RSD13: Orgiet af en pladebutik og butikken, hvor skuespil var nødvendigt

   


Åh, pladebutikker … Hvilke minder, hvilke fornøjelser er der ikke forbundet med disse sære butikker med ofte endnu mere sært personale og krævende kunder. Vi har alle sammen været der, men der bliver færre og færre af dem.

Desto mere grund er der til at glædes over dem, der er tilbage – og i morgen, lørdag 20. april, er en dag, hvor man med god grund kan aflægge sin yndlingsbutik et besøg. For sjette år i træk fejres pladebutikkerne nemlig på den årlige Record Store Day – vinylentusiasternes årlige kampdag, pladebutikkernes dag i fokus. Record Store Day!

RSD13

Der er – forhåbentlig – spækket med spændende udgivelser, fremstillet med henblik på salg netop denne dag. Limiterede kulørte, nummererede udgivelser – eller ‘bare’ en ny plade eller et genoptryk af en sjælden plade.

Dagen skal fejres, og her på bloggen gør vi det blandt andet med en række personlige indlæg om pladebutikker, der har betydet noget for os hverisær.

Niels Pedersen og Danni Travn lagde ud med ‘Butikken uden dårlige plader’ og ‘Pladebutikkens svar på Damernes Magasin’ i Odense. Her følger Jesper Nykjær og Peter Elsnab op med  ‘Butikken, hvor skuespil var nødvendigt’ og ‘Det rene orgie af en pladebutik’:

Det rene orgie af en pladebutik – Amoeba Music i Hollywood

Af Peter Elsnab 

At være derinde er – antager jeg – lidt som at være ADHD-barn på sukkerchok juleaften.

De har nærmest alt, og det er endda til at betale. Det er det rene guld, lige til at plukke ned fra hylderne. Det er naturligvis i Amoeba Music i Los Angeles.

Amoeba Music på Sunset Boulevard nr. 6400

Amoeba Music på Sunset Boulevard nr. 6400

Åh, den dag jeg opdagede den butik … Af sted på egen hånd i den gigantiske by, kørende på Sunset Boulevard. Hov, hvad var det? Smide bilen og åbne døren på hjørnet af bygning nr. 6400. Og så åbenbarer der sig et enormt rum med plader over det hele. På vinyl eller cd, nyt eller brugt. I alle tænkelige genrer, velassorteret og til amerikanske priser, som er en del under de danske.

For en pladesamler er det paradis. Et rent orgie af en pladebutik. Og meget langt fra de sparsomt besatte hylder i Thoma Radio i Ullerslev i 70’erne, der sendte os på cykelture til Henning Nielsen eller Freddy Hansen i nærliggende Langeskov og Kerteminde for at købe plader, der kunne tilfredsstille os og udvide sortimentet fra de kassettebånd vi optog fra radioen …

’Verdens største uafhængige pladebutik,’ som Amoeba kalder sig. Med butikker i San Francisco, Hollywood og Berkeley i Californien. Det er godt nok langt at rejse, men det er lige før, flybilletten er betalt af det, man kan spare på pladerne i forhold til eBay eller danske priser …

En del af butikken indenfor ...

En del af butikken indenfor …

Så er problemet kun det sædvanlige lufthavnstrick med en alt for tung pladetaske fyldt med vinyl, medbragt som håndbagage.

– Medbringer De noget håndbagage?, lyder spørgsmålet fra check in-personalet.

– Ja, jeg har denne, svarer vinylsamleren og kan en enkelt gang mønstre et løft af pladetasken frem foran sig og op i skulderhøjde uden at fortrække en mine, selvom ens arm- og skuldermuskler er ved at sprænges.

Puha! Den gik igen …

Førstetrykket af ’This is It’ med The Strokes, den pink udgave af Tori Amos-pladen ’Under the Pink’, en gammel Jackson Browne-plade med ’det rigtige cover’, en promoudgave fra Erykah Badu eller Moloko eller måske en længe savnet 7”-single med R.E.M.

Tori Amos 'Under the Pink' drejer stille rundt med på grammofonen

Tori Amos ‘Under the Pink’ drejer stille rundt med på grammofonen

Ja, sågar ’Life’-pladen med The Cardigans og det oprindelige UK-tryk af 10”-singlen Black Market Clash med The Clash har jeg fundet i Amoeba. Man kan finde alt muligt. Også langt mere obskurt end mine rockindkøb. De ligger f.eks. inde med gamle vinyl- og lakplader, der stort set ikke findes mere, og som de derfor har digitaliseret og meget kontroversielt sat til salg som mp3-filer via deres hjemmeside.

