The Devil has all the best tunes

   


Paddy McAloon cropped

I denne uge dukkede et hidtil ukendt album fra Prefab Sprout op på nettet. Og forsvandt igen.
En samling sange om livets mørke sider – og djævelen – skrevet af en af pophistoriens bedste sangskrivere. Bloggers By Choice har lyttet til det
.

En sen aften i efteråret 1985 spiller Sanyo transistorradioen på min teenagereol en melodi, der med ét slag ændrer hele min musikopfattelse. Sangen indledes med en fingerknipsende guitarnedgang, som samles op af en enkel, dyb basfigur under en kærlig, næsten trøstende, kvindevokal: “Ooh, Johnny, Johnny, Johnny …”. Så tager herrestemmen over og giver den unge, hjerteknuste fyr en stille opsang: “I’d advice you to forget her (…) / What are you, 21? / Why don’t you give it a rest?”.

Langsomt vokser balladen frem mod et gnistrende crescendo, der forstærkes i hvert refræn – hvor forsangeren vredt giver stakkels Johnny en verbal lussing: “Life’s not complete ‘till your heart’s missed a beat / And you’ll never make it up or turn back the clock / No, you won’t / NO YOU WON’T”

Okay – kunne denne teenager ikke falde i søvn igen! For ikke alene havde jeg hørt en sang, der blæste fnulleret ud af navlen; jeg havde på fire-og-et-halvt minut lært, at pop ikke altid er lig med tidens fængende, pastelfarvede radiokalorier. Pop kan være både kras, dyb og “alternativ” musik (det var før indie-begrebet blev en fast varebetegnelse …) med krøllede strukturer og kantede passager. Også selvom musikken på overfladen er sødmefuld, poleret og harmonidyrkende.

Bandet var engelske Prefab Sprout, manden hed Paddy McAloon, og sangen ‘Goodbye Lucille #1’.

Siden er albummet Steve McQueen blevet den vigtigste plade i min samling – og ‘Goodbye Lucille #1’ selve min musikalske Von And-lykkemønt.

Newcastle-bandet Prefab Sprout er i mange henseender lig med sangskriver, guitarist og sanger Paddy McAloon – som de følgende 16 år fra 1985 til 2001 producerede bare fem albums af varierende kvalitet.

Fremhæves skal især det hit-orienterede, USA-album From Langley Park To Memphis fra 1988 og den konceptuelle Jordan: The Comeback fra 1991. Begge albums er deres vægt værd i diamantstøv og Novo-aktier.

Siden dengang er Paddy blevet ramt af stær på øjet, der gør ham næsten blind – og oveni Ménières sygdom, som påvirker hørelsen og giver alvorlige svimmelhedsanfald. Af samme grund er de sidste nyindspilninger, vi har hørt fra den i dag 56-årige sangskriver en noget arbitrær soloudgivelse med instrumentale numre, som udkom for 10 år siden, plus de fine akustiske indspilninger af en del af sangene fra Steve McQueen, der var inkluderet på en reissue fra 2008.

Prefab Sprout 1995

Prefab Sprout 1985. “Vi er trætte af at blive solgt på vores udseende”. Paddy, yderst th.

Stor var derfor overraskelsen, da der i starten af 2009 blev annonceret et nyt album fra Prefab Sprout. I realiteten var der da også tale om et ‘lost album’. Let’s Change The World With Music var oprindeligt demo-indspillet i 1992 – som et konceptalbum om musikkens guddommelighed; tynget af referencer til religion, Gud og nodernes hellige kraft (“Music is a princess / I’m just a boy in rags”).

Albummet skulle oprindeligt have været en opfølger til Jordan: The Comeback (der også have sine himmelske referencer …), men Paddy følte sig efter sigende presset af pladeselskabet og forlod derfor projektet for at trække sig tilbage til privaten i det nordengelske.

Den oppustede og næsten kitschede Let’s Change The World With Music var dermed for de fleste fans det sidste, vi nogensinde forventede at høre fra den stadig mere sky og syge McAloon.

