Åh, pladebutikker … Hvilke minder, hvilke fornøjelser er der ikke forbundet med disse sære butikker med ofte endnu mere sært personale og krævende kunder. Vi har alle sammen været der, men der bliver færre og færre af dem.
Desto mere grund er der til at glædes over dem, der er tilbage – og i morgen, lørdag 20. april, er en dag, hvor man med god grund kan aflægge sin yndlingsbutik et besøg. For sjette år i træk fejres pladebutikkerne nemlig på den årlige Record Store Day – vinylentusiasternes årlige kampdag, pladebutikkernes dag i fokus. Record Store Day!
Der er – forhåbentlig – spækket med spændende udgivelser, fremstillet med henblik på salg netop denne dag. Limiterede kulørte, nummererede udgivelser – eller ‘bare’ en ny plade eller et genoptryk af en sjælden plade.
Dagen skal fejres, og her på bloggen gør vi det blandt andet med en række personlige indlæg om pladebutikker, der har betydet noget for os hverisær.
Niels Pedersen og Danni Travn lagde ud med ‘Butikken uden dårlige plader’ og ‘Pladebutikkens svar på Damernes Magasin’ i Odense. Jesper Nykjær og Peter Elsnab fulgte op op med ’Butikken, hvor skuespil var nødvendigt’ og ‘Det rene orgie af en pladebutik’. Her følger Søren McGuires fortælling om ørkenrockens bastion i Århus og Rune Skyum-Nielsens beretning om Axel Music på Hovebanen!:
Lo-Fi Fidelity – Scavenger Records, Borggade, Århus
Af Søren McGuire
Jeg hadede mere eller mindre hver en centimeter af Aarhus, da jeg flyttede dertil i 2001 for at læse på Journalisthøjskolen. Lige med undtagelse af det brostensbelagte Latinerkvarter på den anden side af det evigt vindblæste Store Torv. Hernede, blandt keramikforretninger, aarhusianer-caféer og børnetøjsbutikker lå både den efterhånden legendariske Badstue Rock, hvor der altid lugtede af daggammel kaffe, sure smøger og den syntetiske duftfrisker fra lokummet, der altid blev taget heftigt i brug, når en af de faste kunder havde været ude at skide, og lidt længere nede ad gaden, konkurrenten Scavenger Records, opkaldt efter en gammel Walkabouts-plade.
Ejeren af Scavenger Record hed Hans, og han gjorde det mest i alternativ country, lo-fi, americana, blues, folk, og gammel hippierock. Jeg var ung og impressionable, og havde et behov for en pladebutik, hvor jeg kunne stå og hænge og dyrke min besættelse af deprimerede amerikanere med guitar. Så det gjorde jeg. Flere gange om ugen.
Jeg ved faktisk ikke så meget om Hans. Han var ikke typen, der talte videre meget om sit privatliv, og jeg var ikke typen, der spurgte til det. Hans tunge hollandske accent afslørede ganske vist hans herkomst, men meget mere ved jeg ikke om hans baggrund. Hans danske kone var vist læge, og kunne derfor holde privatøkonomien gående mens lillefar nussede rundt i sin 14 kvadratmeter store pladebutik. Så gik han da i det mindste ikke i vejen derhjemme, som han sagde.
Man skulle lige lære Hans at kende, før man for alvor lærte at holde af ham. Han kunne godt have samme sociale udfordring, som de fleste andre midaldrende alt.country fans; uanset hvor meget, du end vidste om Uncle Tupelo og slut-80’ernes cowpunk-boom, blev du altid bedømt på din alder, og ikke din indsigt i genren. Man skulle med andre ord bevise sit værd. Sådan er det sgu stadig.
Der var mange ting, der var imponerende ved Hans og Svavenger Records. Han havde en plakat med Townes Van Zandt hængende over disken. ‘Townes Van Zandt – Poet 1944-1997’ stod der skrevet under et sort/hvidt og meget lidt vellignende billede af Townes i fluesolobriller, og et par år senere købte jeg samme plakat, direkte fra Townes kone. Nu hænger den hjemme i parcelhuset, og jeg synes stadig, Townes ligner en udskidt Bono mere end han ligner den bedste sangskriver nogensinde.
Townes-plakaten var dog ikke det eneste, der gjorde Scavenger Records imponerende i mine øjne. Hans havde også et postkort fra sangeren Rainer Ptazek, der havde sendt det til Hans kort før sin død, vist nok som tak for, at Hans havde sendt nogle plader til ham. Han var også venner med Howe Gelb, som i de år tilbragte meget tid i Aarhus hos sin danske svigerfamilie. Steve Wynn har også en gang spillet dernede, og alene navnet Scavenger Records havde Hans fået lov til at bruge af The Walkabouts.
Så vidt jeg husker, var udvalget alligevel ikke imponerende. Der var slet og ret begrænset med hyldeplads, og ditto i salget af plader med amerikanske ørkenrockere. Flere af pladerne havde stået der i en evighed, og i baglokalet var den lille hylde med et rodet udvalg af brugte cd’er, der – så vidt jeg husker – slet ikke matchede resten af butikkens profil. Men på disken stod der en lille trækasse med de nyeste cd’er (jeg var dengang komplet uinteresseret i butikkens vinyludvalg), og at flippe gennem dem, var som at vade tværs ned gennem den amerikanske musikhistorie. Jeg kan efterhånden dårligt huske, hvilke plader, jeg købte, men jeg ved, at nogle af de bedste plader i min samling har været via Scavenger Records lille trækasse.
