You got what in mind? Nå, beaches. Ellers havde det måske haft lidt mere kant. Men det er om strande. Det meste er om strande.
‘Beaches in Mind’ er stort set ikke en sang, bare resultatet af, at en Beach Boys-tekstgenerator har spyttet en kort tekst ud, og at bandet er blevet bedt om at være funky – med ærgerligt resultat. Det er heller ikke det værste indslag i midten af en plade der ellers begynder lige som man kunne håbe, eller i hvert fald ikke som man kunne frygte.
For først er der en ordløs intro med gyldne harmonier, som på Smile, og så titelsangen, der overhovedet ikke er som på Smile, men bare en bittersød hilsen til rock&roll-radio for 50 år siden.
Men så er det, at vi bliver taget direkte med ind i Top Charlie-land. Sommetider er det meget sødt. ‘Shelter’ er rar og vemodig og kunne gå direkte ind på side to af Sunflower. ‘Daybreak over the Ocean’ lyder lidt som ‘Kokomo’, men uden på nogen måde at være lige så frastødende. Der er ingen hiphopeksperimenter.
Men alderen trykker alligevel stadig grimt rundt omkring, og ingen steder værre end på ‘The Private Life of Bill and Sue’, der handler om at reality tv er noget værre noget, og udlægger problematikken næsten lige så akavet som da de samme folk for fyrre år siden kom frem til at studenteroprør også var noget værre noget, og man hellere måtte holde sig indendørs. Det var aldrig klummeskribent, Brian Wilson skulle være.
Og ‘Spring Vacation’ er så komisk, at det næsten er helt rørende. Det er her, Mike Love tager ud i sin åbne bil og cruiser roligt ned ad boulevarden under spring break, mens brisen kærtegner hans høje tindinger under den permanente kasket. Formentlig mens folk bagved overvejer om de skal poppe en cap i Morfars ass.
Og så sker der pludselig noget, for Brian har åbenbart krævet – eller fået lov af Mike til – at brede sig hen mod slutningen. De tre sidste sange er vokset sammen i én suite, nærmest forprogrammeret til at få os Wilson-fanboys til at savle. Sukkende og vemodigt, og endda skrevet sammen med Jon Bon Jovi, når det gælder finalen ‘Summer’s Gone’. En flippet triumf.
Og på den måde kom The Beach Boys så ind i iTunes-alderen. Glem alle de mange år der blev sukket over at få Smile i fuld længde, og i den helt rigtige rækkefølge. Dette er perfekt til et stykvist indkøb. ‘That’s Why God Made the Radio’-singlen, og ‘Summer’s Gone’-ep’en. Resten er nu også værdigt nok, men man ved jo dybest set at det ikke er det samme som så meget fra da de var yngre og mindre grå. Det er også nok.
