – ‘A Hard Candy Christmas’

Jeg har altid haft en forkærlighed for de triste julesange. Julen handler ikke kun om gaver, glimmer og granduft. Decemberluften er også fuldt med melankoli, ensomhed og fortabelse over ikke at slå til. Det er i juledagene, at man savner dem, der forsvandt i årets løb, skilsmisseraterne ryger i vejret og selvmordene tager til. Julen fejres som et lys i vintermørket, men der er også masser af mørke i julelysene og de strålende butiksvinduer.
Det må også være en af årsagerne til, at mange af de mest populære julesange rummer en snert melankoli, som en bitter mandel i risalamanden. ’Last Christmas’ handler om svigt og håb. ’White Christmas’ er nostalgi og forglemmelse. ’Driving Home for Christmas’ har en klang af ensomhed og savn. Og sådan kunne man blive ved. En af mine yndlingsjulesange stammer fra musicalen ’The Best Little Whorehouse in Texas’, der havde premiere på Broadway i 1978 – og fire år senere blev lanceret som film med Dolly Parton i hovedrollen.
Sangens countrysmægtende melankoli, der balancerer kvindelig styrke og mismod rammer mig lige i hjertet hvert år. Tempoet er rigtigt, tonearten er crisp som frost mod ruden, og melodien er perfekt vredet som en friturestegt kringle. På soundtracket synger Dolly Parton alle vers og omkvæd. Giv den et lyt! Men i dette filmklip synger alle glædespigerne på horehuset en linje eller to hver om, hvordan de nok skal klare sig gennem julen, mens de gør sig klar til at forlade bordellet: “Hey, maybe I’ll dye my hair / Maybe I’ll move somewhere / Maybe I’ll get a car / Maybe I’ll lose some weight / Maybe I’ll clear my junk / Maybe I’ll just get drunk on apple wine”. I øvrigt blev sangen genindspillet i 2012 af britiske Tracy Thorn (Everything But The Girl) i en absolut anbefalelsesværdig version.
Anders K. Sørensen

 

Mauro Scocco – ‘Julkort från New York’

Julen er ikke kun skøn. Man kan blive noget så trist, selv om lysene skinner, og hvis man savner nogen, er december bare ikke sjov. Mauro Scocco ramte lige ind i den deprimerede, midaldrende mands jul, da han skrev sange til albummet med den heller ikke særligt muntre titel ‘Musik För Nyskilda’. Han sætter scenen i New York, hvor han holder jul alene, sneen falder over 5th Avenue, og der er drinks på Marriotts Skybar.
Han ender ensom i Den Svenske Kirke, hvor han læser Dagens Nyheter. Bagefter drikker han sig ned og kommer i slagsmål. Det hele skyldes selvfølgelig, at han tænker på hende, der er skredet. ”Du har sikkert nok at gøre derhjemme”, skriver han på postkortet, mens taxien kører over Times Square. Det er forbandet trist, og jeg bliver virkelig glad hver gang, jeg hører teksten og musikken, der med højstemt flygel og bjældeklang lyder som et ekko af New York-områdets stolte sønner, Bruce S. og Billy J. Glædelig jul, Mauro.
Fez

 

Chet Baker – ‘We Three Kings’

Liveindspilningen ’Silent Nights’ fra 1986 bliver også kaldt Chet Bakers julealbum, måske fordi den består af julesange. Det er i Chets smadrede periode, han ligner en indsunket gul rosin i ansigtet, tænderne og embouchuren er for længst røget, og graven venter et par år fremme. Og ligesom han ikke rigtig kunne synge mere, men gjorde det alligevel, så gælder det samme for hans trompetspil: Det lyder som et bittersødt ekko af noget der var engang, et fjernt minde om århundredets sommer.
Det siger noget om hans gigantiske talent, at pladen alligevel er værd at lægge øre til, og ikke mindst ’We Three Kings’ er fin, fin kvartetjazz der – igen – griber efter noget der var stort 30 år tidligere. Spøgelsesjagt, kuldsejlet nostalgi, the dark side of Christmas. Kald det, hvad du vil. Det er ikke en opløftende juleplade at høre på, men den slags får vi melankolikere jo alligevel også hurtigt nok af.
Janus Køster-Rasmussen

 

Kommentér indlægget