En del Elysium, men også lidt Tartarus – nyt album med Pet Shop Boys

   


Pet Shop Boys: Elysium
7/10 

Parlophone
Ude 10. september 2012

Det lyder måske som en lidt sørgelig måde at give en halvhjertet ros på, men Elysium er som skabt til iPod-generationen. Det var den samme historie med Fundamental og Release, de andre to regulære albums, der er faldet et godt stykke under den urimeligt høje standard, som Tennant og Lowe har sat for sig selv: Selv dér dukkede der sange op som ’Integral’ og ’The Samurai in Autumn’, der klarer sig fint i playlisten med alle de bedste.

Elysium er dog anderledes. Spændet er bredere. Det svinger voldsommere mellem det sublime og det helkiksede. Tag ’Winner’, første single, som vi allerede har været forbi. Det ville være dejligt at sige, at den bliver bedre med tiden, men det gør den ikke. Om muligt er dens anstrengte positivitet bare værre, nu hvor OL er forbi. Den er dog ikke engang det værste her – den ære går til ’Hold On’, mere feelgood, en musicalagtig sag med et fersk operettekor, der mest minder mig om de øretævendeindbydende sangere fra Telia-reklamerne i biffen – jeg har slukket, så hold nu kæft. Den er selvskreven i BBC’s top 5 over de værste fra PSB.

’Your Early Stuff’ er en uskadelig nok bagatel, men det virker måske lidt mindre snedigt at synge defensivt om folk der kommer med tåbelige kommentarer om éns fortsatte karriere – ”You’ve been around but you don’t look too rough, and I still quite like some of your early stuff” – tre sange inden man i den helt sløje ’Ego Music’ går til angreb på selvoptagne popsangere.

“Du synes vel også, Patsy Kensit sang ‘I’m Not Scared’ bedre end jeg.”

Men den kvartet af ærgrelser er bare den ene side af sagen. Og ironisk nok, lige efter ’Your Early Stuff’, kommer ’Face Like That’, en støjende, klaprende electropopsang. Den lyder præcis som … their early stuff! Den kunne have været på Please, eller første del af Alternative-samlingen. Og den er fremragende.

Det samme er indledningen, ’Leaving’, der lægger sig helt i halen af de bedste afdæmpede sange på forgængeren Yes, men højglanspoleret i et studie i Los Angeles. ’Breathing Space’ er en helt smuk ballade med sit ønske om at finde lidt indre og ydre ro, og ’Memory of the Future’ har den der smag af tilbageblik, tusmørke og kolde aftener, som forklarer præcis hvorfor det er så passende at Pet Shop Boys så tit udgiver albums om efteråret. Den kunne, hvis vi bliver i den tankerække, have ligget rigtig godt på Very. Så god er den.

Og finalen, ’Requiem in Denim and Leopardskin’ – intet mindre – er måske bedst af alt. Den låner i høj grad akkorder og stemning fra deres egen ’Nothing Has Been Proved’, sangen de skrev til Dusty Springfield for små 25 år siden, og folder nostalgiske minder à la ’Being Boring’ ud over latinsk disco.

Resten af Elysium er bestemt ikke skidt heller, men de fem her gør i sig selv, at ’Hold On’ er mere end tilgivet, styg som den er. Og selv om det bekymrer mig lidt, at Tennants og Lowes kvalitetskontrol slår helt fejl sommetider i disse år, så er det jo lettere end nogensinde at klare det for dem.

 

 

 

Kommentér indlægget