The Next Day. Mere end rigeligt.

   


David Bowie's The Next Day


David Bowie: The Next Day
(9)

ISO/Columbia
Udgivet 11. marts 2013

Det er måske nyskabende at tage omslaget af “Heroes” og male det over med hvidt … men helt nyt er det altså ikke. David Bowie lavede den samme finte, bare med et lidt lettere strøg, på bagsiden af Scary Monsters and Super Creeps:

Scary Monsters bagside

Scary Monsters, ja. Jeg ved at der nok ikke er mange andre, der som jeg har den som alle tiders Bowiefavorit. Vi skal som regel have fat i Low eller Station to Station eller Ziggy eller Hunky Dory. Men én ting er der stadig mange, der er enige i: Bowies mål, det maksimale han kan prøve at opnå, er at lave det der siden for mange år siden har været en fast kliché: Bedste Album Siden Scary Monsters. Ikke mere end det. Formodningen er ganske afgjort, at der ikke er en chance for at overgå den og dens bedste forgængere. Den bus er kørt.

Scary Monsters udkom da jeg var ni, og dermed har jeg tilbragt samtlige mine år som fan af David Bowie med den stadig mere etablerede vished, at han kun meget vanskeligt ville kunne overgå en plade jeg ikke engang fik hørt i sin helhed før lang tid senere (hvilket i øvrigt gjaldt hele striben af mesterværker). Både dengang og i dag stod og står Let’s Dance  som en plade, jeg fuldstændig stålsat vil kalde for mesterlig, og det hænger lige så meget sammen med at det var den første jeg hørte og blev slået omkuld af, og at den er fremragende, stadig sexet og ikke firserforældet, som at de plader der fulgte efter bare blev værre og værre til sammenligning.

Der jeg vil hen med dette korte selvbiografiske indslag er, at det i ret høj grad involverer et element af ønsketænkning at være fan af David Bowies musik fra perioden efter 1980. Sommetider har det fået det udtryk, at man har siddet og tænkt at nu er den der næsten, vel vidende at det er den nok ikke helt alligevel (Black Tie White Noise, The Buddha of Suburbia). Sommetider, at man har bedt til højere magter om at det bare ikke skulle være pinligt, hvad det sommetider var alligevel, og man så sad og trøstede sig ved de få gode numre der altid lå gemt (Tin Machine, Earthling, … selv Tin Machine II). Og så fik man sommetider sin vilje i form af en plade, der virkelig var Bedste Album Siden Scary Monsters (Outside, Heathen).

Denne gang har skrækken for at Bowie skulle vende tilbage med en ren bommert været intens. Ti års ventetid. Prosaiske titler som ‘Boss of Me’, ‘Dirty Boys’, ‘Dancing Out in Space’; det lød på forhånd som sange på et Mick Jagger-soloalbum fra 1988. Singlen ‘Where Are We Now’, der fik så store følelser frem 8. januar at jeg læste folk der kaldte det hans smukkeste nogensinde, lød mere som en smuk bagatel end et stort enkeltstående værk, og var mest en (rigtig lovende) smagsprøve. Men samtidig syntes jeg nok, jeg kunne lure, at Bowie havde noget oppe i ærmet. At der var noget snedigt i at han lod netop den sang komme først, hvor han lyder så afkræftet og ser ud som en fortvivlet, tohovedet dukke i videoen. Check omslaget. Det var lige så skarpt som til albummet, og fortalte om ikke andet at sansen for humor er intakt.

Where Are We Now

Da single nr. to kom, var det en anden historie. Den er blændende. Jeg elsker den sang. Den kommer til at være i den grad på listen over årets bedste. Den stemme … lige præcis den stemme, som man er vokset op med og som har præget én sådan, nu med fuld tryk og et strejf af noget desperat, som alle de gange han var bedst, og den perverterede tekst, berømmelsens vampyriske skikkelser, der sætter sig på éns skuldre som omvendte paparazzi, godt sat på plads af en forrygende video – og så strygerne og de der hooks der bliver ved og ved med at komme. ‘The Stars Are Out Tonight’ kunne have siddet lige midt i en håndfuld af Bowies allerbedste plader. Glem BASSM – den her kunne have væretScary Monsters. Fordrejet, fremmedgjort pop. Alt, jeg elsker David Bowie for.

Sikke en forbandet lettelse. Og så var det lige til at gå i krig med albummet, da Bowie igen overraskede ved at streame det halvanden uge før det udkom. Igen på hans egne vilkår, men det er ikke sikkert at han gjorde musikken nogen tjeneste. Efter at have brugt to år på at lave pladen i hemmelighed er det altså synd at lade den komme på en stream, der lyder så flad som en YouTube-video. Der blev lyttet, nikket, anerkendt, og så ventet til en udgave med god lyd var til at få fat i.

Og er den så god? Ja, vel er den god. Gudskelov. Den er rigtig god.

