RSD13: Butikken uden dårlige plader og Damernes Magasin

Åh, pladebutikker … Hvilke minder, hvilke fornøjelser er der ikke forbundet med disse sære butikker med ofte endnu mere sært personale og krævende kunder. Vi har alle sammen været der, men der bliver færre og færre af dem.

Desto mere grund er der til at glædes over dem, der er tilbage – og i morgen, lørdag 20. april, er en dag, hvor man med god grund kan aflægge sin yndlingsbutik et besøg. For sjette år i træk fejres pladebutikkerne nemlig på den årlige Record Store Day – vinylentusiasternes årlige kampdag, pladebutikkernes dag i fokus. Record Store Day!

Der er – forhåbentlig – spækket med spændende udgivelser, fremstillet med henblik på salg netop denne dag. Limiterede kulørte, nummererede udgivelser – eller ‘bare’ en ny plade eller et genoptryk af en sjælden plade.

Dagen skal fejres, og her på bloggen gør vi det blandt andet med en række personlige indlæg om pladebutikker, der har betydet noget for os hverisær.

Vi lægger ud med ‘Butikken uden dårlige plader’ og ‘Pladebutikkernes svar på Damernes Magasin’:

Butikken uden dårlige plader – Musik & Konst, Spångatan, Malmø

Af Niels Fez Pedersen

Der var ingen dårlige plader hos Musik & Konst. Kun gode plader, og jeg ville eje dem alle sammen.

Det var Danmarks bedste pladeforretning, selv om den lå i Malmø, og jeg tvivler på, at butikken havde været lige så spændende, hvis den havde ligget på den danske side af Øresund. Det var en butik, der fik mig til at tage flyvebådene, dengang skåneliren var dyr. Senere med kursgevinst og tog og bil, og 9 ud af 10 gange var der skiver i posen, når turen gik tilbage over vandet.

I Malmø dyrker man med stor intensitet musikkens rødder. Fra tidlig rock’n’roll og folk, til soul og klassisk reggae, for ikke at tale om country, singer/songwriter og andre roots. Det er musik, der passer godt til Skåne og altid har haft en sikker plads i programmet på spillestedet KB, lige rundt om hjørnet fra Musik & Konst.

Butikken lå i Spångatan bag ved Trianglen. Den var lille, og der var plader og cd’er overalt. Og koncertplakater, bøger og magasiner. I venstre side stod nogle kasser med brugt vinyl, i midten små æsker med cd-omslag, og så var det bare at begynde at bladre. Hver genre for sig. Alt alfabetiseret. Her var altid bagkatalog, og man kunne finde de album med soulsangere og obskure countrystjerner, man kun havde læst om.

Var man i tvivl, stod Musik & Konsts stærkeste kort bag disken til højre og var klar til snak og vejledning. Det var Lennart og Peters butik. Det var deres musiksmag, der gennemsyrede den. Smagen var heldigvis bred, og den var båret af kvalitet. De ville gerne dele deres viden og glæde ved musik og hjælpe kunderne til nogle federe oplevelser, end de kunne få andre steder.

Jeg købte jazz, reggae, soul, rock’n’roll, punk, garagerock og mere soul af de to gutter og deres nøje udvalgte håndlangere. Plader, jeg ikke anede eksisterede, stod i Musik & Konst sammen med importerede varer fra Nashville og London.

En typisk oplevelse: Jeg spurgte engang efter musik med Sammi Smith. Det var hende, der først havde et hit med Kris Kristoffersons ’Help Me Make It Through The Night’. Der var selvfølgelig en stærk opsamling på lager.

– Og hvis du kan lide det, så skal jeg nok lave en cd til dig med de vinyler, jeg har med hende derhjemme, sagde Peter.

På den måde var Musik & Konst en musikskole. Peter og Lennart opdragede faktisk flere generationer af Malmøs musikere. Man kunne møde Nisse fra Wilmer X i butikken, og medlemmer af The Cardigans har ofte lovprist boden.

I forbindelse med udgivelsen af det første album med A Camp fortalte Nina Persson mig, at hun havde bedt pladenørderne om tip til at udvide horisonten, da Cardigans var kørt lidt fast. Lennart gav hende Marianne Faithfulls ‘Broken English’. Den kunne hun lide. Så prøvede de med Tammy Wynette og Loretta Lynn.

