Vi er nødt til at tale om Kevin

   


For mænd af en vis alder – langt de fleste er formentlig musikjournalister – er Dexys-albummet årets begivenhed.

Dexys som i Dexys Midnight Runners, bandet som for evigt vil være fastholdt i alle andres pophukommelse som dem med “Come On Eileen” spillet og sunget i denim-overalls med masser af violiner og en fast plads på 80’er-kompileringer og retro-radioernes spillelister.

“Too-Rye-Ay”-omkvædet sendte Dexy Midnight Runners til førstepladsen på begge sider af Atlanten i 1982, og hvis det havde været tale om et normalt band, ville det for længst have været gendannet og sendt på en af disse traurige revivalturnéer sammen med Spandau Ballet, T’Pau og sangeren fra ABC.

De ville med garanti have spillet til 80’er-festivalen i Esbjerg, men Dexys Midnight Runners er ikke et normalt orkester.

Det skyldes primært, at gruppens store rorgænger, Kevin Rowland, ikke er normal. Han er skør. Ikke altid i klinisk forstand, men han er så besat af musikken og sin egen placering i historien, at han for mange år siden mistede al fornuft og sans for realiteter og business.

Nu er han åbenbart kommet til hægterne, for 58 år gammel har han samlet et nyt Dexys omkring sig og udgivet “One Day I’m Going To Soar”. Det er slet ikke tosset. Man skal bare glemme alt om nutiden, lukke øjnene og forestille sig, at verden har stået stille – ikke siden 1980’erne – men siden 1950’erne. Det er et album med morbide showtunes, og det lyder i sine bedste øjeblikke som en retarderet keltisk musical udtænkt af en mand med storhedsvanvid. Og et stort hjerte for soul.

Udgivelsen af “One Day I’m Going To Soar” har fået Dexys fans til at myldre frem. Det er typisk midaldrende mænd, der i årtier har gemt på bandet som en hemmelighed. Nogle af dem skriver for engelske aviser og har fået en undskyldning for at støve myterne af og fortælle om deres passion.

Den handler ikke om “Come On Eileen”.

Det handler først og fremmest om gruppens debutalbum “Searching For The Young Soul Rebels”, sange som “Geno”, og passionen er drevet af den medrivende energi, som Dexy Midnight Runners ramte hitlisten med i 1980.

Det var en tid med post-punk, men Kevin Rowland ville lave et gammeldags soulband. Ikke et kopiband som de senere The Commitments, men et voldsomt soulband med punkens energi. Et stilsikkert band med image og det hele på plads.

Kevin var optændt af hellig ild. Keep The Fire Burning! Han gik rundt i gaderne i Birmingham og samlede musikere op, som han kunne få med på idéen, og da Dexy Midnght Runners ramte, blev mange smittet for livet. Keep The Faith!

En af disse fans, Bobby Gillespie fra Primal Scream, sad for nylig i den fine BBC-dokumentar “Punk Britannia” og hyldede Dexys, der på linje med ska-bandet The Specials, tog punkeksplosionen og omsatte den på en anderledes måde.

Kevins ånd spøger også på det nye album med Saint Etienne. Åbningssangen “Over The Border” – i sig selv et bud på popnørdernes nye slagsang – handler om, hvordan det er at vokse op, finde musikken og give sig fuldkommen hen til den. At kommunikere gennem blandede kassettebånd og have musikblade som bibel.

“Det eneste, jeg havde lyst til, var at lytte til Dexys, New Order, hvad som helst på Postcard”, synger Sarah Cracknell.

Der var Ilden igen. Dexys brændemærkede poptosserne i Saint Etienne og i Primal Scream. To musikalske rundkørsler, der sender lytteren videre til andre – og nogle gange bedre – oplevelser.

Kevin Rowland var manisk i 1980’erne. Efter “Geno” og det første album smed han horngruppen og det meste af bandet på porten og hyrede violiner og lavede “Come On Eileen”. Han tog røven på tidligere bandmedlemmer og venner, stjal med arme og ører og fik et hit.

Historien fortælles grundiget i dokumentarfilmen “Young Guns”, hvor man får et indblik i Kevins humørsvingninger, og gamle bandmedlemmer fortæller uhyrlige anekdoter.

Da millionhittet skulle følges op, skiftede han igen retning og blev i 1985 preppy og smooth på “Don’t Stand Me Down” – et af periodens største flop i engelsk pop.

Så gik han ned.

Men mens Kevin Rowland selvdestruerede med kokain og andre stoffer, boede på et lille værelse i London og kom så langt ud, at han solgte rettighederne til sine sange, levede musikken videre. “Come On Eileen” spillede i radioen, og samtidig holdt den dedikerede flok af fans fast i feberdrømmen om Dexys.

Da “Don’t Stand Me Down” blev genudgivet i 2002 i et “Director’s Cut”, stod den pludselig på fem-stjernede anmeldelser i musikmagasinerne, og Kevin Rowland blev hyldet som sangskriver og pop-auteur. Albummet som et tabt mesterværk.

Ok, han var stadig skrupskør.

Solopladen “My Beauty” fra 1999 fik i hvert fald ikke ændret den opfattelse. På omslaget ses Kevin i dameundertøj, og musikken var en samling coverversioner sunget som en dragdronning fra Helvede.

Jeg kan virkelig godt lide den plade.

Hans fortællende tolkning af “The Greatest Love Of All” er stor, “This Guy’s In Love With You” er en slags luksus-karaoke, og når han krukker rundt i videoen til “Concrete & Clay” ser jeg ikke en galning i dametøj, men en mand, der elsker pop så meget, at han er villig til at ofre alt.

Jeg ser Ilden.

Nu har vi så endelig en ny plade fra Dexys. Jeg kalder det en plade, for selv om man kan streame musikken, købte jeg straks cd’en hjem fra England bare for at se på billederne af Kevin og co. og læse alt det med småt.

Det står nu ikke så meget, og billederne er nærmest uskarpe.

Det er et billigt cover, men jeg kan se, at gruppen omkring Kevin i dag tæller bl.a. keyboardspilleren Mick Talbot, som engang var halvdelen af The Style Council. Han var med i en tidlig udgave af Dexys omkring 1980, men som alle andre, der har været i nærheden af Kevin Rowland, løb han skrigende bort.

Jeg har hørt albummet de seneste uger. Nærmest hver dag.

Jeg vil så gerne have, at det skal være godt. I starten kunne jeg ikke løsrive mig fra, at lyden er håbløst umoderne og mange steder ret flad. Men sangene har åbnet sig.

De fleste handler selvfølgelig om Kevin og hans galskab. Han erkender den i åbningsnummeret “Now”, der handler om hans drømme.

“I’m Always Going To Love You” lyder som temaet til et tv-show fra 1970’erne med soulstrygere, ”Nowhere Is Home” er som snydt ud af næsen på Al Greens bløde Memphis-soul, og der udfolder sig et smukt drama i “She Got A Wiggle”.

Albummet er langt bedre, end man kunne forvente. Tosset og ude af sync og alligevel som den oplagte vej at gå for Kevin Rowland. Ordene rabler af ham, han snakker løs, og når bandet er værst, swinger det som et coverband på en irsk pub. Når det kører, spiller The Young Soul Rebels med i baggrunden.

Det virker faktisk, som om Kevin har fundet sig selv igen på sin egen sære facon.

Det giver alle os, der engang har mærket ilden, noget at snakke og skrive om – og endda en fornyet lyst til at høre denne her:

 

Kommentér indlægget