Acid Rain: Definitive Original Acid and Deep House 1985-1991
(10)
Harmless Records
12. august 2013
Jeg har siddet og læst Simon Reynolds’ roste bog Retromania fra for et par år siden, om hvordan ‘vi’ – altid ‘vi’, som om alle folk nyder musik på samme måde – er besatte af fortid og nostalgi, og hvorfor kreativitet og ny musik dermed bliver kvalt under en million tons genudgivne klassiske albums i deluxe-udgave. Den er morsom, underholdende og begavet, men jeg kan helt enkelt ikke få bogens konklusioner til at hænge sammen – selv når man kommer over, at det er lidt dobbeltmoralsk:
Manden, der skrev Rip It Up and Start Again, den noget nær perfekte gennemgang af post-punken med al sin nyskabende tænkning, mener, at vi andre bruger alt for lang tid på at sidde og grave i fortiden, finde gemte skatte, og være nostalgiske – også over musik vi ikke kendte. Må vi alligevel godt lidt, eller vil du helst have den viden for dig selv?
Når Reynolds holder sig til med klassisk britisk sarkasme totalt at hudflette fænomener som The British Music Experience, en tilsyneladende tåkrummende engelsk udgave af The Rock & Roll Hall of Fame i O2 Arena i London, så er han fortræffelig.
Men han har nogle irriterende vaner, først og fremmest med at generalisere som rasende ud fra nogle få spredte eksempler, samt at springe til den tanke, at netop denne generation er særlig slem til noget som alle altid har dyrket, nemlig den mere eller mindre nylige fortid. Vi har bare fået nemmere ved det gøre det hjemmefra, fordi der er et internet nu. Han længes ironisk nok efter en tid, hvor ingen længtes efter en tid. Jeg tror ikke på, den tid nogensinde har eksisteret.
Reynolds slår halvseriøst til lyd for, at det er forkert at have så let adgang til så meget musik fra sam- og fortid, for hvis man lytter til meget, kommer man ikke til at holde af noget. Der er det bare at sige “Tal for dig selv, Simon”. Men han går også i flæsket på den rolle som musikalsk ‘kurator’, som flere og flere tildeles eller selv vælger disse dage.
Hans påstand er, at jo ivrigere den position – som man bedst kender fra museer – bliver indtaget, når det gælder om at samle materiale til opsamlinger mv., jo mere tilbøjelig er denne kurator til at være en fyr der prøver at genskrive musikhistorien i sin egen version.
Et skræmmeeksempel bliver Bob Stanley fra Saint Etienne, hvis musik – udelukkende på grund af Stanleys interesse for gamle lyde fra arkiverne – beskrives som bedårende, men følelseskold brugskunst. Det giver desværre ikke mening for nogen, der har været forelsket til lyden af ‘Carnt Sleep’. Glen Brown-sample eller ej. Happy Mondays-esque titel eller ej.
Nå, men grunden til, at jeg nævner Retromania i det, der er ment som en lovprisning af en fantastisk samling af house-numre fra Chicago er, at det engelske pladeselskab Demon Records i bogen bliver gjort til bannerførere for genudgivelser i Storbritannien. Og bliver rost for dem. De har gode lange tekster til at ledsage musikken, fint design i periodens stil, excellent lyd. Hvorefter Reynolds igen skriver sig op i en raptus om, hvordan den slags boxsæt i sidste ende føles som kister, eller mausolæer, for død musik.
Acid Rain er i den grad curated, håndplukket af den gamle engelske dj Terry Farley, der står som garant for kvaliteten med store bogstaver på forsiden. Og den er udkommet på Harmless Records, der hører under Demon. Og den er et boxsæt med noter og den slags. Den er endda udsendt med ret klar adresse til 25-året for det, der især i England går som The Second Summer of Love, hvor acid house brød igennem i landet. Og den kunne ikke føles mindre som en kirkegård.
Det er nemt at være overivrig, og det er Farley også, når han sammenligner skabelsen af house i Chicago med Chuck Berry eller Miles Davis, og hvad de satte i gang, men tænd radioen om aftenen og overvej, om ikke det er sandt. Her var udgangspunktet for en million plader, man kan danse til. Nogle for voksne, nogle for børn. Nogle sofistikerede, nogle primitive. Mange geniale, endnu flere det pureste lort. Men så ufattelig mange med basis i den pumpende elektroniske rytme, der blev sat i gang i klubberne i Illinois af de folk her – Ron Hardy, Frankie Knuckles, DJ Pierre, Laurent X osv, de fleste obskure i dag – at det ikke er nogen overdrivelse.
Det er ikke subtil musik fra dengang, det skal guderne vide. Der er ikke stort anlagte drops, og de der store trance-keyboards var en del år væk. Den slags rakte de tekniske evner heller ikke til. 90 % af alle disse gamle maxier, som den forkætrede kurator Farley har fundet frem på vinyl og fået overført, havde én idé, ét gennemgående sample, én bestemt lyd, som bliver drejet rundt i fem-seks minutter. Eller længere.