Man måtte også ryge dernede, og Hans havde altid sin pistynde kaffe klar på kanden. Når du så først havde drukket syv kopper og røget fire blå Kings, mens Hans ævlede løs om den nye Ray Wylie Hubbard-plade, der var ”helt forrrrrrygende” (det sagde han nu om de fleste plader i butikken), var det trods alt god stil i det mindste at købe et eller andet. Og der var sgu ikke noget, der hed Nice Price hos Svavenger. Du betalte for selskabet, for fornøjelsen, og sikkert også for kaffen, når det stod sløjt til med salget.
Der gik ikke længe før jeg skiftede mit job på fonduerestauranten ud med et job i Badstue Rock. Her opdagede jeg hurtigt, at Hans faktisk bestilte de fleste af sine plader via Badstue Rocks import-central, og så kunne det ikke længere betale sig at smide 60-70 kroner oven i prisen på Whiskeytown-pladerne nede hos Scavenger.
Derudover blæste jeg som regel hele min hyre af på plader (da jeg stoppede efter sammenlagt to år, havde jeg kun fået rede penge udbetalt tre-fire gange. Til gengæld blev min Creedence Clearwater Revival vinylsingle-samling ret hurtigt komplet), så det gav slet ikke den store mening at handle andre steder end i min egen butik.
Om det er derfor, Scavenger Records lukkede et par år senere, eller om han bare tabte kampen mod internettet, ved jeg ikke. Jeg har hørt rygter om, at Hans blev skilt og senere blev buschauffør, så hvis du en dag skulle sidde i en aarhusiansk bybus med Giant Sand kørende i højttaleren, er det ikke en hvilken som helst chauffør, der kører den.
Og hey, måske må du endda ryge i bussen?
Transitmusikbutik – Axel Music, Københavns Hovedbanegård
Af Rune Skyum-Nielsen
En af mine teenageårs absolut yndlingsbøger var Nick Hornbys ’High Fidelity’. Jeg forsvandt ind i den nussede paperback igen og igen, og da romanen blev filmatiseret i 2000, smertede det at se Iben Hjejles tonløse og kølige præstation. Illusionen var væk, og imens rulleteksterne gled ud af det store lærred, sad jeg grublende tilbage i mørket: Hvorfor havde den letbenede størrelse gjort så massivt et indtryk i første omgang?
I dag ved jeg, at bogens univers var en slags kompensation. Når andre musikglade hoveder fablede fanden et øre af om deres lokale pladepusher (læs blot denne posts øvrige bidrag for videre eksemplificering), havde jeg ikke det mindste at tilføje.
Modsat romanens fortællerstemme, Rob, manglede min barndom altså en lokal pladebutik at støve rundt i. Jeg boede på Bispebjerg Bakke og stod hver dag på S-toget til skolen Sankt Annæ i Valby. Når jeg var færdig dér, fortsatte jeg med linje H mod badmintontræning – hver dag – i et nordkøbenhavnsk villakvarter. Jeg kan fortsat ærgre mig over at have spenderet min ungdom i transit (og en betragtelig del af min fritid på at perfektionere netdrop og stiksmasher). Noget af den tid burde indiskutabelt være brugt i et hang-out a la Championship Vinyl i London.
I stedet kunne jeg blive hængende for evigt i Strøgets HMV, mens vennerne prøvede Levi’s 501 eller gav den gas og opgraderede teengarderoben med en BALL-T-shirt ovre i Deres.
Jeg samlede i stedet på HMV’s leopardmønstrede plasticposer. Lige indtil jeg i midten af 1990’erne opdagede cd-biksen Axel Music. Den var undseelig, den var grim, den spillede eurodance og hit-kompilationer. Poserne var lyseblå. Den lå et forfærdeligt sted og strålede derfor endnu mere. For mig var det forfærdelige sted sådan set helt perfekt: Klemt inde mellem et par fast food-joints på hovedbanegården havde Axel Music ikke bare nyhederne på dagen. Butikken åbnede tilmed fra den årle morgenstund, så togpassagerne kunne købe sig lidt med til discman’en og den forestående udflugt.
Personalet bestod måske ikke udelukkende af genreconnaiseurer. Jeg husker dem som nogen med dårlig hud og en drænet attitude over for folk, som bare skulle have den nyeste ’Absolute Music’. Måske var de også i transit og drømte om et andet sted. TP Musikmarked eller GUF, vel sagtens. Til gengæld elskede de os gengangere i den ellers flyvske kundeflok. Og jeg var jo en ægte pendler …
Mit største pladekøb daterer sig tilbage til 2. oktober 1995. Det var ikke bare dagen, da mit gymnasiekor skulle på en 14 dages turné til Sydafrika. Det var også dagen, da Oasis udgav ’(What’s the Story) Morning Glory’.
På bedste Harry Potter-mani-manér camperede denne inkarnerede britpopfan med Gallagher-garn og kuffert udenfor, indtil butiksassistenten lod ham krybe inden for på slaget otte. Jeg var vist nok den eneste i køen den morgen, men hvad gjorde det, så længe jeg fik den plade med til Afrika. Det var noget, der gav respekt blandt kammeraterne. Også dem fra 3.g. Axel Music leverede sgu hver gang.