Men man kan naturligvis også finde helt almindelige, nye og brugte cd’er. Også danske af slagsen, der på en eller anden måde har fundet vej over Atlanten. Måske medbragt af en dansker, måske sendt til en person i musikbranchen, der aldrig fik lyttet til den. Jeg fandt f.eks. Saybias debutplade på cd til 20 kr. og købte den naturligvis …

Det var såmænd også der, jeg købte det for længst udgåede førstetryk af White Stripes-albummet ’Elephant’ på rød og hvid vinyl kort efter udgivelsen for ti år siden. Netop den plade er blandt de plader, der genudgives på Record Store Day. På sort/rød og hvid vinyl i et limiteret oplag, som man ikke kender størrelsen på. Måske er jeg heldig at finde den i Route 66 i morgen, måske finder jeg den alt for dyrt på eBay. Eller måske finder jeg den i Amoeba, hvis jeg er så heldig at komme til Los Angeles igen.

Og så tør jeg slet ikke tænke på, hvor meget jeg ville gå amok derovre i morgen, for jeg tvivler på, at der udgives mange engelske og amerikanske plader til netop denne dag, som ikke kan findes i Amoeba.

Se listen over specielle Record Store Day-udgivelser her eller her.

Butikken, hvor skuespil var nødvendigt – Street Dance Records i København

Af Jesper Nykjær Knudsen

Det krævede altid en dyb indånding. Og en del skuespil. Jeg ville for alt i verden ikke ligne den opkomling fra Slagelse jeg var, når jeg trådte ned ad de sortmalede trapper og ind i hulen i Vestergade. Hvad jeg stensikkert gjorde alligevel. Hvor meget jeg end iførte mig uimponerede ansigtsfolder og smarte Democrats-trøjer.

For når man lyttede til den nye elektroniske dansemusik dengang i årene omkring 1990, var Street Dance Records intet mindre end den hellige gral. Danmarks fremskudte forpost på dansegulvet, der som den eneste butik herhjemme importerede de nyeste house- og technoplader fra England og USA. Og når man som jeg kom ind fra provinsen – om ikke med firetoget, så i hvert fald med mine forældres bil – var det som porten til Narnia. En indgang til en anden verden. Som at træde fysisk ind og ned i den subkulturelle undergrund, klubmusikken på det tidspunkt stadig var.

Og det var ikke kun placeringen i en kælder i Københavns Pisserende, der gjorde det til en ægte undergrundsoplevelse. Musikken var høj og tung af bas, væggene var beklædte med flyers for technofester på steder, jeg ikke anede fandtes, og butikkens månedlige katalog var berømt for sin primitive klippe-klistre-æstetik og tekster a la ‘TOTAL-PEDAL-HAMMER-VILD PLIM-PLAM-ACID HOUSE-SKIVE. 100% GULVPAKKER!! KØB NU!!’. Det var hipt, det var storby, det var fremme i skoene, og jeg ville bare være en del af det.

I dag kan enhver udkants-DJ med lidt research finde frem til de hippeste tracks på nettet og downloade dem til en USB-nøgle hjemme på værelset. Men dengang skulle man være ‘in the know’ og have vinylen for at kunne spille musikken. Og her var der ingen vej udenom Street Dance, som havde specialister bag disken og et omfattende net af kontakter, der gjorde det muligt at skaffe de nyeste og mest interessante plader. Og det var ofte en kunst i sig selv at få fat i et af de ofte få eksemplarer, Street Dance kunne hente til landet. Følelsen af at gå hjem med en eller anden fantastisk og sjælden ny house-maxisingle er umulig at forklare nogen fra MP3-generationen. Men det var følelsen af at være enormt hip og indviet.

Og der var kamp om guldet. Man kunne ose rundt i butikken i timevis og blot lytte til alle de nye plader, personalet spillede på det bas-boostende anlæg, så man kunne skynde sig at købe de bedste af dem, inden de var væk igen. Og jeg lod naturligvis de gule prismærkater med det trekantede Street Dance-logo sidde på omslagene. Det måtte gerne kunne ses, at jeg var ’sådan en der købte plader i Street Dance’.

Magien svandt, efterhånden som klubkulturen voksede, og andre butikker skød op. Ikke mindst på nettet, hvor udenlandske pladebutikker pludselig blev tilgængelige med deres langt større udvalg og mulighed for at lytte til snippets med et museklik. Men Street Dance Records nåede at blive et af de mest lysende eksempler på, hvor betydningsfuld en pladeforretning kan være. En væsentlig fødselshjælper for den danske DJ-scene og en uvurderlig ambassadør for en række musikgenrer, der ikke havde andre kanaler til det hjemlige marked. Som så mange andre fik jeg en god del af min musikalske opdragelse i kælderen i Vestergade, og de mange pladekøb – som viste sig mere holdbare end Democrats-trøjerne – står stadig i reolen. Og de gule prismærkater sidder der endnu.

Kommentér indlægget