Det her var musik til nutiden, til at holde folk på gulvet, til at tordne afsted indendørs i de mytiske pakhuse i Chicago. Effekten kunne være en smart frase eller en stønnende kvinde, der blev loopet, eller en fyr som Jamie Principle ovenfor, der stod og forklarede i detaljer, hvor liderlig han var. Eller bare en melodistump, der lige så godt kunne blive spillet på et stykke legetøj. Hvis der i det hele taget var en effekt.
En af de mange fair betragtninger, Reynolds kommer med, er at sidste disc i et boxsæt uvægerligt er musik fra en kunstners eller en genres sene periode, hvor den kunstneriske krise er sat ind. Acid Rain er lige modsat. Den er ikke 100 % kronologisk, men vil man tage den som en historietime, skal man begynde bagfra med det mest skrabede og minimale til sidst. Phutures ’Acid Tracks’, f.eks. – den, der formentlig gav navn til hele genren. 12 minutter med en kradsende, ekstremt monoton vriden i knapper. Og stadig højere videnskab ved siden af f.eks. ‘Sensation’ fra pioneren Ron Hardy, eller ‘Clap Me’ fra Jack Frost; det samme enkle loop kombineret med et forsøg på at få så mange klappeeffekter ind i så højt tempo som muligt.
Disc 3 og 4 er så lidt nemmere at tidsfæste, for det var dér under den Second Summer of Love, at man begyndte at få sendt nogle af disse plader over Atlanten, og hvor det begyndte at blive om ikke et globalt fænomen, så i alle fald et, der gav genlyd i den noget lettere tilgængelige engelske musikscene. Jeg ved ikke, hvor meget det egentlig berørte Danmark, men i 1988 ramte acid house England med fuld styrke, først som subkultur, og siden som et godt og grundigt medieflip i en som altid beredvillig skandalepresse, der skrev op ad stolper og ned ad vægge om skolebørn, der slog sig selv ihjel med ecstasy.
Måske det ikke er så sært, at det skræmte selv de forældre, der syntes, det var max flippet, da John Lennon var på syre og gik med et klamt skæg og rædsomme briller tyve år inden. Det kan være, at der var gode vibrationer mellem folk på gulvet, men en del af de fantastiske maxier, der kom i 1988 styk, ville man formentlig ikke på forhånd have anbefalet til nogen, der var på stoffer. Eller til at befordre et godt humør i det hele taget.
Og Acid Rain har et større udpluk af de mest nervøse af dem, lige fra den pruttende effekt hele vejen gennem Dr Derelicts ‘That Shit’s Wild’ til den temmelig ondskabsfulde ‘Where’s Your Child’ med Bam Bam. Jeg har en vis forståelse for den nervøse forælder, der i 1988 smuglytter til ungens gule Walkman Sport og hører den.
I den anden side af genren, men med overlappende persongalleri, lander man så i den mørkere deep house, der dominerer de første par discs. Stedet, hvor formen blev fuldendt i mindre eksplosivt tempo. Hvor klaveret spillede en rolle, hvor synthen langsomt, men sikkert begyndte at lyde mere som en synth og bassen mere som en bas, og begge dele mindre som en pruttepude nogen stod og vred løs i.
Mindre futuristisk? Måske. Men samtidig ganske enkelt noget af det bedste nyere musik, der blev lavet. Tror pokker, at de bands, man gik og lyttede til dengang, blev fuldstændig besatte af at få et mere eller vellykket dance element ind i deres musik. Formentlig er der ikke mange, der er blevet rige på den scene, men mange er blevet det på at genbruge deres idéer. Ditto technoen fra Detroit, der stod klar til at tage over med et nyt elektronisk twist, da house-lyden var blevet grundigt etableret.
Kunne der i øvrigt være en smukkere revanche, end at netop Chicago og Detroit lancerer de nye genrer kun få år efter dette ekstremt pinlige mellemspil i form af stadionunderholdning til en dobbeltkamp mellem Chicago White Sox og Detroit Tigers:
http://www.youtube.com/watch?v=YYVYxKwEdIw
Nå, I syntes disco var for maskinelt, for sort, for uamerikansk, for homoseksuelt? I synes, disco sutter? Sut på det her, Chicago og USA. Der har I fremtidens lyd, og der er ikke noget, I kan gøre ved det. Og det går i en lige linje ned fra discoen, forstærket af lyd løftet direkte fra trashy europæisk technopop.
Der er kommet masser af opsamlinger af gamle house-singler gennem tiden, men det her er tæt på at være et mesterværk i genren, hvis man kan kalde det en genre. Og at det så er for at markere et 25-årsjubilæum i en tid, hvor der siges at blive hørt for meget gammel musik, det kunne ikke være mere lige meget. Alle bør have chancen for at høre med her. Godt gået, kurator.