Den begynder på den mest elektriske, overstadige “Lad os få det her på plads”-vis. Titelsangen lægger ud med at vrede præster og pøbel med fakler jager vores fortæller gennem byen, rent kaos overalt, og et glam-beat under Bowie, som pisker en stemning op indtil til han råber “Here I am, not quite dying!” mens strygere kommer ind som sirener. Knytnæver flyver automatisk mod loftet. “And the next day, and the next … and another day!” fortsætter det ragnarok tydeligvis. Brillant.

Og dermed er der lukket op for en stribe helt fortræffelige sange til at begynde med. ‘Dirty Boys’ er skummel blues, ikke så langt fra hvad Bowie hjalp Iggy Pop med at lave på The Idiot og Lust for Life i 1977, og det samme kunne man sige om ‘Love Is Lost’, og den er endnu bedre – under det hele rumler der en langsom, motorisk rytme, og orglet ledsager den triste men kun antydede historie om pigen, der er strandet i et gyldent bur som 22-årig. Og ‘Valentine’s Day’ er ikke mindre foruroligende, og kunne ikke være mere underspillet: Det er helt op til én selv at gætte hvad hovedpersonen har at ‘sige’ til folkene i hans sorte bog på den dag, han gør til sin.

Ind i mellem ligger de to singler, og så falder niveauet naturligt nok lidt. Den kradsbørstige ‘If You Can See Me’ minder mest om et fraklip fra Earthling, men selv om den er interessant mangler der bare antydningen af en melodi – og ‘Boss of Me’ og den lystige ‘Dancing Out in Space’ er pæne men anonyme ting, der ville have passet fint på b-sider fra tiden omkring Let’s Dance.

Bowie NME

“Hvem kaldte du anonym?”

Til gengæld er ‘I’d Rather Be High’ fortræffelig, en sorthumoristisk sang fortalt af en skabspacifistisk officer der har mistet al respekt for den menneskelige tilstand. Og jeg har en stor svaghed for ‘How Does the Grass Grow?’, selv om den helt nihilistiske tekst nærmest overdøves af et virkelig gammeldags firserkeyboard og en meget ejendommelig brug af melodien til ‘Apache’ i omkvædet. Charmerende er det i alle fald, og det samme gælder hyldesten til New Yorks folk-scene i Greenwich Village, lige om hjørnet fra hvor albummet blev indspillet, ‘You Will Set the World on Fire’ – i øvrigt sang nummer to inden for et år, efter ‘Sixteen Saltines’, der stjæler riffet fra Beverly Hills-temaet.

Og hvis det er godt, så bliver det storslået igen til allersidst. ‘You Feel So Lonely You Could Die’ er stor, ikke kun for den prægtige ‘Rock’n’Roll Suicide’-agtige melodi der løfter sig med strygere under, men også for den ætsende ondskabsfulde og hævngerrige tekst, hvor vi skal forestille os en menneskejæger selv blive jaget gennem byerne, igen den rastløshed, på vej til at møde sin fortjente skæbne med en pistol, en løkke om halsen eller måske en paraply fuld af gift. Det er en stor sang, og Bowie kunne bare lade det ende der, med trommerne fra ‘Five Years’ fra Ziggy Stardust, der klaprer mod tavsheden.

Der er dog en sidste sang, en fornem en, og det er Bowie i fuldt Scott Walker-croon på den lyssky, gådefulde ‘Heat’. Der er endda båndløs bas på – nogen har lyttet til Climate of Hunter på det seneste. Det er et nyt mysterium snarere end en afklaring, og nu har Bowie jo også altid været en mester i at lade én sangene på sine albums være portalen videre til det næste projekt – på den anden side har han også altid været fremragende til at lade folk komme med vilde gæt på hvad han vil, så måske han bare syntes det var en god sang at slutte af med. Det er det.

Og i det hele taget er The Next Day ‘bare’ en række gode sange. Bedre end jeg nogensinde havde turdet håbe på. Alene at det findes er mere end jeg turde håbe på for et par måneder siden. Sådan er det jo med kærlighed. Den giver lykke, men også dårlige nerver. Men dette er formentlig det Bedste Album Siden Scary Monsters. Og skal vi sætte det i en referenceramme, så minder det ikke så meget om Lodger som det er blevet sagt – hvis den minder mig noget, så er det Let’s Dance som den havde lydt, hvis Mick Ronson havde produceret pladen i stedet for Nile Rodgers.

Men glem den umulige sammenligning med den fortid, der så trodsigt er malet over på omslaget. The Next Day er ikke en landvinding, der skaber ny musik til kommende generationer. ‘Bare’ en fremragende plade af en fantastisk sanger, der scorer en nier på den nådesløse skala, hvor mindst otte og formentlig snarere ti af Bowies egne plader allerede står på 10-taller. Og det er mere end rigeligt.

 

 

Kommentér indlægget