Der har dog eksisteret rygter om adskillige halvt- og helfærdige albums, som måske en dag vil se dagens lys. Eksempelvis udtalte Paddy tilbage i 1995, at han flere år tidligere havde skrevet et helt album om Michael Jackson – hvoraf en af sangene (‘Only Boogie Music Will Never Let You Down’) faktisk senere blev omskrevet til ‘The Sound of Crying’, der er inkluderet på en Greatest Hits-opsamling.

Der går ligeledes stadig rygter om temaplader omhandlende planeten jorden (Earth: The Story So Far), Paddys brødre og deres opvækst samt et soundtrack til en Zorro-film(!). Men alt dette var blot cirkulerende internet-myter blandt nørdede Prefab-fans – indtil denne uge.

Paddy McAloon 2

Paddy – for få år siden, hjemme hos mor.

Mandag den 11. juni dukkede en nyhed op på diverse fan fora om en læk af det ligeledes hidtil uudgivne album The Devil Came A-Calling. Pladen skulle være det værk, som McAloon omtalte i et interview fra 2009: “I have an LP called … well, the song that I think of as being the centre of it is called ‘The Devil Came A-Calling’, which takes a completely different view of the world to this one (Let’s Change The World With Music, red.). It’s almost like the mirror-image of it. It’s darker, and it’s the other side of this. That I did just before my hearing problem – back in 2005.”

Sange fra albummet blev uploadet til Soundcloud og Dropbox – og slettet igen – mens ophidselsen tog til i diskussions-trådene, og desperationen fra forbigåede fans steg i styrke.

Denne fan og blogskribent fik imidlertid – i et af de kortvarigt åbne, virtuelle vinduer til nyheden fra Paddy McAloons musikarkiv – fat i albummet; og her er en umiddelbar præsentation af “det tabte album”, som måske/måske ikke udgives en dag. Alle sangene har fået en karakter på skalaen 1-10:

Adolescence (8/10)
En åbningsang med pulserende rytmer og et symfonisk, digitalt og til tider lidt kunstigt klingende lydbillede. En smægtende sang om teenage-tilstande og -trakasserier med en tekst om uforløste kærlighedsdrømme fra en mand, der altid har fremstået en smule sårbar, kejtet og en smule hæmmet: “Adolescence, why’s it so? / Ask someone else; how should I know? / It’s a song I sang and then forgot / Too long ago / When I was a Romeo”.

Billy (8/10)
I en bedre verden kunne dette være et lille sommerhit – med sin forstemte mundharmonika(?) i introen, den fine, gadedrengehoppende melodi og en veloplagt Paddy, der synger som en nyforelsket hornblæser: “I let my feelings show / Trumpets come and trumpets go / It’s amazing what gets left out in the snow”. Nu er det “bare” en fin, genfunden Prefab-sang.

The Devil Came A-Calling (9/10)
Albummets mørke, tematiske hjerte. En dyster, aftenproduktion med regntrommende rytmer og liflige, underspillede guitarakkorder bag Paddys historiefortællende stemme. Sangen rummer en Faustisk historie om en mand, der sælger sin sjæl til Djævelen: “The Devil came a-calling, we took a midnight stroll / I asked him what he wanted, he said: Your immortal soul / For fifty years I’ll spoil you, like the only man alive / With power, wealth, a mansion on Fellatio Drive” … Og netop som chokket over, at Paddy McAloon rent faktisk nævner oralsex(!) i en sangstekst – gør han det igen: “He showed me his world, hell, he threw me the keys / Introduced me to women, they went down on their knees”. Dette er i sandhed Paddys diabolske album!

Grief Built The Taj Mahal (7/10)
En fin bagatel af en popballade om prisen for tabt kærlighed. Prefab Sprout Classic – omend ikke helt på niveau med de sammenlignelige, rørstrømske ballader, der fx findes på sene albums som Andromeda Heights og The Gunman and Other Stories. Også mere skitse-/demo-agtig i sin produktion.