– Country-tanterne fik mig til at synge dybere, forklarede hun og roste sin pladebutik.

I sin Malmø- og rockkrønike ‘De Ensamma Pojkarna’ kalder Mats Olsson Musik & Konst for ”en af verdens bedste pladebutikker”. Jeg giver ham ret. Jeg har kun oplevet samme stemning i Waterloo Records i Austin.

Desværre er bodens udvalg skrumpet med tiden. Sidste gang, jeg var der, fik jeg godt nok et skønt Jim Ford-album med hjem, men det var tydeligt, at internettet havde slidt på kvaliteten.

Musik & Konst findes endnu, og vagthavende ekspedient fortæller i telefonen, at man kæmper videre.

Det hårdeste slag mod kvalitetsbutikken kom, da Lennart Persson døde i 2009.

Ved siden af pladesalget var han en af Sveriges bedste musikkritikere og skrev gennem årtier for bl.a. Sydsvenskan, Expressen og Pop, hvor han præcis som i Musik & Konst gjorde, hvad han kunne for at føre læserne frem til de bedste nye (og gamle) musikoplevelser.

Pladebutikkens Damernes Magasin – Accord, Odense

Af Danni Travn

I 1990’ernes Odense var der en pladebutik efter ethvert temperament, og velvilligt spredte jeg mine sparepenge over flere postnumre. Fona i Tarup Centret var stedet, jeg købte min første cd – ’Boy’ med U2 – Fredgaard i Magasin var stedet, jeg købte ’Dookie’ og ’Teenage Torture Chamber’ på min andendag, Stereo Studio på Vesterbro var stedet, mit hoved eksploderede, da jeg første gang hørte ’The Soft Bulletin’, og Moby Disc var stedet, jeg som universitetsstuderende fandt ro og ligesindede – man skal som pladesælger ikke undervurdere, hvor meget mersalg man sikrer sig med bemærkningen ’hey, det er dig, som kan li’ Magnetic Fields, ikke?’

Der var også Van Rock. Et fortættet lokale med vinyler og cd-skiver stablet fra gulv til loft. Min hukommelse fortæller mig, at der altid lugtede af pot. Det lignede i hvert fald et sted, der lugtede pot.

Nå, men inden jeg fandt roen i Moby Disc, var jeg blevet rettet af og slebet til et helt andet sted: Accord Music, Vestergade 53. Byens velrenommerede pladebutik med rytmisk musik forrest, klassisk og jazz bagest. Albummene stod i bladrevenlige, skriggule, rektangulære chartekker, som man let kunne fiske op og tage til kassen. Min 12 år ældre bror fortalte engang, hvordan han hængte posen fra sit første pladekøb i Accord op på sin væg som et totem.

Jo, butikken havde status. Og det vidste de godt selv i Accord. Det var en slags pladebutikkens Damernes Magasin, hvor ekspedientens fnys kun akkurat blev holdt i næsen, når du bad om at høre debutalbummet med Cast. Ja, undskyld mig hr. Schwann, men jeg var altså kun ni år, og primært optaget af at lære at sparke lige godt med begge ben, da The Charlatans debuterede.

Alligevel kom jeg der flere gang om ugen efter skole, for jeg stræbte efter at nå lige netop deres selvsikre kendskab til indholdet af de gule chartekker. Og de fik mig til at gøre mig umage som kunde. Jeg kunne ikke drømme om at spørge efter ’den nye’ med Boo Radleys. Kunne jeg ikke huske titlen, ventede jeg hellere til en anden dag med at spørge.

På den måde blev årene med Accord en slags værnepligt, hvor jeg strammede mig an under tugten og lærte at gå virkelig meget op i detaljerne omkring den enkelte plade – det var også ekstra motiverende, når du gav 10-20 kroner mere for et album hos Accord end andre steder. Så selvfølgelig var den et let offer for pladebutiksepidemien og er længe borte, men hold op, hvor atmosfæren indpodede, at de havde noget på lager, som betød noget.

Og hold op, hvor fik det mig til at koncentrere mig, da jeg stod der ved disken og hørte ’New Adventures in Hi-Fi’ for første gang.