Selv om der er mere banjo og ansigtsbehåring over folk-rocken end nogensinde før, har den alligevel kronede kommercielle tider. Anders K Sørensen og McGuire går i kødet på den Voksne Mands Musik og anmelder en håndfuld af de nyeste plader på folk-rock scenen: fra Band Of Horses til Coldplay With Banjos.
Mumford & Sons – Babel (Universal)
Da den første plade med Mumford & Sons udkom for tre år siden var der ingen – som i vitterligt ingen – der havde spået, at de fire fyre skulle drive det videre langt ud over kuriositetens grænser. I dag kan noget nær enhver banjospillende bonderøv mellem London og L.A. synge med på ’Little Lion Man’, selvfølgelig med det frustrerende resultat, at den britiske musikpresse ikke var mange minutter om at hænge Mumfords ud som simple lykkejægere. Tyveknægte, der iført lånte klæder (af den meget gamle og mølædte slags) forræderisk ledte unge mennesker til at tro, at det var sådan her, britisk folk skulle Coldplay with banjos.
Frankly, my dear, så kunne det ikke rage mig mindre, hvordan de ser ud eller hvem de stjæler fra. Hvis sangene er gode – og det er de på Babel – kan de sgu spille dem i bar røv og wicklers for min skyld, og sidst jeg tjekkede stod den nye generation ikke ligefrem i kø nede ved den lokale highstreet Fopp! for at købe Fairport Convention genudgivelser, vel? Og selv om Babel er mere af det samme, om det samme og spillet på samme måde – en stille intro, der knalder ud i et sammensurium af banjo, guitar, trommer, klaver og alverdens andet folkemusikalsk balfaldera – er der noget elskværdigt over et band, der med lige store dele professionalisme og bøvethed bare pløjer derudaf som om Fanden – og Chris Martin – var lige i hælene.
Søren McGuire, 9/10
Calexico – Algiers (City Slang)
Problemet – nej, lad mig kalde det for udfordringen – med genre-bands som Calexico er, at de uundgåeligt på et eller andet tidspunkt ender med at gro fast i deres egen musikalske æstetik. Samme sang om samme gudsforladte udørk, spillet i samme rille. Nu har musikalsk fornyelse aldrig været den automatiske vej til succes i min bog, men med Calexico tror jeg bare, at jeg nåede til et punkt, hvor jeg ikke følte noget synderligt stort behov for at høre flere trompeter og fortællinger om mexicanske romantikere, der blev slæbt ud i ingenting for at dø under ørkensolen, face down i støvet. Jeg husker ikke, hvornår det skete – jeg husker bare, at jeg mistede interessen for Calexco along the way.
Algiers, derimod, er lidt af et comeback for Calexico, i min verden såvel som i den store version. Melodier, der stod bare en lille smule klart i hukommelsen har aldrig været Joey og Johns stærke side, men Algiers er næsten et popalbum. Måske fordi det er indspillet i N’Awlins, der – som enhver Treme fan ved – er et væltet musikalsk lokum, hvor jazz, country, blues, zydeco og whatnot flyder ud i gaderne. Det er tydeligere i pressematerialet end på pladen, men selv om Calexico altid ender med at kede mig i længden, tager det længere tid med Algiers, end det har gjort i mange år.
Søren McGuire, 8/10
The Avett Brothers – The Carpenter (Island)
Banjoen er for The Avett Brothers hvad mariachi-guitaren er for Calexico. Eller, sådan var det i hvert fald indtil North Carolina-bandet faldt i Rick Rubin og Sonys hænder på det forrige album og begyndte at lave indiepop af den slags, kun Pitchfork kan elske. Nu har de skiftet pladeselskab til det tilsyneladende knap så banjoforskrækkede Island, men hænger stadig fast i skægget på Rubin. Vi ved alle, hvad han fik frem i Johnny Cash på American Recordings, men hvad missionen er med Avett Brothers er mig straks en større gåde.
The Avett Brothers er blevet bluegrass-udgaven af tidens folkpop-flip, en raffineret udgave af Mumford & Sons og en melankolsk version af Edward Sharpe & The Magnetic Zeros. Der er vanvittigt smukke sange på The Carpenter – “Life” og “February Seven” – og bandet fortjener dine penge, men hvis du for alvor vil høre, hvad The Avett Brothers kan, så køb i stedet Mignoiette eller Gleam. Så skal du fandme få banjo så fedoraen passer.
Søren McGuire, 6/10
http://youtu.be/sxBJJpBNgJ4
Ben Folds Five – The Sound of the Life of the Mind (Legacy/Sony)
Den amerikanske trio Ben Folds Five havde altid humoren med som fjerdemand, da de op gennem 90’erne og 00’erne charmerede til tops på collegemusikkens favoritlister med albums som ’Whatever and Ever Amen’ og ’The Unauthorized Biography of Reinhold Messner’. Ikke mindst på scenen levede den aparte trio (klaver, bas og trommer – ingen guitar) op til sit rygte som ekvilibristiske drengerøve, der byttede instrumenter og improviserede sig gennem westcoast-ballader og satanisk heavy metal.
Deres nye reunion-album er dog en anderledes alvorlig sag. Javist, der gakkes stadig – fx på åbningsnummeret ’Erase Me’, der lyder som et Britney Spears-hit spillet af en discount-udgave af Queen (det er ment som en ros) – men de bedste sange på den midaldrende trios fjerde album er sensitive ballader og midtempo popmelodier, der flirter med både Bacharach og Billy Joel. Et af højdepunkterne er stomperen ’Michael Praytor, Five Years Later’; en klassisk BFF-popsang, der drives frem af vokalharmonier og aggressive pianoakkorder. Som Elton John med en tungepiercing.
På trods af, at trioen kun har produceret fire reelle studiealbums, placerer genforeningspladen sig imidlertid ikke blandt deres bedste. Måske ikke engang på Top 3. Dertil er for få numre drevet af den samme energi og nerve, som deres tidligere værker.
‘The Sound of the Life of the Mind’ er blevet en hyggelig genforeningsfest for gamle fans, mens nye lyttere nok skal vænne sig til de indforståede jokes og den patosfyldte, maskuline følsomhed.
Anders K. Sørensen, 6/10
Band of Horses – Mirage Rock
Hvis Ben Folds Five har skruet op for ømheden på deres fjerde album, så er kollegerne i Band of Horses til gengæld gået i modsatte retning. De drømmende, folk-inspirerede rocksange er blevet trimmet endnu et par millimeter i forhold til forgængeren, ’Infinite Arms’, hvor BoH første gang – og med stort held, hvis du spørger undertegnede – intimbarberede deres sange, så melodierne fremstod endnu skarpere.
Problemet med ’Mirage Rock’ er blot, at ragekniven synes at have kappet en del af Seattle-bandets musikalske potens. De 11 sange mangler i foruroligende grad karakter og nosser. Selv den store afslutningsballade ’Heartbreak on The 101’ fremstår som et teenageband, der prøver at lyde som The Gaslight Anthem, og albummets mest aggressive rocknummer, ’Feud’, klinger underligt kastreret med sine gadagung-trommer og trivielle guitarer under Ben Bridwells lyse vokal.
Så virker det trods alt stærkere, når BoH toner rent flag som på den P3-egnede popsang ’A Little Biblical’ eller den neo-folkede ’Everything’s Gonna Be Undone’, der lunter lunt afsted med milde mandestemmer iført uldsweater og hyggerytmer. Men de slentrer den forkerte vej, i for små sko, de gode skægaber fra det amerikanske nordvest.
Anders K. Sørensen, 6/10