Mysterious (6/10)
Med sit country-skiffle rytmespor og sin mundharmonika kunne ‘Mysterious’ være et outtake fra The Gunman, som dette album kronologisk skulle efterfølge. De sketch-lignende Hammond-figurer virker en smule improviserede og understreger sammen med en lidt flagrende tekst indtrykket af, at denne sang (i dette format) ikke nødvendigvis ville få en fremtrædende plads på pladen.

The Best Jewel Thief In The World (7/10)
En uptempo popsang om en super-listetyv fra det tegneserieagtige univers, som Prefab Sprout lejlighedsvis har kastet sig over. Produktionen har mange lag og sågar en politisirene, der får lidt vel meget spilletid. Det er ikke en ny ‘Cars and Girls’ eller ‘King of Rock’n’Roll’, men med lidt konstruktiv modspil fra en producer (enter Thomas Dolby!) kunne denne melodi løftes til et gedigent P4-hit. OBS. Paddy synger “assholes” …!

The Dreamer (6/10)
Paddy McAloon i sit mest romantiske hjørne og svulstige format; en klaverdreven melodi med strygere, spinet og digitale pauker – og en tekst, der bader i starlight, dreams, gold & sirens. Men trods den knastfrie produktion og glatslebne melodi, holder kærligheden ikke til sidst: “No-one sits in judgement / It’s too well worn a theme / No-one spots the moment / When the song becomes a scream”. En smuk tekstpassage – i en designerkjole af en sang, der er produceret som en Lily-model.

The List of Impossible Things (9/10)
Måske min personlige favorit på dette ‘tabte’ album. En fin melodi, hvor kanterne stadig stritter en smule i det organiske arrangement med analoge trommer, halvakustisk guitar og en tekst, der flyder over med kærlighed til de fine kunstner og drømmen om at præstere det umulige: “See what the blind man paints / Abstract expressionist saints / We ride with stateless kings / Dream that our horses have wings”.

The Old Magician (8/10)
En elskelig og straightforward sang om kunstneren, der har taget en runde eller fem for mange i manegen. Igen bliver produktionen i momenter en smule overlæsset og rodet – men versene står ganske rent med en skarp, veloplagt tekst: “Lord have mercy and be kind / When our faculties unwind / Overlook the hat and gloves / The tired act that no-one loves / There was a time we produced doves” … Især det sidste billede er jo klasse.

The Songs of Danny Galway (7/10)
Hvor man kunne frygte det store irske udtræk, holder Paddy sig trods alt for god til tinfløjter og trækharmonikaer på denne afsluttende hyldest til troubaduren. Der er ikke meget sorg og syndefald eller djævelskab og tabt kærlighed i denne klassiske popsang, hvor Paddy med ungdommelig adræthed bestiger versefødder og omkvædstoppe – uden dog at overraske med pludselige tableauer af stor skønhed.

 

The Devil Came A-Calling (7,5 / 10)

Samlet set er vi ikke oppe på mesterværksniveau med dette genopdagede album, der efter sigende blev indspillet for knap et årti år siden. Sangene – og ikke mindst produktionen og arrangementerne – har stadig en noget skitseagtig karakter, ligesom den (intentionelle) tematiske form kan fremstå klarere.

Prefab Sprout kommer på The Devil Came A-Calling rundt i mange hjørner af af bandets musikalske univers; fra de smægtende ballader til de problematiserende popsange. Men når man har oplevet Prefab Sprout på eleganteste vis blande Beatles’sk sangskrivning med lette, jazzede krumspring på Steve McQueen og er faldet på røven over, hvordan Paddy med overlegen ynde kan komponere en hyldest til Nancy Sinatra som en svulstig, forstads-forfinet hverdagsballade om utroskab på jobbet – ja, så er barren også sat uforskammet højt.

The Devil Came A-Calling er dog langt bedre end Let’s Change The World With Music – og det er først og fremmest et nyt Prefab Sprout album. Dermed er det en helt uvirkelig og overraskende sommergave til alle os, der troede, at vi aldrig skulle høre mere til den blinde og halvdøve mester fra Newcastle.

Kommentér indlægget